Tag Archive for: Psykiatri

,

Jeg var en vred gammel dame

Jeg var en vred gammel dame

Vandring i gamle poster

Jeg var en vred gammel dame

Jeg rydder fortsat op i gamle poster på hjemmesiden. Opgaven er næsten uoverstigelig, men jeg vil gerne nå resultatet: større synlighed i Googles resultater. Og da jeg er født fighter, giver jeg ikke bare lige op.

P.t. er jeg i gang med 450 poster i kategorien “Sundhed & sygdom”. Heldigvis mangler vist kun 30; jeg har mistet overblikket – det må jeg gå efter som det næste. Af de 450 er ca. 150 gået til de evige bitmarker. Det er dem, der ikke er til gavn for et eneste menneske – ikke engang mig selv som hukommelsesstøtte.

Disse tanker gør sin entre

  • Hvor var jeg dog vred i flere år – tit var det berettiget. Af og til var det ikke. Det er ind imellem gået ud over selv de fineste overlæger, en klinikchef, en borgmester, you name it.
  • Det er en sej og ensom proces at rydde op. Måske er den sund nok?
  • Måske er det slet ikke godt at se alt dette igen? Er det bedre at lade glemslen tage over? Men nu er jeg nået så langt, at det værste vist er ovre.
  • Det er svært at læse om uvisheden, frygten for fremtiden og den manglende livslyst igen.
  • Hvor har jeg fået meget hjælp, da “systemet” endelig fandt ud af, at jeg havde sygdomsindsigt nok til kun at henvende mig, når det var mere end nødvendigt.
    • Psykiatrien har siden da vist sig fra sin bedste side.
    • Jeg kan bare ikke lade være at tænke på alle dem, der henvender sig første gang. Skal de ikke også have en værdig behandling?
    • De er dygtige i Distriktspsykiatrien og vil deres patienter det bedste.
  • Psykiatrifonden, især psykologen, som jeg har holdt ved, gjorde det forbilledligt.
  • Diskrepansen, overfor hvor godt jeg har fået det, er enorm. Det gør mig taknemmelig, men jeg har kæmpet for det.
  • Poster, der slettes, er dem, hvor jeg var dårligst – fx indlagt for 120. gang og posten er kort, fyldt med stavefejl og mangler fokus. Det eneste, der er present, er behovet for kommunikation med raske mennesker i form af trofaste læsere, som holdt overblikket.
  • Poster, der slettes, er dem, hvor jeg var mest vred – fx indtil det gik op for kommunen, at jeg var syg og ikke doven.
  • Vreden var ofte udtryk for frygt og uvished. Som et lag der var hældt ud over disse to.
  • Bivirkningerne var et mareridt. “Ingen virkning uden bivirkning”, sagde de altid, og det kan jeg skrive under på.
  • ECT er den rigtige løsning, selvom jeg hader de dage og nætterne før.
  • Pensionstilkendelsen er ikke en fejl.

Det vikarierende håb

Adskillige medarbejdere er citerede. En af de mest fantastiske sagde engang “Vi holder håbet for jer, mens I er indlagte. I får det tilbage ved udskrivelsen”. Det er er ikke mere end et par uger siden, det gik op for mig, at det kaldes for “Det vikarierende håb”. Jeg synes, det er meget smukt, og det fortæller på flere måder meget om, hvad 808 har gjort for mig.

Alt imens alt dette foregår hos mig

  • Sidder en ung kvinde i en kælder i Afghanistan og skriver på dansk til min danske veninde. Det er slut med universitetsstudierne, og det er på med burkaen. Hun og familien havde været fem år i Danmark men fik afslag på asyl. Og så skulle de rejse “hjem”, hvad så end definitionen er på et “hjem”. Min veninde beskrev deres kommunikation så hjerteskærende, at jeg næsten ikke kunne bære det.
  • I flere år har jeg kommunikeret med Perry, der arbejdede på A/S Dansk Hattefabrik i en periode fra 1964 – 1971, hvor fabrikken var flyttet til Nærum for mange år siden. Perry har givet mig mange værdifulde oplysninger og delt mange dejlige billeder om/fra det sted, hvor flere af min oldefars sønner og deres hustruer var ansat, og som havde sit udspring på “Brede værk”, senere kaldet “Brede Klædefabrik”, i 1890 – netop det år min oldefar kom hertil, fordi han var hattemager, og blev ansat på klædefabrikken som hattemagermester. Det tog ham 29 år at opnå dansk statsborgerskab.
  • Perry driver en lille Facebookgruppe om A/S Dansk Hattefabrik og har spurgt, om jeg evt. vil drive den videre, når han ikke orker mere. Jeg føler mig slet ikke kvalificeret, men har alligevel sagt ja, for alt hans gode arbejde skal ikke gå til spilde. Det løftede humøret et par grader.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Psykiatritopmøde 2021

