,

Slut med bip bip bip

På besøg hos mig selv

Slut med bip bip bip.

Udgang tre timer…

Jeg ville meget gerne hjem til eget bad og toilet, sætte varme på, afbestille leveringen fra Aarstiderne, hente nogle passwords, en varmere jakke, et par handsker og et halstørklæde (det er koldt at være ryger nu), sidde ved min computer at skrive en blogpost osv. Samtidig var jeg ræd for “respiratoren”, men den er væk. Den holder i hvert fald kæft. Hvor er jeg glad! Nu har jeg hørt på den i to måneder, og pludselig er den væk. Jeg er klar over, at man ikke kan forestille sig det, hvis man ikke har prøvet det. Det er jo kun mig og mine ligesindede, der hører ting, der ikke er der.

Det går pludselig op for mig, at jeg heller ikke hører musikken mere! Waugh.

Abilify, hurra, som jeg nu har føjet til ordbogen?

Powerbank

Slut med bip bip bipJeg har købt “et stort svin” af en powerbank, Anker PowerCore+ 26800 mAh, Quick Charge 3.0, Black, så nu har jeg min egen strøm til elektronikken. Det er dejligt. Jeg har også en lille Serio, men jeg synes ikke, den kan meget mere end at holde status quo på fx iPadden. Anker kan virkelig lade op.

Næste gang – for den kommer – har de vel fået sat nogle flere stikkontakter op, altså når de er færdige med at lægge fliserne lige 🙂

Actioncard

En af medarbejderne er virkelig dygtig til at hjælpe med at lave “actioncard”, som går ud på at notere lige præcis fx mine:

  • Symptomer
  • Strategier og løsninger
  • Nærmeste akutmodtagelse – men den kender jeg jo ganske udmærket
  • Osv.

Vi har tidligere lavet actioncard både for manier og depressioner. Nu har jeg bedt om hendes hjælp til nærpsykoser/psykosenær. Selvfølgelig kender hun ikke mine symptomer, og hvad der gik forud for indlæggelsen, men hun kan stille spørgsmål og komme med sin faglige ekspertise. Hun kommer i aftenvagt på søndag, og jeg ser frem til at lave det sammen med hende – og så er hun i øvrigt et rigtig dejligt menneske og en dygtig og meget engageret medarbejder.

Det er vigtigt med forebyggende redskaber, så jeg fx kan benytte mig af PSI-pladsen, inden det hele igen bliver bims, og der går respirator i den.

Vi bruger appen Min Plan, men kalder det Actioncard. Appen er beskrevet her.

Fisk

Fisk i akvarier skulle efter sigende have en konfliktforebyggende og beroligende effekt, så derfor har vi nu hele to akvarier sponseret af en banko-forening eller sådan noget. Bevares det er da flotte fisk, men vi har ingen konflikter. Alle tager hensyn og er søde. Det sker, at en ældre dame sidder og stirrer på dem, men ellers er de mest til pynt, og så beskæftiger de en medarbejder, der nærmest er manisk mht. de f…. fisk.

Og så lige apropos ældre damer: min roomie har fået høreapparater – hvor er jeg glad for det.

Slut med bip bip bip


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

2 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Dejligt med en gang udgang, og vel især fordi medicinen har slukket for respirator og sang.
    Det er da ellers nogle fine neonfisk på billedet.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Ja det var altså godt, og fantastisk at lydene er væk. Du begriber næppe lettelsen! Men du har jo sikker – qua dit job – hørt meget om den (eller mangel på samme).

      Der kommer nogle flere fisk om et par dage; jeg er fandt en anden vinkel, hvor der var flere af de flotte orange. Jeg behøver ikke akvariet som voldsforebyggelse, men som fotomotiv, er det fint!

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.