,

Direkte patientfeedback

Så spændende

Ni andre patienter, min kontaktperson, udviklingschefen, repræsentanter fra topledelsen mv. samledes i dag på Gl. Kongevej 33 til en seance kaldet “Direkte patientfeedback”. De ville gerne vide, hvad patienterne tror, tænker, oplever og føler.

De ville gerne problematisere, hvor det var nødvendigt, og de ville gerne høre på forbedringsforslag.

Mødet blev kørt efter et koncept, som jeg ikke kan huske navnet på, men:

  • Patienter og personale var anbragt ved hver sit bord. Ingen måtte afbryde, overtage, forsvare sig, analysere eller lignende. Ved begge borde skulle man bare lytte til hinanden. Patienterne fik 80 pct. af taletiden. Meget positivt!
  • Patienterne udtalte sig om ønsker, oplevelser, problemer og forbedringsforslag inden for fire hovedoverskrifter.
  • En medarbejder noterede pr. hovedoverskrift de vigtigste statements på de velkendte små “post it” Alle “post it” blev klistret op på en stor tavle.
  • Personalet reflekterede over de emner, der havde berørt dem mest. Det fremgik som det mest markante, at 1) de var meget glade for at høre, hvor godt ordningen med kontaktpersonerne fungerer og at kontaktpersonerne er meget dedikerede 2) der er seriøse problemer med at få en psykolog. Det svarer helt til mine egne oplevelser. Jeg ville så gerne have en psykolog til at hjælpe mig af med “filmen”. Det kan bare ikke lade sig gøre i DPC-regi. De har ikke en. Så er der kun en mulighed, og det er at betale selv. Gudskelov kan jeg nu betale selv, men hvad med alle de andre? Det handler (også) om social slagside. Jeg synes, det er absurd, at et stort psykiatrisk system ikke kan skaffe en psykolog. Jeg ved ikke, hvor mange sengepladser der er i Hvidovre, men jeg ved, at der ikke er en psykolog. Sat på spidsen: udskriver vi så bare noget mere medicin?
  • Patienterne fik igen ordet for en kort bemærkning.
  • Pause…
  • Patienterne fik en lille strimmel med tre grønne klistermærker. Der skulle sættes et klistermærke på de tre emner, man ville prioritere. Det var slet ikke let, jeg kunne have brugt 20 klistermærker mere, for der kom virkelig mange vigtige ting frem.
  • Ledelsen opsummerede og fortalte, hvad alle udsagnene vakte i dem. Jeg synes, de virkede oprigtige, og jeg tror på, at de vil bruge materialet i de evindelige prioriteringsdrøftelser. En mulighed kunne jo være at lave alt det “gratis” først. Så ville man komme et godt stykke vej.
  • Alle post it-mærkaterne vil blive brugt. De højst prioriterede med de grønne klistermærker naturligvis øverst.
  • Sandwiches og fine gavekort på 200,- kr. til Føtex/Netto som tak for hjælpen. Det havde de da slet ikke behøvet. Alt for flot, alt for dyrt – jeg var jo kommet alligevel.

Selv medbragte jeg to “gratis” forbedringsforslag:

  1. Gør det muligt at vælge kun at se kontaktpersonen en gang om måneden men så give 60 minutter. I dag er det sådan, at man/jeg ser kontaktpersonen hver 14. dag i 30 minutter. Jeg føler ikke, jeg kan nå andet end at bringe hende ajour. Hvis jeg skal åbne mig og nå til det, der kunne være udviklende og afklarende, har jeg brug for mere tid. Det fungerer jo med lægen, hvorfor skulle det så ikke kunne fungere med kontaktpersonen? Det er gratis i den forstand, at der kræves en fornyet planlægning og indledningsvist lidt mere logistik. Men det er jo kun en overgangsperiode. Det kan ikke være ret dyrt.
  2. En eller anden ordning med, at man ikke skal skifte læge, hver gang lægen skal på turnus. Som det er lige nu, når jeg lige at lære ham/hende at kende, så er vedkommende væk igen og videre i sin karriere. Det forekommer utilfredsstillende, og jeg får følelsen af at skulle lære en ny op konstant.

En ting, der i øvrigt var interessant og gik igen hos mange patienter, var trætheden over at skulle tage imod nye elever/studerende; herunder det meget svære i at få sagt, at man ikke vil lade dem overvære en samtale med enten læge eller kontaktperson.

