Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Først nu tør jeg mærke, hvor bange jeg har været

Væggelus, frygt og to små banditter

Først nu tør jeg mærke, hvor bange jeg har været

Væggelus for tredje gang satte gang i både skam, bekymringer og katastrofetanker. Men da frygten endelig slap sit tag, gik det op for mig, hvor meget to små killinger allerede betyder efter blot en uge. Dette er historien om væggelus, angst, lettelse – og om en rød hankat, der kom og trøstede mig, da jeg havde allermest brug for det.

Jeg –  eller rettere min lejlighed – har fået væggelus.

Igen.

Det er tredje gang, og selv om jeg efterhånden kender proceduren, rammer det mig stadig som et slag i maven.

1. gang i 2016

2. gang i 2023.

Først kommer væmmelsen. Så kommer det praktiske: Hvem skal jeg ringe til? Hvornår kan skadedyrsbekæmperen komme? Hvad skal flyttes? Hvad skal vaskes? Hvor må man opholde sig?

Og derefter kommer skammen.

For selv om jeg godt ved bedre, dukker tanken alligevel op:

Er det, fordi jeg er et svin?

Væggelus har intet med snavs at gøre

Der findes en sejlivet forestilling om, at væggelus skyldes dårlig rengøring eller manglende hygiejne.

Det passer ikke.

Væggelus lever af blod. De lever ikke af snavs, madrester, støv eller affald. De er fuldstændig ligeglade med, om der blev støvsuget i går, og om hjemmet er nydeligt og velholdt.

Alle kan få væggelus.

De kan findes i almindelige lejligheder, i parcelhuse, på vandrehjem og på femstjernede hoteller. En væggelus er ligeglad med marmorgulve, roomservice og prisen på værelset. Den interesserer sig kun for, om der er et varmblodet menneske i nærheden, som den kan suge blod fra.

Man kan få dem med hjem fra en rejse. De kan gemme sig i bagage, tøj eller møbler. De kan også sprede sig mellem lejligheder. Måske har jeg fået dem med hjem fra højskolen? Eftersom de kan sprede sig mellem lejligheder, skal man reagere med det samme. Hvis man ikke gør det, kan det anses som misligholdelse af det lejede, hvilket i sidste ende kan resultere i, at lejemålet ophæves af udlejer.

Det er et skadedyrsproblem. Det er ikke en moralsk dom over den, der bor i boligen.

  • Jeg er ikke et svin.
  • Jeg er ikke uren.
  • Jeg har bare været uheldig.

90 pct. får udslæt og hævelser, når de bliver bidt af krapylet. 10 pct. mærker ingenting. Eftersom jeg tilhører de ti pct., er jeg længere om at opdage dem, og derfor kan jeg ikke reagere og kontakte udlejer lige så hurtigt.

Denne gang var alt anderledes

Normalt ville væggelusene i sig selv have været nok til at gøre mig urolig.

Men denne gang er Jason og Josephine flyttet ind.

De to små banditter har kun boet her i lidt over en uge, men de har allerede forandret hele min hverdag.

Dagen begynder med vask af madskåle, servering af vådfoder og ordning af kattebakken. Derefter følger leg, brydekampe, vilde spurter gennem lejligheden og lange formiddagslure på steder, jeg aldrig selv ville have udvalgt som sovepladser.

Jason har for længst udnævnt sig selv til husets direktør. Han undersøger alt og bevæger sig rundt, som om han har ejet lejligheden hele sit liv.

Josephine har været mere forsigtig. Derfor var det en enorm begivenhed, da hun efter præcis seks døgn og treogtyve timer lod mig ae hende. Hun spandt og gned sig op ad mine ben.

Jeg var helt høj.

Og så skulle der pludselig sprøjtes med gift mod væggelus.

Hvad nu hvis de får gift på poterne?

Min første tanke var ikke mig selv. Min første tanke var:

Hvad med kattene?

Jeg så straks for mig, hvordan de ville gå ind i soveværelset med deres små nysgerrige killingepoter.

  • Hvad nu hvis de fik giften på poterne?
  • Hvad nu hvis de bagefter slikkede sig?
  • Hvad nu hvis jeg ikke opdagede det?

