Indlæg

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Når hjernen bliver glad

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

Jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg verden som data. Og jeg elsker det.

Mit motto er: Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg besluttede at finde ud af, hvorfor det er sådan. Jeg har nørdet lidt med kilder til en forståelse af det den seneste uges tid, og du finder mit svar herunder:

Aspergers syndrom, en del af autismespektret, er for mange forbundet med unikke kognitive styrker frem for begrænsninger. Hvor diagnosen tidligere har været opfattet som et handicap, viser nyere forskning og erfaringer, at mange med Aspergers syndrom trives i områder, hvor systematik, detaljer og mønstergenkendelse er centrale elementer (Baron-Cohen et al., 2009).

Jeg betragter Aspergers syndrom som min styrke blandt mine mange svagheder. Min baggrund er juridisk, men mit arbejdsliv har været centreret om økonomistyring og udvikling af ledelsesinformationssystemer og tidsregistreringssystemer. Fællesnævneren i disse fagområder er data – og en systemforståelse, som for mig føles naturlig. Jeg opfatter data som noget intuitivt og meningsfuldt. For mig er det, som om verden kan aflæses som tabeller og datastrukturer, og det giver mig en stor arbejdsglæde.

Nu i min “alderdom” dyrker jeg systematik og detaljearbejde gennem slægtsforskning, som jeg har beskæftiget mig med i mere end 20 år. Det stiller store krav til nøjagtighed, logisk tænkning og evnen til at krydsreferere informationer på tværs af kilder – evner, der er typiske for mange med Aspergers syndrom (Happé & Frith, 2006). Det giver ikke bare en intellektuel stimulans men også en dyb tilfredshed, når komplekse oplysninger falder i hak og danner en sammenhængende helhed. Så bliver hjernen for alvor glad.

Men hvad er det, der gør, at mennesker med Aspergers syndrom ofte har en særlig forkærlighed for data? Det kan forklares gennem blandt andet følgende træk:

Høj systematiseringsevne

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkningSimon Baron-Cohen har introduceret begrebet “systemizing quotient” (SPQ) som et mål for en persons evne til og interesse i at analysere og konstruere systemer (Baron-Cohen et al., 2003).

Mennesker med Aspergers syndrom scorer ofte højt på SPQ-skalaen, hvilket passer med en fascination af logiske strukturer, regler og forudsigelighed – centrale egenskaber ved data og systemer. Denne evne til at systematisere kan bruges effektivt i mange professionelle sammenhænge, herunder softwareudvikling, økonomisk analyse og teknisk dokumentation.

Personer med en klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Jeg er en “Klassisk systemizer”, da jeg får 130 – 140 point i testen. 70 havde været tilstrækkeligt til at lande i den højeste/bedste/værste kategori (og jeg har forsøgt adskillige gange – det er ingen tilfældighed). Du har mine testresultater her.

At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Stærk detaljeorientering og mønstergenkendelse

Flere studier har vist, at personer med autistiske træk har en særlig evne til at identificere detaljer og uregelmæssigheder (Shah & Frith, 1983). Det betyder, at man ofte hurtigere opdager fejl, mangler eller interessante sammenhænge i datasæt. Det er en kognitiv fordel i alle typer af analyse- og informationsarbejde. I praksis betyder det eksempelvis, at man hurtigt kan identificere inkonsistenser i store datasæt eller finde mønstre, som kan føre til værdifulde indsigter.

Uden Aspergers syndrom ville jeg nok ikke finde det morsomt at udvikle Sprogdatabasen måned for måned. Psykologen har ofte sagt “Når en autist ser en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen”. Ergo er det enormt svært for mig at færdes på sociale medier, for jeg ser stort set kun alle de sproglige fejl.

Kognitiv fordybelse og specialisering

Interesser hos personer med Aspergers syndrom er ofte dybe og langvarige snarere end brede og skiftende. Denne fordybelse muliggør specialisering og ekspertise inden for dataanalyse, programmering, statistik, slægtsforskning og beslægtede felter (Winter-Messiers, 2007). Det giver mulighed for at opbygge en dyb faglighed, som kan føre til innovative løsninger og høj kvalitet i arbejdet.

