Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

Nyt input fra søde mennesker

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

I tirsdags talte jeg med psykologen om, at jeg savner input. Jeg er glad for livet, jeg har det godt, jeg er nærmest lykkelig, men alligevel savner jeg input fra andre mennesker; jeg kan trods alt ikke generere det hele selv. Hun ved selvfølgelig, at jeg elsker det skrevne ord og selv at skrive, så hun havde lagt mærke til SkriveCirklen i Vanløse og tænkt på, om det måske var noget for mig.

Jeg gik hjem og læste om det og besluttede at kigge derned i dag. Det var ikke uden kriller i maven, for selvom mine tekster er nøgterne og ikke emmer af følelser, er det alligevel sådan, at de på en måde er “mine børn”. Hver gang jeg trykker på “Udgiv”, kildrer det da lidt i maven. Jeg har fået forfatterdrømmene slået ihjel en enkelt gang eller to, og det har jeg ikke lyst til at prøve igen. Skal jeg skrive sammen med andre, skal det være i et trygt rum.

Af deres hjemmeside fremgår, at det er for alle – men særligt for psykisk sårbare. Det så helt rigtigt ud! Jeg læste lidt rundt omkring om det, og et par steder var Søren Magnussen og hans projekt “Lys på den lukkede” nævnt. Så var jeg overbevist om, at jeg ville tage ned og kigge, for de to udsendelser gjorde i sin tid et stort indtryk på mig. Jeg har også været “på lukket”. Det var vist dengang, jeg troede, der stod en respirator i klædeskabet. Det var en nærpsykose – eller jeg var psykosenær. Puh ha. Det er godt, det er længe siden!

Skriveværterne skaber det trygge rum, og de er utrolig søde – nærmest omsorgsfulde. Man kan være lige den, man er. 

Udgangspunktet: “Jeg husker”

Man kan tage udgangspunkt i en sætning, der bliver skrevet på whiteboardet, hvis man savner inspiration, eller man kan skrive om noget helt andet. For at alle kan komme til orde, er der et maks på ca. en ½ maskinskrevet side. Det vigtige er glæden ved ordene. Der er 45 minutter til at skrive i.

Min tekst blev ca. følgende:

“Jeg husker lejrskoler. Nogle politikere fra SF agiterer p.t. for, at det er så godt for børn at tage på lejrskole, og de vil sikre, at det er muligt for alle – og det er sikkert også godt for de fleste. Men for mig var det forfærdeligt.

Det var vel ca. 5. klasse. Jeg syntes ikke, det var fedt at skulle sove i et vådt telt, at være ude i regnvejr, at skulle bage snobrød, så håret lugtede af røg bagefter, at sidde i en kano med en jeg faktisk ikke brød mig om, ikke at kunne slippe væk.

Jeg savnede bøgerne, jeg savnede skolebiblioteket, jeg savnede at være alene og at kunne trække mig tilbage. Der var ikke rum for den, jeg var, eller for de kompetencer, jeg havde.

Frøken Christensen på skolebiblioteket indså, at der var noget, jeg kunne: Jeg var god til at skabe orden, at løse problemer og lave strukturer, og så var jeg hammer god til at sætte stempelkortene på plads bagi bøgerne, før de kom retur på hylderne. Vi havde det hyggeligt, uden at vi egl. talte ret meget sammen. Skolebiblioteket var en god måde at slippe væk fra fritidshjemmet med dets støjende byggelegeplads.

Frøken Christensen og hendes bibliotek var en undtagelse. Men det var typisk for mit liv dengang: det, jeg kunne, duede sjældent. Jeg kunne aldrig det, de andre kunne, nu er det heldigvis helt anderledes. Jeg var ikke kreativ på deres måde. Jeg kunne ikke spille musik, jeg kom aldrig over i højdespring, og jeg ramte aldrig bolden i rundbold. Gode karakterer og mine studier af fysikbøger blev ikke regnet for noget.

Jeg husker, at jeg fik et molekylebyggesæt. Det var lækkert og i flotte farver. Jeg byggede og byggede, men jeg husker ikke hvad. Det skulle ikke bruges til noget. De troede, det var en leg, men for mig var det en videnskab.

