Indlæg

/0 Kommentarer/i /af

Forskningsprojekt om bedre “Socialkognition” via virtual reality

Sendiagnosticeret med Aspergers syndrom

Forskningsprojekt om bedre “Socialkognition” via virtual reality

Et innovativt forskningsprojekt afprøver virtual reality som metode til at styrke sociale kompetencer hos voksne med autisme herunder Aspergers syndrom. Forskerne undersøger både læringsudbytte, brugeroplevelse og potentialet for at udvikle nye digitale værktøjer, der kan forbedre social kognition og støtte den daglige trivsel.

Jeg skal deltage i dette forskningsprojekt på KAS Gentofte, hvor jeg håber, de kan lære mig at smalltalke, som jeg ved er en “social markør”, men som jeg anser som organiseret spild af tid, og hvor min hjerne foretager sig noget andet i “det andet spor”; med andre ord: Jeg keder mig gudsjammerligt.

Projektets fulde titel er: “STEPS-projektet: En undersøgelse af effekten af virtual reality-baseret intervention til voksne med autisme”.

Adgangskravene

De skal have dokumentation for diagnosen men bortset fra det, er der ikke mange krav, de fleste ikke kan opfylde:

Du kan deltage, hvis du opfylder alle nedenstående kriterier:

Har en autismespektrums-diagnose √
Mand eller kvinde √
18 – 99 år √
BMI 10 – 99 √

Det “anderledes styresystem”

Mange har hørt begrebet et “anderledes styresystem”, når talen falder på autisme, som Aspergers syndrom er en del af. Men hvad kan det egl. gå ud på? Denne artikel forsøger at fortælle om, hvordan min autistiske verden ser ud.

Vi forstår i almindelighed begrebet “styresystem” i forbindelse med computeren. Styresystemet er det, der sørger for, at computeren overhovedet kan starte. Det kan hedde Windows, Linux eller Mac. Min computer er eksempelvis baseret på Windows 11.

Autismeforeningens webinar den 10. november 2025

Jeg deltog i Autismeforeningens webinar og følte mig i høj grad hjemme. Denne artikel er baseret på webinaret samt egne erfaringer

Hvem får en autismediagnose som voksen?

  • Man er ofte blevet sygemeldt med stress fra studie eller job
  • Man har ofte tidligere fået en anden diagnose, (grundet uvidenhed om autisme)
  • Man har brugt en høj intelligens til at kompensere for de ting, der var svære, og derfor været god til at ”kamuflere” i hverdagen
  • Man er oftest normalt til højt begavet
  • Man har været i et gunstigt opvækstmiljø
    • (det gælder mig indtil min far døde i november 1972. Vi havde et særligt ubrydeligt bånd. Han ville så gerne have et barn.
    • Derefter var jeg bestemt ikke i et gunstigt opvækstmiljø. Jeg fungerede som ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ og levede næsten som en slave).
  • Ens barn eller nærmeste pårørende har fået en autismediagnose.

Brydningstid og neurodiversitetsbegrebet

I 1990’erne kom der generelt fokus på den anderledes tænkning hos mennesker med autisme.

Her i 2025 er bevægelsen: Vi taler i dag om neurodivergens og neurodiversitet. Om en anderledeshed i hjernen.

  • Vi er i en brydningstid med nedbrydning af forældede forforståelser og opgør med den biomedicinske forståelse
  • Indefra-perspektiver bidrager til viden og forståelse
  • Respekt for det enkelte individs valg i brugen af identity-first sprog, eller person-first sprog
    • Valget mellem disse sprogpræferencer er dybt personligt.

Udbredelse

I Danmark er ca. 65.000 mennesker på autismespektret. Det svarer til ca. 1,1 pct. af befolkningen men formentligt er mørketallet stort.

Undersøgte man alle, viser forskningen, at formentlig fem pct. af en befolkning ville være på spektret.

På den måde er “det unormale” ganske langsomt ved at blive “normalt”.

Større opmærksomhed og bedre viden leder til at flere nu diagnosticeres.

  • Bredere definition af autisme
  • Større opmærksomhed på piger/kvinder (1/3 fremfor 1/4)
  • Samfundsudvikling med stigende krav? (fx at være omstillingsparat, sociale kompetencer, at kunne samarbejde, præstationssamfundet).

Vi er ikke syge

Tidligere anså man autisme som en sygdom, der kunne og skulle kureres. Nu ved man, at autisme kan forstås og forklares.

