Tag Archive for: Angst

/2 Kommentarer/i /af

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

“Tougher Than The Rest”

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

De fleste holder af en lang weekend, men her varer den evigheder. Personalet gør, hvad de kan for at holde hånden under mig. Det kan ikke gøres bedre, og hvad skulle de ellers?

“Tougher Than The Rest” stammer fra Bruce Springsteen-albummet “Tunnel of Love”, der udkom i 1987. Både Bruce og jeg var unge dengang; selv var jeg ikke engang flyttet fra kollegiet. Jeg tror, jeg gik på tredie årsprøve. Jeg har proppet mine AirPods i ørerne og skruet op på fuld styrke. Det giver tre minutters ophold fra de dobbelte spor i hjernen.

Det er de spor, der gør, at jeg kan sidde og tale forholdsvis fornuftigt og normalt om pixels, sort/hvid fotos og computere med H over maden, samtidig med at de andre tanker ruller uforstyrrede videre. Det er svært at forklare og sikkert endnu sværere at forstå.

Når “Tougher Than The Rest” er slut, ruller YouTube videre ganske af sig selv, og jeg har betalt mig fra reklamerne. Det er 119 kr. værd.

Jeg har aldrig været opmærksom på det tidligere, men det er som om musik hjælper, når det er på fuld knald. Derhjemme hører jeg aldrig musik, fordi jeg ikke kan lave noget samtidigt, men den opfattelse skal muligvis revideres. Denne artikel er eksempelvis blevet til med lyden på maksimal styrke. 

ECT: Sådan kan angsten måske reduceres/italesættes

Jeg håber på et møde med ovl. MS i morgen. Og om jeg så skal vride armen om på hende, skal hun ordinere min. 3 x 3 ECT. Det er mit eneste håb; dette skal høre op.

Jeg har nedfældet følgende punkter og printet dem ud i 12 eksemplarer (så er der til fire uger a tre behandlinger). Jeg udleverer det til personalet i ECT-afdelingen, så de ved, hvad de har med at gøre.

Det er komplet tåbeligt og idiotisk, eftersom jeg har prøvet det mere end 100 gange, men sådan må det være.

  1. Jeg er så bange – primært for at I ikke har bedøvet mig korrekt/tilstrækkeligt.
  2. Jeg har meget svært ved at slippe kontrollen.
  3. I skal overholde alle rutiner inkl. “tage værdier” ude på gangen. I forvejen er alle mine sanser skærpede.
  4. Hvis I ikke overholder alle rutiner, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt I har styr på det, eller om jeg selv skal være “in control”:
    1. Jeg ved, om ECT-apparatet er indstillet til 90 pct.
    2. Jeg ved, om der gives bilateral ECT
    3. Jeg ved, om sengehestene er slået op
    4. Jeg ved, om bideskinnen er parat
    5. Jeg ved, hvad I siger til hinanden, og hvordan I går rundt i lokalet.
  5. I skal sige højt, når I tænder for strømmen. Og vi skal have en aftale om, at hvis jeg hører det, er der noget helt galt.
  6. Hvis muligt: X – eller en anden, jeg kender – skal holde mig i hånden, når anæstesien skruer op.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Næsten fri af rollen som syg

Næsten fri af rollen som syg

Angsten blev for stor

Næsten fri af rollen som syg

Jeg er måske en stor idiot (sig det bare), men jeg har aflyst alle fremtidige ECT-behandlinger. Det var nemt. Logge på “Min Sundhedsplatform” (hvis det så end er), sætte et flueben og svare på, om jeg ville have nye tider. Nej tak. Og så “Venlig hilsen Hanne B. Stegemüller”.

Det er et sats, for hvad vil der nu ske? Starter cirkusset forfra om nogle måneder? Bliver jeg syg igen? Skal jeg indlægges 15 gange mere?