Jeg lukkede døren til soveværelset, så de ikke kunne komme derind. Den er stadig lukket.

Killingerne forstod naturligvis ikke beslutningen. En lukket dør er jo en invitation til at undersøge, hvad der foregår på den anden side.

Jeg var imidlertid fast besluttet på, at de ikke skulle ind.

Skadedyrsbekæmperen forklarede mig heldigvis, at midlet er ufarligt for dem, når det anvendes korrekt. Skulle de mod forventning få noget på poterne, kunne jeg smøre dem med lidt fugtighedscreme.

Jeg havde forestillet mig alverdens katastrofer. Og så viste løsningen sig at være en almindelig tube fugtighedscreme.

Frygten for at blive opdaget

Men giften var ikke min eneste bekymring. Jeg var også bange for skadedyrsbekæmperens besøg. Jeg må nemlig faktisk ikke have husdyr i min lejlighed. Derfor går jeg med en konstant frygt for, at nogen skal opdage Jason og Josephine og fortælle det til udlejeren.

Da jeg bestilte besøget, begyndte tankerne straks at køre.

Hvem ville komme?

  • Ville det være en fremmed, der mente, at regler er regler?
  • Ville vedkommende fortælle udlejeren, at der boede to killinger i lejligheden?
  • Kunne et helt almindeligt besøg fra en skadedyrsbekæmper ende med, at jeg mistede dem?

Jeg gennemspillede alle tænkelige scenarier. Da det ringede på døren, var jeg anspændt overalt

Så åbnede jeg.

Og dér stod Patrick.

Patrick har været her før. Han er venlig, rolig og professionel. Jeg tror, mine skuldre sank ti centimeter, da jeg så ham. Og som om det ikke var nok, fortalte han, at han selv har to katte og en hund. Pludselig stod der ikke en kontrollant i min lejlighed. Der stod et dyremenneske, som var kommet for at løse et problem.

Ikke for at skabe et nyt.

Først bagefter kom gråden

Patrick kommer igen om to uger, så vi er sikre på, at væggelusene er væk.

Da han var gået, burde jeg måske bare have været lettet. Men først senere skete der noget andet. Jeg stod pludselig og græd. Ikke fordi der var sket noget nyt.

Tværtimod.

Det var, som om kroppen først nu gav mig lov til at mærke, hvor bange jeg havde været. Jeg havde handlet, ringet efter hjælp, lukket døren til soveværelset, tænkt på giften, tænkt på poterne og forsøgt at holde styr på alle detaljer. Jeg havde ikke givet mig selv tid til at mærke frygten.

Først da Patrick var gået, og det værste katastrofescenarie ikke var blevet til virkelighed, kunne jeg give slip.

Og så gik det op for mig, hvor meget Jason og Josephine allerede betyder.

De har kun været her i en uge. En enkelt uge.

Alligevel er tilknytningen allerede så stærk, at tanken om at miste dem føles uudholdelig.

Mens jeg græd, kom Jason hen til mig.

Han trøstede mig.

Om han vidste præcis, hvad der foregik, ved jeg naturligvis ikke. Men han var der. Og lige i det øjeblik var det nok.

Jeg har brugt den seneste uge på at passe på banditterne.

I dag passede Jason lidt på mig.

Jeg er ikke et svin

Væggelusene skal bekæmpes, og Patrick kommer igen.

Soveværelsesdøren forbliver lukket, indtil det hele er sikkert.

Men noget andet er også blevet tydeligt.

Jeg er ikke et svin, fordi jeg har fået væggelus. Jeg er et menneske, der blev ramt af et skadedyrsproblem og gjorde det ansvarlige: Jeg reagerede med det samme og fik professionel hjælp.

Jeg er heller ikke fjollet, fordi jeg blev bange. Jeg var bange, fordi jeg har fået noget, jeg er utrolig bange for at miste.

To små banditter har på bare en uge fundet vej ind i mit hjem, mine rutiner og mit hjerte.

Først nu tør jeg rigtig mærke det.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Når jeg ligger der, tænker jeg: “Giv nu slip”

ECT og kampen med angsten

Når jeg ligger der, tænker jeg: “Giv nu slip”

Hvis du ikke har prøvet det, forstår du det ikke. Så jeg prøver at forklare det: Når jeg lægger mig på ECT-lejet, kommer tanken/formuleringen: “Giv nu slip” til mig.