Selvom vi ikke er syge, findes vi alligevel i den internationale sygdomsklassifikation (ICD 11), der siger, at følgende to kernesymptomer skal være tilstede, før man er på spektret:

  1. Vedvarende vanskeligheder med social kommunikation og social interaktion
  2. Vedvarende begrænsede, repetitive og ufleksible adfærdsmønstre, interesser eller aktiviteter

Vi er ikke dumme

Mange autister er meget intelligente og er samtidig problemknusere.

Som barn havde jeg sidst i 1970’erne eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby. Jobbet bestod for det meste i at sørge for, at de varer, der var leveret på paller ude på gaden, blev slæbt ind i gården og for nogles vedkommende også op på loftet. Herudover leverede jeg varer ud til kunderne, hvis de kunne nås i cykelafstand.

Jeg besøgte isenkræmmerne i sommeren 2018, og de sagde helt spontant

Du var god til at finde løsninger på opgaverne

Det havde jeg aldrig tænkt på, men det var rart at få at vide.

Selv er jeg medlem af Mensa Danmark.

Socialt samspil

  1. Problemer med den intuitive fornemmelse og forståelse af egen og andres sociale adfærd
  2. Manglende brug af non-verbal adfærd til regulering af socialt samspil (blikkontakt, mimik/ansigtsudtryk mv.)
  3. Manglende/begrænset interesse for jævnaldrende (fælles aktiviteter)
  4. Problemer med at vide hvad der er hensigtsmæssig opførsel i forskellige situationer
  5. Svært ved at forstå uskrevne sociale regler
  6. Vurdere hvad der er passende at gøre i en specifik eller generel situation
  7. Foretrækker måske at være sammen om en kendt aktivitet eller at aktiviteten er samlingspunktet..

Bortset fra 1 – og delvist 3 – bakser jeg med ovenstående manglende regler for det sociale samspil. Jeg elsker, når der er regler, for så er alting meget lettere.

Helt banalt er jeg altid i tvivl om, hvordan jeg skal begynde og afslutte e-mails. Nu er jeg begyndt på bare at kopiere det, den anden gør. Skiver hun fx “Kære”, skriver jeg også “Kære”. Skriver hun “Med venlig hilsen”, skriver jeg også “Med venlig hilsen”, da jeg så nok ikke har trådt nogen over tæerne denne gang.

Min psykolog har lært mig, at man afslører sig selv som “boomer” hvis man skriver “Kære”. Men jeg skriver altså “Kære”til folk, jeg kender og vældig godt kan lide. “Hej” har jeg reserveret til de andre fx Donald Trump og Mette Frederiksen, da jeg oplever det som upersonligt.

Der er i øvrigt opstået en pudsig ting: Skriver man til fuldmægtig Agnes Hansen i Finansministeriet, som man overhovedet ikke kender, indleder man også med “Kære”.

Alt sammen noget frygteligt rod, som jeg bruger mange ressourcer på at forstå. Gid der fandtes regler, så skulle jeg bare lære dem og følge dem

Forestillingsevne

Motorcykel af Bilofix. Billedet, der frit må anvendes, er tilføjet til Wikipedia af Ernst Poulsen. Link til billedet.

Mange autister har en lav grad af forestillingsevne

Da jeg var under udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen, fortalte jeg hende om min manglende evne til at lege med dukker:

Jeg kunne finde ud af at klæde dukkerne af og på. Derefter vidste jeg ikke, hvad jeg skulle. De andre piger klædte dem også af og på men herudover kørte de med i dukkevognen og talte til dem, som var de mennesker, puslede dem osv. Jeg sad og tænkte “Hvor får de al den inspiration fra?”

Jeg befandt mig meget bedre med diverse former for konstruktionslegetøj som Bilofix, Lego og Meccano. Det er ikke for ingenting, man kalder Aspergers syndrom for en ingeniør-lidelse.

I min barndom boede jeg en periode i Brande, og hver sommer var vi op til flere gange i Legoland ved Billund. Det var fantastisk at forsvinde helt ind i klodsernes verden. Jeg fik altid en ny æske med klodser med hjem. Jeg havde allerede flere Lego-kufferter fyldt med klodser, jeg havde Lego-tog m.v.

