Hos psykologen igen – skønt!

Aspergers syndrom i praksis 2 og gamle billeder

I aftes var jeg til et 3½ time langt introduktionsmøde via Zoom hos Menneskebiblioteket. Det er så spændende, og foreningen er helt straight og godt organiseret. Jeg var meget i tvivl, om jeg passede ind i deres ønsker til profil, fordi de hele tiden skriver om, at man, med den “titel” man vælger at være”bog” (man skal lige ind i deres univers og terminologi) med, skal være med til at nedbryde fordomme.

Jeg har valgt “Aspergers syndrom” som titel – men jeg synes ikke, jeg har mødt fordomme i den forbindelse. Der er helt bestemt fordomme, hvis jeg også fortæller, jeg også er Mensaner, men det lader jeg så som oftest bare være med. Jeg var åben om min tvivl, men de lagde den død ved at fortælle, at når de havde bøger med “diagnose-titler”, var der oftest mere tale om videndeling. Super. Så kan jeg være med. I hvert fald prøve at være med og se, om det er noget for mig.

Vi “nye bøger” skulle blandt andet øve os på, hvad vi vil sige, når vi kommer ud til “læserne”. Jeg forklarede lidt kort om, hvad Autismespektret er, hvad Aspergers syndrom overordnet set er (en generel udviklingsforstyrrelse) og så gav jeg nogle af de otte eksempler. Jeg fortalte også, hvor glad jeg er for endelig – efter 16 års ensomme overvejelser og søgen – at have fået diagnosen.

En af mine “læsere” sagde bagefter, at hun allerede var blevet meget klogere, og at det var så positivt at høre noget rigtig godt og rart om diagnosen, for det var nyt for hende. Hun kendte nogle forældre til børn med Autisme, og det var bare trist og problemer, problemer og flere problemer.

Hvis jeg på den måde kan bidrage med viden, så vil jeg gerne det!

Til deling med psykologen: A for Aspergers syndrom

Selvfølgelig delte jeg oplevelsen med psykologen i dag. Jeg gav hende flere af de otte eksempler fra gårsdagens post, og hun lærte mig flere gode ting om Aspergers syndrom, som hun vist nok har tegnet og fortalt om før, men det var gået i glemmebogen (som så meget andet). Jeg optager vores samtaler, og har lige hørt dagens “udsendelse”.

1. Om lejerskolerne:

Det siger faktisk ikke så lidt, at jeg trods alt hellere ville være hjemme end på lejrskole med roning på Gudenåen. Sidstnævnte sted kunne jeg jo ikke finde et sted at sidde under et træ med en bog, falde lidt hen og være i fred og ro.

2. Om roning på Vlatava (Moldau) i Prag:

Havde jeg på forhånd vidst præcist, hvad det gik ud på, havde jeg aldrig meldt mig til, men det var helt klart et forsøg på at tilpasse mig en “normalitetsramme”. Når de andre skulle med, skulle jeg, som habil roer, selvfølgelig også med.

3. Om det anstrengende ved socialt samvær:

Det er helt reelt, at det er udmattende, men det betyder ikke, at jeg ikke skal prøve af og til, og så må jeg sove de 15 – 16 timer bagefter, da jeg ikke kan “leve på en ø”. (Jeg synes nu ellers, det går ganske fint. Men jeg tager det naturligvis til mig, ellers kunne jeg jo blive væk.)

Det er udmattende, idet en Asperger-hjerne processerer alting fra A til Å. Der er ikke et filter, som sorterer væsentligt fra uvæsentligt. Det hele går gennem hjernen, der hermed overloades. Mange/de fleste andre mennesker sanser eller “læser” blot, hvad der foregår i rummet, lægger herefter det uvæsentlig væk og tager det væsentlige ind. Det er naturligvis ikke nær så anstrengende. Den autistiske hjerne er hele tiden på arbejde.

4. Om de uvelkomne og uvedkommende indtryk:

a) GIF’er, der hopper og danser: Autister tåler ikke, at der er uorden, og GIF’erne er en form for uorden/rod.

Kommer et autistisk barn ind i en rodet Netto eller Bilka og fx skal vælge en vare, der ligger i en “rodekasse” med tilbud, må det først gøre orden i rodet, inden det kan vælge varen. Selv ville jeg selvfølgelig (da jeg er 58 og pænt opdraget) aldrig give mig til at gøre orden, men jeg har stor forståelse for barnet. Jeg forstår til fulde logikken bag ikke at kunne vælge, med mindre jeg præcist ved, hvad der er at vælge imellem. Og det ved jeg ikke, før end der er ryddet op. Jeg synes, det er så uendeligt logisk, og undrer mig en anelse over, at andre ikke forstår det/har det lige sådan. Måske er det derfor, jeg aldrig kunne finde på at gå i hverken Netto eller Bilka men foretrækker Irma, der er nemlig orden (og så er jeg jo “gammel Irmapige” fra dengang, vi gik i lyserøde kittler).