Jeg har to behandlingsmuligheder:

  1. Medicin eller
  2. ECT.

Ad 1: Jeg skal under ingen omstændigheder eller nogensinde tilbage til medicinen. Jeg blev nærmest invalid efter 15 års indtag af diverse antipsykotiske præparater. Det medførte en frygtelig Parkinsonisme, der er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Forestil dig at tisse i sengen hver nat, fordi det hormon, der styrer blæren, ikke længere fungerer. Så kan man fx ikke gå på gaden, for hvad nu, hvis det går galt der? Jeg havde ingen håndskrift, jeg kunne ikke ramme de rette taster på tastaturet, så jeg kunne ikke passe et mikroskopisk job som supporter for Interfloras kunder. Jeg kunne ikke løfte en kop eller et glas men måtte bruge sugerør. Det er altså en underlig måde at drikke et godt glas rødvin på. Der var en periode, hvor jeg ikke rigtig kunne se noget. Og der var meget andet galt.

Det var så slemt, at jeg uden videre fik bevilget ugentlig, vederlagsfri fysioterapi efter konsultation hos en hamrende dygtig speciallæge på Bispebjerg. Får man det i dagens Danmark, så er man altså dårlig.

Ad 2: ECT er stort set uden bivirkninger bortset fra nogle kognitive problemer, men man kan lære kompenserende strategier. Parkinsonismen gik langsomt men sikkert i sig selv, da jeg overgik til ECT efter en langvarig indlæggelse i efteråret/vinteren 2020. Professor Poul Videbech deltog i beslutningen om overgangen; han mente i hvert fald, at det var et forsøg værd, da en overlæge og en farmaceut på Psykiatrisk Center Glostrup spurgte ham til råds.

Måske behøver jeg ikke længere behandlingerne?

Det er to måneder siden, jeg fik den seneste (og indtil videre sidste) ECT-behandling, og jeg har det jo godt. Muligvis en anelse submanisk, men søvnen er helt, som den skal være. Døgnrytmen passes og jeg får rigeligt med vand. Jeg synes, alt er godt, men er selvfølgelig opmærksom. Sådan er det at have det, der kaldes “god sygdomsindsigt”.

Angsten blev for stor

Jeg vågnede 03:30 natten til lørdag med galopperende angst: hjertebanken, sved og katastrofetanker om at dø fra det liv, jeg endelig er blevet glad for. Brugte en time i sengen på at besvare en mail (jeg har et lækkert og rigtigt tastatur til iPadden). Forsøgte uden held at sove igen og 05:30 stod jeg op og lavede morgenkaffen. Så havde jeg en lang dag forude.

Psykologen havde på forhånd sagt, at angsten ville blive værre, når jeg havde svigtet behandlingen i juni og egl. også i juli. Endnu en gang havde hun ret. Det var på ingen måde rart.

Søndag morgen traf jeg beslutningen: Jeg vil ikke mere. Jeg havde tænkt og overvejet pro et contra i et døgn – i hvert fald satser jeg og ser, hvad der sker. Det er måske torskedumt, men jeg prøver. Jeg vil ikke leve med fem dages angst forud for to minutters behandling hver fjerde uge. Der var en befrielse over at trykke på diverse taster i SP. Angsten er væk som ved et trylleslag, og jeg kan foretage mig andre ting.

Ikke syg?

Det kan ikke vides, om jeg fortsat er syg og har behov for ECT. Vi må teste det. Men det, der helt sikkert vides, er, at jeg gerne vil ud af rollen som syg, samtidig med at jeg håber Distriktspsykiatrien vil vedblive at holde lidt snor i mig. Det er selvfølgelig modsætningsfyldt. Vil de ikke, så henvender jeg mig da bare igen, hvis det bliver nødvendigt. Mig slipper man ikke sådan lige af med.

ECT-afdelingen har lige ringet og ville aftale tid til på onsdag. Jeg måtte så fortælle, at jeg har aflyst alt. Det troede jeg, de vidste pr. automatik. Hun er så sød og sagde “Det er jo din beslutning. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, ringer du bare”. Mere kan man ikke forlange – og det gør jeg heller ikke. Jeg benyttede lejligheden til at takke for den altid gode behandling, alt det de har gjort for mig og for deres altid søde måde at være på. Selvom det må være en “fabrik”, når de behandler 12 – 17 patienter på en formiddag, har der altid været mennesker ansat på “fabrikken”.

