Indlæg

/5 Kommentarer/i , /af ,

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Reumatolog Karen Lisbeth Faarvang i Kgs. Lyngby

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Jeg er ganske udmærket klar over, at jeg ikke har gigt, og det er jo typisk det, reumatologer tager sig af, men jeg fik varmt anbefalet speciallæge i reumatologi Karen Lisbeth Faarvang af en, der kendte en, der havde fået god og professionel hjælp til en frossen skulder der. Altså gik jeg til lægen og fik en henvisning – og det er jeg glad for!

Karen Lisbeth Faarvang er anerkendt vidt og bredt med priser, akkrediteringer og tillidsposter. Det kan man læse om på hjemmesiden. Og hun kender Per Nyvold, som jeg var hos på privathospitalet Gildhøj. Altså følte jeg mig i trygge hænder. Det er vigtigt for mig.

En second opinion

Jeg ønskede mig en second opinion, fordi smerterne går og kommer. Der kan være dage, hvor jeg ikke behøver tage smertestillende, og der kan være nætter, hvor jeg stadig vandrer grædende rundt med vilde smerter. Men samlet set er det da bestemt blevet bedre, bortset fra at jeg stadig har konstant fandens ondt i 1. og 2. finger på højre hånd. Når jeg kommer ud i kulden bliver det værre. Når jeg bærer rygsækken med varer, bliver det også værre.

Hun stillede mange gode spørgsmål, bad mig lave forskellige tests og bevægelser, og hun lavede en enormt grundig ultralydsscanning, hvor hun (og jeg efter instruktion) blandt andet kunne se, at supraspinatus, som er en lille muskel, var “væk”. Mens hun skrev, sad jeg og tænkte lidt over det, så jeg spurgte, hvordan en muskel kan forsvinde? Det kan den selvfølgelig heller ikke. Den kan briste og altså gå i to stykker, og derfor var den ikke at se, hvor den burde være.

Diagnosen var ret klar “Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken”. Så der er ikke noget at sige til, at det har gjort – og ind imellem stadig gør – fandens ondt. Det positive er, at hendes vurdering er, at begge dele er ved at gå i sig selv. Jeg skal ringe, hvis det bliver værre, inden vi ses næste gang den 29. februar.

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Hun viste mig nogle lette øvelser, som jeg skal lave nogle gange om dagen. En af dem kaldte hun for “Edderkop”, og hun viste den to gange. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad de hånd- og fingerbevægelser havde med en edderkop at gøre, så det var jeg nødt til at spørge om for at begribe, hvad øvelsen gik ud på. Eller kan jeg jo ikke lave den rigtigt herhjemme.

Ergo stillede hun sig op ad døren, lavede bevægelsen og sang et par strofer af “Lille Peter Edderkop for mig”. Vi lo begge højt, men jeg var nødt til at sige noget, jeg ellers meget sjældent siger efterhånden, fordi det kan lyde for hårdt: “Jeg er ikke blevet dum af at blive syg”.

Jeg havde min solsikkesnor på, og da hun spurgte, om jeg fejlede andre ting, sagde jeg selvfølgelig, at jeg havde Aspergers syndrom og bipolar affektiv sindslidelse. Begge dele er ret ligegyldige for en frossen skulder og en diskusprolaps, men nu spurgte hun jo, og så var jeg selvfølgelig ærlig. Jeg har faktisk papir på, at jeg ikke er dum, så jeg orker ikke helt at blive anset som sådan. Og det kan da også være, jeg bare er for følsom?

Ikke at forstå den slags er bare et meget godt billede på, hvordan det kan være at have autisme. Mange af os sanser mindre og er meget konkrete. Fx forstår jeg aldrig vittigheder, emojis, “sjove” billeder mv., folk viser på Facebook. Og tit sidder jeg virkelig og spørger mig selv “Hvorfor er det mon sjovt?”. Jeg prøver virkelig, men det lykkes ikke.