Forudsigelighed og tryghed i struktur

Sociale interaktioner kan ofte være uforudsigelige og energikrævende for mennesker med Aspergers syndrom. For mig er sociale sammenhænge anstrengende. Jeg læste lige, at der var 10.000 gæster til “Historiske dage 2025”; godt jeg ikke var en af dem. Jeg ville have ligget brak en uge efter, selvom jeg gerne ville have været der. Jeg er fuldt ud klar over, at også mange neurotypiske mennesker, vil mene, at 10.000 er et stort antal!

Data, derimod, følger regler og logik. Det skaber en oplevelse af kontrol og stabilitet. Der er en tryghed i det objektive – tallene lyver ikke, og struktur giver overblik. Denne tryghed kan være afgørende for at skabe arbejdsglæde og motivation i professionelle kontekster.

Konklusion

Konklusionen er, at det ikke er tilfældigt, at mange med Aspergers syndrom har en naturlig interesse for data. Det er forankret i måden hjernen bearbejder information på.

Detaljefokus, systemforståelse, fordybelse og præcision gør dataarbejde til et naturligt match. I stedet for at betragte diagnosen som et problem, kan man med rette se den som en ressource i en verden, hvor data spiller en stadig større rolle. Det er derfor afgørende, at både arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner forstår og understøtter disse styrker, så potentialet hos mennesker med Aspergers syndrom kan udfoldes fuldt ud.

En arbejdsplads, der har forstået dette til fulde, er GladTeknik.

Kilder:

  1. Baron-Cohen, S., Richler, J., Bisarya, D., Gurunathan, N., & Wheelwright, S. (2003). The systemizing quotient: An investigation of adults with Asperger syndrome or high-functioning autism, and normal sex differences. Philosophical Transactions of the Royal Society B, 358(1430), 361–374.
  2. Baron-Cohen, S. (2009). Autism: The empathizing–systemizing (E-S) theory. Annals of the New York Academy of Sciences, 1156(1), 68–80.
  3. Happé, F., & Frith, U. (2006). The weak coherence account: Detail-focused cognitive style in autism spectrum disorders. Journal of Autism and Developmental Disorders, 36(1), 5–25.
  4. Shah, A., & Frith, U. (1983). An islet of ability in autistic children: A research note. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 24(4), 613–620.
  5. Winter-Messiers, M. A. (2007). From Tarantulas to Toilet Brushes: Understanding the Special Interest Areas of Children and Youth with Asperger Syndrome. Remedial and Special Education, 28(3), 140–152.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvorfor elsker jeg data? Et fagligt blik på Aspergers syndrom og systemtænkning

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Aspergers syndrom og slægtsforskning passer sammen

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Mit liv er i vidt omfang sat i systemer, hvilket gør det nemt og overskueligt at leve. Jeg er et fjols til det sociale, men det med systemerne og detaljerne kan jeg. Jeg læser lidt korrektur m.v. for en virksomhed. De siger af sig selv, at de ikke kunne finde en bedre til opgaven, da jeg ser alle detaljer. Hvis en autist opdager en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen. 

Nogle mener, at alle mine systemer er temmelig mærkelige, men jeg trives jo bedre end godt, og så vidt jeg ved, generer det ingen. Jeg har udviklet regneark over mange emner, og der er en særlig tilfredsstillelse ved at befolke dem med data og måske følge noget over tid. Lige p.t. måler jeg fx på mit strømforbrug, da jeg undrer mig over, at det stiger konstant, når jeg lever, som jeg plejer. Jeg er helt klar over, at det ikke er noget, mange gør.

Når læger forstår, hvad man fortæller dem

Forleden var jeg til opfølgningssamtale i Distriktspsykiatrien hos en meget behagelig overlæge. Selvom jeg kun havde set ham en enkelt gang tidligere, følte jeg mig komfortabel i hans nærvær. Jeg havde på forhånd indset, at jeg nok måtte undlade at fortælle ham om Grundtvig denne gang. Da vi var igennem dagsordenen, spurgte han af sig selv til mine særinteresser.