Psykiatritopmøde 2021

Jeg har været til Psykiatritopmøde 2021

Den slags kan heldigvis foregå online nu til dags. Især den første del af psykiatritopmødet var rigtig godt. Efter pausen fyldte Knud Romer alt for meget. Han åbner munden og lader herefter ingen andre få plads. Hans talestrøm med evindelige gentagelser om “containere” fjerner fokus fra, at han måske siger noget fornuftigt.

Optagelsen vil blive lagt ud på Det Sociale Netværks hjemmeside.

Første del af mødet handlede om psykiatripolitik og var interessant

Mødet blev indledt af formanden for PsykiatriNetværket, Poul Nyrup Rasmussen, hvis besindige og specielle måde at tale på, jeg altid godt har kunnet lide.

PsykiatriNetværket består af: Landsforeningen SIND, DepressionsForeningen, OCD-foreningen, Fountain House, LAP, Livslinien, LMS, ADHD-foreningen, Angstforeningen, Startlinjen, Skizofreniforeningen, Foreningen Død i psykiatrien, Outsideren, Håb i Psy-kiatrien og Det Sociale Netværk/headspace Danmark og Bedre Psykiatri.

Sundhedsminister Magnus Heuniche åbnede mødet

Magnus Heuniche indledte med at undskylde, at 10-års-planen for psykiatrien endnu ikke var færdig men vil være færdig og forelagt Folketinget inden jul (i år). De 10 år betyder ikke, at vi skal vente 10 år på planen. Medarbejderne i både ministeriet og Sundhedsstyrelsen har ligget underdrejet på grund af Covid19.

Hans første pointe var, at vi skal tale om “værdighed” i psykiatrien på samme måde som værdigheden er i højsædet i somatikken. Kvaliteten skal øges, mens tvangen skal reduceres. Han fortalte blandt andet, som udtryk for den manglende kvalitet, at 40 pct. af medarbejderne i social-psykiatrien er ufaglærte. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Mine personlige erfaringer med en støttekontaktperson efter servicelovens § 85 bekræfter ministerens udsagn. Kvaliteten var ikke god nok. Hun var sød, men der var for meget papegøjesnak.

Meget tidligere og meget bedre forebyggelse

Der skal fokus på meget, meget tidligere forebyggelse, idet fx undersøgelser har vist, at ca. 25 pct. af de unge kvinder på gymnasialt niveau har det så dårligt, at de er eller forventer at blive selvskadende. (Min bemærkning: Og hvad vil det ikke koste på sigt?)

Han nævnte en række parametre, der gjorde, at psykisk sygdom faktisk er det største sundhedspolitiske problem, vi har i Danmark. Større end kræft, for det er der efter mange års ihærdig indsat kommet styr på. Nogle af parametrene var forkortet levetid, antal sygedage, antal genindlæggelser mv. samt det Finansministeriet kalder produktivitetstab.

Ministeren mente, at det hele menneske måtte i fokus, og at patienterne er mennesker og ikke borgere/patienter.

Han syntes, der var iværksat mange fine initiativer de seneste år, men at det minder for meget om, at man på et hus bygger udestuer, laver nye køkkener mv., men mangler fundamentet. Det fik Poul Nyrup til at indskyde, at kapaciteten er for ringe. Antallet af brugere vokser og vokser, men økonomien følger ikke med. Ministeren var overraskende nok enig og fremkom med det synspunkt, at antallet af genindlæggelser vil være stigende, når økonomien halter. Min respekt for ham steg med mange procentpoint, men for at dryppe lidt malurt i bægeret: der er jo også kommunalvalg i november.

Søren Magnussen fra “Frirum i psykiatrien”

Jeg har altid godt kunnet lide at lytte til Søren Magnussen, der selv er tidligere psykiatribruger. Det skyldes, at han er i stand til at knytte hverdagen på et afsnit med forståelse for det politiske niveau og hvordan man opnår resultater ad politisk vej.

Hans egne erfaringer er vist mest fra lukkede afsnit. Det er fx ham der står bag filmen (måske er der to afsnit?) “Lys på den lukkede”, som du bestemt bør se, hvis du ikke allerede har gjort det.