Formuleringen stammer fra, hvad jeg har set i forskellige TV-udsendelser, hvor pårørende siger til terminalt syge patienter, som man ved, skal dø om ganske kort tid: “Giv nu slip”.

Angsten/tanken kommer, når jeg venter på de en eller to sekunder, jeg egl. elsker, og hvor jeg ved, at jeg vil svæve væk i narkosen. Det er svært at være en del af. Så ja, jeg er så angst for at dø fra det gode liv, jeg endelig har opnået, og selvom alle gode kræfter omkring mig (distriktspsykiatrien (både kontaktperson og læger) og psykolog i årevis har prøvet at få det til at lykkes, så går det bare ikke.

Jeg kan ikke, og jeg vil ikke. Og måske skal jeg bare tilføje “Jeg tør ikke”?

Vi var egentlig nået et godt stykke vej

Ja, vi var nået et godt stykke vej. Psykologen havde overværet en behandling og havde overbevist mig om, at de passer på mig. At de ikke lader mig dø som følge af en UTH (en Utilsigtet Hændelse). Og det tror jeg på.

Inden jeg sidst/senest skulle til behandling, hørte jeg flere gange i løbet af natten psykologens “genfortælling” om behandlingen, for at jeg kunne overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Det virkede bare ikke.

Det, der væltede mig, var en medarbejder fra anæstesien, der “betjente” mig, som var jeg en maskine, og hvor jeg to gange måtte sige “Undskyld, men du er lidt voldsom derovre”. Jeg havde vedkommende inde i mit system/hoved mindst en uge før behandlingen.

Efter det kunne jeg ikke møde op. Jeg sov 1 – 2 timer, og så gik det bare ikke.

Jeg ved, jeg ville møde frem, lægge mig på lejet, tårerne ville strømme, og jeg ville føle mig som en idiot. Og hvem har lyst til det?

Jeg fik de sødeste mails og opringninger fra psykiatrien efter min udeblivelse. Man var bekymret for mig. Og det blev jeg selvfølgelig utrolig rørt over. Men det flytter ikke på: “Jeg kan ikke, og jeg vil ikke.”

Har jeg overhovedet behov for ECT?

Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg har beskrevet alt “det andet” herover. Alle mine bortforklaringer. Jeg har tænkt det hele igennem minimum 500 gange. Jeg er jo altså ikke kun dum, ikke kun en idiot …

Men jeg tænker også: “Vi må teste, om jeg overhovedet har behov for disse behandlinger”. Har jeg ikke behov for behandlingerne, så f…. stå i at gennemgå disse mareridt forud for dem.

Der er reelt ingen, der ved, om jeg behøver disse behandlinger. Det må vi finde ud af. Jeg kan garantere, at mærker jeg bare den mindste lille ansats i den ene eller den anden retning (mani eller depression) , så reagerer jeg med det samme og kontakter straks Distriktspsykiatrien. Jeg har haft min kontaktperson siden 2014, så jeg er fuldkommen sikker på, at hun vil hjælpe mig gennem diverse administrative barrierer, der måtte opstå.

Faktisk er en af min største bekymringer om at stoppe behandlingerne, at hvis jeg ikke længere får ECT, mister jeg kontakten til kontaktpersonen. Vi har dog i dag talt om, at så “kategorisk” er det måske ikke 🙂

Corona og recidiv

Jeg har vendt det hele i hovedet mindst 500 gange. Gør jeg noget dumt?

Og jeg er naturligvis ikke blind for, at psykiateren, da jeg senest talte med ham, fortalte om det voldsomme recidiv i Holland og/eller Belgien, da man under Coronaen ikke kunne behandle patienterne. Det blev et uønsket “studie”, hvor det stod klart, at patienter, der normalt modtog vedligeholdelses-ECT, pludselig fik mange tilbagefald. Det var i ordenen 80 – 90 pct.

