Indlæg

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Fordele og ulemper ved en autismespektrumforstyrrelse

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Det “sociale” driller mig mere og mere, og det havde jeg en længere samtale med psykologen om i den forgangne uge. Hun har heldigvis stor erfaring fra sine mange klienter med en autismespektrumforstyrrelse.

Så længe jeg passer ECT-behandlingerne, passer den bipolare lidelse sig selv, hvilket jeg er mere end lykkelig for. Jeg hader behandlingerne, da den hermed forbundne dødsangst er stigende, men det må vi (psykologen og jeg) jo finde ud af.

Til gengæld fylder autismen mere og mere, uden jeg kender årsagen, men det gør egentlig ikke noget. Jeg har det jo sådan, at der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Jeg elsker diagnosen, for den har ført til, at jeg endelig kunne blive den, jeg altid har været.

Jeg har længe vidst, at jeg ikke har noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke af og til har behov for at dele tanker og følelser; også jeg har behov for et vindue mod verden. Det har alle mennesker vel – men i varierende grad. De skal måske lukke vinduet op, men jeg kan nøjes med at kigge ud af det. Andre har måske behov for at gå ud at spise og småsnakke om hverdagshændelser siden sidst. Jeg foretrækker fællesskaber – virtuelle eller IRL – om en fælles (sær-)interesse.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskabEt eksempel på et sådant fagligt fællesskab er arbejdet med sagskomplekset om Bodil Sørensdatter, der i dølgsmål i 1854 føder sit og svogerens døde barn.

Da jeg ikke selv er dygtig nok til hverken at finde de originale kilder i en retssag eller at tyde dem, har jeg aktiveret mit virtuelle netværk, og det har ført til sagens opklaring og en lang række artikler på hjemmesiden. Nederst på denne side findes en liste med de foreløbige links.

Det har kombineret mine særinteresser (slægtsforskning og historie) med det faglige fællesskab. Slægtsforskning er meget mere end datoer.

Hvis jeg skal have en eller flere venner

Hvis jeg atter skal indgå i en venskabelig relation, er det en helt afgørende forudsætning, at den bygger på gensidig respekt. Mit liv har budt på tilstrækkeligt mange ydmygelser, så dem behøver jeg ikke gentage. Jeg vil ikke længere “gøres forkert”, og jeg vil ikke længere skulle forsvare mig selv, mine holdninger og mine gerninger. I overført betydning og relaterende til billedet i toppen: man skal trække hinanden op ad bjerget – ikke skubbe ned ad det. Jeg synes sådan set, at jeg er okay, som jeg er, trods iboende fejl og mangler. Prisen i et venskab kan blive for høj.

Jeg er god til at være alene – jeg kan rigtig godt lide det, men det er ikke rart at føle sig ensom, og især jul, nytår og dagene derimellem er en svær tid. Der er lidt “Den lille pige med svovlstikkerne” over det. Man ved, at flertallet er sammen med deres nærmeste, og selv er man alene. Jeg føler mig marginaliseret, hvilket selvfølgelig ikke er rart. Nu er det overstået for denne gang, og jeg ånder lettet op ved tanken om, at der er 10½ måned til hele cirkusset begynder forfra.

Sikke meget slægtsforskning og historiefortælling, der kan nås inden da.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Links tilhørende historien om Bodil Sørensdatter

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er så irrationelt. Vi må gøre noget

ECT og angst

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Det er frygteligt at have dødsangst for ECT, når ECT netop er det, der “holder mig kørende”. Jeg blev meget syg af medicinen, og jeg bliver meget syg, hvis vi bare lader den bipolare affektive sindslidelse “passe sig selv”. I min journal står, at jeg har en “svært behandlelig bipolar lidelse”. ECT er det, systemet kan tilbyde, og det er en fornem behandling, som jeg takker ja til. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt indefra.

