Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Ulighed i tandsundhed

Jeg var hos tandlægen

Ulighed i tandsundhed

Jeg elsker at gå til tandlæge. Min tandlæge begynder altid med at spørge, hvordan jeg har det, og jeg er glad for at kunne sige “Jeg har aldrig haft det bedre”. Det siger jeg tre gange om året. Det kan vel ikke blive ved at gå fremad?

Han forklarede engang, at hans spørgsmål skyldes, at når mennesker har det godt, har tænderne det også godt. Det giver god mening. Jeg er ikke klar over, om der er biokemiske sammenhænge, men almindelig tankevirksomhed tilsiger, at hvis man har det skidt og er presset på alle fronter (sygdom, bolig, arbejdsmarked, økonomi m.v.), kan det være svært at finde overskuddet til at passe godt på tænderne. Det skal man ikke være hverken psykolog eller psykiater for at indse.

Dengang med mundtørheden

Da jeg spiste læssevis af antipsykotisk medicin, led jeg meget af mundtørhed. Til tider kunne jeg ikke åbne munden for at tale. Alle mine tænder begyndte fra tandkødsranden med en brun stribe på 1, 2 eller 3 millimeter. Jeg lignede en taber og øvede mig i ikke at smile. Til orientering kan jeg oplyse, at det er meget svært.

Jeg gik i 2015 over til Ammar, der ejer Hvidovre Tandklinik, og spurgte, hvad behandlingen ville koste. Overslaget på den billigste behandling lød på 70.000 kr. Jeg var i fleksjob, meget syg og havde ikke 70.000 kr.

  • Jeg søgte Hvidovre Kommune om en enkeltydelse og vedhæftede alle relevante bilag. Svaret var nej.
  • Jeg gik i banken, der dengang var Nordea, og bad om et lån og dokumenterede en mulig afdragsprofil. Svaret var nej.

Jeg gik tilbage til Ammar og fortalte den nedslående beretning om mine to forsøg på at finansiere beløbet på 70.000 kr.

Han spurgte, om jeg ville have den billigste behandling eller den rigtige behandling. Jeg ville gerne have den rigtige behandling, for sådan er jeg skruet sammen. Jeg køber også en ordentlig vaskemaskine og en ordentlig støvsuger.

Han sagde, at jeg virkede så motiveret, at han tilbød mig at betale af på den rigtige behandling med 24 keramikkroner, masser af lokalbedøvelse, adskillige højtspecialiserede røntgenoptagelser m.v., der beløb sig til 103.615 kr. (rente og gebyrfrit) og efter rabat på 36.000 kr. Jeg lagde en udbetaling på 40.000 kr. og afdrog med 3.000 kr. i 22 måneder. Gad nok vide hvad Nordea skulle have haft i renter og gebyrer?

Vi blev enige, og behandlingen begyndte. Og det var farvel og tak til Nordea, som jeg havde haft, lige fra de hed Sparekassen SDS i 1980.

Ulighed i tandsundhed

I dag talte vi lidt om dengang. Især glemmer jeg aldrig:

  • “Vil du have den billigste behandling eller den rigtige behandling?”
  • “Du virker så motiveret”

Jeg takkede for hans “Du virker så motiveret”. Han fortalte, at hvis patienterne er motiverede for behandlingen, så kommer pengene også. Det har han ingen dårlige erfaringer med, og det vigtigste for ham er tandsundheden og tandbehandlingen. Det er jo egl. fantastisk. Sikke en tilgang til ens fag og ens virksomhed.

Jeg synes, det er dyrt at komme til kontrol tre gange årligt, men jeg prioriterer det i mit årsbudget, og jeg tør ikke lade være, selvom jeg næsten ikke lider af mundtørhed mere, for jeg spiser kun en brøkdel af den cocktail af antipsykotisk medicin, jeg spiste dengang. I dag fik jeg uden beregning en stor håndfuld tabletter med hjem, jeg kan bruge, hvis jeg trods alt mærker lidt mundtørhed – det er typisk aften og nat.