Det har selvfølgelig gjort stort indtryk på mig og min tankevirksomhed. Jeg synes bare stadig, der er behov for, at vi tester, om jeg behøver behandlingerne. Men måske er det kun, fordi jeg er så bange for “… giv nu slip”. Jeg ved det ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Jeg skulle have været til ECT den 7. juli, men jeg vurderede, at jeg – på grund af ankelbruddet – ikke kunne gå fra hovedindgangen ned til ECT-afdelingen.

Eftersom anklen har det ret godt nu, var jeg til ECT i går.

Jeg er så glad, for der var næsten ingen angst.

Jeg havde hørt psykologens genfortælling flere gange og mærket mig det vigtigste:

  • Passer de på mig? Ja 100 pct. LL tjekker værdier tre eller fire gange, inden de “kører”.
  • Der er kun én, der er i fokus, og det er dig.
  • De ved 100 pct., hvordan du har det.

Jeg “glemte” helt at spørge J, om hun ville sige, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt, og jeg “glemte” at være angst, fordi lægen ikke kom og lyttede på hjerte og lunger, sådan som de plejer. Til gengæld kom B og “målte værdier”. Blodtrykket var over 200 … Når jeg selv måler, ligger det omkring 109 og 130. 200 er da helt Anders And. Naturligvis har jeg data om mit blodtryk.

J – eller en anden – må have tryllet lidt, for jeg var først på, og det betyder enormt meget for mig, at jeg ikke skal sidde nede i “mit hjørne” og høre lyden fra ECT-apparatet, hvis de behandler tre eller fire patienter før mig. Lyden går ind i begge min hjernes spor, og angsten vokser ind i himlen.

Det er så simpelt, men det er selvfølgelig svært at forklare til mennesker, der ikke har prøvet det. Men jeg er meget sensitiv overfor lyde og overfor lugte.

Kommer der meget dårlige patienter mellem fredag (hvor de bestiller kørslen til mig) og mandag (hvor jeg skal derud), må de selvfølgelig behandle dem først. Man skulle være født under en sten, hvis man ikke kunne indse det!

Hvis jeg skal vente, har J foreslået, at jeg venter i deres køkken, hvor jeg ikke kan høre det. Det er jo helt fantastisk, som de lægger sig i selen for mig. De behandler ikke kun patienter; de behandler mennesker. Egentlig troede jeg ikke, det kunne ske i et så stort system, som psykiatrien (også) er. Det får mig til at tænke på min onkel Sigvard Kaae:

Sigvard Kaae (1913 – 2001)

Sigvard var gift med min fars søster. Han afløste professor Krebs, og var professor, overlæge dr. med. og chef for Radiumstationen i Aarhus.

En avis skrev nederst i omtalen ved hans 60-årsdag: 

Som han engang sagde til et hold nyudklækkede læger: Husk at dem I nu går ud for at behandle ikke er patienter, men mennesker.

Pakket ind i et lagen

De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.

LL ringede over til ortopædkirurgerne på Hvidovre og spurgte, om de måtte gennemføre behandlingen? Kunne det generaliserede krampeanfald bevirke, at bruddet på knoglestykket på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forskubbede sig, så det gik fra udislokeret til dislokeret (fra ingen fejlstilling til fejlstilling)?

De fik grønt lys men åbenbart også besked om at pakke skulderen ind, hvis jeg ikke havde slyngen med, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke slyngen med.

Ergo pakkede de hele venstre overarm og skulder ind i et lagen, førte det ind under min ryg, så lagnet var låst, (tror jeg). LL sagde “Det er ligesom, man gør med en baby”.

Jeg kan så godt lide hende, for hun er den, der er bedst til at stikke. Hun rammer plet i blodåren hver eneste gang. Og det er også hende, der holder mig i hånden under behandlingen, men det oplever jeg jo ikke. Psykologen refererede, at at hun er “meget påpasselig”.

Jeg plejer selv at holde iltmasken, men eftersom begge arme i går var optaget (den ene med lagenet og den anden af venflonet), måtte de holde den for mig. De startede med at holde den 10 – 15 cm. fra mig, men jeg kunne mærke, at det var helt i orden, at de holdt den tæt på.

Jeg var tryg og nåede næsten ikke at se billederne i loftet.

Er det slut på årevis med angst?

