Indlæg

/i , /af ,

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Psykisk sygdom er typisk (også) kronisk

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Regeringen har præsenteret et omfattende reformudkast på sundhedsområdet. Der er flere formål med reformen, og professor emeritus Syddansk Universitet, der har forsket i sundhedsvæsenet i 45 år, Jes Søgaard siger til ugeskriftet, at han er:

overrasket over, hvor ambitiøst et reformudkast, der ligger på bordet nu.

Og det er selvfølgelig positivt. Noget af reformen drejer sig ifølge både statsministeren og sundhedsministeren om, at man vil sørge for at sende lægerne derhen, hvor patienterne er mest syge. Det er en del af ledelsesretten, at arbejdsgiveren anviser arbejdsstedet, så det er vel ikke så overraskende?

Man taler hele tiden om, at man med reformen løser problemet med kronikerne. Jeg har lyttet og læst mig til, at at det drejer sig om kronikerne på det somatiske område (kol, hjertesygdomme, kroniske lænderyg-smerter, diabetes 2 og cancer).

Har man en psykisk sygdom, er man typisk også kroniker. Man kan måske behandles til et acceptabelt niveau med medicin, ECT og/eller i Distriktspsykiatrien/F-ACT, men det går aldrig helt over. Man kan aldrig sige »Nu er jeg rask!«. Det vil altid være tilstede i en eller anden grad. Man vil altid skulle følges på en eller anden måde. Når vi møder hinanden spørger vi derfor altid »Hvordan går det? Hvordan har du det?«. Om det samme gør sig gældende på det somatiske område, ved jeg ikke.

Mit spørgsmål er derfor: Hvordan kan det lykkes regeringen gang på gang at udelade psykiatrien?

De tro partisoldater

Jeg drøftede spørgsmålet på Facebook med en af de tro partisoldater fra en af regionerne. Hun skrev »Psykiatrien kommer senere«, men da jeg spurgte, hvornår »senere« var, fik jeg ikke noget svar.

Hvad med 10-årsplanen?

Jeg er ved at være træt af at gentage mig selv, men det fremgik af regeringsgrundlaget fra 2019 side 18 og 19, at der skulle udarbejdes en 10-årsplan for psykiatrien. Det er altså fem år siden.

I begyndelsen af maj 2022 spurgte Pia Olsen Dyhr (SF) i statsministerens spørgetime, hvor 10-årsplanen blev af. Merete Nordentoft kommenterede svaret og jeg kommenterede Merete Nordentoft. Og nej vi er ikke blevet raskere af at spille brætspil eller gå til spejder. Og civilsamfundet er ikke videre dygtigt til at behandle os!

Jeg undrer mig stadig over, hvor planen mon bliver af.

Af og til hører man ministeren til pressen glæde sig over et beløb på et eller andet antal millioner til psykiatrien. Det er naturligvis positivt, men er det varige midler eller er det engangsbevillinger? Er det dele af 10-årsplanen, der således udmøntes i dråber hist og pist? Hvem følger egentlig op på 10-årsplanen?

Skyldes det hele, at NGO’erne på det somatiske område er meget dygtigere? Helt konkret: er Kræftens Bekæmpelse meget dygtigere end SIND?

Dygtighed kan selvfølgelig ikke måles i kroner, men ser man på driftsregnskaberne for 2023, var der markante forskelle på indtægterne. Måske kan man måle befolkningens interesse i millioner kroner?

SINDs indtægter udgjorde i alt: 8.863 (dvs. 8,9 mio. kr.) og Kræftens Bekæmpelses indtægter udgjorde i alt: 781.220 (dvs. 781,2 mio. kr.).

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

808-tasken skal ikke bruges mere

808-tasken skal ikke bruges mere

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

808-tasken skal ikke bruges mere

Det var helt vidunderligt at rydde op! Der var så meget, der røg ud ud, så nu har jeg kun det, jeg skal bruge. Tror jeg da …

Under sengen lå den taske, der var købt til at tage på 808 med. Det var egentlig en fisketaske, for det var, hvad de lå inde med i den nærliggende »Hvidovre Sport«, da jeg pludselig var i bekneb for en taske.

Tasken var temmelig støvet men ellers i orden, og lynlåsene var virkelig effektive; jeg havde bare ikke lyst at eje den længere. Den mindede for meget om sin anvendelse og om alle de gange, den blev båret hjem, sat på gulvet i soveværelset, men ikke pakket ud, eftersom vi (den og jeg) alligevel skulle retur til 808 i løbet af kort tid. Det var de år, hvor jeg var mere på psykiatrisk afdeling end hjemme på Åstrupgårdsvej. Du kan nok ikke helt forestille dig, hvordan det er.

Det var dengang, jeg syntes, det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet, uagtet jeg udmærket var klar over, at der ikke stod en respirator i klædeskabet, hvis jeg åbnede og så efter.

