Tag Archive for: Nærpsykose

,

Morgentanker

Morgentanker

Stilhed

Morgentankerne består i, at jeg prøver at finde lidt ro, inden der er “gang i butikken”. 

Morgentanker på 808 – en psykiatrisk afdeling

Min roomie var temmelig tidligt oppe for at ryge dagens første mentolcigaret, kl. var vel ca. 05, og inden hun havde fået puslet med alle de kraftige plastikposer, fået sig klædt på og arrangeret rollatoren, var jeg lysvågen. Men jeg prøver at leve efter devisen om at: “Vi skal jo være her begge to”, selvom det måske mest er hende, der er der 🙂  Men pyt, derhjemme kunne jeg også finde på at stå op 05:30, fordi jeg godt kan lide timerne hvor “endnu er det uvist om fuglene vågner”. (Inger Christensen.)

Jeg er, hvor jeg skal være, og jeg brokker ikke, men psykiatrien er udsultet, og det mærker man som patient – sådan helt konkret.

Anne Lindhardt (formanden for Psykiatrifonden – fantastisk kvinde) og PsykiatriAlliancen har lige været ude med et “oprob” til politikerne. Det er spændende, om det bliver hørt. Lige p.t. er der meget fokus på børn og på depressioner og begge dele er enormt vigtige, fordi det på sigt kan spare indlæggelser. Jeg synes bare ikke, det gavner den gruppe, jeg tilhører. Altså os, der har behov for jævnlige indlæggelser. og det må jeg vel indse, at jeg vedvarende vil have.

Jeg har nu været her på Hvidovre ti gange siden sommeren 2014 plus en gang i Glostrup i sommer med en mani. Hvor længe kan det blive ved at gå? Mit liv er en nedadgående spiral – helt objektivt! En solid karriere er afløst af et fleksjob og en invalidepension fra JØP – og gudskelov for den. Og gudskelov har jeg en god sagsbehandler på jobcenteret. Han jagter mig ikke. Proaktivt sender jeg ham af og til en mail om prognosen. Lige nu lyder den på tre uger mere.

Skyggerne skal væk! Jeg har følelsen/synet/hallucinationer af  “atrazitgrå vinger” i mit perifere synsfelt, og jeg kan også se dem om natten. En læge spurgte, om jeg var religiøs, det svarede jeg selvfølgelig ja til, men tilføjede at det ikke betød, at jeg også var overtroisk! Til tider er vingerne i stedet som halve mennesker – stadig atrazitgrå. De er lidt svære at forklare for medarbejderne.

Af og til har jeg en helt konkret oplevelse af skygger to til tre meter bag mig. Når jeg vender mig, er der selvfølgelig ingenting.

Musikken er blevet bedre forstået på den måde, at der kun er naboens fest tilbage. Jeg er dog bange for at tage hjem, fordi jeg er bange for, om respiratoren stadig står i klædeskabet… Jeg ved godt, det lyder fuldstændig sindssygt.

”Tingene” inde i hjernen er blevet lidt bedre forstået på den måde, at der “kun” er de legetøjsløse børn på Udrejsecenter Sjælsmark og børnene, hvis forældre er på integrationsydelse, tilbage. Jeg ser med vilje ikke TV Avisen, jeg læser ikke rapporter fra Institut for Menneskerettigheder, jeg forholder mig ikke til noget som helst. Men det hjælper ikke, for virkeligheden er jo stadig virkelig, og den har taget plads i de centrale dele af min hjerne. Gad hvad en MR-skanning ville vise 🙂

God morgen!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Er det nu en nærpsykose

Er det nu en nærpsykose

Gad vide hvad det er?