Min oplevelse er, at 808 på PCH vrimler med elever/studerende, og at DPC også vrimler med dem. Jeg er træt af at skulle “lære dem op”, og jeg har besluttet, at jeg fra nu af vil sige nej, når jeg bliver spurgt, om de må være med på en lytter. Jeg orker det ikke! De skal selvfølgelig have noget erfaring, men det er ikke mig, der skal være prøvekanin.

Det var rigtig positivt at møde andre patienter og at konstatere, at mange af de problemstillinger, jeg bokser med, bokser de også med: fx det om psykologerne og de studerende. Det svarer til min oplevelse på en afdeling: der er en styrke i at dele oplevelser og at mærke, at man ikke er alene.

Anbefaling

Sune (chefen) har skrevet en rigtig fin anbefaling til mig. Jeg er meget glad for den, men viser den ikke her, da det kan opfattes som pral. Det vil jeg ikke udsætte mig selv for. Men det er en anbefaling, man bør kunne få et job på. Jeg ser frem til at præsentere den for fleksjobkonsulenten og “anden aktør” den 6. december. Bedre kan jeg ikke gøre det.

4 replies
  1. Lene
    Lene says:

    Vi har også afholdt feed-back med samme form, jeg tror, det er vedtaget at det er sådan feedbackmøder skal være. Det er dejligt at du oplevede formen som positivt. Jeg oplevede det også som personale som en god form.
    Det med studerende og elever er virkelig et problem, forstået på den måde, at i og med at man lægger mere og mere af behandling og pleje over på ambulante besøg, så bliver der færre og færre sengeafdelinger, hvor studerende og elever kan være. Og det gælder både på somatiske og psykiatriske sygehuse. Så det er jeg spændt på hvordan man løser på psykiatriske sygehuse.
    Selvfølgelig fik du en god udtalelse, og jeg håber den giver dig et fleksjob, pøj pøj med det hele.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Jeg kom lige i tanke om, at jeg har deltaget i et sådant møde før ude på PCH: https://stegemueller.dk/blog/patientfeedbackmoede/

      Jeg kan godt lide strukturen på disse møder og det at både det ene og det andet bord lytter ordentligt efter. Jeg tror oprigtigt på, at der kan komme noget godt ud af det.

      Elever og studerende:

      Jeg var ikke klar over, at det var et tværgående og landsdækkende problem. Min egen oplevelse er bare, at når man er indlagt i dagens Danmark, har man det ret dårligt. Og så har jeg ikke overskuddet til at have en elev/studerende koblet på. Da de er under uddannelse, må de i sagens natur ikke foretage sig noget på egen hånd, og så får jeg fornemmelsen af, at det er mig, der skal underholde dem, ikke dem der gør noget for mig.

      De kommer også i DPC, og jeg har indtil forleden dag altid sagt “ja”, når Gitte har spurgt, om der måtte komme en med. Jeg har været i stand til at abstrahere fra dem, og bare passet min samtale ud fra det, jeg havde forberedt hjemmefra. I mandags kunne jeg bare mærke, at det ikke var en god idé, bl.a. fordi jeg gerne ville drøfte indlæggelsen, psykologen mv. med hende, og det var på en eller anden vis for privat.

      Hvis der kommer et udspil om dette fra direktionens side, skal jeg nok holde dig orienteret.

      Udtalelsen: Jeg er rigtig glad for den, og jeg håber/tror, den kan sparke nogle døre ind.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Dejligt at høre, at det var et godt møde, og at psykiatrien virker oprigtigt interesseret i at tilpasse sig yderligere til patienternes behov og ønsker. Men jeg tror næsten, at din oplevelse af, at de andre patienter har haft lignede oplevelser, som du selv har haft, er næsten lige så vigtig.
    Man burde måske afholde lignende møder med terapeutisk sigte? Eller der er måske patienter, der er indlagt, der er for dårlige til at kunne deltage i sådan noget? – Bare en tanke.

    Selvfølgelig har Sune da skrevet en god anbefaling til dig. Du havde vel ikke forventet andet? 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Ja de virkede fuldstændig oprigtige, når de gang på gang pointerede, at resultaterne vil blive brugt.

      Det er også rigtigt, at der er en kæmpestyrke i at være sammen med andre, der heller ikke orker alle de studerende, som det er svært at sige fra overfor. Og tænk at alle andre også oplever problemer med at få en psykolog. Det vil til enhver tid undre mig, hvordan PCH kan snige sige uden om at have bare et par stykker.

      Jeg synes faktisk, at der er noget over det, du foreslår, nemlig samme mødeform men med et andet sigte. Selvom man er indlagt, kan man ofte godt deltage i den slags møde, bare man aftaler det med medarbejderne først.

      Tak for dine pæne ord om anbefalingen.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *