Indlæg

/3 Kommentarer/i , /af ,

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Stress er 1. step mod mani

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Du plejer at få svar med det samme, men det ændrer jeg nu på. Det skyldes ikke, at du pludselig er blevet uinteressant.

Jeg indfører en form for kontortid som et værn mod digitale afbrydelser, fordi det er indpodet i mig, at når jeg får en mail fx en kommentar fra hjemmesiden, skal jeg svare med det samme. Det er et levn fra mit arbejdsliv: Når chefen sendte en mail, forventede han svar med det samme. Men jeg er jo ikke på arbejdsmarkedet længere.

Jeg kommunikerer med mange, og det holder jeg af, men det medfører utrolig mange digitale afbrydelser på blot en dag. Der var en dag i sidste uge, hvor jeg talte op, at jeg havde besvaret 25 e-mails, ergo var jeg blevet afbrudt i noget andet 25 gange. Det går ikke. Jeg vil gerne besvare 25 henvendelser, men jeg vil prøve at gør det en bloc, så nu er e-mailen og facebook som hovedregel lukket, bortset fra følgende “kontortider” (jeg er sikkert på kontoret, men jeg er i gang med noget andet):

  • Til morgenkaffen – som kan være op ad formiddagen
  • Kl. 13:00
  • Kl. 18:00
  • Før sengetid

Kan jeg hjælpe med noget, der haster, er du altid velkommen til at ringe på 22 81 17 31.

Kontortiderne har været gældende siden i går, og det går allerede bedre. Jeg var ved at stress, og det er jo helt absurd at være tilkendt en varig offentlig ydelse og så sidde på hjemmekontoret og føle sig stresset. Stress er første step på vejen mod mani, og jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Af og til tænker jeg på, om jeg måske har snydt hele systemet og i virkeligheden kunne arbejde igen. Oplevelser som disse bekræfter mig i, at det ikke var snyd, og at det er godt, jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet.

Jeg “slår mig på rammerne”

Jeg havde en længere samtale med psykologen om, at jeg engagerer mig i for mange ting, fordi de ser så spændende ud, og fordi jeg så gerne vil bidrage. Og det er jo på en måde både godt og fint, men hun udstedte et påbud: Kun ét projekt ad gangen. Det vil jeg rette mig efter, og nøgleordet er “prioritering”. Ellers når jeg jo heller aldrig hen til at skrive om oldefar, der kom til Danmark, hvilket jeg virkelig gerne vil. Indtil videre har jeg bare ikke haft tid …

Når jeg engagerer mig i noget, prøver jeg at gøre det godt og at komme rundt om alle detaljer i første forsøg. Jeg prøver at gennemtænke samtlige problemstillinger og at have svar på dem i første omgang. Jeg har en indbygget modvilje mod at skulle involveres i det samme flere gange. Den slags tager selvfølgelig sin tid.

Jeg har aldrig været hurtig, men jeg har altid været grundig. Eksempelvis tager et blogindlæg et par timer: er det langt nok (600 ord er Googles grænse aht. søgemaskineoptimering (SEO))? finde en fængende illustration og tilpasse den i størrelsen, finde en dækkende overskrift og underoverskrift. Dette er fx underoverskriften her: “Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser”. Google er mest interesseret i overskriften, som fx her er “Stress er 1. step mod mani”. Læse korrektur i to omgange, finde på en teaser til opslaget på facebook osv.

Men jeg elsker at lege med ordene, jeg hygger mig med det og bloggen er mit vindue mod verden. Så det er ikke problemet, og det skal ikke nedprioriteres.

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelserHvis jeg ikke bliver anerkendt for min indsats eller måske ligefrem bliver dårligt behandlet, bliver jeg rasende. Det er det, psykologen kalder at “slå sig på rammerne”, for raseriet drejer sig ikke om indholdet, det handler om det, vi nu til dags kalder setuppet.

Her kommer et eksempel, hvor jeg “slog mig på rammerne”:

Jeg faldt over et sted, hvor man kunne deltage i en podcast om slægtsforskning. Det var lige noget for mig. Værten sendte et spørgeskema, som man skulle udfylde i fritekst. Der var mange gode spørgsmål, og selvfølgelig synes jeg, at jeg havde mange gode svar.