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

En frossen skulder er ved at tø op

En frossen skulder er ved at tø op

Det er helt exceptionelt

En frossen skulder er ved at tø op

Jeg er meget, meget glad og lettet efter for første gang i livet at have besøgt et privathospital. Det tog ham 11 minutter og 9 sekunder (lydfilens varighed) at finde ud af følgende:

  • Det er en frossen skulder.
  • Den er ved at “tø op” af sig selv. Det er exceptionelt at det “kun” har varet tre uger (Jeg synes nu, det er længe nok).
  • Det er karakteristisk, at det opstår ud af den blå luft og kan gå i sig selv igen på tilsvarende vis. Jeg vågnede ganske enkelt op i går og tænkte “Det er bedre”.
  • De resterende smerter i 1. og 2. finger vil formentlig fortage sig i løbet af 3 – 4 uger. (Dem kan jeg leve med).
  • Drop fysioterapien. Der er ingen dokumentation for, at det skulle virke. (Jeg synes faktisk, det har gjort det værre, og af den grund har jeg ikke lavet øvelserne).
  • Der er ingen grund til en MR-scanning.
  • Blokader (med ultralyd) gives kun, når det er rigtig slemt.

Grunden til at jeg er glad er, at jeg har læst om, at en frossen skulder kan vare i årevis, og det er virkelig en smertefuld tilstand. Jeg har vandret rundt om natten og grædt.

Jeg er også glad fordi, det ikke er en diskusprolaps eller et sammenfald i nakken, som fysioterapeuten udtænkte, da han fuldkommen havde afvist “(dyb-)frossen skulder”, og som ville have været ret alvorlige tilstande, der i meget lang tid kunne have hindret mig i at gøre det, jeg gerne vil bruge min tid på. Jeg har aflyst den næste tid!

Maskinhenvisninger til fysioterapeuterne

Min oplevelse er lidt, at de praktiserende læger altid anbefaler fysioterapi, når de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med fx en smerteplaget patient. Det er det, jeg kalder “maskinhenvisninger”. Og jeg forstår godt de praktiserende læger, for hvad søren skal de stille op? De har ikke meget i værktøjskassen. Min læge talte om MR-scanning, som næste skud i bøssen, men der er lang ventetid.

Jeg er meget begejstret for min egen læge, som jeg har haft i mere end 20 år. Faktisk kom jeg til klinikken, før hende selv. Jeg var nemlig også “kunde” hos de tidligere ejere af klinikken. Hun er simpelthen så lyttende, spørgende, empatisk og interesseret.

En praktiserende læge ved lidt om meget og dækker jo et kæmpe område indenfor både somatik og psykiatri. Som patient har man i stedet ofte brug for en, der ved meget om lidt.

Bekymret over de nye toner om almen praksis

Der er røster fra Danske Regioner, der vil ændre grundlæggende på almen praksis (her er en interessant artikel fra Ugeskrift for læger). Danske Regioner mener, at vi som patienter ikke længere kan kontakte egen læge ved problemer. Og regionerne fungerer jo strålende, så det har de nok forstand på … Se bare på mave-tarm kirurgien i Aarhus …

Danske regioner har fået den “fantastiske idé”, at vi ikke længere kan kontakte egen læge direkte. Næh nej – vi skal i stedet ringe til et “kontaktpunkt”, der beslutter, om vi må gå til egen læge. Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin kalder det for et “nationalt 1813”. Det er første gang, jeg er enig med M om noget. Og med baggrund i min første – og sidste – erfaring med 1813 anser jeg det for en mindre katastrofe, udtænkt af mennesker, der ikke har forstået værdien af at have en egen læge, man har kendt i årevis. Og en egen læge, der selvfølgelig har kendt patienten lige så længe.

Danske Regioner lægger i sit udspil, som kan hentes på deres hjemmeside, op til, at det nationale kontaktpunkt på sigt kan tænkes sammen med den regionale lægevagt, 1813 og Region Sjællands akutnummer 1818. Det skal nok gå godt.

Danske Regioner understreger overfor TV 2, at det centrale nummer ikke skal afløse kontakten til egen læge, men blot fungere som et supplement. Det kan eksempelvis være i tilfælde af mindre alvorlige henvendelser, hvor man har behov for at få forlænget en recept eller har ørepine.

Hos min læge kan man bede om receptfornyelse på hendes hjemmeside. Det fungerer upåklageligt og lynhurtigt. Og hvis man nu har ørepine (tåbeligt eksempel) hvordan kan den så klares telefonisk? Hvorfor har man ørepine? Hvad kan der gøres? Det er nok svært, selv for Danske Regioner, at se ind i øret via telefonen, men der er selvfølgelig Zoom, Facetime og Teams, og hvis man nu holder øret henimod sin iPad, kan det måske klares ad den vej? Vi lærte jo meget af pandemien.