Det atypiske spisemønster

Min psykolog har fra sin praksis stor erfaring med autister. Hun har gennem mange år erfaring med det, hun kalder “et atypisk spisemønster”. Det gælder i høj grad mig:

  • Mad siger mig ikke noget
  • Jeg spiser en gang om dagen, når jeg er sulten
    • Jeg er klar over, at mad er en social markør a la “Nu skal vi rigtig hygge os”
    • Det gør det svært at være gæst, for jeg oplever det som en overdreven fokus på mad
    • Jeg kan ikke spise alt det, for jeg er jo ikke sulten
  • Jeg smager på alle ingredienser, før de varmebehandles
  • Varerne skal ligge adskilte på tallerkenen

Særligt om sendiagnosticerede – Autismeforeningens slide nr. 15

Før diagnosen:

  • De negative livserfaringer
  • Ofte dårlige erfaringer med sundhedssystemet
    • (det gælder ikke mig. Jeg har fået og får en flot behandling i Psykiatrien; det skyldes formentlig min stædighed.)
  • Mødt med antagelser om hvad der er galt med personen

Efter diagnosen:

  • Ny identitet
    • (har frigivet mange ressourcer, der før var bundet op på at maskere). Maskering er et fagudtryk for autisters for søg på at være “normale”.
  • Ændringer i selvopfattelsen
    • (gælder i høj grad mig: endelig kan jeg blive den, jeg altid har været)
  • Effekt på andres syn på personen

Endelig har jeg fået det godt.

Nu skal jeg “bare” lære at smalltalke … Det kan projektet forhåbentlig lære mig.

 

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Enten går det over eller også bliver det værre

Lægemangel i både somatik og psykiatri

Enten går det over eller også bliver det værre

Vi bliver ganske enkelt nødt til at uddanne flere læger, selvom det er problematisk i en tid, hvor vi alle skal være tømrerlærlinge.

Jeg frygter den store fusion, hvorved vi skal blive region Østdanmark og dermed dække ca. halvdelen af landet, for jeg har eksempelvis lige ventet tre uger på at komme til egen læge, så det er godt, jeg ikke fejler noget somatisk. I fremtiden kan ventetiden kun blive endnu længere.

Mit motto er “Enten går det over, eller også bliver det værre”, og det gør det jo tit.

Hun skulle kigge på mit venstre knæ og mit blodtryk, som jeg synes er lidt vel højt (jeg har selv blodtryksapparat og måler hver torsdag morgen), som led i en “årskontrol”, hvor de inviterer en til at komme en gang om året i den måned, man har fødselsdag. Tak for invitationen.

Nu har jeg fået et “hjemmeblodtryksskema”, så jeg i tre dage skal måle tre gange morgen og aften. Ja ja, så gør jeg da det, selvom jeg ikke forstår, at mine medbragte værdier over fire uger ikke var gode nok.

Nu skal lægerne deporteres til Lolland.

  • Det kan man jo godt forstå, for lægerne skal selvfølgelig være der, hvor folk er mest syge.
  • Lægerne vil bare ikke køres derned i busser, hvilket man også godt kan forstå.
  • De vil heller ikke flytte, hvilket man også godt kan forstå, hvis de har familie, venner og resten af netværket i hovedstadsområdet, fordi de har læst her, og børn, der går i skole her.
  • Man har forsøgt at lokke dem med højere løn, men det blev ved forsøget. De lod sig ikke lokke af ussel mammon.

Vi må deles om de læger, der er – der er er bare ikke nok. Det er det egentlige problem.

Og vi må hellere straks gå i gang med at åbne universiteterne for dem, for skal de være gode, tager det 6 – 7 år at uddanne sig til læge. Og vi vil da have kvalitetslæger – ikke sandt?

“Egen læge” er en saga blot

Jeg husker den tid, hvor læge Bendix kom hjem til os med sin sorte lægetaske, når jeg som barn endnu engang havde hævede mandler og polypper, inden jeg fik fjernet mandlerne.

Jeg havde min tidligere søde læge i Vanløse i mere end 20 år, men hun solgte sin klinik og gik på pension, og det er hende vel undt.

Nu er der en eller anden form for sammenrend af fem forskellige læger, hvor man ikke har den samme fra gang til gang. Og hun var ikke nær så sød som hende på billedet.