Jeg kan ikke huske, hvornår angsten tog fat, men det er flere år siden. Det er fx flere år siden, at min kontaktperson i Distriktspsykiatrien foreslog, at jeg kunne prøve at overnatte i Glostrup. Det gjorde jeg vist kun to gange, for selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når de kom hver anden time for at se, om jeg sov. Men de har naturligvis deres procedurer, fordi de indimellem har meget syge mennesker.

Og derudover var der en medarbejder i “Akutten”, der sagde “God strøm”, da jeg forlod afdelingen. Det var vel ikke det klogeste, man kan sige til et menneske, der er ved at dø af skræk?

Der er så mange, der har forsøgt at gøre noget for at hjælpe mig af med angsten. Jeg tør næsten ikke tro, at den nu er under kontrol.

  • Weekenden før behandlingen var ikke fyldt med dårlige tanker.
  • En anden parameter er søvnen. Natten til mandag sov jeg otte timer kun afbrudt af, at det var så pokkers varmt. Det var helt, som det skulle være.
  • Da jeg låste min yderdør, kom den meget ubehagelige tanke “Det er sidste gang, jeg låser min dør” ikke.
  • Iltmasken kunne komme helt tæt på, selvom jeg ikke selv holdt den. Jeg har selv holdt den i årevis.
  • Der var ingen tårer, som er en fysisk reaktion på et for stort pres (sagde psykologen).

Har psykologen virkelig tryllet?

Det er selvfølgelig svært at vide, og jeg kan kun holde fast i ovenstående fem punkter. Jeg har været i stand til at holde fast i hendes genfortælling, som jeg har hørt flere gange. Det er jeg utrolig glad for.

Hun var også glad for at have overværet det, da hun har andre klienter, der får ECT og også nogle, der har valgt det fra.

I forhold til dengang med medicinen og den deraf følgende Parkinsonisme, er der kun et at sige: “Dette er 100 gange bedre!”

Og det svarer fuldkommen til, hvad Poul Videbech og Mona Honoré skriver i Ugeskrift for Læger den 23. september 2003:

Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de skulle komme i samme situation.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

ECT: Nyt forsøg på at imødegå angsten

Electroconvulsive Therapy/Elektrokonvulsiv behandling (ECT)

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

Alle har gjort alt, hvad de kan.

Angst er irrationelt; sådan er det bare. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har gjort alt, hvad hun kan. Jeg har fx overnattet i Glostrup inden behandlingen. Men de kom hver anden time for at spørge, om jeg sov, og så kan man selvfølgelig ikke sove. Har man ikke sovet, er man endnu mere skrøbelig. Tårerne triller endnu lettere.

Jeg har vendt det med psykologen mindst 50 gange, alligevel kommer tanken “Det er sidste gang, jeg låser min dør”, når jeg tager afsted til ECT. Det er meget ubehageligt. Når jeg lægger mig på ECT-lejet, triller tårerne, og jeg kan kun lige nøjagtigt fremstamme navn og CPR-nummer. De vil jo gerne vide, om de har fat i den rigtige patient.

Psykologen har heldigvis en dejlig operationel og kreativ tilgang “Vi har et problem, vi skal have løst”, så hun udtænkte noget nyt: “Har du en, du stoler 100 pct. på, som kan tage med næste gang?”. Mit svar faldt prompte “Ja, dig”.

Kontaktpersonen ringede til ECT-afdelingen og spurgte, om det var muligt, at psykologen måtte komme med? “Ja, hun må meget gerne komme med” (jeg bemærkede ordet “meget”), og det var så i går, jeg havde følgeskab. Det var så rart, at nogen holdt mig i hånden, da jeg vågnede op. Det har jeg ikke prøvet før.

Der var ingen bøvl ved at få lov til at tage hende med, og personalet var så søde og imødekommende. Jeg havde nok forestillet mig 5 overlæger, 5 blanketter, samtykkeerklæring, GDPR osv., men sådan var det ikke. J i ECT-afdelingen sagde, det var i orden, så var det sådan, og vi skulle bare finde en dato.

Sådan er det, når gode mennesker lægger sig i selen for en.

Formålet med følgeskabet

Når jeg ellers ikke føler mig for fjollet og dum og kan fremstamme det, beder jeg J “sige højt, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt”. Intellektuelt ved jeg naturligvis godt, at de aldrig nogensinde vil tænde for strømmen, hvis narkosen ikke er på plads. Men dødsangst og intellekt har intet med hinanden at gøre. Men jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, om J rent faktisk gør det, for jeg er jo (forhåbentlig) i narkose. 