Det var dengang, jeg syntes, naboen spillede salonmusik fra 1920’erne, uagtet jeg vidste, at det gjorde de ikke.

Jeg troede, jeg for alvor var ved at blive skør. Det var dengang sygeplejerske K. sagde »Vi er her for dig, Hanne«, da jeg stod i forhallen endnu en gang med tårerne løbende ned ad kinderne og fisketasken i højre hånd. Jeg glemmer det aldrig.

Af og til taler jeg med tidligere medpatienter

Det sker, jeg taler med tidligere medpatienter.

C. kom på skrivekurset, vi fandt sammen. Det var godt, han kom afsted. Jeg ville gerne have været med, men der var noget med randomiseringen … Måske får jeg tilbuddet i foråret 2025, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst uden C, for det var jo vores fælles projekt.

En dag traf jeg M. på gaden. Det var hende, der genkendte mig. Hun så så glad ud. Det var virkelig dejligt at se hende igen. Hun var heldigvis blevet 25 kilo tungere.

17 år uden en maler

Her trængte alvorligt til at blive malet, for 17 år er for længe uden en maler, når man også ryger. Men når jeg tænker mig om, var jeg faktisk temmelig syg i 8 af de 17 år (2013-2021). Når man ikke ved, om man vil leve eller dø, tænker man ikke på at få gjort i stand. Når man ikke ved, om man magter det næste fleksjob, tænker man heller ikke på at undersøge, hvor meget man kan få malet for det beløb, der står på vedligeholdelseskontoen.

Og det med at holde op med at ryge er også et projekt, der er uendeligt langt væk, når man ikke ved, om man vil leve eller dø.

I det hele taget var her mange ting, der trængte til at blive gjort. At de nu er gjort, ser jeg som bevis på, hvor godt jeg har fået det og hvor meget overskud, jeg har. Hvor er det dog dejligt.

Nu tænker jeg at »Livet er et tilbud, du ikke kan afslå«, og det er godt sådan.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Både Bipolar og Aspergers syndrom

To konkurrerende diagnoser

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Denne artikel er inspireret af Jørgens kommentar i dag kl. 9:46, hvor han spurgte, om der er en skarp skillelinje mellem depression og mani? Jeg forsøgte at svare, at det er der ikke, og jeg kom lidt ind på, at jeg har et dobbelt problem, fordi jeg har to konkurrende diagnoser, der af og til ligner hinanden temmelig meget: Hvordan kender man forskel, og kan man kræve, at jeg selv kan stå ud af det fantastiske flow?

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Jeg har rådført mig med psykologen

Jeg optager alle samtaler med mine rådgivere, fordi det gør det nemmere at forberede det næste møde men selvfølgelig også fordi, jeg får meget mere ud af samtalerne: Jeg får det hele med, ikke kun fordi min hukommelse ikke er ret god, for hvem husker i virkeligheden ret meget af en samtale?

I dag har jeg genhørt samtalen, hvor vi taler om de to konkurrende diagnoser. Jeg prøver her at gengive essensen af samtalen med psykologen om, da det senest var ved at tippe for mig. Det er gengivelsen af en samtale, og derfor er det ikke så struktureret.

Det rullede fra efterlysningen i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”den 17. april

Da min efterlysning af medarbejdere på børnehjemmet “Dear Home” blev bragt i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne” begyndte det: Jeg blev for højt gearet. Det er okay at være glad og opstemt, det er okay at have det fantastisk, men jeg skal passe på, for jeg kan nemt blive for begejstret.

Problemet er: Hvor går grænsen?

Grundsubstansen er, at når først det kører, kan man ikke “stå af”, og det gælder for begge diagnoser, så jeg har det altså bare dobbelt op.

  1. For så vidt angår bipolariteten kan man ikke mærke, når en mani er undervejs.
  2. For så vidt angår Aspergers syndrom kan man ikke mærke, hvornår den naturlige særinteresse nærmest bliver en besættelse. Man har gennem hele livet vænnet sig til at passe ind i den neurotypiske verden, og det har af og til betydet, at man har lært sig ikke at mærke sig selv. Man har dermed lært sig at gå over sine egne grænser. 

Derfor kan jeg ikke mærke, hvornår det tipper.

Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, det er svært at vide, hvornår det tipper. Jeg blev så glad, da hun sagde det, for så er det okay, at jeg ikke selv kan finde ud af det.

Mine projekter

Jeg er altid i gang med minimum ét projekt. Og det er der ikke noget galt med; det må jeg gerne, og det er naturligt for alle mennesker, der ikke bare fordriver tiden med Netflix.

