Indlæg

Bare jeg ikke var så bange

Det er regulær dødsangst

Hele weekenden er ødelagt; det er godt nok kun hver tredje weekend men alligevel… De poder ganske vist ikke vaccinerede patienter for Covid-19 længere, så det er slut med at skulle op og til Psykiatrisk Center Glostrup før en vis herre får sko på søndagen før mandagen. Nu er det kun om hver tredje mandag, hvor jeg på fornem vis bliver hentet af Flextrafik omkring kl. 08, afhængigt af hvad nummer i rækkefølgen jeg er. Det er en “fabrik”, men det mærker man ikke, for de er så utrolig søde og kender mig efterhånden godt.

De mandag morgener går morgenritualet stærkt, for der er selvfølgelig ingen morgenmad, ingen morgenkaffe eller lignende. Det harmonerer ikke med fuld narkose. Søndag aften spiser jeg først kl. 22, for ellers bliver sulten mandag formiddag simpelthen for stor. Jeg tager det sidste glas vand ved midnatstid, der er grænsen for, hvornår man må indtage noget.

Søndag aften husker jeg at undlade at tage Lyrica/Pregabalin, der er et middel mod Restless Legs/Neuropatiske smerter, som er en krampetilstand i læggene. Da formålet med ECT-behandlingen er at fremkalde en krampe i hjernen, er der ingen idé i at tage et krampestillende middel aftenen før.

Hvad er det, jeg er så bange for?

Det kan siges og skrives meget, meget enkelt: Selvom jeg har prøvet dette ca. (eller mere end) 75 gange, er jeg bange for ikke at vågne op igen til det liv, jeg endelig er blevet så umådeligt glad for. Før i tiden var det ligegyldigt, nu er det livsvigtigt. Det er i virkeligheden umådelig positivt. Det føles bare ikke så positivt i den time til halvanden, der går fra mødetidspunktet, til det er min tur.

De har givet mig lov at tage 25 mg. Quetiapin og en mikroskopisk tår vand at skylle ned med, inden jeg tager afsted. Det er første gang, jeg skal prøve det og jeg er spændt på, om det hjælper. Jeg tror dog ikke meget på det, da det er en sjettedel af det, jeg tager for at sove.

Sidst kom en læge og sagde “du var meget nervøs sidst; er der noget, vi kan gøre for dig?” Dvs. de har noteret det et sted. Jeg kunne ikke svare, idet tårerne i stedet trillede. Åh for f****** (gæt selv, hvad stjernerne står for).

Situationen er låst

Jeg skal på ingen måde tilbage til al den antipsykotiske medicin og Parkinsonismen, der nærmest gjorde mig invalid til sidst, og jeg skal ikke ind i den endeløse række af indlæggelser igen. ECT er derfor eneste mulighed. Det virker utrolig godt og jeg har ikke været indlagt siden de to måneder fra oktober til december 2020. Sådan skulle det gerne vedblive.

Der er ikke andet for end at lære at leve med angsten og den destruerede weekend og så bede Ann Jeanet holde mig i hånden, til verden er væk.

Så meget usikkerhed

Tænk at man kan være så bange og usikker

Jeg havde tre timers møde med min chef i dag, jeg var så usikker, og de ting, jeg havde lavet blev jordet – på en sød måde. Det er sådan set forståeligt nok, for jeg kunne også godt selv se, at det ikke så særlig “lækkert” ud, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det til at se “lækkert” ud. Når det skal sælges til rigtige kunder, skal det selvfølgelig se “lækkert” ud, men jeg synes, det er svært, og jeg har jo kun erfaring med noget, jeg selv synes er pænt.

Tekniker ctr. designer

Jeg er tekniker ikke designer, men pludselig skal jeg være designer. Pyh ha jeg synes, det er svært, også selvom jeg får al mulig god hjælp fx hvad chefen kan lide ved en side, sider jeg kan finde inspiration i osv.

Jeg troede, jeg kendte Enfold… Det gør jeg så ikke. Jeg har fundet en fire timers YouTube, hvor alle elementer gennemgås, og jeg vil gerne investere tiden, problemet er, at jeg ikke kan huske det.

Jeg gik hjem og følte mig som en idiot, der ikke engang kunne følge de udstukne retningslinjer. Angsten for at det ikke kommer til at gå, men at det ender som i Farum, overvældede mig. Jeg kravlede under kugledynen, men det hjalp ikke. Angsten var for stor. Det SKAL lykkes denne gang, ellers ved jeg ikke, hvad jeg gør. Jeg har haft nederlag nok.

Anden aktør

Når jeg har det sådan, må jeg på en eller anden måde handle, så jeg ringede til kontaktpersonen hos den anden aktør, der har formidlet jobbet og berettede åbenhjertigt om mine trængsler. Jeg ville ikke spørge chefen direkte, for jeg har ikke behov for at tabe (mere) ansigt. Tanken om at sige åbent og ærligt, at jeg er bange for, at han føler, han har købt katten i sækken huede mig ikke. Jeg har heller ikke lyst til at stå der og græde. Det kan enhver idiot stille op med. Han skal ikke se min usikkerhed.

Endelig, endelig kan jeg se idéen i en anden aktør. Kontaktpersonen agerede med det samme, da jeg sagde til ham, hvordan jeg havde det, og at hvis dette ikke lykkes, hænger jeg mig i et træ ude i Vestskoven. Der er ikke så langt på cykel. Jeg kan ikke klare en fyring mere. Jeg kan heller ikke klare at skulle starte forfra igen. Kontaktpersonen kontaktede chefen “bare for at høre, hvordan det gik? Altså uden at det fremgik, at jeg havde kontaktet ham.” Og det går fint! Der er meget at lære, men vi bliver et godt team, jeg er ivrig og gør det så godt, som jeg kan. Han vil gerne sende mig på et designkursus, næste gang der er et tilbud, når jeg lige har fået lidt ro på. De drøftede kontraktens ordlyd.