Jeg er kommet i psykiatrien i 9½ år og kan skrive under på, at for mig udgør det relationelle halvdelen af helbredelsen. Jeg bliver tryg, når jeg møder overlægen på 808 eller min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Vi kender hinanden, for jeg er kommet der så længe. De finder ikke pludselig på, at jeg har generaliseret angst eller noget andet, jeg ikke tidligere har hørt om. De roder nemlig ikke patientjournalerne sammen.

Og faktisk vigtigst af alt: Jeg skal ikke begynde forfra hver eneste gang. Jeg bliver taget alvorligt med det samme. Det er for mig en vigtig parameter.

Man kan stille mange spørgsmål. Her er nogle få:

  • Hvor kommer ressourcerne til “supplementet” fra? Hvilke områder skal beskæres, for der kommer næppe nye penge?
  • Hvorfor skal man nærmest gøre sig fortjent til at se sin læge?
  • Hvem er det, man får i røret hos kontaktpunktet?
  • Hvem beslutter, om man må gå til sin læge?
  • Hvilke kriterier lægges til grund?

Tror de, at man render til læge for sjov? Hvorfor er lægen så ophøjet et menneske, at man næsten ikke kan få foretræde? Bliver det ligesom 1813, hvor man skal være døden nær, før man kan få hjælp?

Følgende er hentet fra TV2’s hjemmeside:

Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, lægges der op til “en fuldstændig omkalfatring af ledelsesforholdene”, hvor Danske Regioner vil tage styrepinden. Jes Søgaard siger yderligere: Det svækker jo i væsentlig grad hele samspillet og båndet mellem borgere og deres praktiserende læger.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

1813 er spild af tid for alle parter

1813 er spild af tid for alle parter

Første og sidste gang jeg har ringet 1813

1813 er spild af tid for alle parter

Jeg er helt til rotterne og kan ingenting. Jeg har næsten ikke sovet, da jeg ikke kan finde en stilling med bare lidt lindring. Det bliver hele tiden værre.

Jeg var nødt til at gå på indkøb for at have mælk nok at indtage forud for Ipren og Pamol, som gør det nogenlunde udholdeligt i dagtimerne. Mælken beskytter mod akut blødende mavesår.

For første gang nogensinde besluttede jeg at ringe til 1813. Jeg brugte samlet set 77 minutter på muzak og ingen hjælp, eftersom mit problem ikke er akut. De spurgte nærmest, om armen er ved at falde af (er der feber? er der misfarvninger?) – og det er den jo ikke. Og så kan de ikke hjælpe. Så er vejen via egen læge, som de dog venligt sender en SMS om, at man har kontaktet dem. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Hvor henvender man sig så med vilde smerter? Det private?

Jeg har linket til indeværende artikel på regionsrådsformand Lars Gaardhøjs Facebookprofil. Det bliver interessant at se, om han svarer.

Pivet eller ej?

Ingen mennesker vil vel stille sig op og sige “Jeg er nok noget pivet”; ergo mener jeg heller ikke, jeg er pivet. Men efterhånden ved jeg det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan være nogen steder, og at dette er et mareridt.

Fra i går

Ovenstående skrev jeg i går, men kunne ikke gøre det færdigt pga. smerterne. I dag er det bedre. Jeg har sovet godt, og vågnede med følelsen af “det er bedre i dag”. Jeg har taget smertestillende for at holde det i skak, så lige i skrivende stund er det okay. 1. og 2. finger er fortsat “døde” og gør ondt, men det kan man vænne sig til.

Jeg er stadig skuffet over 1813, og at der ikke er nogen steder at gå hen, når man ikke aner sine levende råd. Jeg misbruger ikke systemet; jeg har aldrig ringet til dem tidligere, og det kan de sikkert se et eller andet sted, og det må de gerne for min skyld.

Efter de første ca. 70 minutters ventetid i telefonen med deres hæslige muzak får man fat i en sygeplejerske, der først og fremmest er interesseret i, om man ringer hjemmefra? Jeg ved ikke, hvilken betydning det har, hvor man ringer fra. Og der er jo sikkert en grund. Det forekom mig bare mærkeligt.

Jeg bekræftede, at jeg ringede hjemmefra. Herefter spurgte hun til symptomerne. Det kan være, at det med feber og/eller misfarvninger er symptomer på blodpropper mv. Det ved jeg ikke, for jeg er jo ikke læge. Jeg blev venligt nok viderestillet til en læge, der bare sagde, at jeg henvendte mig det forkerte sted, da det ikke var akut. Næh, når det begyndte den 20. december, og jeg stadig er i live, er det selvfølgelig ikke akut. Det kan selv jeg se. Det kunne sygeplejersken vel have fortalt? Nu spildte vi bare også lægens tid.