Når jeg kombinerer de to diagnoser, mærker jeg fx ikke de primære basale behov (søvn, mad, personlig hygiejne osv.) Jeg er i det vildt interessante projekt, og intet andet er vigtigt. Man kan sige, at jeg kobler mig selv af som menneske, for der er kun en ting: projektet eller alle projekterne, for jeg har som regel gang i ca. 14 projekter, og jeg elsker dem alle lige højt …

Psykologen sagde blandt andet: “Der holder du op med at eksistere som menneske”. Jeg måtte for en gangs skyld korrigere hende: “Der eksisterer jeg jo netop!” Det er det autistiske element; jeg er noget i kraft af det, jeg er i gang med – ikke andet, og pludselig erindrede jeg mit arbejdsliv.

Jeg har ofte tænkt, at meget af det var baseret på manier. Nu ser jeg pludselig, at meget af det var baseret på en kombination af mani og Aspergers syndrom. Det er en ny erkendelse.

Hvis/når jeg skal have et godt liv

Psykologen siger ligeud, at hun under mig et godt liv. Det er pænt af hende.

Jeg elsker at finde løsninger, at løse problemer, for det er min spidskompetence. Det er det, jeg kan. Der er så meget andet, jeg ikke kan. Jeg er som en AI-robot, jeg finder løsningerne, og jeg mister jordforbindelsen.

Hvis/når jeg skal have et godt liv, må mine behandlere erkende, at sådan er jeg, og det er dem, der i forening skal stoppe det farlige i opløbet, før det tipper. For jeg kan ikke selv og ingen kan kræve, at jeg selv skal kunne det.

Det er en utopi, når det hele er i flow, og jeg har det fantastisk. Hvad har I gang i? Vil I virkelig stoppe mig midt i en optur. Det gør da ondt, når I tager noget fra mig, jeg gerne ville have haft. Det er som at falde ned fra en klippe. I beder mig om at skrue ned for det, jeg elsker allermest. Det er ikke et rimelig krav til et menneske.

Jeg er så uendeligt heldig, at jeg har haft både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien i ca. 10 år. Jeg er også så uendeligt heldig, at de gerne vil samarbejde om at holde mig på sporet. Deres samarbejde skal handle om at stoppe opturen, før det er for sent. Resten kan jeg vist selv.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Hjernekassen på P1 om stress

Hjernekassen på P1 om stress

Tre gode podcasts om stress

Introduktion

Stress er blevet en af de største udfordringer i det moderne samfund. Det påvirker vores mentale og fysiske helbred og har store konsekvenser for både individet og samfundet som helhed. Denne artikel præsenterer tre informative podcast-episoder fra “Hjernekassen på P1”, som giver en dybere forståelse af stress, og hvordan vi kan håndtere det.

Hjernekassen på P1 om stress

Peter Lund Madsen har dedikeret flere episoder af Hjernekassen på P1 til emnet stress. Jeg har lyttet til disse tre episoder, og jeg vil især fremhæve den første, som dækker de grundlæggende aspekter af stress.

Stress – 7. januar 2019 Gæsten i studiet er Marianne Breds Geoffroy, Speciallæge i psykiatri, PhD. At høre hende tale er som at tale med min psykolog. Marianne arbejder i krydsfeltet mellem psykiatri og psykologi, da ingen af dem kan stå alene.

Technostress – 31. maj 2022 Gæsten i studiet er en forsker fra RUC. Hun har noget accent, så man skal lige vænne sig til at lytte til hende. Men det er godt!

Stress-sygemeldinger – 10. oktober 2023 Gæster i studiet er Birgitte Sølvstein og Maj Thorsen. De taler primært om systemstress, og det omtaler jeg ikke yderligere.

Om udsendelsen “Stress” fra den 7. januar 2019

Hvorfor føler flere og flere mennesker sig stressede? Hvordan er det at leve med stress? Hvad kan man gøre for at blive mindre stresset?

Marianne Breds Geoffroy er virkelig god at lytte til. I hvert fald har jeg lært en masse.

Stress, angst og depression er gået hen og blevet folkesygdomme, og vi bekymrer os om, at de unge er så stressede. Spørgsmålet er, om det er nyt? Som jeg hører Marianne Breds Geoffroy, er det ikke noget nyt, fordi det virkelig er ekstremt belastende med alle de skift, der sker og skal ske for de unge. En lidt ældre amerikansk undersøgelse viste, at 25 pct. af en årgang var stressede – altså er det normalt, men det er de ængstelige, der ender med at “gå ned med stress”. Og ængsteligheden er grundlagt helt ned i 5-7-års alderen.

Hvad ved vi, om dem der går ned med stress?

De, der går ned med stress – som ikke betyder, at hjernen brænder sammen, og man er ikke er ved at blive dement – er ofte dem, der er de sødeste, de “godeste” (det siger hun altså), de perfektionistiske, dem der registrerer andres behov før deres egne osv. De vil typisk være verbalt forsvarsløse, fordi de ikke kan sige stop over for et nyt udefrakommende krav. De ved ikke, hvor pressede de er. Man skal kunne monitorere sig selv for at kunne mærke “Dette her er ikke godt for mig”. Her genkender jeg mig selv. Det kunne jeg ikke. Det er også dem, der måske udvikler et misbrug.