De kan høre det i telefonen, når folk ringer og bestiller tid. Det første spørgsmål, folk stiller, er ikke “Hvornår kan jeg få en tid?” men “Hvad koster det?”. Der er mange mennesker, der kun dårligt har råd til at gå til tandlæge. På lidt længere sigt kan det blive meget dyrt.

Der er virkelig mange mennesker, der ikke vil kunne lægge 40.000 kr. i udbetaling og/eller 3.000 kr. i månedlige afdrag i knapt to år. De må fortsat ligne tabere og undlade at smile. Min situation var gunstig. Det er jeg klar over.

Vi har masser af ulighed i sundhed, og det gælder både tandsundhed og psykisk/somatisk sundhed. Hvorfor er det sådan, at hvis man brækker benet, bliver man sat sammen af sundhedsvæsenet, og det er finansieret via skatteindbetalingerne, men knækker man en tand, må man selv til lommerne eller i forsøge sig i banken?

Man har gjort tandbehandling gratis for unge op til og med 21 år, hvilket er positivt. Unge på 22 år ff. er ofte i gang med en uddannelse og på SU samt det erhvervsarbejde, der kan blive tid til, når forelæsninger og hjemmearbejde skal passes. De kan også have svært ved at finde penge til regelmæssige kontroller hos tandlægen. Lærlinge tjener heller ikke ret meget.

Enhedslisten stiller forslag om, at også tandbehandling skal omfattes af det skattebetalte sundhedssystem. Det er jeg fuldkommen enig i, og det vil påvirke morgendagens kryds.

“En syg forskel”

Er du interesseret i ulighed i sundhed, bør du se en serie i fire afsnit, der hedder “En syg forskel”, der tidligere vistes på DR1, men nu ligger på en side, der hedder “Dansk Kulturarv”. Jeg kan med det samme afsløre, at der er uhyggeligt stor forskel på den behandling rige og fattige får på hospitalet og hos lægen:

Jan har risiko for at dø tidligt. Han er arbejdsløs og bor i et socialt boligbyggeri i Aalborg. 7 kilometer derfra i et velhavende villakvarter lever de jævnaldrende mænd i snit 16 år længere end Jan. Hvorfor bliver nogle mere syge end andre? Er der forskel på den behandling rige og fattige får på hospitalet og hos lægen? I en ny serie undersøger DR Dokumentar uligheden i det danske sundhedssystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Selv jeg tyr til “det private”

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Jeg har altid betalt min skat med glæde, fordi jeg mener, det er et korrekt omfordelingsprincip, fordi det er soleklart, at “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, tjener man mange penge, har man også rigeligt råd til at betale skatten, og fordi jeg har ment, at jeg fik meget for pengene – måske ikke her og nu men så muligvis en gang ud i fremtiden.

Systemet er en art kollektiv forsikring, der – i modsætning til forsikringsselskaberne – ikke har noget imod at dække, når skaden sker, idet der ikke er et bagvedliggende profitmotiv.

Fremtiden har indhentet mig siden 2014, og det kan såmænd være, jeg har fået det retur, som det progressive skattesystem har bedt mig indbetale. Jeg prøvede engang at beregne, hvad mit forløb havde kostet, men det var ikke muligt at skaffe data.

Jeg har gjort noget, der strider mod alle mine principper og alle mine tanker om, hvad der er rigtigt og forkert mht. (u-)lighed i sundhed: Jeg har bestilt tid på Capio Gildhøj privathospital og kan komme til forundersøgelse på tirsdag. Jeg har fået stedet anbefalet af en Facebook-ven, der havde en (måske) lignende problemstilling.

Jeg havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske for mig, men jeg kan ikke holde dette ud længere, og jeg vil have mit liv tilbage. Og jeg orker ikke et langt forløb, hvor jeg vil blive sendt frem og tilbage mellem alle mulige kloge mænd og koner, der kommer med hver deres gisninger. På tirsdag ser jeg med det samme en ortopædkirurg. Jeg vil have facts og vished. Jeg gætter på, at jo før, der sættes ind, jo kortere bliver forløbet.