Hvis man bare siger, man er interesseret i slægtsforskning, bliver folk lidt fjerne i blikket. Jeg tror, de for sig i ånden ser familiens købte slægtsbog, der primært består af datoer. Og det er kedeligt for alle andre end slægtsforskeren, der har fundet dem. Hvem skulle dog falde i svime over at vide, at Districtslæge Kongsted i Højby Sogn, Ods Herred, vaccinerede 3*tipoldemors søster Karen JENSDATTER i 1836? Det sjove og det udfordrende er “Søg og du skal finde”.

Ergo måtte jeg jo forklare ham om glæden ved systemer og tusindvis af små stykker data i tabeller, der skal hænge sammen, før puslespillet er lagt rigtigt. Og det virkede faktisk som om, han både forstod det og var interesseret, for han stillede flere uddybende spørgsmål. Det var rigtig rart. Det endnu rarere havde været, hvis der var mere tid, men sådan er forholdene ikke i psykiatrien, og jeg er jo også “i remission”, hvilket betyder, at jeg hverken er depressiv eller manisk. Hvor er det dog dejligt.

Der er også overlæger fra hospitalspsykiatrien, der gennemskuede mig, før den knalddygtige og søde Pia Bohn Christiansen i foråret 2019 stillede diagnosen “Aspergers syndrom”. Hun sagde, hun vidste det fra dag et. En af dem behandlede jeg mindre pænt, fordi jeg i 2016 ikke kunne rumme flere diagnoser. Efterfølgende sendte jeg ham en uforbeholden undskyldning.

Da Kasper Reff derimod i 2018 lukkede låget på computeren, og sagde “Du nævnte noget om Aspergers syndrom”, blev jeg glad og forklarede, hvad jeg havde tænkt og undersøgt alt om siden 2003 (lige bortset fra 2014-2016). Vi fik en længere samtale om det, som fik mig til at gå hjem og lede efter en, der havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Det var vigtigt for mig, da jeg tror, der er træk fra manierne, der kan forveksles med særinteresserne. Om det er sandt, ved jeg ikke. Min tanke var – og er til stadighed – at dyrker man sin særinteresse meget intenst i timevis og glæder sig vildt og vanvittigt over den, kan det forveksles med træk fra mani.

Om det var regnearkene med de grafiske fremstillinger af de mange bivirkninger og udviklingen i dem over tid, der fik Kasper og hans kollega, der er farmaceut, til at blive mistænksomme, ved jeg ikke, men tanken er da nærliggende 🙂

En skøn søndag ligger for

I går faldt jeg over (en kirkebog med) liget af en nyfødt pige i et mosehul. Året er 1854, og vi befinder os primo august. Historien har du her.

Da slægtsforskere er et utrolig hjælpsomt folkefærd, ved jeg nu, hvor jeg skal finde begyndelsen på afhøringerne. Jeg har ikke prøvet det før i mine 21 år med slægtsforskning, men jeg elsker udfordringerne. Det bliver en god søndag.

Der er side op og ned, og jeg kan på forhånd se, at jeg ikke kan transskribere det hele selv, men så er der hjælp at hente i Danske Slægtsforskeres Forum, der er befolket med vanvittigt dygtige mennesker. De kan læse alt!

Man skal prøve selv først, og det er jo også det sjove, og så kan man få hjælp til resten. Det er i øvrigt sådan, man langsomt og med årene bliver bedre til at læse gotisk (som i parentes bemærket var den officielle skrift her i landet ind til 1875).

Måske har du også allerede nu gennemskuet, at slægtsforskning er meget mere end 3*tipoldemors søsters vaccinationsdato?

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Genstart om “Drømmen om diagnosen”

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Danmarks Radio har i denne uge fokus på diagnosen ADHD, og det er godt, men vi har altså ikke alle lidt ADHD, på samme måde som vi ikke alle har brækket benet lidt.

Jeg hørte i går podcastepisoden i Genstart fra den 6. december med titlen “Drømmen om diagnosen”. Du finder “Genstart” i DR Lyd.

Genstart skriver om episoden:

På internettet kan man finde selvtests, tjeklister og spejle sig i andres fortællinger om krøllede hjerner og koncentrationsbesvær. Ofte lyder konklusionen: Det er ADHD. Engang var det en mørk diagnose, men sådan er det ikke længere. Særligt fortællingen om ADHD som en superkraft, står for antropolog Alexandra Jønsson som en del af forklaringen på, at vi de seneste fire år har set en fordobling i antallet af mennesker, der tager ADHD-medicin. Derfor spørger vi hende i dagens Genstart om, hvordan synet på diagnosen har ændret sig fra at være en psykiatrisk lidelse til en superheltekappe, som mange gerne vil have på.