Hans pointer (han havde mest fokus på lukkede afsnit):

  • Der er for få aktiviteter på både lukkede og åbne afsnit.
  • Aktiviteter, normalitet og noget, der ligner hverdag, fylder for lidt og gør indlæggelserne unødvendigt lange.
  • Under indlæggelser er de kommunikative evner meget begrænsede. Det gør det ufatteligt svært at være sammen med andre, der har lige så dårlige kommunikative evner.
  • Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret og der er meget lidt tid til samtaler med læger og andet personale.
  • Der sker for lidt på et afsnit.
  • Der er mange fine ord her op til valget.

Anne Jøker: Ledelseskonsulent

Det er både patienter og medarbejdere, der skal anerkendes som hele mennesker.

Det ledelsesmæssige fokus bør overraskende nok være på: ledelse og konstant kompetenceudvikling.

Peer-Partnerskabet

Jeg tror, jeg har hørt om Peer-Partnerskabet tidligere. Det er vist dem, der tidligere hed Peer-netværket. Det er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND og egentlig et forskningsprojekt, hvor de frivillige medarbejdere, skal kende psykisk sygdom på egen sjæl. Projektet har fokus på det, man stadig kan, mens der i systemet af naturlige årsager er fokus på alt det, man ikke kan. Først når man kan tilstrækkelig lidt, kan man få hjælp fx ved at blive indlagt.

Mange med psykisk sygdom kæmper også med ensomhed og måske misbrug. Og efter måneder på et afsnit, har man nærmest glemt at lave mad. Her kan netværket/partnerskabet måske træde til.

Merete Nordentoft: Overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet

Merete Nordentoft er også en af dem, jeg altid gerne lytter til.

Hun fortalte, at flere og flere siger det samme: der er tale om et folkesundhedsproblem. Vi bliver nødt til at øge kvaliteten. Der skal mere “håndholdt hjælp” til.

Herefter gav hun et for mig velkendt eksempel med mundtørhed som følge af antipsykotisk medicin, der kan smadre tænder (og udseende) fuldstændigt. Man kan få støtte fra kommunen til den enorme tandlægeregning, der kan være en følge, men det er en betingelse, at det første man gør er at henvende sig til kommunen og udfylde diverse formularer og skemaer. Man må altså ikke først have været ovre hos tandlægen og få lavet en indledende undersøgelse og evt. et overslag. Herudover skal det være tidligt på budgetåret, så pengene i kommunen ikke er brugt op…

Hvem kan udfylde Excelarket, når de lige har forsøgt selvmord eller bare har det afskyeligt og dårligt kan overskue at være i live?

Et løft af psykiatrien kommer til at koste penge, men det har vi vidst i mange år. Problemerne har vokset sig større og større, fordi der ikke er sat ind.

Peder Hvelplund: Psykiatriordfører fra Enhedslisten

  • 10-års planen bør have fokus på konkrete målbare mål! Fx længere gennemsnitlig levealder.
  • Der skal være tid og ressourcer til relationsarbejdet mellem patienter og medarbejdere, der ikke kan udføres 2 pct. hurtigere end sidste år.
  • Nedsæt fx et psykiatriråd, der holder øje med, om målene nås.

De pårørendes betydning

Igen og igen blev der talt om de pårørende, den store betydning, de har, og hvor svært de kan have det. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om mit eget forløb ville have været anderledes, hvis jeg havde haft (flere) pårørende? Faktisk tror jeg det ikke. Jeg er ingen selskabspapegøje, og hvem havde gidet være samme med mig alle de perioder, jeg ikke kunne stå ud af sengen, og ikke orkede at gå i bad, fordi det medførte, at jeg så skulle tørre mig på ryggen.

Et enkelt slag ramte hårdt: En veninde gennem mere end 30 år sagde i en telefonsamtale under en indlæggelse, at jeg “var blevet min sygdom”. Det blev jeg godt nok ked af. Vi fik det aldrig redt ud, og hun er ikke længere blandt os.

Gad vide, hvem der sagde det?

En debattør, som jeg desværre ikke fik noteret hvem var, sagde noget fornuftigt: “Mennesker passer først i kasser, når de er døde”.

Mit eget efterskrift

Engang skrev jeg en post, jeg kaldte “Samspil som forudsætning”. Den må være gået til de evige bitmarker, for jeg kan i hvert fald ikke finde den igen. Jeg så den ellers for  nogle dage siden i forbindelse med SEO-projektet.