Problemet med det offentlige sundhedssystem er, at skiftende regeringer i årevis har drænet det for både materielle og immaterielle ressourcer (blandt andet mennesker) via kreative metoder, der skulle modernisere og effektivisere. De dygtigste medarbejdere er mange steder flygtet til det private sammen med patienterne. Jeg forstår dem desværre godt.

Øvelserne fra fysioterapeuten forværrer det?

Den omtalte Facebook-ven bad mig være opmærksom på, om øvelserne fra fysioterapeuten forbedrede eller forværrede det. Natten har været lang, idet jeg har gået tudende rundt og ledt efter lindring uden at finde den.

Det kan (måske) skyldes et af to/tre:

  1. Jeg sad i aftes i min seng og lænede mig op ad hovedgærdet, mens jeg så en film af to timers varighed. Det klemmer på nerven.
  2. Øvelserne fra fysioterapeuten? – som jeg måske udfører forkert?

Uden at jeg kan sætte en finger på årsagen, er der et eller andet ved den fysioterapeut, der gør mig utryg. Og det er nok helt urimeligt, for han er sikkert dygtig på sit felt, som jeg jo intet kender til. Men man skal føle tryghed ved sin behandler.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

En privat sundhedsforsikring?

En privat sundhedsforsikring?

Sundhedsvæsenet i frit fald

En privat sundhedsforsikring?

Debatten om et sundhedsvæsen i frit fald gør indtryk, så jeg tænkte på at tegne en privat sundhedsforsikring, uanset at det er mig inderligt imod med den slags. Men da jeg ikke har andre, der kan passe mig, hvis der skulle ske noget, og hvis fællesskabet ikke kan, så må jeg jo selv sørge for det; en afledning af “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.

Først tjekkede jeg, om mit medlemskab af P+ (tidligere JØP) indeholdt en sundhedsforsikring, men det gør den ikke, da jeg kun er medlem og ikke længere indbetaler til pension. De har aftale med “Gjensidige” og foreslog, at jeg kontaktede dem og forklarede dem det.

Psykiske lidelser

Inden jeg ringede “Gjensidige” op, læste jeg deres forsikringsbetingelser for den forsikring, der kunne være relevant og som ville koste 3.881 kr. årligt (= 323 kr. om måneden).

Gennemlæsningen afslørede, at jeg har for mange forudbestående lidelser til, at de dækker. Og selvfølgelig kan man sige, at “skaden” er opstået, længe inden de kommer ind i billedet, så hvorfor skulle de dække det? De ville jo påtage sig en stor risiko, som de ikke kunne gennemskue på forhånd. Endnu en afledning af “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.

Generelt dækker de stort set ikke psykiske lidelser og da slet ikke hverken bipolar eller noget på autismespektret, som de begge betegner som “svære”. Det er endnu et helt konkret eksempel på, at det offentlige sundhedsvæsen efterlades med de sværeste tilfælde.

Selv synes jeg egentlig, at jeg er ret velfungerende, men et forsikringsselskab betegner mig altså som et svært tilfælde. Det efterlader mig med en lidt underlig følelse i maven og smag i munden.

Somatiske lidelser

Nå, men jeg kunne selvfølgelig også falde ned ad trappen, ud af sengen, blive kørt ned eller lignende. Man kan hurtigt blive udredt og behandlet på et privathospital, hvilket naturligvis kunne være dejligt, når det snart er der, sygeplejerskerne er at finde efter flugten fra de dårlige løn- og arbejdsvilkår i fællesskabet.

Udredning og behandling vil ske de steder, som selskabet har aftaler med. Man må selv sørge for transport, der er kortere end 25 km.

I telefonsamtalen spurgte jeg til, hvor det så konkret var og om de havde en oversigt over de steder? Det har da stor betydning, hvis man fx har brækket et eller andet og ikke har bil. Medarbejderen forklarede nok så venligt, at de ikke havde en oversigt, men hvis jeg havde problemer med fødderne, ville de ikke sende mig til en specialist i noget med hænder. De ville heller ikke sende mig til en håndkirurg, hvis jeg havde hjerteproblemer. Det øgede straks min gensidige tillid til selskabet …

De betaler opfølgende behandling i form af for eksempel fysioterapi, men antallet af behandlinger, de vil betale, er så lavt, at jeg ikke tror, det rækker. Og så kan jeg lige så godt betale selv med de 323 kr., jeg sparer hver måned ved ikke at tegne en sundhedsforsikring.