Jeg indsendte min besvarelse, og værten vendte retur med supplerende spørgsmål. Dem besvarede jeg også, og samlet havde jeg vel brugt 3-4 timer. Og det var helt i orden, indtil jeg fik at vide, at jeg ikke ville blive castet i mere end 40 minutter, da vedkommende ellers skulle bruge for lang tid på efterredigering. Så blev jeg altså sur og svarede vedkommende, at så ville jeg trække mig, da vores indsatser ikke harmonerede.Så det var den podcast, og jeg havde spildt en masse tid.

Værten fik så i øvrigt fortalt mig, at det ikke burde tage så lang tid at forberede det. Jeg spørger mig selv (og dig): hvor i alverden hun kan vide det fra? Men det efterlod mig selvfølgelig med tvivlen om, hvorvidt jeg i virkeligheden er enormt langsom. Jeg erkender, at jeg aldrig har været hurtig, men i mine 23 år i statsadministrationen har jeg aldrig fået at vide, at jeg var langsom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er så irrationelt. Vi må gøre noget

ECT og angst

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Det er frygteligt at have dødsangst for ECT, når ECT netop er det, der “holder mig kørende”. Jeg blev meget syg af medicinen, og jeg bliver meget syg, hvis vi bare lader den bipolare affektive sindslidelse “passe sig selv”. I min journal står, at jeg har en “svært behandlelig bipolar lidelse”. ECT er det, systemet kan tilbyde, og det er en fornem behandling, som jeg takker ja til. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt indefra.

Jeg gennemgår alverdens kvaler hver fjerde uge. Sammen med psykologen er jeg blevet klar over, at det er det indre barns panik, der tager over. Jeg er ellers ikke så meget for teorierne om “det indre barn” og den slags, for jeg er ikke ret god til det, og det er svært for mig at tage det ind. Det er for “terapeut-agtigt” for mig, men jeg har lyttet til den seneste optagelse med psykologen flere gange, og jeg kan høre, hun har fuldkommen ret i, at det er barnets panik, der får lov at tage over. Det er det barn, der aldrig havde andre end mig selv at læne sig op ad. De voksne, der skulle være der, og som hun forsøgte at række ud til, var der bare ikke. Nu lever jeg lever fint med selv at have kontrol, tjek, styr på livet.

Når barnet i ECT-situationen får lov at tage over med sin panik, er alle sanser spændt til bristepunktet, og det er der, dødsangsten tager over. Det er hende, der er så fandens bange for, om de nu har styr på det. Det er hende, der har mest lyst til at rejse sig og gå, men som selvfølgelig ikke gør det. Det er hende, der er bange for at miste det liv, der endelig er blevet så godt – nærmest fantastisk.

Intellektet er sat ud af kraft. Den voksne er ikke i stand til at tale angsten ned med fx: “Jeg ved, det er ubehageligt, men der er styr på det. Vi har gjort dette så mange gange, og det er aldrig gået galt. Personalet passer på os, for de ved, hvordan vi har det. De er nærmest omsorgsfulde.” Det hele bliver et inferno af angst for at dø.

Da jeg havde hørt optagelsen flere gange, blev jeg klar over, at psykologen sagde “dødsangst” flere gange, og derfor skrev jeg forsøgsvist nedenstående til min egen læge, om hun evt. ville skrive en henvisning til mig. Allerede samme dag havde jeg et svar om, at det ville hun gerne.

Skrivelsen til egen læge

Kære Dorte

Er det muligt, at du kan skrive mig en henvisning til 12 psykologtimer for dødsangst?

Kontaktpersonen fra Distriktspsykiatrien har 1/11-2024 skrevet i min journal, at jeg igen er blevet meget angst for ECT. Følgende er kopieret fra sundhed.dk, som jeg ikke ved, om du kan se: ”Har lige været til ECT og er igen blevet meget bange for ECT-behandling. Er bange for, at der bliver begået fejl.”

Jeg har talt med min psykolog om det. Hun siger, det virkelig er en dødsangst.

Angsten er opstået igen, fordi personalet til ECT tre gange måtte prøve at få manchetten til BT-apparatet til at puste sig op. Jeg lå bare der og blev så bange for, om de nu havde styr på det, så jeg måtte sige ”Jeg kan ikke lide dette. Har I styr på det?”, og det er naturligvis meget ubehageligt at nå dertil, hvor man er nødt til at spørge om det. Men jeg synes, det er frygtelig svært at slippe kontrollen og at lægge mit liv i andre menneskers hænder.