Den drejede sig om, at “mine aktører” har været i stand til at løfte den opgave, mange andre ikke magter: samspillet mellem alle de mange involverede, der alle hver for sig ville mig det bedste. Godt nok følte jeg mig ofte som budbringer mellem dem, men jeg bragte gerne bud, da det var i min egen interesse, at alle var orienterede om status. Måske var jeg bare heldig?

På en måde genoplever jeg en stor del af forløbet i forbindelse med SEO-projektet, fordi jeg har kastet mig over sider og poster med etiketten “Bipolar affektiv sindslidelse”, for dog at holde fokus, og hvor jeg selvfølgelig er nødt til at læse indlæggene ordentligt igennem for at optimere dem.

Det er ikke alt samme lige munter læsning. Det er svært at læse om psykoserne, om at gå langs væggene for at finde ud af, om Jimi Hendrix’ musik kom fra naboerne eller fra mit eget hoved, om dengang det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet osv. Uf. Det er gudskelov datid.

Det er en del af det bipolare, at der altid kan komme nye episoder, men bare de har længere intervaller end i 2018, hvor det var ind og ud – og ind og ud. Eric beskrev det engang som at følge en yo-yo. Og det havde han ganske ret i.

Noget, jeg også har bidt mærke i i forbindelse med optimeringen, er en udtalelse fra overlægen på 808, Melita Svraka, “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Jeg tror bestemt ikke, hun står alene med den holdning, men der er mange yngre overlæger, der slet ikke har hendes gennemslagskraft.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Psykiatri: psykiatrisk fremstår pt. habituel

Psykiatritopmøde 2021

Det gik meget bedre med over-psykiateren i dag

Om psykiatri

Jeg ved bare ikke, hvad jeg synes om at “fremstå habituel”, hvilket er hans skriftlige konklusion. Faktisk vidste jeg end ikke helt, hvad “habituel” betød, men så har jeg heldigvis DDO (“Den Danske Ordbog”, der henviser til “Den Danske Begrebsordbog”) ved hånden, og ud fra den fremstå jeg altså sådan her:

Psykiatrisk fremstår patienten habituel

Han må vel så mene “kronisk eller ofte tilbagevendende”, da de andre ord er “ord i nærheden”? Jeg synes bare ikke, det giver mening. Jeg synes heller ikke, det er helt rigtigt, at man skal sidde med en ordbog for at forstå, hvad ens læge skriver.

“Min Sundhedsplatform” skriver ganske vist:

Notater er skrevet af klinikere til klinikere og kan være svære at forstå. Notater og besøgssammendrag kan indeholde faglige begreber og udtryk, som du kan slå op i Patienthåndbogen.

Det kan være, det er sådan, at det slet ikke er Min Sundhedsplatform, men deres Sundhedsplatform. Så kunne en navneændring være på sin plads?

Slår man rent faktisk op i Patienthåndbogen, lykkes det efter nogle forsøg at finde frem til at det kan betyde “vanemæssig, sædvanlig”. Det kunne han da bare have skrevet.

Grunden til at det gik meget bedre

Jeg tog mig sammen og fortalte, at jeg sidst gik derfra og var ret trist over, at han slet ikke forstod, hvorfor det var vigtig for mig at indhente journaloplysninger fra Rigshospitalet fra min indlæggelse i seks måneder i en ukendt periode mellem 1963 til 1966.

Han uddybede det nogenlunde således:

Det er ikke sikkert, der står noget af det, der er vigtigst for mig – nemlig om der var nogle omsorgspersoner, der gjorde mig “rask nok” til tilbagelevering til børnehjemmet og til bortadoption. Måske står der bare, hvad læger har fundet behov for at skrive til hinanden, og det kan muligvis være lidt trist læsning.

Og det har han jo selvfølgelig ret i, og måske lyttede jeg ikke tilstrækkeligt sidst. Men uanset hvad, vil jeg bare gerne vide hvad der står, selvom chancen for at det kan findes, er uendeligt ringe.

Opfølgning på “Boblen”

Nu har jeg faktisk fået en kontakt via min “Bobl”, men jeg har ikke tillid til personen, der skriver meget dårligt dansk, er fra Iran, angiver han er læge med speciale i retsmedicin, er 45, skilt og har to børn.

Grunden til jeg ikke har tillid til ham er, at han ikke har fortalt andet om sig selv, end det jeg specifikt har spurgt til. Det virker mystisk. Hans sidste besked var “hvad kan du lide ved mig?” Jeg havde lyst til at skrive “ikke noget, for du fortæller ikke af egen drift om dig selv, som jeg ellers har bedt dig om, for at det kan fungere for mig”. Men jeg tænkte, det var bedre ikke at svare.