Sammenrendet, synes jeg, er utrygt og absolut ingen besparelse for sundhedsvæsenet, fordi læge og patient så ikke kender hinanden. Ergo må vi begynde forfra hver gang, med mindre de forrige notater er fyldestgørende, og nr. 2, 3, 4 og 5 faktisk også har læst dem. Det kunne måske afhjælpes af en dobbelttid, men “det bruger vi ikke”. Jeg synes, det er enormt stressende at skulle forklare mig til et fremmed menneske på 10 minutter. Og jeg render altså ikke somatikken på dørene. Jeg har taget min andel af dårligdomme.

Sekretæren hos “egen læge” mente, jeg først skulle komme ned og få taget blodprøver og EKG, men det lykkedes mig at overtale hende til at bruge begge dele fra den 22. oktober, der må være friske nok. Dem kan klinikken ikke selv se, så jeg printede dem ud fra Min Sundhedsplatform (SP) og tog dem med i lommen. Så har jeg også sparet sundhedssektoren for en udgift.

Psykiatrien skal lægges ind under somatikken

Det må man ganske vist ikke sige, altså det med “lægge ind under”; det er ikke comme il faut. Vi skal sige, at de to områder “skal lægges sammen”.

Det er ikke gået op for mig, hvad formålet er. Sammenlægninger og implementering af nye administrative rutiner plejer at være omkostningstunge – tænk bare på diverse IT-systemer, der sikkert skal snakke sammen, hvis formålet på lidt længere sigt er at opnå en besparelse. Og jeg gætter på, at det er det egentlige formål, hvad skulle det ellers være? Hvilke fordele skulle jeg som patient i Hovedstadsområdet kunne høste af det?

I psykiatrien er vi vant til lægemanglen. Den har vi levet med i de 10 – 11 år, jeg er kommet der. Psykiatrien er et lavstatusområde for læger, så de kan ikke skaffe læger, og stillingerne kan være vakante i månedsvis.

Når man er psykiatribruger, vil man altså gerne se en psykiater bare en gang imellem. Vi sætter jo heller ikke kirurgerne til at se cancerpatienterne. Men det kan selvfølgelig være det kommer.

Gudskelov har jeg haft min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, lige siden jeg blev syg i 2014. Hun er guld værd, og det, at vi kender hinanden, er sølv værd. Hun kan huske, hvad vi talte om sidst, når og hvis jeg selv har glemt det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

Nyt input fra søde mennesker

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

I tirsdags talte jeg med psykologen om, at jeg savner input. Jeg er glad for livet, jeg har det godt, jeg er nærmest lykkelig, men alligevel savner jeg input fra andre mennesker; jeg kan trods alt ikke generere det hele selv. Hun ved selvfølgelig, at jeg elsker det skrevne ord og selv at skrive, så hun havde lagt mærke til SkriveCirklen i Vanløse og tænkt på, om det måske var noget for mig.

Jeg gik hjem og læste om det og besluttede at kigge derned i dag. Det var ikke uden kriller i maven, for selvom mine tekster er nøgterne og ikke emmer af følelser, er det alligevel sådan, at de på en måde er “mine børn”. Hver gang jeg trykker på “Udgiv”, kildrer det da lidt i maven. Jeg har fået forfatterdrømmene slået ihjel en enkelt gang eller to, og det har jeg ikke lyst til at prøve igen. Skal jeg skrive sammen med andre, skal det være i et trygt rum.

Af deres hjemmeside fremgår, at det er for alle – men særligt for psykisk sårbare. Det så helt rigtigt ud! Jeg læste lidt rundt omkring om det, og et par steder var Søren Magnussen og hans projekt “Lys på den lukkede” nævnt. Så var jeg overbevist om, at jeg ville tage ned og kigge, for de to udsendelser gjorde i sin tid et stort indtryk på mig. Jeg har også været “på lukket”. Det var vist dengang, jeg troede, der stod en respirator i klædeskabet. Det var en nærpsykose – eller jeg var psykosenær. Puh ha. Det er godt, det er længe siden!

Skriveværterne skaber det trygge rum, og de er utrolig søde – nærmest omsorgsfulde. Man kan være lige den, man er. 

Udgangspunktet: “Jeg husker”

Man kan tage udgangspunkt i en sætning, der bliver skrevet på whiteboardet, hvis man savner inspiration, eller man kan skrive om noget helt andet. For at alle kan komme til orde, er der et maks på ca. en ½ maskinskrevet side. Det vigtige er glæden ved ordene. Der er 45 minutter til at skrive i.