Jeg mener, at diagnoser bør stilles af læger, ikke ved selvtests på internettet. Jeg medgiver, at jeg, da jeg selv ventede ca. et år på udredning for Aspergers syndrom, et par gange besøgte Psykologisk Ressource Center ved Kirsten Callesen, så måske er jeg ikke selv et hak bedre?

Men Psykologisk Ressource Center er en fagligt funderet virksomhed bestående af specialister, så jeg synes, min kilde var valid. Der er mere end langt til en tilfældig test på nettet.

Herudover “undskylder” jeg mig med, at jeg i 16 år havde undersøgt og læst alt, hvad jeg kunne finde om emnet. Flere overlæger på Psykiatrisk Center Glostrup havde gennem årene talt med mig om Aspergers syndrom, uden at jeg ville vide af det. En af dem overfusede jeg, for han nævnte det på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne rumme flere diagnoser – jeg havde nok i min bipolare affektive sindslidelse. Jeg indså ikke, at han bare var dygtigere end sine forgængere.

En anden – Kasper Reff – er nu ledende overlæge på Psykiatrisk Center Nordsjælland, og pr. 1. januar 2025 er han cheflæge samme sted.

Herudover havde min psykolog i årevis forsigtigt talt om “Asperger-træk”, og mere måtte hun ikke sige, da hun ikke har tillægsuddannelsen som specialpsykolog.

I den anden retning peger, at en overlæge i den ambulante psykiatri sagde “Hvad vil du med det?”, da jeg præsenterede mit ønske om udredning. Jeg havde kun ét svar: “Jeg vil bare gerne vide det”. Og det er vel også i orden?

Selvdiagnosticeringen som problem

Alexandra Jønsson har mange centrale budskaber, og umiddelbart husker jeg disse:

  • Når så mange diagnosticerer sig selv og efterfølgende vil udredes i psykiatrien, stiger den gennemsnitlige ventetid.
  • Hvis færre drømte om diagnosen, ville der hurtigere være plads og hjælp til dem, der reelt hører til i psykiatrien.
  • Når et menneske måske i flere år har henført sig selv til gruppen med den psykiatriske udviklingsforstyrrelse og fundet ind i fællesskaber med andre med samme udviklingsforstyrrelse, kan det være utrolig svært hos en psykiater at få at vide, at vedkommende ikke mener, at de diagnostiske kriterier er opfyldt.

Antallet, der tager medicin, eksploderer

Frem til 2009 fik flere børn end voksne ADHD-medicin, men det er ændret. Særligt flere voksne bliver diagnosticeret med ADHD og tager medicin. Fra 2018 til 2023 er tallet fordoblet, og det er fortsat med at stige i år. Grafen viser kun personer, der tager ADHD-medicin. Mange derudover er diagnosticeret, men er stoppet eller holder pause fra medicin.

Jeg fandt denne illustration på dr.dk den 4. december 2024.

Den mørkeblå farve viser børn, mens den lyseblå farve viser voksne. Kilden er “Medstat”.

Nej, vi har ikke alle lidt ADHD

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Stress er 1. step mod mani

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Du plejer at få svar med det samme, men det ændrer jeg nu på. Det skyldes ikke, at du pludselig er blevet uinteressant.

Jeg indfører en form for kontortid som et værn mod digitale afbrydelser, fordi det er indpodet i mig, at når jeg får en mail fx en kommentar fra hjemmesiden, skal jeg svare med det samme. Det er et levn fra mit arbejdsliv: Når chefen sendte en mail, forventede han svar med det samme. Men jeg er jo ikke på arbejdsmarkedet længere.