Jeg ved ikke, om jeg er mest bange for at mærke strømmen eller for at dø. (I parentes bemærket sætter man ikke strøm gennem hjernen – det er en myte – man sætter strøm til hovedbunden. Strømstyrken svarer til strømmen i en lommelygte).

Jeg er så bange for, om de passer på mig. Måske er de bare ligeglade? Nej, det er de naturligvis ikke, for hvis jeg dør, er det en klar UTH (utilsigtet hændelse), og det har de ingen interesse i.

Gør de virkelig alt det, de siger, de vil gøre, når jeg sover? Det kan jeg jo ikke vide:

  1. Er ECT-apparatet indstillet til 90 pct.?
  2. Giver de bilateral ECT?
  3. Har de bideskinnen parat?
  4. Slår de sengehestene op?
  5. Siger J rent faktisk, når de tænder for strømmen?
  6. Passer de på mig?

Professor i psykiatri Poul Videbech skriver

ECT-apparatet afgiver strøm til hjernen i ganske få sekunder. Energimængden svarer til ca. 1/10 af den energi, som afsættes af en almindelig defibrillator (hjertestarter). Langt størstedelen af strømdosis shuntes imidlertid udenom hjernen via huden og kraniet, således at kun ca. 5 pct. af strømmen påvirker hjernen, hvor den synkroniserer nervecellerne i et lille område. Efter at strømmen er ophørt, breder impulserne sig ud fra dette område og ender med at fremkalde et krampeanfald, ligesom man ser det hos en person med grand mal-epilepsi.

Psykologens referat

Det varede ca. 40 sekunder. J sagde, da de tændte for strømmen. ECT-apparatet var indstillet til 90 pct. bilateral ECT, bideskinnen var parat, og de slog sengehestene op. Alt dette er selvfølgeligheder for mennesker uden dødsangst.

Nu håber jeg sådan, at jeg om fem uger kan genkalde mig dette, for der er ingen grund til at tro, at de bare gjorde det, fordi psykologen var med. De gør naturligvis sådan hver gang. Åh Gud hvor jeg husker det!

Yderligere forklaring om ECT

ECT står for Electroconvulsive Therapy, og er effektiv ved fx både svære depressioner, svære psykoser og svære manier. Behandlingen foregår ved, at der påføres en svag elektrisk strøm til hovedbunden. Dette udløser en sammentrækning (krampe) i hjernen. Man er i fuld narkose og oplever derfor ingen smerte eller ubehag under behandlingen.

ECT har endvidere den fordel, at det virker allerede efter et par gange. Dette skal ses i sammenhæng med, at der fx let kan gå otte uger før et evt. antidepressiva har effekt. Nogle gange har man bare ikke otte uger at gi’ af. Herudover er der specielt for bipolar affektiv sindslidelse det faktum, at man ikke kan tåle antidepressiva, for så risikerer man nye manier, så der er en hårfin balancegang at holde.

Der er ikke rigtig nogen, der ved i detaljer, hvorfor ECT virker; man ved bare, at det virker. Virkningen fremkaldes ved, at nogle neurotransmittere genfinder hinanden.

ECT står aldrig alene, men er et stærkt supplement til medicinsk behandling og samtaleterapi.

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen

Jeg er afhængig af ECT, og derfor må vi løse problemet med dødsangsten.

  • Gør jeg ikke noget, bliver jeg syg.
  • Tager jeg medicin, bliver jeg også syg.

Jeg fik Parkinsonisme af medicinen, hvor jeg tror, jeg fik “den fulde pakke”, og det var værre end den tilgrundliggende bipolare lidelse.

Da jeg var ligeglad med livet

Det er klart, at dødsangsten er overvældende nu, hvor jeg har fået et lykkeligt liv og aldrig har haft det bedre. Nu vil jeg så nødigt af med livet. De år, hvor jeg helst ville dø, var jeg ikke angst for ECT. Det behøver man ikke være hverken psykolog eller psykiater for at regne ud. Det er den rene logik.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.