Jeg har prøvet at læse andres profiler igennem, men det er karakteristisk, at folk fortæller meget lidt om sig selv. Det kan fx bare være “Søger venner/veninder at gå i biografen med”. Det siger jo ikke noget om, hvem de er som personer. Det er ikke noget for mig at indlede en sådan kontakt. Det gør mig ganske enkelt utryg.

, ,

Forskellighed psykologi og psykiatri

Forskellighed psykologi og psykiatri

Ingen forstår mig – det er ØV

Forskellighed psykologi og psykiatri

Det er svært, når “ingen” forstår mig. “Ingen” skal forstås som hverken min psykiater i Distriktspsykiatrien eller min nærmeste ven (som jeg har fået tilbage, hvilket jeg er enormt glad for).

De forstår ikke behovet for at grave i fortiden, behovet for at finde af, hvad Rigsarkivet måtte have af arkivalier vedr. et barn, der visnede, men som formentlig livede op igen på Rigshospitalets børneafdeling og som derfor efter seks måneder kunne tilbagegives til børnehjemmet “Dear Home”.

Psykiateren forstår mig ikke

For så vidt angår psykiateren måtte jeg sige til ham, at denne samtale mindede mig alt for meget om den samtale, vi havde, da jeg for to og et halvt år siden sagde, jeg gerne ville udredes for Aspergers syndrom. Han spurgte dengang adskillige gange “Hvad vil du med det?”

Det viste sig efterfølgende, at jeg faldt klokkeklart indenfor (autisme-)spektret. Det, jeg ville med det, var altså at blive den, jeg altid har været. Jeg var ikke i tvivl, og jeg havde ledt efter svaret i 16 år. Jeg havde undersøgt tingene, og jeg var ikke i tvivl. Inden jeg går i gang med den slags, har jeg undersøgt tingene tilbunds. Jeg er jo ikke en tosse!

Nu spørger han “hvad håber du at få ud af det?” Jamen jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev dengang, og jeg er udmærket i stand til at sætte det skrevne ind i en kontekst: altså fx at læger dengang skrev anderledes. Jeg ved godt, at vi er lige 20 år efter anden verdenskrig, at man dengang talte affekteret osv. Jeg er så ligeglad med de overordnede ting. Jeg vil bare gerne vide, hvad de skrev om mig på Rigshospitalets børneafdeling, psykiatrisk eller ej. Hvor svært kan det være?

Jeg kommer til at tænke på forskellen på psykiatri og psykologi! Min psykolog forstår mig gudskelov. Hun fatter mit behov for at grave i fortiden! Jeg er vant til at finde arkivalier frem, og jeg er vant til at sætte dem ind i en kontekst. Det ved psykologen godt!

Jeg er dybt skuffet over, at en psykiatrisk overlæge i distriktspsykiatrien ikke kan forstå så enkle ting. Han skal være klinikchef på Amager fra den 1. december 2021, og det er måske godt for både ham og mig? Jeg har dog husket at sige mange gange tillykke, for det er da noget af et karrierespring. Jeg har haft 500 læger derinde; han vil nu prøve at sikre, at jeg bare skal have nr. 501 i et godt stykke tid. Tak for det.

Min ven forstår mig (heller) ikke

Som om det kunne være så svært… Min ven med flere akademiske uddannelser bag sig forstår mig heller ikke. Hun tænker vist nærmest, at det kunne være farligt for mig at grave i fortiden. (Og det er selvfølgeligt i udgangspunktet sødt tænkt. Det er vist nærmest, hvad psykiateren også tænker “Kan du få det dårligt af det?”. Jeg spurgte ham dog om det, og han benægtede, det forholdt sig sådan.). Hun er mest på psykiaterens hold.

Hun forstår heller ikke interessen for slægtsforskning og er nærmest på Worsøes hold, hvor det at forske i adoptivslægten ikke giver mening. Set fra mit udgangspunkt: adoptivslægten er jo det sted, jeg er vokset op og har historier, skrøner osv. fra. Det er herfra, jeg har mit navn (ellers havde jeg haft et ganske almindeligt -sen navn). Det er her, jeg har noget at efterforske. Det er her, jeg kan lede efter mormors første kæreste og hvem de nu var osv.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af al den manglende forståelse andet end at gemme den til næste besøg hos psykologen.