Nu må vi se. Det kan gå godt, og så er jeg ikke en idiot. Det kan gå ad h…. til, og så er jeg en idiot. Sådan er det. Jeg tager chancen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i /af

Individuelle hensyn i psykiatrien

Individuelle hensyn i psykiatrien

Psykiatrien kan noget

Individuelle hensyn i psykiatrien

Selvom 10-årsplanen lader vente alt for længe på sig, kan de altså noget allerede nu i psykiatrien. Den er (også) befolket med dejlige mennesker, der tænker og tager individuelle hensyn.

Systemet er enormt stort og ofte “håndholdt”, men det betyder ikke, at det kun er en fabrik fyldt med tvang og piller, som nogle af og til gerne vil beskrive det. Selv har jeg gennem otte år udelukkende 99 pct. gode erfaringer. Jeg er klar over, at jeg i mine skriblerier om psykiatrien af og til har været harsk, men det har været velbegrundet; det synes jeg i hvert fald selv.

Mit “rul” tilsiger, at jeg skulle have været til ECT-behandling på onsdag. Jeg sprang over for fire uger siden, fordi jeg havde så meget angst, at jeg ikke kunne. Også selvom psykologen sagde, jeg skulle bekæmpe angsten for ikke at gøre den større. Og selvom min dygtige og velkendte kontaktperson gennem otte år i Distriktspsykiatrien ringede om morgenen og forsøgte at overtale mig til at tage afsted alligevel. No way. Jeg gjorde det ikke. Jeg var for bange.

Det er en del af det “håndholdte” system, at ECT-afdelingen ringer om mandagen og opgiver tidspunktet, jeg skal være klar til at blive hentet af Flekstrafik. Jeg er altid klar ved telefonen, så de ikke skal spilde deres tid på at ringe forgæves. De har helt sikkert andet at lave.

De ringede i dag med en trist besked. Min favoritsygeplejerske fratræder sin stilling. Hun har holdt mig godt i hånden gang på gang. Hun er kommet før behandlingen og har afledt mig. Hun har sørget for, at jeg blev sat på som en af de første, så hun netop kunne komme og samtale. Vi har talt politik, slægtsforskning og you name it. Hun har bare været der som det dejlige menneske, hun nu en gang er. Og hun kan altså bare det med at holde i hånd. Jeg ved, hun er der. Hun svigter aldrig. Det er trygt. Vågner jeg ikke op igen, var de sidste sekunder i hvert fald rare.

Jeg er sikker på, at mange patienter begræder hendes fratræden!

I dag var det hendes kollega, der ringede

Kollegaen fortalte, at supersygeplejersken fratræder og at hun selv skal have ferie. Næste mulighed er derfor i uge 33, onsdag den 17. august. Jeg kender også kollegaen rigtig godt. Hun havde ikke bestilt kørsel, idet hun allerede på forhånd havde regnet ud, at det ikke ville gå, hvis der kun var fremmede mennesker. Og hun ville spørge, om jeg kan klare det så længe?

Jeg skal klare det indtil da, for jeg skal ikke holdes i hånd af en komplet fremmed. Det går ikke. Det skal være en af dem, jeg kender gennem mange år. Jeg er afhængig af behandlingen, det virker rigtig godt, jeg er glad for tilbuddet, der er ingen tvang – men jeg hader det af hele mit hjerte.

Eftersom jeg svigtede i juni, kommer der til at gå meget lang tid; måske også for lang? Det kan kun tiden vise. Aftalen er, at kan jeg mærke, det går “amok”, altså tipper for mig, kan jeg ringe til “ECT-sekretæren” og aftale en fremrykning.

