Når man ændrer historien

Når man ændrer historien

Historierne myldrer frem

Når man ændrer historien

Da min “mor” blev 70 år i 2005, gav jeg hende en slægtsbog: Flot, læderindbundet og med guldtryk. På det tidspunkt havde jeg været i gang i to år. Jeg var selv ret tilfreds, men når jeg kigger i den nu, er den drønkedelig. Der var ikke ret mange historier bare masser af datoer. Sådan noget kan man jo ikke sætte sig ned at læse. Datoerne er spændende for slægtsforskeren selv, og de udgør den nødvendige ramme for historierne og gør, at man ved, at man får data skruet rigtigt sammen. Man skulle jo nødig få en eller anden oldefar født i 1862 placeret i Englandskrigene (1801 – 1814).

For at blive bedre til at skrive historierne har jeg købt bogen “Skriv om din slægt” med undertitlen “Sådan fortæller du om andre og bliver læst” af Marie Østergaard Knudsen på forlaget “Eftermiddag”. Jeg har bare ikke fået læst en stavelse i den, for der er gået slægtsforskning i den.

Jeg lærte for mange år siden følgende:

Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en lidelse 🙂

Det kan jeg skrive til fulde skrive under på.

I alle familier – også i min – forsøger man at fremstille historien så positivt som muligt. Pyh ha hvor er der mange ting, man ikke har lyst at få frem. Det gælder i særlig grad de købte slægtsbøger, der ofte ikke medtager skilsmisser, selvmord, dødfødte børn osv. Dem har jeg fundet masser af. Selv leder jeg efter virkeligheden, som den var, ikke som man ønskede sig, den havde været.

Hvis man graver længe nok, myldrer historierne frem. Det er helt fantastisk. Det er også derfor, jeg ikke engang har 5.000 personer i databasen, for antallet interesserer mig ikke en døjt (men det gjorde det for 20 år siden). Jeg interesserer mig nu for historierne både de gode og de grimme. Lige p.t. synes jeg, jeg vader i de grimme, men det er jo dem, der er de sjove.

Man vidste ikke bedre

Man ændrer historien gennem generationer, fordi man ikke vidste bedre. Her kommer et rigtig godt eksempel:

Min farfars brors kone var gift en gang, før hun giftede sig med ham. Familien fortalte mig, at den første ægtefælle “blev skudt på åben gade på vej hjem på cykel i København” i februar 1945. For mange år siden spurgte jeg Politikens Oplysning, om de kendte noget til det, for et drab på åben gade i 1945 kom da i avisen; det kunne jo have med besættelsesmagten at gøre.

De svarede

Jeg har nu kigget Politiken igennem fra dagene 5.-8. februar 1945 og ikke fundet noget om Kai Pedersen, selvom der nævnes flere drab.

8. februar er der en omtale af en Kaj Petersen – men ham er det vel næppe:
“Røveren Kaj Petersen, Rodosvej 7A, der i Mandags skød sig selv i Tindingen efter et mislykket Forsøg paa at røve Penge fra Lotterikollektionen Classensgade 56, er afgaaet ved Døden paa Militærhospitalet”.

Med venlig hilsen
Aase Andreasen
Politikens Oplysning.

Jow da – det er altså ham, hun næppe tror, det er! Alt stemmer. Altså har jeg pludselig en røver af penge fra Lotterikollektionen i familien. Det var ganske vist kun forsøg på røveri. Så det er rigtigt, han blev skudt, men han stod selv bag skyderiet, og på cykel var han jo nok ikke. Det var der ingen, der vidste. Når man ændrer på historien, skyldes det ikke ond vilje, men manglende viden om virkeligheden.

Min nærmeste slægts arkivalier indgår i det store tyveri fra Rigsarkivet

Jeg ser p.t. “Hitlers danske soldater”, idet en person i min nærmeste slægt, faktisk en af min farfars brødre, meldte sig til Frikorps Danmark. Ingen i familien ved noget. Og hvis de ved noget, har de i hvert fald ikke lyst at tale om det. Måske kan dokumentarudsendelserne give nys om, hvordan jeg kan finde frem til, hvad der er foregået? Hvad deltog han i? Var han medlem af DNSAP? Hvorfor blev han dømt for landsskadelig virksomhed efter krigen?