Det var lidt grotesk, at man ikke dengang så os med det anderledes styresystem. Jeg var 55, før jeg blev udredt. Nu er jeg glad og har et godt liv med data og strukturer. Og jeg elsker mine særinteresser.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.”

Anerkendende feedback

De kom med anerkendende og sød feedback. Et gennemgående ord var ikke overraskende: “nøgtern”. 

Jeg turde ikke rigtig selv give de andre feedback. Jeg besluttede mig for lige her første gang at lytte til, hvordan de andre gjorde, og de hørte også meget, jeg slet ikke havde hørt.

Træt

Da jeg kom hjem, var jeg træt – på den gode måde. Jeg sov en time i 30 °C til en af de sidste “Hjernekassen på P1”.

Det har været en fin dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Er psykosen forsvundet eller ovre

Er psykosen forsvundet eller ovre

Det var en lørdag aften

Er psykosen forsvundet eller ovre

Mit 4G netværk kunne pludselig ikke vise Facebook, og jeg kunne ikke komme på stedets netværk (igen, igen). Jeg slettede Facebook-appen, men det skulle jeg aldrig have gjort, da den selvfølgelig ikke kan downloades uden Wi-Fi. Det endte med, at jeg tog hjem 20:30 lørdag aften og fik noget hjælp her til at løse problemet. Det virker herhjemme, og nu er jeg spændt på, om det også virker derude.

Tidligere hjem?

Jeg synes, jeg har det rigtig godt efterhånden. Jeg hverken ser eller hører ting, der ikke der og børnene på Udrejsecenter Sjælsmark er ikke længere i den centrale del af min hjerne, så faktisk vil jeg tale med dem om en tidligere udskrivningsdato end den 13. november. Pladsen kan fint bruges af en anden. Jeg trænger også til freden herhjemme. Det er hårdt, at der hele tiden er nogen, der taler, taler, taler og næsten forfølger mig.

Der er næppe mange, der beder om tidligere udskrivelse, men jeg prøver. Jeg har tidligere skrevet om overlægen. der mener, at hendes patienter skal have det godt, når de udskrives. Det udsagn har jeg drøftet lidt – og forsigtigt – med flere medarbejdere, der samstemmende fortæller, at lægen også får tæsk oppefra for sin holdning. Man synes, hun holder for længe på patienterne, når den gennemsnitlige liggetid ikke bør være mere end 17 dage. På 808 er den vist nok 30 dage. Det er altså godt gået. Hvis jeg nu kan få lov at tage hjem tidligere, forbedrer jeg hendes statistik lidt, men jeg har allerede belastet systemet med mere end de “tilladte” 17 dage.

Intet svar fra regionen

Nu har jeg på venligste vis rykket RegionHs direktionssekretariat for et svar på min to uger gamle henvendelse om den omvendte verden mellem Distriktspsykiatrien og akutmodtagelsen i Glostrup. Hvis jeg stadig havde været en del af embedsværket ville jeg aldrig have ladet en sådan henvendelse ligge i 14 dage. Det var den 21. oktober, jeg sendte mailen, så nu må der gerne sket et eller andet. Jeg synes ikke, de kan sidde den overhørig. Det ville da i hvert fald være god stil at svare, at man har modtaget henvendelsen og vil se på sagen. Jeg har intet hørt. Den var ikke gået i hverken Udenrigsministeriet eller andre steder.

“Allerede” den 7. januar 2019 kom der svar fra Psykiatrisk Center Glostrup.

Kort og klart: “…og vi har ingen kommentarer til dit indlæg.”

Det har taget dem 2 måneder 2 uger og 3 dage at finde ud af, at det havde de ikke kommentarer til. Jeg undrer mig meget, og synes slet ikke, man kan kan optræde sådan i den rolle man som psykiatrisk hospital også har som offentlig myndighed. Sådan opfører en offentlig myndighed sig ganske enkelt ikke. Eller måske rettere: sådan opførte vi os på ingen måde de 23 år, jeg var i statsforvaltningen.