Er det nu en nærpsykose

Jeg har talt med en vældig sød “stuegangsgående psykolog” – ville nu hellere have talt med en læge – men hun var helt OK! Og det var en god snak. Hun konkluderede, at der nok var tale om en nærpsykose. Bliver det ikke bedre, kan det overvejes at øge mængden af Abilify…

Jeg har (selvfølgelig) prøvet at finde ud af, hvad en nærpsykose er, men kan kun finde ud af, at det er “psykose light”. Der var ikke tid til at spørge, for hun havde rejst sig og var på vej ud ad døren. Det føles ikke særlig light, men selvfølgelig er jeg ikke ude på overdrevet. Det ved jeg da godt, ellers kunne jeg jo nok ikke skrive her, men det er det, jeg overlever på.

Piller, piller, piller eller en at tale med?

Har du det skidt? Vil du så ikke have en Oxapax (det er en Benzo)? Jeg er ved at få pip (eller bip) af piller. Kl 22:00 sluger jeg et måltid af komplekse ting, som jeg slet ikke kan overskue længere. Er der ingen bedring, kan der overvejes ECT igen, kan jeg læse på sundhed.dk… Jeg må sige, at jeg selv har tænkt tanken, og jeg er slet ikke afvisende; jeg synes måske bare, det var noget, vi burde have talt om, da det jo er en indgribende behandling.

Stedet har psykologer (vist to) men der er vist to måneders ventetid. Jeg vil have min egen – knalddygtige psykolog!– igen. Jeg orker ikke at starte forfra. Jeg tror på, at den medicinske behandling skal kombineres med samtaler, men psykiatrien i dagens Danmark er meget kemisk orienteret.

Problemet er, at da jeg sluttede med hende ultimo 2017, kom hun til at arbejde mere eller mindre gratis den sidste tid, da regionen viste sig ikke at ville betale mere, fordi  jeg havde opbrugt min kvote. Nu siger hun så – forståeligt nok – at det vil hun ikke igen.

Jeg har bragt henvisningen via egen læge på plads i morges. Det er en formssag. Men hvordan får jeg fat i sygesikringen? Socialrådgiverne her er så pressede, at de kun kan tage sig af patienter, der risikerer hjemløshed eller tvangsfjernelse af børnene. Det er selvfølgelig fair nok. Så afdelingen henviser til Distriktspsykiatrien.

Jeg kontaktede min fantastiske kontaktperson og spurgte tudende, om hun kunne kontakte deres socialrådgiver? Gitte er hurtig, og der var en mail på ingen tid. De mener, det kan tolkes som et nyt traume, og at der kan ydes nyt tilskud. Samtidig ringede hun og sagde, at det måske ikke var det, jeg skulle beskæftige mig med lige nu. Og det har hun jo så evigt ret i. Alligevel føler jeg, at jeg har behov for at få oplysningerne verificerede. For et er, hvad Distriktspsykiatrien tolker, noget andet er, hvad sygesikringen siger.

Jeg har viderebragt ovenstående til psykologen, der tager over og undersøger. Fra en sygeseng på en psykiatrisk afdeling kan jeg bare ikke gøre mere. Jeg har bare den der dumme fornemmelse af at falde lidt mellem to stole. Men jeg kan hvert fald ikke gøre mere.

Politik i psykiatri

Jeg har sendt dette link om det fremskudte dige til regionHs direktionssekretariat og spurgt, om det er noget, de har kommentarer til. Det må de da næsten have? Jeg er sørme spændt på, hvad de svarer, hvis de gider svare en svingdørspatient.

Flytninger der til tider er helt gak gak

Hidtil har jeg haft en tosengsstue for mig selv. Nu er jeg så flyttet ind til en ældre dame, der er vældig sød, men som small talker en hel del… hvor kan jeg snart være? Derhjemme står respiratoren jo i klædeskabet og siger bip, bip, bip.

Måske har jeg fået en ven, ham der havde PSI-pladsen, men da hans fem dage var udløbet, var han alligevel for dårlig. Planen var så indledningsvist at flytte ham de tre dage til Glostrup til modtagelsen for derefter at flytte ham tilbage hertil. Så var kommandovejen nemlig fulgt – totalt gak, og han var selvfølgelig totalt smadret ved udsigten til at skulle flyttes to gange på en uge. Det kan man simpelthen ikke gøre med ret syge mennesker. Afdelingens overlæge er sindssygt skarp, så jeg er sikker på, hun har været inde over og fået rettet op på det. Jeg er glad for, at han bliver, for vi taler utrolig godt sammen.