Jeg håber, det går. Jeg er opmærksom på signalerne. Det er en væsentlig del af at have god sygdomsindsigt. Måske er jeg en anelse til den maniske side, men søvnen er fin, helt som den skal være, så jeg tror, det i stedet drejer sig om de autistiske særinteresser.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i /af

Meget mindre angst ved ECT

Meget mindre angst ved ECT

Jeg var så “spændt”

Meget mindre angst ved ECT

Jeg har været så “spændt” (ikke “anspændt”) på, hvordan det ville gå til ECT denne gang, som var i går. Ville psykologen have ret? Peger det “vi” arbejder med (det er jo primært hende, der arbejder) den rigtige vej?

Ville hun få ret (igen) i, at den nye bevidsthed om, at jeg jo kunne gå min vej og sige “jeg vil ikke” betyde, at jeg var mindre angst? Bevidstheden om, at de ikke vil mig noget ondt og at det ikke er tvang.

Det er en angst for ikke at vågne op igen, skønt jeg er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at patienter ikke er vågnet op igen efter en ECT-behandling. Rationalerne kommer bare til kort her. Er man angst, er man angst. Punktum – men man skal arbejde med det, for det er pokkers ubehageligt.

Færre diasshow i loftet

Det gik meget bedre! Og det er jeg så glad for, da behandlingen er den bedste, jeg kan få og da den gør mig næsten medicinfri. Jeg fik til sidst Parkinsonisme af medicinen; det var et mareridt, der gjorde mig næsten invalid. Psykologen foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle have ble på – så hellere nogle kognitive problemstillinger, som man jo kan opstille kompenserende strategier imod. Jeg betaler gerne prisen! Jeg skal sgu ikke gå med ble! Det er jeg for stolt et menneske til.

Det, jeg lagde mest mærke til, var, at jeg så deres diasshow i loftet med de dejlige billeder fra Vietnam og Thailand i langt kortere tid. Det drejer sig om 1 – 2 sekunder, før man er væk. Jeg tænkte på, at der har jeg også været. Måske kommer jeg der aldrig mere, da jeg jo ikke længere kan finde vej, men jeg har været der.

Herudover: Jeg mærkede ikke nålen i armen (hvor de lægger droppet til bedøvelsen) nær så meget. Mit umiddelbare gæt var, at han var meget bedre til at stikke; ved nærmere eftertanke var det nok, at jeg slappede mere af, så han bedre kunne stikke.

Jeg holdt selv iltmasken, og det var også godt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det korrekt, så jeg spurgte til det, men de kunne på deres måleudstyr se, at iltmætningen var, som den skulle være. Okay så kunne jeg slappe af. De har tjek på mig.

“Min sygeplejerske” som jeg er så vild med, holdt mig som altid i hånden, til jeg var væk. Jeg tror, der går nogle få sekunder – men at hun er der de få sekunder er utrolig meget værd: noget trygt, noget kendt, et dejligt varmt – næsten kærligt – menneske, der kan en masse uden at sætte ord på det. Hun fortalte mig kort forinden, at hun kender til mennesker med Autisme. Det gjorde det endnu bedre.

Bagefter var jeg en anelse konfus

Der findes et udtryk, der hedder “chokdement“, men så galt var det ikke, men af og til kan man godt være lidt forvirret bagefter. I går sad jeg fx og ventede på en læge, som man skal se, inden man forlader afsnittet, og det er jo en fin sikkerhedsforanstaltning, indtil der kom en medarbejder og oplyste, at vedkommende altså havde været der. Åh okay. Så kunne jeg jo gå min vej.

Men jeg var ikke mere konfus, end at jeg gik hen og besøgte professor Poul Videbech, hvilket jeg tit har tænkt på. Vi har mailet frem og tilbage i i hvert tilfælde et år og linker til hinandens hjemmesider. Han er en meget venlig mand, og vi talte vel 20 – 30 minutter. Jeg bød mig til i forbindelse med et forskningsprojekt angående ECT, som de arbejder på p.t., hvis de nu skulle mangle forsøgspersoner. Han fortalte nogle meget interessante ting om hjernen i forbindelse med ECT, men jeg kan for min dyd ikke huske, hvad det var.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.