De forholder sig på ingen måde til noget af det, jeg skriver. Havde de så bare skrevet, at de syntes det var tågesnak. Kun “Ingen kommentarer”. Måske betyder det bare, at de er helt enige men af politiske årsager ikke kan skrive det?

Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup

Apropos Akutmodtagelsen i Glostrup, så er udsagn som “Hvordan slap du uden om den” slet ikke ualmindelige blandt os patienter. Der må ske noget, og nogen må gribe til handling, men det er heldigvis ikke min gebet.

Patienttilfredshedsundersøgelsesskemaet med de 230 rubrikker er i hvert fald revet i tusind stykker. Tror de virkelig, at man har en “kognitiv rest” til så mange rubrikker?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

En medicinstuderende optog journal

En medicinstuderende optog journal

Dygtighed – for det meste

En medicinstuderende optog journal

Jeg stiller mig som hovedregel gerne til rådighed for forskningen og videnskaben og dermed for de studerende cfr. elever. Derfor blev jeg i dag spurgt, om jeg ville hjælpe en medicinstuderende med at lære/øve på at optage journal. Det ville jeg selvfølgelig gerne.

Hold da op hvor var hun dygtig – og et sødt og behageligt menneske. Hun havde selvfølgelig en spørgeguide med, men hun skævede kun til den to eller tre gange, og det bevirkede, at det var en samtale frem for et interview. Det var virkelig en god oplevelse sammenlignet med, da jeg senest stillede mig til rådighed for videnskaben. Hun havde nogle pointer, som jeg aldrig selv har set tidligere – desværre har jeg glemt dem.

Kl. 14:00 skal jeg ned at høre hendes fremlæggelse mv. Se næste afsnit.

Jeg har opgivet at komme til at “arbejde” sammen med Psykiatrifonden. De rykker simpelthen ikke, og jeg har opgivet at rykke i dem. Men hvis jeg kan bidrage med noget “inde i” selve psykiatrien, vil jeg naturligvis gerne det – helt sikkert, og måske hellere det. Her kommer den “psykiatripolitiske” del selvfølgelig til at mangle. Pyt med det. Man kan ikke få alt her i verden.

Senere

Den studerende fremlagde sin journal for sine medstuderende og mentoren/underviseren, og derefter blev jeg trukket op som en kanin af hatten til uddybning og supplering. Jeg gik til det med åbent sind, men jeg gør det aldrig mere. Altså: Jeg deltager gerne i face to face-delen, men plenum-delen er forbi.

Jeg havde det som om, det var mig, der var til eksamen og ikke den studerende. Selvfølgelig måtte de spørge, det var jeg jo på forhånd orienteret om, men jeg følte det på et tidspunkt som om, de prøvede med trickspørgsmål at teste, om jeg var nu var berettiget til at være, hvor jeg er.

Et ex: Når jeg nu havde realitetstestet, at “respiratoren” rent faktisk ikke stod inde i klædeskabet, hvorfor hørte jeg den så stadig? Jeg kunne jo kun svare, at jeg, eftersom, jeg efter realitetstesten, var klar over, at den ikke stod der, var klar over, at jeg ikke var ordentligt psykotisk. Men det betyder jo ikke, at man ikke bliver bange, når bip, bip, bip ændres til tyrkisk/kurdisk folkemusik og klaver fra 20’erne! Det var som om, jeg ikke kunne forklare mig.

På et tidspunkt – næsten til slut – var det relevant at nævne, at jeg har bedt om udredning for Aspergers syndrom. Mentoren bad om årsagerne til mit ønske. Og det er garanteret et helt okay spørgsmål, men da jeg føler, at alverden griner ad mig, når jeg nævner det, ramte det hårdt at skulle redegøre for de 12 – 14 væsentligste faktorer, jeg har tænkt på og skrevet til mig selv om siden 2003. Det knækkede mig lidt.

De medstuderende var temmelig tilbagelænede

Nogle i plenum var fysisk faktisk temmelig tilbagelænede, også selvom jeg søgte øjenkontakt og dermed opfordrede til som minimum nonverbal kommunikation. No response at all.