Og en biting: en opredning i Glostrup med rengøring før og efter koster 3.700, og det ville så have været 7.400 kr. ud ad vinduet. Hvad tænker de på?

,

De hurtige sko

De hurtige sko

De brænder for det

Medarbejderne har købt de hurtige sko

Hvis man skal have dette job, skal man brænde for det og købe de hurtige sko. Det er min oplevelse, at 99 pct af medarbejderne i psykiatrien brænder for det! Og på 808 er hjertevarmen enorm. Jeg har altid følt mig lettet, når jeg trådte over dørtrinnet hertil.

I dag er vi 13 patienter, fulde huse da det er de eneste åbne pladser i et enormt optageområde, og tre medarbejdere inkl afdelingssygeplejersken, der er indforskrevet, og som vist ellers kun bør have administrative opgaver så som vagtplanlægning, budget og regnskab, tilfredshedsundersøgelser 🙂  osv., som jeg ikke ved, hvad er.

Hanne er kontaktperson for vist syv patienter. Kimmie har de resterende. Hun står også for medicinen, der skal hældes op og deles ud på bestemte tider At hælde op er en vigtig opgave. Medicinrummet er “stillerum”, der er adgang forbudt, og det forstår jeg virkelig godt, eftersom jeg ikke engang kan finde ud af at hælde mit eget op. Det må tage en evighed at hælde op til 13.

Kontaktpersonen er med til stuegang, og det er vældig godt, så man husker at få sagt det hele, og hun kan supplere med sine observationer.

Der skal sørges for mad, anretning og evt opvarmning. Der skal være plads til at tale 30 – 45 minutter med en patient, hvis der er behov for det. Og det er der!

Ny lyd

Bip, bip, bip, tyrkisk/kurdisk folkemusik og salon-klaver er nu suppleret med den form for rockmusik, vi hørte i 80’erne. Det kom i aftes. Det er egentlig ikke grimt, men det er godt nok træls! Jeg gik rundt ved alle dørene og tjekkede, om det var en anden patient, der spillede højt. Det var det ikke.

De 14 måneder, jeg så og hørte filmen, spurgte psykologen ofte “Hvad vil den dig? Hvad vil den fortælle?” Jeg er ikke særlig god til den slags, men med hjælp lykkedes det da at finde en mening med/i den.

Jeg prøver derfor at spørge mig selv “hvad vil musikken, skyggerne og det manglende filter mig?” Jeg ved det virkelig ikke og jeg er for fantasiløs til at gå ind i det. Så jeg tager chancen og venter på, at Abilify’en virker.

Jeg prøver også at skærme mig selv fra alle de frygtelige ting i verden. Jeg ser fx ikke TV Avis. Det virker bare ikke, for børnene på Sjælsmark Udrejsecenter, må jo alligevel ikke have deres eget legetøj, så de lider, og deres lidelse sidder midt i min hjerne.

Måske er jeg bare bindegal?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Filteret der blev væk

Hvor længe kan det blive ved?

Filteret der blev væk

Pludselig forsvandt det filter, der bevirker, at vi mennesker kan læse om, og forholde os til den ydre verden uden at tage den ind i de centrale dele af hjernen.

Derfor sad jeg og lå jeg et par dage og græd og græd over: klimaet, fattigdom, krigen i Syrien, hjemsendelser til Afghanistan, armoden som følge af integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet, jøderne i 1943 osv. Simpelthen alt.

Respiratoren

I et par måneder har jeg hørt en respirator, der stod inde i klædeskabet. Jeg har tjekket, den står der ikke. Da bip bip lydene ikke er der hele tiden, og ikke er så høje, er jeg blevet enig med Kasper Reff (min overlæge) om, at vi lige ser tiden lidt an, for måske forsvinder det af sig selv. Men han har på ingen måde været afvisende, idet Seroquel havde en antipsykotisk effekt.