Jeg gennemgår alverdens kvaler hver fjerde uge. Sammen med psykologen er jeg blevet klar over, at det er det indre barns panik, der tager over. Jeg er ellers ikke så meget for teorierne om “det indre barn” og den slags, for jeg er ikke ret god til det, og det er svært for mig at tage det ind. Det er for “terapeut-agtigt” for mig, men jeg har lyttet til den seneste optagelse med psykologen flere gange, og jeg kan høre, hun har fuldkommen ret i, at det er barnets panik, der får lov at tage over. Det er det barn, der aldrig havde andre end mig selv at læne sig op ad. De voksne, der skulle være der, og som hun forsøgte at række ud til, var der bare ikke. Nu lever jeg lever fint med selv at have kontrol, tjek, styr på livet.

Når barnet i ECT-situationen får lov at tage over med sin panik, er alle sanser spændt til bristepunktet, og det er der, dødsangsten tager over. Det er hende, der er så fandens bange for, om de nu har styr på det. Det er hende, der har mest lyst til at rejse sig og gå, men som selvfølgelig ikke gør det. Det er hende, der er bange for at miste det liv, der endelig er blevet så godt – nærmest fantastisk.

Intellektet er sat ud af kraft. Den voksne er ikke i stand til at tale angsten ned med fx: “Jeg ved, det er ubehageligt, men der er styr på det. Vi har gjort dette så mange gange, og det er aldrig gået galt. Personalet passer på os, for de ved, hvordan vi har det. De er nærmest omsorgsfulde.” Det hele bliver et inferno af angst for at dø.

Da jeg havde hørt optagelsen flere gange, blev jeg klar over, at psykologen sagde “dødsangst” flere gange, og derfor skrev jeg forsøgsvist nedenstående til min egen læge, om hun evt. ville skrive en henvisning til mig. Allerede samme dag havde jeg et svar om, at det ville hun gerne.

Skrivelsen til egen læge

Kære Dorte

Er det muligt, at du kan skrive mig en henvisning til 12 psykologtimer for dødsangst?

Kontaktpersonen fra Distriktspsykiatrien har 1/11-2024 skrevet i min journal, at jeg igen er blevet meget angst for ECT. Følgende er kopieret fra sundhed.dk, som jeg ikke ved, om du kan se: ”Har lige været til ECT og er igen blevet meget bange for ECT-behandling. Er bange for, at der bliver begået fejl.”

Jeg har talt med min psykolog om det. Hun siger, det virkelig er en dødsangst.

Angsten er opstået igen, fordi personalet til ECT tre gange måtte prøve at få manchetten til BT-apparatet til at puste sig op. Jeg lå bare der og blev så bange for, om de nu havde styr på det, så jeg måtte sige ”Jeg kan ikke lide dette. Har I styr på det?”, og det er naturligvis meget ubehageligt at nå dertil, hvor man er nødt til at spørge om det. Men jeg synes, det er frygtelig svært at slippe kontrollen og at lægge mit liv i andre menneskers hænder.

Rent rationelt kan jeg jo sagtens indse, at de prøver tre gange, fordi de netop har styr på det! Men når jeg ligger der og føler mig så afklædt, mens der går en masse mennesker rundt om mig og gør deres arbejde, er det utrolig svært at få hjernen til at tage over. Angst er irrationelt.

Jeg er nået dertil, hvor jeg virkelig elsker hver dag af mit liv, og derfor er jeg også så bange for at miste det. Alle de år, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville leve eller dø, var det jo ikke så vigtigt, om jeg overlevede ECT eller ej.

Rent intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at personalet ikke laver andet tre formiddage om ugen, og at det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at det er gået galt med en ECT-behandling. De har jo heller ingen interesse i, at jeg skulle dø. Og jeg har fået over 100 behandlinger, og jeg er vågnet op efter dem alle, så hvorfor skulle jeg dø? Men sidst var jeg så bange, at tårerne trillede, og de måtte tørre op.