En pige virkede oprigtigt sød og stillede tilsidst et godt spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Mht. de øvrige kunne jeg naturligvis for det meste lære dem op i bipolar affektiv sindslidelse; det er der ikke noget overraskende i; og det gør ikke noget – og det var jo ikke det, de skulle lære!

Hun spurgte “Ved du, hvad forværringen i din sygdom skyldes?” (nogenlunde sådan formuleret). Jeg kunne kun svare “Ændrede livsomstændigheder”, som jo er et lirum larum-svar. Alle kunne svare sådan uanset diagnose. Det, der ramte mig, var da også “forværring”, som jeg ved nærmere eftertanke nok misopfattede. Hun mente formentlig “førte til ny indlæggelse”, mens jeg hørte “mere syg”.

Semantik eller ej så knækkede det mig lidt mere.

Lige nu

  • Jeg glæder mig meget til en frokost hos min bedste ven i morgen – ude i det virkelige liv
  • Efter råd fra en af de bedste medarbejdere er jeg taget hjem for at få en god nats søvn under egen kugledyne. Jeg er hudløs og træt idet min roomie var oppe enten 03:52 eller 04:15, og så var jeg også oppe…
  • For pokker da, hvorfor kan jeg ikke få et sted, hvor jeg kan være mig selv. De taler alle sammen så højt hele tiden. Jeg bliver da mere sindssyg, end jeg er i forvejen. Hvis det bliver ved, udskriver jeg mig selv. Jeg har lært, hvad “talepres” er!

Den flotte nye forhal

En medicinstuderende optog journal

Og her bor patienterne

En medicinstuderende optog journal

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Dagens tekst fra psykiatrisk afdeling

Dagens tekst fra psykiatrisk afdeling

Var eller er det ikke sådan

Dagens tekst fra psykiatrisk afdeling

  1. At der engang var et radioprogram, der hed “Dagens tekst”? Havde det med tro og kirke at gøre?
  2. At det er fantastisk, at en medarbejder (selvfølgelig Mona) lige fanger, at jeg har behov for en lang “aften”, hvor det ikke er påbudt at gå i seng kl. 22 efter aften-kemikalierne, og tale høfligt til min roomie, og jeg bare brændende ønsker mig at være alene bare en aften/nat og ikke skulle starte konversation kl. 06 i morgen. Hun fiksede et rum for en nat; nu ligger jeg og nyder freden.
  3. Medicinen fik jeg med mig, så jeg kan lægge mig til at sove, når det passer til mig. Som i alle andre fag er nogle mere fleksible end andre, men jeg kender jo mine lus på gangen. (Som barn troede jeg, det var synonymt med  “lus i korridoren”.)
  4. At man er for rask, når man kan have fokus på nr. 2? – Se dog nr. 6.
  5. At jeg har haft en super lægesamtale med en psykolog? Hun er bare så grundig. Fx spurgte hun meget omhyggeligt til bivirkninger af Abilify. Jeg tror, hun oplistede dem alle en for en, men jeg har ingen af dem fraset måske en anelse udslæt på hænderne. Men pyt og det går nok over. Og ellers:
    1. Børnene i Sjælsmark er væk
    2. Lydene er væk
    3. Skyggerne består
  6. At skyggerne har 14 dage til at skride? Vi har aftalt udskrivelse den 13. november, og det var en reel aftaleindgåelse. Går det ikke, taler vi om det igen!
  7. At det er udfordrende for overblikket at spille Backgammon? Engang havde jeg styr på det, det har jeg bestemt ikke mere. Vi spillede en del spil, og efterhånden dukkede nogle af de gamle automatreaktioner for kombinationerne af trækkene op, men at holde overblik over hele brættet med alle mulighederne og at lægge strategi uden at tænke højt, var noget problematisk. Men det var rigtig hyggeligt.
  8. At jeg nu skal høre billig tysk pop?
  9. At jeg skal ture lidt rundt på Facebook?

En rigtig hyggeaften helt alene. Jeg har brug for at være alene bare en nat.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.