Forsikringsprincippet

Det er klart, at nogle må tabe, hvis andre skal vinde. Det ligger “lissom” i forsikringsprincippet. Og så skal der jo også være en sjat til selskabet og aktionærerne selv. Efter en gennemlæsning af forsikringsbetingelserne føler jeg mig bare ret overbevist om, at det er mig, der bliver taberen fremfor vinderen, og så kan jeg godt finde på noget andet at bruge næsten 4.000 kr. på årligt.

I fællesskabets forsikringsprincip, det vil sige bidrag til fælleskassen via skatten, er det også klart, at nogle må tabe, når andre skal vinde. Jeg kan bare bedre lide den model, men det handler selvfølgelig om politisk anskuelse.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Valgkampen og psykiatrien

Valgkampen og psykiatrien

Valgkampens 3. dag

Valgkampen og psykiatrien

Statsministeren udlovede i går som et led i valgkampen et to-cifret milliardbeløb – præcis 69 mia. – til  velfærd og beløbet vil bl.a. gå til afskaffelse af det forhadte omprioriteringsbidrag på uddannelsesområdet og herudover:

“Det skal sikre, at der er nok penge til at betale for offentligt ansatte, der kan tage sig af de ekstra ældre og flere børn, som ventes at komme i de kommende år” Kilde: fyens.dk.

Ingen siger noget om psykiatrien

Jeg følger valgkampen ret tæt, fordi jeg er et politisk menneske, og fordi jeg synes, det er vigtigt. Ergo: jeg lytter godt efter, men hidtil har psykiatrien ikke været nævnt med et eneste ord. Det er trist, for ca. ¼ af befolkningen vil enten som bruger eller pårørende komme i kontakt med det psykiatriske system på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Udredningsgaranti og hvad så?

Der er indført en udredningsgaranti, så vi, på linje med de somatiske (fysiske sygdomme) patienter, kan blive udredt indenfor 30 dage. Det er fint. Men behandlingen må vi til tider kigge langt efter; måske månedsvis… Forestil dig at der kom en patient med et brækket ben. Lægen konstaterer, at det virkelig er brækket og sender hende hjem med besked om, at der vil komme et brev fra regionen i e-boks, og at der vil blive iværksat behandling om tre til fire måneder og så i øvrigt at gå en tur… Det lyder absurd, men sådan er forholdene i psykiatrien. Det med at gå en tur er en mirakelkur, der hjælper på stort set alle diagnoser.

Det er ubetinget positivt, at udredningsgarantien er indført også i psykiatrien. Problemet er, at der ikke er fulgt midler med. Når lægerne skal udrede hurtigere, mangler deres indsats selvfølgelig anderswo, og det må der kompenseres for. Det har vi heller ikke hørt om endnu i valgkampen.

Varme hænder eller byggeri?

I forbindelse med SATS-puljemidlerne i 2014 blev der tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien, hvilket selvfølgelig også er positivt. Problemet er, at pengene i vidt omfang var øremærkede til forskellige former for anlæg og byggeri men ikke til rigtige mennesker, der vil patienterne deres bedste. Hvis vi vil have en ligestilling med somatikken, er det nødvendigt, at der tilføres reelle ekstra midler. Og de skal ikke være en del af SATS-puljen, der er midlertidig, sådan er SATS-puljemidler pr. definition, men være midler, der er er på finansloven, som er varige. Det har vi heller ikke hørt om endnu i valgkampen.

Årsagen?

Måske er årsagen til at vi ikke har hørt om det endnu i valgkampen, at psykiatrien selvfølgelig er en del af den storstilede sundhedsreform og i den står der intet om psykiatrien. Psykiatrien er simpelthen ikke skrevet ind! Jeg forstår det ikke. Gør du?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.