Til sidst må kroppen vise sig som den ven, den er. Den siger fra, når vi selv mangler et sprog for, hvad der sker!

Stress er ikke en diagnose

Stress er defineret som kropslige symptomer, man ikke forstår. Stress er ikke i sig selv en diagnose. Man får måske åndenød eller voldsom hjertebanken på vej til eller fra arbejde. Det ligner mest af alt et panikanfald. Man bliver bange og går til lægen, der siger, at der ikke er noget galt. Nogle bliver måske sendt til en MR-scanning, fordi man skal være sikker på, at det ikke er sklerose. Der går rigtig lang tid med, at man går hjemme og venter på en afklaring. I den tid kan man så gå og blive mere og mere ængstelig.

Mange af dem, der går ned med stress, har tendens til angst eller er generelt ængstelige, og det er typisk grundlagt allerede i børnehavealderen. Man kan vurdere sin grad af ængstelighed på, om man har let eller svært ved at falde i søvn. Hvis man har svært ved at falde i søvn, kan det være, man ikke er så god til at skifte mellem de to nervesystemer:

  • Det sympatiske nervesystem regulerer os, når vi er i gang, i kamp, flygter og i det hele taget er aktive.
  • Det parasympatiske nervesystem regulerer os, når vi spiser, skal sove, skal slappe af.

Det er det parasympatiske nervesystem, der gør, at vi kan falde til ro, men det er svært, hvis man er meget ængstelig. Undersøgelser har vist, at 7 pct. af alle børn ikke kan ikke skifte mellem de to nervesystemer. Det er typisk genetisk betinget. De har en øget risiko for at “gå ned med stress”. Det har man beskæftiget sig med i “CCC2000 – Copenhagen Child Cohort 2000”, hvor man systematisk har fulgt de 6.090 børn, der blev født i Københavns Amt i år 2000.

CCC2000 er et forskningsprojekt, som undersøger børns udvikling fra de er nyfødte til ungdomsårene. Formålet er at få viden, der kan bruges til at forebygge nogle af de hyppigste helbredsproblemer hos børn og unge.

Et kulturskifte

Der er sket et kulturskifte. Vi skal alle sammen mene noget om snart sagt alt! Verden er blevet meget mere foranderlig, og alting kan hele tiden laves om. Det presser de perfektionistiske afsindigt hårdt.

Det går også hårdt ud børnene. Skemaet er ikke længere fast. Lektierne kan ændres, timer kan byttes rundt, og der kan komme nye lektier sent om aftenen. Det er ikke længere nok at læse en bog og herefter kunne kongerækken, og det er ikke længere nok at kunne stave til s-k-o siger sko. Man skal forholde sig til alt muligt.

Der er meget mere, man kan blive klog på i de 54 interessante minutter!

Om Technostress den 31. maj 2022

Dybest set handler denne episode om, at vi alle sammen er blevet vores egne IT-medarbejdere. Også på jobbet. Vi går måske hjem fra arbejde med følelsen af ikke at have lavet det, vi egentlig får vores løn for og ikke har nået noget, for der står ikke i ansættelseskontrakten, at vi skal besvare 20 e-mails, opdatere 5 programmer og sørge for, at de spiller sammen med alle de andre programmer.

Der var engang, man havde en IT-afdeling til at sørge for at IT’en bare spillede, og vi selv kunne koncentrere os om at lave det, der stod i ansættelseskontrakten, men den afdeling er enten nedlagt eller voldsomt beskåret. Nu må vi selv klare det.

Hjemme sidder vi måske og råber af skærmen, fordi vi ikke kan få MitID til at virke. Der går ufatteligt meget tid med opdateringer og søgning med Google, når det ikke virker.

Peter Lund Madsen foreslår, at der udvikles software og hardware, som kan holde de næste 10-15 år, og som bare virker, hver gang det skal bruges. Han overser de kriminelle. Mange af de opdateringer, der udsendes, er jo netop sikkerhedsopdateringer. Hvis der ikke skete ændringer i essentielle programmer i 10-15 år, var vi alle hacket til plukfisk.

Der mener jeg, han tager fejl.

Konklusion

Stress er et komplekst emne, som påvirker mange aspekter af vores liv. Hjernekassen på P1 giver en god indføring i de forskellige aspekter af stress, og hvordan vi kan forstå og håndtere det. Ved at lytte til disse episoder og reflektere over de diskuterede emner, kan vi alle tage skridt mod en bedre mental sundhed.

 

Hjernekassen på P1 om stress

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.