Jeg tror på, at familien ikke ved noget, da det er typisk for de danske østfrontfrivillige, at de aldrig fortalte om deres oplevelser; formentlig fordi de var så frygtelige.

Da jeg var “grønnere” end i dag (nu er jeg bare grå), kom jeg for skade at antyde overfor vedkommendes børnebørn, at han var nazist. Det var tåbeligt af mig, for det kunne jeg jo bare have holdt min store kæft med. Jeg tænkte ikke over deres følelser. Det var manglende empati. Så havde de måske ikke droppet kontakten.

Dengang kunne jeg bare ikke forestille mig, hvordan man som ca. 30-årig, der vel har overvejet konsekvenserne af at drage til Østfronten og kæmpe på tysk side, kunne melde sig til Frikorpset uden at være medlem af partiet. Det kunne man selvfølgelig godt; jeg anser det dog stadig en anelse mærkeligt. Havde det nu været en 18-årig yngling uden så frygtelig meget omløb i hovedet, kunne jeg bedre være med.

Jeg har ansøgt Rigsarkivet om adgangstilladelse til at se nogle helt konkrete arkivalier. Jeg ved præcis, hvad jeg skal spørge efter. Det har jeg fået hjælp til, for jeg fatter ikke, hvordan man bruger Daisy.

Det er min hjælper, der har fortalt, at de arkivalier, jeg skal bruge, hvis jeg altså får tilladelsen til at se dem, var blandt de tusindvis af dokumenter, der blev stjålet i den store tyverisag, hvor to personer i maj 2013 blev dømt for at have stjålet 1.045 arkivalier; de erkendte sig delvist skyldige og fik fængselsstraf. Tyveriet omfattede tusindvis af dokumenter, men man har åbenbart ikke kunnet føre bevis for det. Alt, der blev stjålet, omhandlede danske nazister, frontfrivillige og personer dømt for landsskadelig virksomhed.

Arkivalier hører hjemme på arkiverne, og ikke hjemme hos private samlere, der køber dem for tusindvis af kroner. Arkivalierne på arkiverne er vores fælles kulturarv. Det er vores mulighed for at blive klogere på os selv og dem, der var før os. Det er vores mulighed for at lægge puslespillet – også med de brikker, vi ikke bryder os ret meget om som fx retsopgøret. Jeg deler tilrettelæggerens og en professor fra RUCs forfærdelse over, at nogen kan finde på at stjæle arkivalier.

Dokumenterne vedrørende min slægtning blev Gudskelov fundet og kom “hjem” på den rette hylde i den rette kasse på arkivet. Nu skal jeg bare se dem. Åh hvor jeg håber, jeg får lov. Jeg ved ikke, hvilke kriterier man lægger til grund for afgørelsen.

Meget gamle mennesker og lovgivning med tilbagevirkende kraft

Udsendelserne (i anden sæson) inddrager berettiget overvejelserne om, hvorvidt man bør afholde sig fra at undersøge fakta via straffesagerne? De mennesker, der slæbes for domstole, sidder i kørestol eller går med rollator. De er med andre ord oldgamle – en er 100 år. Det måske-strafbare, og som domstolene skal tage stilling til, fandt sted, da de var ynglinge og måske temmelig naive. Er det ikke forkert at dømme dem for krigsforbrydelser?

Realiteten er bare, at de er de eneste, der kan fortælle om, hvad der virkelig hændte. Måske kunne man lave en form for frit lejde-aktion, så man kunne få fakta frem uden at straffe de pågældende? Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Men at sætte en 100-årig i fængsel giver i hvert fald ikke mening.

Med hensyn til min slægtning er det sikkert, at han blev dømt efter lovgivning med tilbagevirkende kraft i forbindelse med retsopgøret, og det er rigtig grimt. Da han meldte sig til Frikorpset, opfordrede den danske regering til, at man hjalp Tyskland i kampen mod de væmmelige røde russere.

Sådan noget bruger vi ikke i en retsstat. Skal man straffes, skal man på gerningstidspunktet være klar over, at ens handlinger er strafbare. Det fortæller bare meget om panikken efter besættelsen.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.