Min tekst blev ca. følgende:

“Jeg husker lejrskoler. Nogle politikere fra SF agiterer p.t. for, at det er så godt for børn at tage på lejrskole, og de vil sikre, at det er muligt for alle – og det er sikkert også godt for de fleste. Men for mig var det forfærdeligt.

Det var vel ca. 5. klasse. Jeg syntes ikke, det var fedt at skulle sove i et vådt telt, at være ude i regnvejr, at skulle bage snobrød, så håret lugtede af røg bagefter, at sidde i en kano med en jeg faktisk ikke brød mig om, ikke at kunne slippe væk.

Jeg savnede bøgerne, jeg savnede skolebiblioteket, jeg savnede at være alene og at kunne trække mig tilbage. Der var ikke rum for den, jeg var, eller for de kompetencer, jeg havde.

Frøken Christensen på skolebiblioteket indså, at der var noget, jeg kunne: Jeg var god til at skabe orden, at løse problemer og lave strukturer, og så var jeg hammer god til at sætte stempelkortene på plads bagi bøgerne, før de kom retur på hylderne. Vi havde det hyggeligt, uden at vi egl. talte ret meget sammen. Skolebiblioteket var en god måde at slippe væk fra fritidshjemmet med dets støjende byggelegeplads.

Frøken Christensen og hendes bibliotek var en undtagelse. Men det var typisk for mit liv dengang: det, jeg kunne, duede sjældent. Jeg kunne aldrig det, de andre kunne, nu er det heldigvis helt anderledes. Jeg var ikke kreativ på deres måde. Jeg kunne ikke spille musik, jeg kom aldrig over i højdespring, og jeg ramte aldrig bolden i rundbold. Gode karakterer og mine studier af fysikbøger blev ikke regnet for noget.

Jeg husker, at jeg fik et molekylebyggesæt. Det var lækkert og i flotte farver. Jeg byggede og byggede, men jeg husker ikke hvad. Det skulle ikke bruges til noget. De troede, det var en leg, men for mig var det en videnskab.

Det var lidt grotesk, at man ikke dengang så os med det anderledes styresystem. Jeg var 55, før jeg blev udredt. Nu er jeg glad og har et godt liv med data og strukturer. Og jeg elsker mine særinteresser.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.”

Anerkendende feedback

De kom med anerkendende og sød feedback. Et gennemgående ord var ikke overraskende: “nøgtern”. 

Jeg turde ikke rigtig selv give de andre feedback. Jeg besluttede mig for lige her første gang at lytte til, hvordan de andre gjorde, og de hørte også meget, jeg slet ikke havde hørt.

Træt

Da jeg kom hjem, var jeg træt – på den gode måde. Jeg sov en time i 30 °C til en af de sidste “Hjernekassen på P1”.

Det har været en fin dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Jeg skulle have været til ECT den 7. juli, men jeg vurderede, at jeg – på grund af ankelbruddet – ikke kunne gå fra hovedindgangen ned til ECT-afdelingen.

Eftersom anklen har det ret godt nu, var jeg til ECT i går.

Jeg er så glad, for der var næsten ingen angst.

Jeg havde hørt psykologens genfortælling flere gange og mærket mig det vigtigste:

  • Passer de på mig? Ja 100 pct. LL tjekker værdier tre eller fire gange, inden de “kører”.
  • Der er kun én, der er i fokus, og det er dig.
  • De ved 100 pct., hvordan du har det.

Jeg “glemte” helt at spørge J, om hun ville sige, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt, og jeg “glemte” at være angst, fordi lægen ikke kom og lyttede på hjerte og lunger, sådan som de plejer. Til gengæld kom B og “målte værdier”. Blodtrykket var over 200 … Når jeg selv måler, ligger det omkring 109 og 130. 200 er da helt Anders And. Naturligvis har jeg data om mit blodtryk.

J – eller en anden – må have tryllet lidt, for jeg var først på, og det betyder enormt meget for mig, at jeg ikke skal sidde nede i “mit hjørne” og høre lyden fra ECT-apparatet, hvis de behandler tre eller fire patienter før mig. Lyden går ind i begge min hjernes spor, og angsten vokser ind i himlen.

Det er så simpelt, men det er selvfølgelig svært at forklare til mennesker, der ikke har prøvet det. Men jeg er meget sensitiv overfor lyde og overfor lugte.

Kommer der meget dårlige patienter mellem fredag (hvor de bestiller kørslen til mig) og mandag (hvor jeg skal derud), må de selvfølgelig behandle dem først. Man skulle være født under en sten, hvis man ikke kunne indse det!