Angst essen Seele auf

Jeg har været her før – mange gange. Jeg ved, at angsten og usikkerheden æder mig op, og at jeg er et afskum af bekræftelsessyndrom, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg ved bare, at nu har jeg behov for ro og stabilitet efter den rutschetur, der tog sin begyndelse i sommeren 2013 med fyringen fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom.

Jeg vil elske at falde til i et job 15 timer om ugen, levere alt det jeg kan inden for den ramme og vide, at der skal jeg være 5-8 år endnu eller måske, til jeg skal pensioneres. Hos min nuværende chef er der i hvert fald opgaver nok p.t., og det er fedt.

Jeg døjer lidt med at være for ansvarlig, og at blive stresset på virksomhedens vegne, og jeg fortæller mig selv, at det jo ikke er mig, der har lovet noget til en bestemt dato. Men vi er bagud, og der ligger “loads” af opgaver, hvilket jo er super godt for mig, for så er der brug for mig, og jeg tror på, at jeg kan lære at lave noget “lækkert”.

Så fik I mine tanker… I morgen skal jeg til speciallægen, og det er jeg spændt på.

, ,

Gik Kirkegaard ikke?

Jeg ved ikke, hvor han skulle hen

Jeg er for doven til at slå det op, men jeg mener Søren Kirkegaard gik lange, lange ture og på disse tænkte han store tanker. Jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på, men formentlig noget eksistentielt.

Mine tanker er ikke så store. Faktisk holder jeg mest af tidsrummet efter de 40 minutter, hvor jeg ikke tænker mere, men fødderne bare går. Den ene fod sætter efter den anden. Der er noget meditativt over det, som jeg godt kan lide.

Mit mål er bare 7.000 skridt om dagen, og det er mere end rigeligt, for jeg når det kun yderst sjældent, men hvis jeg har et (andet) mål, kan jeg godt komme afsted. I dag skulle jeg i distriktspsykiatrien (DPC) og mødes med min kontaktperson kl. 11:00. Google Maps mente, det ville tage 1:26 at gå, men jeg skal jo altid lægge tid til til at fare vild, så jeg gik hjemmefra kl. 9:00 og nåede det i fin tid. Faktisk passede Google Maps og jeg for ikke vild. I alt kom jeg op på 11.327 skridt og 8,5 km. i dag. Det er jeg helt godt tilfreds med. I går var det 10.835 skridt og 7,7 km. Det kan måske blive en vane? Tænk hvis jeg bare kan gå hver gang, jeg skal i DPC? Lidt er bedre end ingenting. Og når foråret kommer… I dag var det bidende koldt, men det går jo over.

Tankerne går også

Der er mange tanker om arbejdet. De sædvanlige tanker om at være god nok eller ej? slår jeg større brød op, end jeg kan bage? er det jeg laver pænt nok, nu hvor der er “rigtige kunder” i den anden ende? Er det for farligt at ville leve af noget, hvor man er autodidakt?

Sporene fra firmaet i Farum skræmmer, men chefen her er simpelthen så sød, og jeg skal ikke gætte mig til, hvad han vil have. Det er bare mig, der er hundeangst for ikke at slå til. Jeg holder ikke til en fyring mere.

Bekymring

Jeg skal ikke have medlidenhed

Men jeg kan ikke se noget.Og jeg er bange. Og jeg sad og tude i telefonen, da øjenlægen oplyste de om en tid ultimo november. Hvad nu hvis jeg aldrig får  mit rigtige syn igen? Så er jeg afskåret fra alt det, der gør mit lov sjovt. Lad være med at sige, at jeg tager sorgerne på forskud.

Det meste af det, jeg skriver er noget formørket sludder, så stavekontrollen er flittigt i brug. Men den fanger jo ikke dobbeltsynet. På bloggen er bogstaverne ret store, så her går det. Til eksempel ringede min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og sagde, at hun ikke forstod så meget af nedenstående mail fra  mig, og det forstår man jo godt

KÆRE GITTE

Vil vil gerne vide, hvordandan det foregpegår med ovegbqnge til at pakker medi cin du skal pake. et ep pq rqp gqnge.

Her er her mange fejl, da jeg næsten ikke kan se noget

Slår man op i indlægssedlen for Lyrica er det  slående, at 10 pct. kan få sløret syn og dobbeltsyn. Jeg kan ikke skrive en URL, og så er det svært at finde løsninger til WordPress på nettet. Min ven oppe på Mors fandt straks noget inde i Windows for synshandicappede, men jeg kan ikke få det til at fungere. Det hele danser rundt og det er jo ikke lige min stil.

På prceslinjen kan jeg ikke se, om der er et eller to ikoner.

Jeg har fået en tid hos en øjenlæge den 24. november 2018. Jeg synes, det er længe at vente, egl. synes jeg også denne proces burde være vendt om: først øjenlægen så optikeren. Men sådan blev det så ille.

Bims

Jeg har følt mig bims hele formiddagen.

Der er gået ged ged i min søvn, som bare er så vigtig. Kasper har jeg mig 30 sovepiller, men mig jeg jeg har aftalt med mig sel, at jeg kun bruger 10, da jeg meget hurtigtig bliver afhængig. I løber af ingen tid virker en ikke, så skal det være to, og det skal jeg bare ikke ind i en igen.,

Gitte sagde noget i telefonen, som jeg selv har tanækt har tænkt på længe: medicinsølgsom – som giver flere  bivirkninger.