b) Emojis, som gør, at jeg ikke kan læse teksten rundt om: Psykologen lavede en sammenligning: Ser en autist en revne i væggen, ser vedkommende kun revnen og næsten ikke den omgivende væg. Hun har helt ret. Det er præcis, sådan det er. Alt andet forsvinder for mig. Jeg kan ikke lige huske et eksempel fra mit eget liv, men jeg ved, det er sådan, jeg har det og det er en afart af ovenstående om, at man utrolig let bliver forstyrret af uorden.

c) Baggrundsmusik, der tager 50 pct. af mine mentale ressourcer: Det vil være okay pænt at sige til mine værter “Jeg bliver så let distraheret. Er det muligt, vi slukker for musikken?” Jeg behøver ikke være så pokkers ydmyg. Hos nogle kører der konstant et TV i baggrunden. Det, blev vi let enige om, er en uskik, idet et TV “drager” (ligesom Misse Møghe); det tiltrækker sig fokus og opmærksomhed. For egen regning tilføjer jeg “Og er der egentlig nogen, der ser på det?”

En spændende detalje er at for et menneske med ADHD, er det lige omvendt, og det var jeg ikke klar over: dette menneske får hjælp til at koncentrere sig, hvis der er lidt “støj” i baggrunden.

Til deling med psykologen: B for Billeder

Allerede før jul printede jeg nogle gamle billeder ud, hun skulle se. Selvfølgelig på lækkert fotopapir. Af en eller anden glemt årsag mødtes vi online den sidste gang før jul, men billederne var vigtige, så jeg puttede dem i tasken allerede i aftes for ikke at glemme dem. Jeg vidste virkelig ikke, hvorfor hun skulle se dem, da jeg kom. Det skulle hun bare. Det ved jeg nu:

Der er – trods alt – en familie/slægt at være stolt af. Jeg har – trods alt – været en del af en rigtig familie med ordentlige traditioner og værdier; altså var der også noget, der var godt (selvom det er længe siden).

Hun kunne lide billederne, hvilket selvfølgelig gjorde mig glad, da de har stor betydning for mig; og hun kunne se, at der lå en (æstetisk) udvælgelsesproces til grund.

Pilene i galleriet fører dig frem og tilbage. Klik på billedet fremhæver det. Når billedet er fremhævet vises to små (hvide) pile i nederste højre hjørne af billedet. Klik på dem viser billedet i (næsten) naturlig størrelse.

Lidt ord til de enkelte billeder:

1. Den indvandrende hattemagermester: Vielsesdagen Kgs. Lyngby 1890. Bemærk hatten. Jeg er vild med det billede og bare jeg dog vidste, hvor jeg har det fra.
2. Far i barnevogn i Brede ca. 1923: Brede Klædefabrik, Kgs. Lyngby. Psykologen ser så mange detaljer: Dengang var pudevåret broderet, barnevognen i kurveflet og far i sele. Det ville man aldrig gøre nutildags, fordi barnet så får traumer (det lo vi lidt af, generelt ler vi efterhånden en del)… Jeg synes ellers, det er en ret fornuftig foranstaltning med selen, så barnet ikke falder ud.
3. Familien Stegemüller ca. 1928: Farmor, tante Kis, Farfar og far: Psykologen spurgte: “havde du kontakt til tante (som reelt var faster) efter din fars død?” Det tror jeg ikke, for der begyndte vi jo nomadelivet og flyttede rundt i landet, mens de blev i Aarhus. Hun var en skønt tante og gift med professor Kaae, der har betydet uendelig meget for den onkologiske forskning og udvikling i Danmark. De var ret specielle men dejlige at være på ferie hos. Jeg måtte alt bortset fra at forstyrre, når de sov til middag eller forstyrre misserne.
4. Fars og mor vielse (Brande 22. oktober 1955 hos sognefogeden): Hænger i min entré. “Vækker det nogle følelser i dig?” spurgte hun. Det havde jeg ikke lige tænkte på, jeg har koncentreret mig om datoen 🙂 (Jeg kan godt – engang imellem.) Hvis jeg alligevel prøver at se noget, så tænker jeg, at han er meget glad for hende. Vi talte om, at han er 13 år ældre (33/20) og har et forlist – meget kortvarigt – ægteskab bag sig. Hun er meget ung og ser måske en anelse naiv ud. Måske var det ikke så let at blive gift så ung med en meget ældre mand i 1955? Mormor var imod ægteskabet, netop fordi min mor var så ung, men morfar trumfede det igennem.
5. Far og jeg 1966: Det er det eneste billede, jeg har af os – og fra min barndom i det hele taget; det er jeg lidt ked af. Vi er vist i Skjern, og det er taget, lige da de har hentet mig i Hellerup fra “Dear Home”. Jeg undrer mig over, at der ikke er flere billeder, for man tog da vel også billeder dengang – selvfølgelig ikke som nu, men alligevel. Vi blev enige om, at min mor vel har smidt ud og ryddet op efter hans død. Trist.
6. Min far sidste fødselsdag: 17. maj 1972, 50 år, er jeg ret sikker på. Han var nu da en pæn mand.
7. Ingen biologisk forbindelse men alligevel stor lighed: Det hænger også i min entré og jeg kan godt lide det.