Indlæg

,

Valgkampen og psykiatrien

psykiatri

Valgkampens 3. dag

Statsministeren udlovede i går som et led i valgkampen et to-cifret milliardbeløb – præcis 69 mia. – til  velfærd og beløbet vil bl.a. gå til afskaffelse af det forhadte omprioriteringsbidrag på uddannelsesområdet og herudover:

“Det skal sikre, at der er nok penge til at betale for offentligt ansatte, der kan tage sig af de ekstra ældre og flere børn, som ventes at komme i de kommende år” Kilde: fyens.dk.

Ingen siger noget om psykiatrien

Jeg følger valgkampen ret tæt, fordi jeg er et politisk menneske, og fordi jeg synes, det er vigtigt. Ergo: jeg lytter godt efter, men hidtil har psykiatrien ikke været nævnt med et eneste ord. Det er trist, for ca. ¼ af befolkningen vil enten som bruger eller pårørende komme i kontakt med det psykiatriske system på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Udredningsgaranti og hvad så?

Der er indført en udredningsgaranti, så vi, på linje med de somatiske (de fysiske sygdomme) patienter, kan blive udredt indenfor 30 dage. Det er fint. Men behandlingen må vi til tider kigge langt efter; måske månedsvis… Forestil dig at der kom en patient med et brækket ben. Lægen konstaterer, at det virkelig er brækket og sender hende hjem med besked om, at der vil komme et brev fra regionen i e-boks, og at der vil blive iværksat behandling om tre til fire måneder og så i øvrigt at gå en tur… Det lyder absurd, men sådan er forholdene i psykiatrien. Det med at gå en tur er en mirakelkur, der hjælper på alle diagnoser.

Det er ubetinget positivt, at udredningsgarantien er indført også i psykiatrien. Problemet er, at der ikke er fulgt midler med. Når lægerne skal udrede hurtigere, mangler deres indsats selvfølgelig anderswo, og det må der kompenseres for. Det har vi heller ikke hørt om endnu i valgkampen.

Varme hænder eller byggeri?

I forbindelse med SATS-puljemidlerne i 2014 blev der tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien, hvilket selvfølgelig også er positivt. Problemet er, at pengene i vidt omfang var øremærkede til forskellige former for anlæg og byggeri men ikke til rigtig mennesker, der vil patienterne deres bedste. Hvis vi vil have en ligestilling med somatikken er det nødvendigt, at der tilføres reelle ekstra midler. Og de skal ikke være en del af SATS-puljen, der er midlertidig, men være midler, der er er på finansloven, som er varige. Det har vi heller ikke hørt om endnu i valgkampen.

Årsagen?

Måske er årsagen til at vi ikke har hørt om det endnu i valgkampen, at psykiatrien selvfølgelig er en del af den storstilede sundhedsreform og i den står der intet om psykiatrien. Psykiatrien er simpelthen ikke skrevet ind! Jeg forstår det ikke. Gør du?

 

, ,

Tolkegebyr

Har vi råd til at lade være?

Det er nu vedtaget, at udlændinge, der, efter tre års ophold her i landet, ikke kan klare sig uden tolkebistand i sundhedssektoren med virkning fra 1. juli 2018, selv må betale for bistanden. Gebyret udgør:

  • 1.675 kr. på hospitalet og
  • 334 kr. hos lægen.

Læge Abir Al-Kalemjil argumenterer for, at det, der kunne være nøjedes med at udgøre 334 kr. hos egen læge, kan havne med en omkostning på 45.000 kr. i sundhedsvæsenet.  Nej vi har ikke råd til at lade være!

Men det værre:

Hvad sker der, når en kræftramt patient, der skal modtage sin prognose, dukker op med sit mindreårige barn, der skal agere som tolk?

Symbolpolitiken overser en sådan situation. Skal en 12-årig, der er indforskrevet som tolk, fordi han/hun er gratis eller bare billig, fortælle mor eller far, at han/hun har en alvorlig kræftdiagnose? Er det etisk forsvarligt?

Det allervigtigste, læger og andet sundhedspersonale kan gøre, er, at kommunikere med patienten, men hvad gør man, hvis patienten ikke har råd til det? Abir Al-Kalemijil kommer med det konkret eksempel:

Mange af de patienter, som ikke har tilstrækkelige sprogkundskaber, har en dårligere social baggrund. De vil højest sandsynligt undlade at søge læge for at spare tolkegebyr. Et eksempel: Når en patient med svækket immunsystem (fx på grund af diabetes) får lungebetændelse og ikke kommer til læge i tide, kan vedkommende risikere at blive ramt af blodforgiftning og dermed flere dages indlæggelse. Når politikere i deres geniale regnskab sparer de 334 kr. i tolkegebyr ved lægebesøg, må vi skatteydere derfor betale 45.000 kr. i udgifter for et indlæggelsesforløb, der kunne have været afværget med rettidigt lægebesøg og behandling med antibiotikakur.

Man kan altid regne den ud

Jeg er fortaler for, at vi regner på, hvad de forskellige ydelser på både det statslige og det regionale landkort koster! Og vi skal have mest muligt for pengene. Og det er jo netop det, Abir Al-Kalemijil gør. Han sætter en banal udgift på 334 kr. op mod en væsentlig udgift på 45.000 kr. Det politiske Danmarks symbolpolitikere forstår åbenbart ikke at regne sådan. Nogle vil sige, at det er en konsekvens af “djøffiseringen”, men det pudsige er jo netop, at her kunne vores regneark understøtte støtte politikernes hensigter – vi kunne fortælle dem, at de tog fejl! . Det er bedre at udskrive en check på 334 kr. end en på 45.000 kr. Det må enhver, selv en symbolpolitiker, kunne forstå.