Selv jeg tyr til “det private”

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Jeg har altid betalt min skat med glæde, fordi jeg mener, det er et korrekt omfordelingsprincip, fordi det er soleklart, at “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, tjener man mange penge, har man også rigeligt råd til at betale skatten, og fordi jeg har ment, at jeg fik meget for pengene – måske ikke her og nu men så muligvis en gang ud i fremtiden.

Systemet er en art kollektiv forsikring, der – i modsætning til forsikringsselskaberne – ikke har noget imod at dække, når skaden sker, idet der ikke er et bagvedliggende profitmotiv.

Fremtiden har indhentet mig siden 2014, og det kan såmænd være, jeg har fået det retur, som det progressive skattesystem har bedt mig indbetale. Jeg prøvede engang at beregne, hvad mit forløb havde kostet, men det var ikke muligt at skaffe data.

Jeg har gjort noget, der strider mod alle mine principper og alle mine tanker om, hvad der er rigtigt og forkert mht. (u-)lighed i sundhed: Jeg har bestilt tid på Capio Gildhøj privathospital og kan komme til forundersøgelse på tirsdag. Jeg har fået stedet anbefalet af en Facebook-ven, der havde en (måske) lignende problemstilling.

Jeg havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske for mig, men jeg kan ikke holde dette ud længere, og jeg vil have mit liv tilbage. Og jeg orker ikke et langt forløb, hvor jeg vil blive sendt frem og tilbage mellem alle mulige kloge mænd og koner, der kommer med hver deres gisninger. På tirsdag ser jeg med det samme en ortopædkirurg. Jeg vil have facts og vished. Jeg gætter på, at jo før, der sættes ind, jo kortere bliver forløbet.

Problemet med det offentlige sundhedssystem er, at skiftende regeringer i årevis har drænet det for både materielle og immaterielle ressourcer (blandt andet mennesker) via kreative metoder, der skulle modernisere og effektivisere. De dygtigste medarbejdere er mange steder flygtet til det private sammen med patienterne. Jeg forstår dem desværre godt.

Øvelserne fra fysioterapeuten forværrer det?

Den omtalte Facebook-ven bad mig være opmærksom på, om øvelserne fra fysioterapeuten forbedrede eller forværrede det. Natten har været lang, idet jeg har gået tudende rundt og ledt efter lindring uden at finde den.

Det kan (måske) skyldes et af to/tre:

1. Jeg sad i aftes i min seng og lænede mig op ad hovedgærdet, mens jeg så en film af to timers varighed. Det klemmer på nerven.
2. Øvelserne fra fysioterapeuten? – som jeg måske udfører forkert?

Uden at jeg kan sætte en finger på årsagen, er der et eller andet ved den fysioterapeut, der gør mig utryg. Og det er nok helt urimeligt, for han er sikkert dygtig på sit felt, som jeg jo intet kender til. Men man skal føle tryghed ved sin behandler.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.