I et par år har angsten for ECT været væk, fordi jeg sammen med psykologen er kommet frem til følgende:

  1. De vil mig ikke noget ondt,
  2. jeg er ikke på vej til skafottet,
  3. og jeg har i øvrigt selv valgt behandlingen.

ECT er den mulighed, jeg har, for jeg bliver meget syg af medicinen. Jeg bliver også syg, hvis jeg ikke tager medicin. Og det er så ECT, der “holder mig kørende”. ECT bevirker, at jeg kan leve et helt igennem normalt og dejligt liv, og derfor er jeg nødt til at gøre noget ved den afskyelige dødsangst.

Derfor spørger jeg, om du vil skrive mig en henvisning på 12 gange til en psykolog med ydernummer? I givet fald vil jeg selvfølgelig bruge timerne hos den psykolog, jeg har kendt siden 2015.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Noget om angst for ECT

Noget om angst for ECT

Vi havde lige fået lagt angsten ned

Noget om angst for ECT

Jeg var til ECT i mandags, og det var overhovedet ikke rart, og jeg frygter allerede næste gang, som er den 18. november. Det, jeg frygter, er fx ugen før, hvor tankerne hele tiden kredser om det, og natten før, hvor jeg knapt sover.

Der har været forsøgt alverdens krumspring for mig. De har virkelig alle sammen stået på hovedet for at hjælpe mig med lægge angsten ned, for ECT er den bedste behandling, jeg kan få, og det er den, der holder mig “kørende”. Jeg har jo aldrig haft det så godt, og jeg skal aldrig tilbage til medicinen. Engang var jeg så bange.

Fx forsøgte vi på min kontaktperson i Distriktspsykiatriens foranledning i en længere periode, at jeg overnattede derude i Glostrup natten før behandlingen. Idéen var god, men derude kom de jo hver anden time for at se, om jeg sov, og så kunne jeg da slet ikke sove.

Og det, der slog hovedet på sømmet, var, at en af medarbejderne i “akutten” en morgen sendte mig afsted ved at sige “god strøm”, på samme måde som man ville sige “farvel” til andre mennesker. Det var jo nok ikke det mest intelligente, hun kunne have fundet på at sige.

I mandags havde personalet allehånde problemer med både udstyret og mig.

  1. Medarbejderen, der skulle “måle værdier” inden behandlingen, mens jeg ventede ude på gangen, kunne ikke få blodtryksapparatet til at opføre sig ordentligt og udstødte højt “Sådan noget gammelt lort”. Det var noget med batteriet, så hun måtte hente et andet apparat. Mit blodtryk var 187 over et eller andet. Da jeg målte det herhjemme i morges var det fx 112/76 og en puls på 60. Jeg følger det lidt, fordi jeg gerne vil se rygestoppets effekt.
  2. Anæstesien kunne simpelthen ikke finde en god åre. Allerede en tidligere medarbejder sagde mange gange “Hanne er svær at stikke”, og det er ikke blevet lettere med tiden. Jeg spørger dem altid, om de ikke vil gå op i albuebøjningen, og de svarer altid, at det vil de helst ikke, for skulle der en gang blive brug for den sådan for alvor, er det bedst, hvis den ikke er fyldt med arvæv. Det kan selv jeg indse. Når de fedter rundt på håndryggene, gør det bare forbandet ondt. Men jeg har lov at klemme en af medarbejdernes hånd og bande højt, hvis det er nødvendigt. Jeg håber sådan, hun holder til det. De er sgu så søde.
  3. Der måles blodtryk undervejs i behandlingen (vil jeg da tro, jeg sover jo) og i hvert fald skal de have manchetten om overarmen til at puste sig op, inden de går i gang. De måtte prøve i alt tre gange. Sådan noget bringer mit angstniveau ind i himlen. Jeg var klar til behandling men lå og sagde “Jeg kan ikke lide dette her. Har I styr på det?”.

Min tanke er, at sker dette igen, så rejser jeg mig og går, uagtet jeg sagtens kan se, at det ikke hjælper det ringeste. Nissen flytter bare med til næste gang.

