Betyder notaterne noget?

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser altid med på “Min Sundhedsplatform”, uanset at det ikke helt er min jfr. billedet herunder, hvor det tydeligt fremgår, at notater er “af klinikere til klinikere”. Jeg har udbredt mig om det tidligere.

Det er temmelig selvmodsigende.

Jeg læser med for at vide, hvordan “systemet” vurderer mig og også for at vide, hvad de skriver til hinanden. Til tider overvejer jeg, om det nogensinde bliver brugt af andre end mig selv? Er der nogensinde andre end mig, der læser det?

En heldigvis helt igennem tænkt situation: Jeg henvender mig i modtagelsen (blandt patienter kaldet “akutten”) mhp. vurdering og indlæggelse.

Her vil jeg være ked af, hvis de vurderer mig ud fra en måske tre måneder gammel samtale med en læge, der kun har set mig en gang. Jeg vil gerne vurderes på baggrund af den aktuelle henvendelsesårsag og det aktuelle stemningsleje. Jeg vil gerne lyttes til her og nu. Og det bliver jeg også!

Dette er ikke brok over noget. Det er udelukkende overvejelser om, hvorvidt den megen skriftlighed egl. har noget formål? Hvis man skrev mindre, var der måske mere tid til at tale med patienterne og opbygge relationer? Min erfaring er, at min. 50 pct. af helbredelsen ligger i det relationelle.

Men pyt nu med det.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er utrolig god til at opsummere vores samtaler. Hun kan på maksimum 10 linjer fange essensen af mødet, og hun roder ikke rundt i subjektivt og objektivt. Er hun i tvivl om noget, fremgår det tydeligt som eksemplet fra i går viser:

Stemningsleje neutralt (måske en anelse løftet).

Jeg har atter fået ny læge, som jeg er begejstret for

Det hænder meget ofte, at man får ny læge i Distriktspsykiatrien. Som hovedregel ser man dem kun en gang, hvis man ikke har brug for en lægesamtale mere end et par gange årligt, hvilket jo kun er positivt. Det er kontaktpersonen, man skal opbygge en relation til, og som er den gennemgående figur i forløbet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange læger jeg har haft. Mange har været i uddannelsesstillinger (tror jeg, det kaldes), og de har bestemt været blandt de medarbejdere i psykiatrien, der ville stå på hovedet for deres patienter.

De har alle været søde, lyttende og dygtige. Især husker jeg en, som jeg oplevede som meget “fremkommelig”; vi havde god kemi, og hun lyttede uden videre til mine forslag og bekymringer. Det betyder meget for mig, så ingen brok herfra.

Nåh, men altså endnu en gang en ny læge, som jeg vældig godt kan lide. Voksen kvinde, nede på jorden og meget menneskelig. Vi har mødtes en gang. Jeg har dog en anke, og det er journalføringen, som jeg går lidt op i, for hvis den bruges af andre end mig selv, er jeg lidt bekymret over indholdet. Hvis andre bruger det, er der nogle ting, jeg bliver nødt til selv at være opmærksom på og huske at tage op til drøftelse.

Henvender jeg mig i “akutten”, har jeg imidlertid ikke kognitiv kapacitet til at huske det og tage det op til drøftelse. Jeg henvender mig nemlig kun der, når jeg er sikker på, at jeg har det dårligt nok til, at de ikke vil afvise mig. Altså vil det skrevne ord ikke blive sagt imod men lagt til grund, hvis det bruges/læses.

De konkrete problemer med journalføringen

Jeg faldt over et par ting, der – af en eller anden årsag – bekymrer mig:

1) Forholdet mellem subjektivt og objektivt

Ni linjers subjektiv beskrivelse og fire linjers objektivt. Antallet af linjer er talt op af Notepad++. På baggrund af alt det subjektive, vil jeg passe lidt på, hvad jeg siger næste gang. Jeg har svært ved at præcisere det og svært ved at sætte en finger på, hvad det helt konkret er, der bekymrer mig. Jeg synes bare, der er megen tolkning af det, jeg troede var en ligeværdig samtale.

2) Begreb jeg ikke forstår: “Privat logik”

Der står fx

• “Pt får ikke på fuldt logisk vis fortalt hvad hun mener her og der er indtryk af privat logik.”
• Under objektivt: “Privat logik kan bestemt ikke udelukkes”

Jeg brugte selvfølgelig Google til at prøve at forstå, hvad “privat logik” er. Der kom resultater, der pegede på skizofreni. Altså gik jeg et par uger og tænkte over, om lægen overvejede, at jeg også kunne have skizofreni. Det var naturligvis bekymrende.

Min kontaktperson hjalp med at forstå det vha. flere eksempler. Jeg har hørt lydfilerne (både den med lægen og den med kontaktpersonen) adskillige gange. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg forstår det til bunds – men så må jeg jo spørge igen. De er begge søde til at forklare begreber, men der kan gå lang tid, inden man ser dem igen. Det vigtigste for mig er faktisk, at min kontaktperson blankt afviste, at lægen kunne have overvejelser om, hvorvidt jeg også kunne have skizofreni.

Selv synes jeg, at jeg på logisk vis forklarede lægen nogle tanker. Det drejede sig om min følelse under indlæggelsen af, at min hjerne var delt i to:

• 25 pct., der var nogenlunde normalt fungerende og som var det, jeg “viste frem”.
• 75 pct., der var den sygelige del, som kun de bedste kunne få lidt del i. Jeg viser ikke hvem som helst hvad som helst. Uagtet jeg gerne vil, kan jeg ikke. Det fik de medarbejdere, der kender mig bedst, til at konkludere, at der muligvis var tale om en “indadvendt depression”, der er vanskelig at diagnosticere.
• Og det lyder selvfølgelig temmelig skizofrent i den forældede opfattelse af, hvad skizofreni går ud på, nemlig at man har “flere personligheder” 🙂

Indtil videre har jeg besluttet, at det nok bare var lægen, der ikke forstod, hvad jeg mente, og derfor henfører hun det til “privat logik”.

Jeg forklarede psykologen det samme med de samme ord. Hun forstod uden videre, hvad jeg forsøgte at fortælle, men hun kender mig selvfølgelig også ud og ind.

3) Sammenroderi mellem subjektivt og objektivt

Jeg synes, det er vigtigt, at fagpersonerne i psykiatrien skelner skarpt mellem, hvad de selv synes, tænker, tror og mener, altså det subjektive på den ene side og det objektive på den anden side. Der er tale om et fagområde, hvor man ikke kan stille diagnoser vha. blodprøver, røntgenbilleder og scanningsresultater.

Her synes jeg, at jeg fanger hende lidt på det forkerte ben, uden at det på nogen måde er mit formål:

Objektivt.
VKO, venlig men læderet kontakt, pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.

“pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.” er simpelthen ikke objektivt. Det er stærkt subjektivt. Det er en “synsning”. Det er kun mig, der ved, om det er “unødigt”.

Jeg synes ikke, det er “unødigt” for det er i alle livets forhold sådan, at er man positiv, får man en bedre behandling!

Og jeg synes heller ikke, det er “unødigt”, at udtrykke sin tilfredshed med et gigantisk system, der har blik for den enkelte patient.

Det oplevede jeg senest, da en medarbejder fra ECT-afsnittet i Glostrup ringede for at høre, om jeg kunne vente en uge ekstra med at gå i gang med vedligeholdelses-ECT igen, når hun nu skulle have ferie. Det gjorde hun, fordi hun ved, at jeg skal have en hånd at holde i. Det er da fantastisk.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.