Min bekymring

Jeg ringede til 1813, fordi jeg er bekymret over, at fysioterapeuten har skrevet “… mulig diskusprolaps eller sammenfald” i nakken. Det er ikke noget, vi har talt om, og jeg ved det kun, fordi jeg sidder med journaludskriften.

Jeg synes ikke, jeg tør lave en simpel øvelse, hvor man skal hælde hovedet mod højre. Nakken føles låst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Det tværgående samarbejde mangler

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Jeg har i dag været hos fysioterapeuten og tudet både af frustration over situationen og af smerte. Jeg troede, det skulle være noget dejligt at gå til fysioterapeut, men det var det langt fra. Så hjem at æde nogle flere Ipren 400 mg og Paracetamol 500 mg.

Jeg fortalte ham, at jeg har en aftale med en ortopædkirurg på tirsdag. Han spurgte forbløffet om, hvordan jeg havde fået det i stand? Og jeg måtte fortælle om, at jeg har brudt alle mine hævdvundne principper og har søgt tilflugt i “det private”. Og jeg fortalte om mine bevæggrunde for at gøre det. Om at jeg fx ikke orker en tur i karrusellen for i månedsvis at blive sendt fra den ene klog mand til den næste kloge kone osv.

Det var som om, han slet ikke var enig, dog sagde han det ikke højt, så det er min tolkning og mine gætterier. Det indrømmer jeg blankt. Jeg bad ham beskrive sine fund i journalen og printe det for mig, så jeg har noget at tage med til ortopædkirurgen. Fysioterapeuten mente ikke, ortopædkirurgen ville være interesseret i det. Men det kan vi jo ikke vide, hvis han ikke i det mindste får tilbuddet og muligheden for at sige fx “Nej tak. Jeg er ligeglad. Jeg stoler kun på mig selv.”

Fysioterapeuten “advarede” herudover om, at jeg kan blive vældig skuffet, hvis vedkommende ortopædkirurg kun har forstand på skuldre, undersøger mig og siger “det er ikke mit bord”, når det nu næppe er en “frossen skulder” fordi bevægeligheden gudskelov er alt for god. Nogen må kunne fortælle, hvad det så i stedet er.

Mit behov er fakta og vished

Jeg har behov for at vide, hvad der foregår i min krop. Jeg vil gerne vide, hvorfor jeg kan høre knæk-lyde fra skulderen, når jeg ligger ned. Jeg tror altså ikke, det er psykosomatisk, for det lyder højt og tydeligt. Og det er heller ikke fordi, jeg tror, jeg har brækket noget, og at jeg derfor er ved at falde fra hinanden. I givet fald ville jeg jo være lam eller noget andet grimt.

I fysioterapeutens venteareal hænger forskellige opslag. Et af dem drejer sig om billeddiagnostik, hvor det i seks punkter forklares, hvorfor fysioterapeuter ikke giver en bøjet femøre for det. Desværre glemte jeg at tage et billede af plakaten. Det gør jeg næste gang, som er på fredag.

Set fra mit synspunkt ville det bare være vældig rart at vide, hvad der foregår derinde. Uden den viden er det vel svært at sætte de rigtige modforanstaltninger i gang?

Hvorfor arbejder de ikke sammen?

Oplysningerne i journalen er jo sådan set mine egne data, og derfor fik jeg selvfølgelig en udskrift med mig (i hånden). Hurra for GDPR! De kan ikke sige nej. Jeg er noget overrasket over at se overvejelser om en mulig diskusprolaps i nakken … Det sagde han da ikke noget om.

Men jeg undrer mig over den manglende lyst til – og interesse for – samarbejde med andre faggrupper. Patienten har kun en krop. Den ene krop har behov for flere faggruppers samarbejde og input, når symptombilledet er uklart.

Hvis mine fordomme om “det private” står til troende, vil en ortopædkirurg næppe sige “dig gider vi ikke beskæftige os med”. De driver en forretning, så mon ikke de et sted i butikken vil prøve at finde en, der i stedet/også kan hjælpe? Det vil jeg tro, for ellers er de dårlige købmænd, og det vidner regnskabstallene for den sektor ikke ligefrem om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.