Rent rationelt kan jeg jo sagtens indse, at de prøver tre gange, fordi de netop har styr på det! Men når jeg ligger der og føler mig så afklædt, mens der går en masse mennesker rundt om mig og gør deres arbejde, er det utrolig svært at få hjernen til at tage over. Angst er irrationelt.

Jeg er nået dertil, hvor jeg virkelig elsker hver dag af mit liv, og derfor er jeg også så bange for at miste det. Alle de år, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville leve eller dø, var det jo ikke så vigtigt, om jeg overlevede ECT eller ej.

Rent intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at personalet ikke laver andet tre formiddage om ugen, og at det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at det er gået galt med en ECT-behandling. De har jo heller ingen interesse i, at jeg skulle dø. Og jeg har fået over 100 behandlinger, og jeg er vågnet op efter dem alle, så hvorfor skulle jeg dø? Men sidst var jeg så bange, at tårerne trillede, og de måtte tørre op.

I et par år har angsten for ECT været væk, fordi jeg sammen med psykologen er kommet frem til følgende:

  1. De vil mig ikke noget ondt,
  2. jeg er ikke på vej til skafottet,
  3. og jeg har i øvrigt selv valgt behandlingen.

ECT er den mulighed, jeg har, for jeg bliver meget syg af medicinen. Jeg bliver også syg, hvis jeg ikke tager medicin. Og det er så ECT, der “holder mig kørende”. ECT bevirker, at jeg kan leve et helt igennem normalt og dejligt liv, og derfor er jeg nødt til at gøre noget ved den afskyelige dødsangst.

Derfor spørger jeg, om du vil skrive mig en henvisning på 12 gange til en psykolog med ydernummer? I givet fald vil jeg selvfølgelig bruge timerne hos den psykolog, jeg har kendt siden 2015.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Psykisk sygdom er typisk (også) kronisk

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Regeringen har præsenteret et omfattende reformudkast på sundhedsområdet. Der er flere formål med reformen, og professor emeritus Syddansk Universitet, der har forsket i sundhedsvæsenet i 45 år, Jes Søgaard siger til ugeskriftet, at han er:

overrasket over, hvor ambitiøst et reformudkast, der ligger på bordet nu.

Og det er selvfølgelig positivt. Noget af reformen drejer sig ifølge både statsministeren og sundhedsministeren om, at man vil sørge for at sende lægerne derhen, hvor patienterne er mest syge. Det er en del af ledelsesretten, at arbejdsgiveren anviser arbejdsstedet, så det er vel ikke så overraskende?

Man taler hele tiden om, at man med reformen løser problemet med kronikerne. Jeg har lyttet og læst mig til, at at det drejer sig om kronikerne på det somatiske område (kol, hjertesygdomme, kroniske lænderyg-smerter, diabetes 2 og cancer).

Har man en psykisk sygdom, er man typisk også kroniker. Man kan måske behandles til et acceptabelt niveau med medicin, ECT og/eller i Distriktspsykiatrien/F-ACT, men det går aldrig helt over. Man kan aldrig sige »Nu er jeg rask!«. Det vil altid være tilstede i en eller anden grad. Man vil altid skulle følges på en eller anden måde. Når vi møder hinanden spørger vi derfor altid »Hvordan går det? Hvordan har du det?«. Om det samme gør sig gældende på det somatiske område, ved jeg ikke.

Mit spørgsmål er derfor: Hvordan kan det lykkes regeringen gang på gang at udelade psykiatrien?

De tro partisoldater

Jeg drøftede spørgsmålet på Facebook med en af de tro partisoldater fra en af regionerne. Hun skrev »Psykiatrien kommer senere«, men da jeg spurgte, hvornår »senere« var, fik jeg ikke noget svar.

Hvad med 10-årsplanen?

Jeg er ved at være træt af at gentage mig selv, men det fremgik af regeringsgrundlaget fra 2019 side 18 og 19, at der skulle udarbejdes en 10-årsplan for psykiatrien. Det er altså fem år siden.

I begyndelsen af maj 2022 spurgte Pia Olsen Dyhr (SF) i statsministerens spørgetime, hvor 10-årsplanen blev af. Merete Nordentoft kommenterede svaret og jeg kommenterede Merete Nordentoft. Og nej vi er ikke blevet raskere af at spille brætspil eller gå til spejder. Og civilsamfundet er ikke videre dygtigt til at behandle os!