Min panik satte ind, da respiratoren blev til musik i form af enten pænt klaver eller folkemusik. Ikke så højt men alligevel. Jeg gik rundt ved væggene og tjekkede, at det ikke var naboerne, der pludselig spillede musik. Det plejer de nemlig ikke.

Er jeg for alvor ved at blive rablende vanvittig?

Dernæst

Nu er jeg jo efterhånden en trænet patient, så jeg stillede selv lidt af diagnosen: der er noget psykotisk over det med filteret og lydene. Jeg ringede til Hvidovre, som syntes, jeg skulle tage til Glostrup, og spurgte, om jeg lovede osv. Jeg lovede osv, men sov alligevel på det. Jeg er altid bange for at råbe “Ulven kommer”, for at sidde de tre timer i venteværelset for så at blive sendt hjem igen (det er vist mange år siden, det er sket), for at belaste systemet, for at det bare er noget pjat osv.

De spørger jo altid “Hvor længe har det stået på?” I mit dumme hoved bliver det til “Du har ikke haft det dårligt nok længe nok.” Det vil jeg nok lige arbejde lidt med.

Der er også en trend – i hvert fald i psykiatrien – “Hvad vil du gerne have, vi gør for dig?” Eller “Vil du gerne indlægges?” Det er simpelthen så sødt og næsten kærligt ment, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare, så jeg replicerer tamt “Hvad synes du?” “Jeg henvender mig her, fordi jeg er hunderæd og ikke kan få min verden til at hænge sammen, er du så ikke så sød som specialuddannet fagmedarbejder at beslutte, hvad der er bedst for mig?” Jeg ved det godt – patientinddragelse er meget svært!

Den “fedeste” læge

Jeg har talt nærmest halvanden time med en overlæge fra en anden afdeling. Hun var helt fantastisk og startede med at beklage, at hun kun havde læst dele af min journal. Jeg tilgav hende på stedet, da det ville have taget en uge.

Hun turde stille alle de spørgsmål, som de ikke stillede i går. Hun ville virkelig gerne høre om både filteret og folkemusikken, og om sidstnævnte var inde i hovedet eller kom udefra. Ingen tvivl – den kommer udefra. I øvrigt er det et ret nærliggende spørgsmål.

Hun gav sig tid, tid, tid. Det var fantastisk. Efter al den tid: “Bipolar affektiv sindslidelse i episode med blandingstilstand med psykotiske elementer”. Hun syntes, det var godt, jeg kom, og at jeg ikke havde snydt nogen.

Og pillerne: lidt til lige at “overleve” weekenden på, og så koordinerer hun og Kasper på mandag. Jeg har klippet ud i pap, at jeg ikke vil tilbage til Seroquel! De må have flere skud i bøssen, nu hvor jeg til den første betaler sidste rate hos tandlægen.

Hvor længe kan det blive ved?

For nu at slutte med begyndelsen, så ved jeg det ikke. Hvor længe kan jeg holde til det? Skulle jeg være så heldig at finde et fleksjob 15 timer/uge, kan jeg så overhovedet passe det, hvis intervallerne mellem indlæggelserne bliver stadigt kortere? Jeg har aldrig halsbetændelse eller hovedpine eller den slags; hvis jeg er syg, er jeg indlagt, hvilken arbejdsgiver gider det? Har jeg stadig en kognitiv kapacitet, der bevirker, at jeg kan udfylde bare et fleksjob? Jeg ved det sgu ikke. Ville en førtidspension være en bedre løsning? Skal jeg give op?

Det er jo sådan set ikke tanker at tænke lige nu, men de er relevante og hænger i et eller andet omfang sammen med det manglende filter.

——

Det er lidt bøvlet at tjekke kommaer og stavekontrol på iPad; I får det, som det er.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.