Jeg kommunikerer med mange, og det holder jeg af, men det medfører utrolig mange digitale afbrydelser på blot en dag. Der var en dag i sidste uge, hvor jeg talte op, at jeg havde besvaret 25 e-mails, ergo var jeg blevet afbrudt i noget andet 25 gange. Det går ikke. Jeg vil gerne besvare 25 henvendelser, men jeg vil prøve at gør det en bloc, så nu er e-mailen og facebook som hovedregel lukket, bortset fra følgende “kontortider” (jeg er sikkert på kontoret, men jeg er i gang med noget andet):

  • Til morgenkaffen – som kan være op ad formiddagen
  • Kl. 13:00
  • Kl. 18:00
  • Før sengetid

Kan jeg hjælpe med noget, der haster, er du altid velkommen til at ringe på 22 81 17 31.

Kontortiderne har været gældende siden i går, og det går allerede bedre. Jeg var ved at stress, og det er jo helt absurd at være tilkendt en varig offentlig ydelse og så sidde på hjemmekontoret og føle sig stresset. Stress er første step på vejen mod mani, og jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Af og til tænker jeg på, om jeg måske har snydt hele systemet og i virkeligheden kunne arbejde igen. Oplevelser som disse bekræfter mig i, at det ikke var snyd, og at det er godt, jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet.

Jeg “slår mig på rammerne”

Jeg havde en længere samtale med psykologen om, at jeg engagerer mig i for mange ting, fordi de ser så spændende ud, og fordi jeg så gerne vil bidrage. Og det er jo på en måde både godt og fint, men hun udstedte et påbud: Kun ét projekt ad gangen. Det vil jeg rette mig efter, og nøgleordet er “prioritering”. Ellers når jeg jo heller aldrig hen til at skrive om oldefar, der kom til Danmark, hvilket jeg virkelig gerne vil. Indtil videre har jeg bare ikke haft tid …

Når jeg engagerer mig i noget, prøver jeg at gøre det godt og at komme rundt om alle detaljer i første forsøg. Jeg prøver at gennemtænke samtlige problemstillinger og at have svar på dem i første omgang. Jeg har en indbygget modvilje mod at skulle involveres i det samme flere gange. Den slags tager selvfølgelig sin tid.

Jeg har aldrig været hurtig, men jeg har altid været grundig. Eksempelvis tager et blogindlæg et par timer: er det langt nok (600 ord er Googles grænse aht. søgemaskineoptimering (SEO))? finde en fængende illustration og tilpasse den i størrelsen, finde en dækkende overskrift og underoverskrift. Dette er fx underoverskriften her: “Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser”. Google er mest interesseret i overskriften, som fx her er “Stress er 1. step mod mani”. Læse korrektur i to omgange, finde på en teaser til opslaget på facebook osv.

Men jeg elsker at lege med ordene, jeg hygger mig med det og bloggen er mit vindue mod verden. Så det er ikke problemet, og det skal ikke nedprioriteres.

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelserHvis jeg ikke bliver anerkendt for min indsats eller måske ligefrem bliver dårligt behandlet, bliver jeg rasende. Det er det, psykologen kalder at “slå sig på rammerne”, for raseriet drejer sig ikke om indholdet, det handler om det, vi nu til dags kalder setuppet.

Her kommer et eksempel, hvor jeg “slog mig på rammerne”:

Jeg faldt over et sted, hvor man kunne deltage i en podcast om slægtsforskning. Det var lige noget for mig. Værten sendte et spørgeskema, som man skulle udfylde i fritekst. Der var mange gode spørgsmål, og selvfølgelig synes jeg, at jeg havde mange gode svar.

Jeg indsendte min besvarelse, og værten vendte retur med supplerende spørgsmål. Dem besvarede jeg også, og samlet havde jeg vel brugt 3-4 timer. Og det var helt i orden, indtil jeg fik at vide, at jeg ikke ville blive castet i mere end 40 minutter, da vedkommende ellers skulle bruge for lang tid på efterredigering. Så blev jeg altså sur og svarede vedkommende, at så ville jeg trække mig, da vores indsatser ikke harmonerede.Så det var den podcast, og jeg havde spildt en masse tid.

Værten fik så i øvrigt fortalt mig, at det ikke burde tage så lang tid at forberede det. Jeg spørger mig selv (og dig): hvor i alverden hun kan vide det fra? Men det efterlod mig selvfølgelig med tvivlen om, hvorvidt jeg i virkeligheden er enormt langsom. Jeg erkender, at jeg aldrig har været hurtig, men i mine 23 år i statsadministrationen har jeg aldrig fået at vide, at jeg var langsom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.