Jeg undrer mig stadig over, hvor planen mon bliver af.

Af og til hører man ministeren til pressen glæde sig over et beløb på et eller andet antal millioner til psykiatrien. Det er naturligvis positivt, men er det varige midler eller er det engangsbevillinger? Er det dele af 10-årsplanen, der således udmøntes i dråber hist og pist? Hvem følger egentlig op på 10-årsplanen?

Skyldes det hele, at NGO’erne på det somatiske område er meget dygtigere? Helt konkret: er Kræftens Bekæmpelse meget dygtigere end SIND?

Dygtighed kan selvfølgelig ikke måles i kroner, men ser man på driftsregnskaberne for 2023, var der markante forskelle på indtægterne. Måske kan man måle befolkningens interesse i millioner kroner?

SINDs indtægter udgjorde i alt: 8.863 (dvs. 8,9 mio. kr.) og Kræftens Bekæmpelses indtægter udgjorde i alt: 781.220 (dvs. 781,2 mio. kr.).

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

808-tasken skal ikke bruges mere

808-tasken skal ikke bruges mere

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

808-tasken skal ikke bruges mere

Det var helt vidunderligt at rydde op! Der var så meget, der røg ud ud, så nu har jeg kun det, jeg skal bruge. Tror jeg da …

Under sengen lå den taske, der var købt til at tage på 808 med. Det var egentlig en fisketaske, for det var, hvad de lå inde med i den nærliggende »Hvidovre Sport«, da jeg pludselig var i bekneb for en taske.

Tasken var temmelig støvet men ellers i orden, og lynlåsene var virkelig effektive; jeg havde bare ikke lyst at eje den længere. Den mindede for meget om sin anvendelse og om alle de gange, den blev båret hjem, sat på gulvet i soveværelset, men ikke pakket ud, eftersom vi (den og jeg) alligevel skulle retur til 808 i løbet af kort tid. Det var de år, hvor jeg var mere på psykiatrisk afdeling end hjemme på Åstrupgårdsvej. Du kan nok ikke helt forestille dig, hvordan det er.

Det var dengang, jeg syntes, det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet, uagtet jeg udmærket var klar over, at der ikke stod en respirator i klædeskabet, hvis jeg åbnede og så efter.

Det var dengang, jeg syntes, naboen spillede salonmusik fra 1920’erne, uagtet jeg vidste, at det gjorde de ikke.

Jeg troede, jeg for alvor var ved at blive skør. Det var dengang sygeplejerske K. sagde »Vi er her for dig, Hanne«, da jeg stod i forhallen endnu en gang med tårerne løbende ned ad kinderne og fisketasken i højre hånd. Jeg glemmer det aldrig.

Af og til taler jeg med tidligere medpatienter

Det sker, jeg taler med tidligere medpatienter.

C. kom på skrivekurset, vi fandt sammen. Det var godt, han kom afsted. Jeg ville gerne have været med, men der var noget med randomiseringen … Måske får jeg tilbuddet i foråret 2025, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst uden C, for det var jo vores fælles projekt.

En dag traf jeg M. på gaden. Det var hende, der genkendte mig. Hun så så glad ud. Det var virkelig dejligt at se hende igen. Hun var heldigvis blevet 25 kilo tungere.

17 år uden en maler

Her trængte alvorligt til at blive malet, for 17 år er for længe uden en maler, når man også ryger. Men når jeg tænker mig om, var jeg faktisk temmelig syg i 8 af de 17 år (2013-2021). Når man ikke ved, om man vil leve eller dø, tænker man ikke på at få gjort i stand. Når man ikke ved, om man magter det næste fleksjob, tænker man heller ikke på at undersøge, hvor meget man kan få malet for det beløb, der står på vedligeholdelseskontoen.

Og det med at holde op med at ryge er også et projekt, der er uendeligt langt væk, når man ikke ved, om man vil leve eller dø.

I det hele taget var her mange ting, der trængte til at blive gjort. At de nu er gjort, ser jeg som bevis på, hvor godt jeg har fået det og hvor meget overskud, jeg har. Hvor er det dog dejligt.

Nu tænker jeg at »Livet er et tilbud, du ikke kan afslå«, og det er godt sådan.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.