Jeg ved jo godt rent intellektuelt, at de går først i gang, når de ved, der er styr på det! og at det netop er derfor, de må prøve flere gange. På grund af den historik jeg har, er det bare sådan, at alle mine sanser indfanger alt, hvad de foretager sig, selvom jeg virkelig prøver at lade dem passe deres arbejde i fred og ro. Hvis lægen nu en dag sagde: “ECT-apparatet er indstillet til 85 pct”, ville jeg række hånden op og sige “Undskyld men det er altså en fejl. Det skal være 90 pct.”.

Og tårerne triller, så de må tørre op … Jeg føler mig som en kæmpe idiot, men jeg er så bange. Jeg har endelig fået et liv, som jeg elsker højere end noget andet, og skal jeg så sige farvel til det allerede nu?

Hende, jeg tror er “over-anæstesiologen”, kom bagefter og klappede mig på håndryggen, da jeg var ved at vågne op. Desværre kan jeg ikke huske, om vi talte sammen. Hun er virkelig så sød – de er alle samme så søde, det drejer sig bare ikke om at være sød, det drejer sig om, at jeg gennemlever alverdens angst hver fjerde uge, og er det så som om, de ikke har styr på udstyret, så er det virkelig ubehageligt for mig.

Af personlig erfaring ved jeg, at et ganske godt blodtryksapparat kan købes for mellem 600 og 700 kr. Psykiatrien må da kunne få råd til at købe et par nye til PCGL?

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Noget om angst for ECT

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Engang var jeg så bange

Engang var jeg så bange

ECT holder mig kørende

Engang var jeg så bange

Jeg kan ikke falde til ro men er lidt oppe at køre, men det er okay og naturligt, for jeg skal til ECT i morgen – og jeg har sovet længe i dag søndag, så jeg er bare ikke træt.

Jeg tænker tilbage på den lange periode, hvor jeg var så bange for ECT. Det var fuldkommen ubegrundet og irrationelt, men sådan er angst, og som den, der lider af det, ved man det godt selv. Jeg kan ikke huske, hvor længe det varede, men det var flere år. Det værste var, når jeg satte nøglen i min hoveddør for at låse, og denne tanke kom et eller andet sted fra “Det er sidste gang, jeg låser min dør”. Det var virkelig ubehageligt. Så er man altså bange for at dø!

Når jeg lagde mig på lejet i ECT-rummet og forsøgte at slappe af efter mange timers anspændthed, piblede tårerne frem, og jeg syntes, det var pinligt, for minimum tre mennesker så til.

Nu er det noget, der skal overstås, så jeg kan komme hjem og sove nogle timer, drikke kaffe og få noget mad efter en lang faste.

Jeg er glad for behandlingen, for det er den, der holder mig kørende. Med psykiatri-termer hedder det, at den sørger for, at jeg er stemningsneutral, altså hverken depressiv eller manisk; sådan i “midtersporet” lige der hvor jeg skal være.

Der er ingen bivirkninger sammenlignet med de bivirkninger, jeg fik af medicinen. Måske en lillebitte smule problemer med hukommelsen, men jeg synes det faktisk ikke. Og jeg har jo i det hele taget vænnet mig til at huske lidt dårligt – og mine telefonvenner har også vænnet sig til det. Jeg siger ofte: “Hvis jeg har fortalt dette før, må du sige til; så har jeg bare glemt det”.

Dengang jeg syntes, der var en stor indflydelse på hukommelsen, var jeg ret syg, og på det tidspunkt kan man ikke afgøre, om det er sygdommen i sig selv, der påvirker de kognitive funktioner, eller om det er ECT.

Derfor er angsten forsvundet

Jeg har vendt og drejet angsten med psykologen adskillige gange. Essensen er:

  • ingen vil mig noget ondt
  • jeg er ikke på vej til skafottet
  • jeg har selv valgt behandlingen.

Det må være de samtaler og de tre bullets, der gør, at angsten er forsvundet.

Jeg kan dem udenad og lægger især vægt på, at det er mig selv, der har valgt behandlingen. Det er et utrolig flot tilbud fra psykiatriens side, men det er selvfølgelig også billigere at se mig samlet set en lille times tid hver tredie eller femte uge, fremfor at jeg optager en seng på en afdeling i et par måneder.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Engang var jeg så bange

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.