Hvis jeg skal vente, har J foreslået, at jeg venter i deres køkken, hvor jeg ikke kan høre det. Det er jo helt fantastisk, som de lægger sig i selen for mig. De behandler ikke kun patienter; de behandler mennesker. Egentlig troede jeg ikke, det kunne ske i et så stort system, som psykiatrien (også) er. Det får mig til at tænke på min onkel Sigvard Kaae:

Sigvard Kaae (1913 – 2001)

Sigvard var gift med min fars søster. Han afløste professor Krebs, og var professor, overlæge dr. med. og chef for Radiumstationen i Aarhus.

En avis skrev nederst i omtalen ved hans 60-årsdag: 

Som han engang sagde til et hold nyudklækkede læger: Husk at dem I nu går ud for at behandle ikke er patienter, men mennesker.

Pakket ind i et lagen

De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.

LL ringede over til ortopædkirurgerne på Hvidovre og spurgte, om de måtte gennemføre behandlingen? Kunne det generaliserede krampeanfald bevirke, at bruddet på knoglestykket på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forskubbede sig, så det gik fra udislokeret til dislokeret (fra ingen fejlstilling til fejlstilling)?

De fik grønt lys men åbenbart også besked om at pakke skulderen ind, hvis jeg ikke havde slyngen med, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke slyngen med.

Ergo pakkede de hele venstre overarm og skulder ind i et lagen, førte det ind under min ryg, så lagnet var låst, (tror jeg). LL sagde “Det er ligesom, man gør med en baby”.

Jeg kan så godt lide hende, for hun er den, der er bedst til at stikke. Hun rammer plet i blodåren hver eneste gang. Og det er også hende, der holder mig i hånden under behandlingen, men det oplever jeg jo ikke. Psykologen refererede, at at hun er “meget påpasselig”.

Jeg plejer selv at holde iltmasken, men eftersom begge arme i går var optaget (den ene med lagenet og den anden af venflonet), måtte de holde den for mig. De startede med at holde den 10 – 15 cm. fra mig, men jeg kunne mærke, at det var helt i orden, at de holdt den tæt på.

Jeg var tryg og nåede næsten ikke at se billederne i loftet.

Er det slut på årevis med angst?

Jeg kan ikke huske, hvornår angsten tog fat, men det er flere år siden. Det er fx flere år siden, at min kontaktperson i Distriktspsykiatrien foreslog, at jeg kunne prøve at overnatte i Glostrup. Det gjorde jeg vist kun to gange, for selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når de kom hver anden time for at se, om jeg sov. Men de har naturligvis deres procedurer, fordi de indimellem har meget syge mennesker.

Og derudover var der en medarbejder i “Akutten”, der sagde “God strøm”, da jeg forlod afdelingen. Det var vel ikke det klogeste, man kan sige til et menneske, der er ved at dø af skræk?

Der er så mange, der har forsøgt at gøre noget for at hjælpe mig af med angsten. Jeg tør næsten ikke tro, at den nu er under kontrol.

  • Weekenden før behandlingen var ikke fyldt med dårlige tanker.
  • En anden parameter er søvnen. Natten til mandag sov jeg otte timer kun afbrudt af, at det var så pokkers varmt. Det var helt, som det skulle være.
  • Da jeg låste min yderdør, kom den meget ubehagelige tanke “Det er sidste gang, jeg låser min dør” ikke.
  • Iltmasken kunne komme helt tæt på, selvom jeg ikke selv holdt den. Jeg har selv holdt den i årevis.
  • Der var ingen tårer, som er en fysisk reaktion på et for stort pres (sagde psykologen).

Har psykologen virkelig tryllet?

Det er selvfølgelig svært at vide, og jeg kan kun holde fast i ovenstående fem punkter. Jeg har været i stand til at holde fast i hendes genfortælling, som jeg har hørt flere gange. Det er jeg utrolig glad for.

Hun var også glad for at have overværet det, da hun har andre klienter, der får ECT og også nogle, der har valgt det fra.

I forhold til dengang med medicinen og den deraf følgende Parkinsonisme, er der kun et at sige: “Dette er 100 gange bedre!”

Og det svarer fuldkommen til, hvad Poul Videbech og Mona Honoré skriver i Ugeskrift for Læger den 23. september 2003:

Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de skulle komme i samme situation.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]