Indlæg

, , ,

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Jeg var aldrig helt alene

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Efter 12 år har jeg sagt farvel til både psykiatrien og psykologen. Bag mig ligger indlæggelser, depressioner, manier, traumer og mange mørke nætter. Men der står også en lang række mennesker, som lyttede, hjalp og blev ved. Nu er jeg kommet ud på den anden side – og den gode historie om psykiatrien fortjener også at blive fortalt.

I den forgangne uge sagde jeg farvel til psykiatrien.

I januar sagde jeg farvel til psykologen.

Begge dele var skelsættende efter 12 år. I forening har de gjort mig rask.

Når jeg trækker det op på et meta-meta-metaplan, er det vigtigste, at jeg aldrig var helt alene. Som en sygeplejerske på “mit afsnit” (808) engang sagde: “Vi er her for dig Hanne”. Det berører mig at tænke på det.

  • De har befriet mig for den bipolare lidelse.
  • Aspergers syndrom er en medfødt, neurobiologisk udviklingsforstyrrelse på autismespektret – et anderledes styresystem – og altså ikke noget, man skal blive “rask” fra.

Jeg ser det sådan, at psykiatrien har taget sig af alt det sygelige/det psykiatriske og medicinen, mens psykologen har taget sig af traumerne.

De har loyalt trukket på samme hammel uden nogensinde at have mødt hinanden. Nu er jeg derfor fri af sygdommen og af fortiden. Det medfører en lykkefølelse.

Jeg har mødt så mange mennesker, der hver især gjorde mere, end der står i deres ansættelsesbrev. De var hele mennesker, de lyttede, og der var tid.

Jeg har haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien i 12 år. Engang måtte hun forlade vores møde i ti minutter, fordi en patient gerne ville sendes afsted til lukket afsnit af hende. Større kvalitetsstempel fås næppe.

Min psykiater har skrevet: “I epikrisen lægges der op til hurtig genhenvisning ved evt. fremtidig destabilisering.” Det skal forstås sådan, at bliver der behov, skal vi tage det i opløbet, da det er langt nemmere for alle parter og mere skånsomt for mig (og billigere 🙂 ).

Jeg er velkommen igen, og jeg kan altid henvende mig i akutmodtagelsen.

Det er jeg tryg ved, og jeg vil ikke føle det som et nederlag.

10 minutter i almen praksis

Til sammenligning har man ti minutter hos den alment praktiserende læge.

Heldigvis fejler jeg (så vidt jeg ved) ikke noget somatisk, for det system har jeg opgivet. Jeg er ikke i stand til at redegøre for symptomer, status og hvad der er gået forud på ti minutter hos en læge, jeg stort set ikke kender, og som sidder bøjet over sin PC for at dokumentere.

Hvorfor kan jeg fx ikke få en dobbelttid, når jeg beviseligt kun kommer hvert fjerde år og altså ikke belaster systemet?

Eftersom jeg jo er blevet ældgammel, er jeg er inviteret til at komme en gang om året, i den måned jeg har fødselsdag. Jeg har fødselsdag i oktober, men jeg bliver hjemme. Gik jeg derhen, ville jeg af en sygeplejerske blive bedt om at måle blodtryk tre gange i døgnet i tre dage, for man kan “naturligvis” ikke bruge mit Excelark med egne ugentlige målinger gennem flere måneder. Det har jeg svært ved at forstå.

Jeg har også svært ved at forstå, at jeg skal argumentere for at få foretræde for lægen selv.

Var det muligt at finde en praktiserende læge, man betalte for, ville jeg gøre det.

Hvad gik forud?

Forud for det store farvel til psykiatrien og psykologen gik:

  • utallige indlæggelser, vist 14-15 stykker, heraf en gang på lukket afsnit,
  • talrige udsving mellem dyb depression og mani. Det vildeste jeg foretog mig i en mani var vist engang at købe tre computere på én dag. 808 hjalp med at få dem returneret, eftersom jeg jo ikke havde behov for dem.
  • mange telefoniske henvendelser til Livslinjen, når nætterne blev for sorte. Jeg kan stadig telefonnummeret udenad (70 201 201),
  • adskillige natlige henvendelser til Psykiatrifondens telefonrådgivning,
  • et langt forløb i Akutteamet i Glostrup. Teamet var bemandet med Region Hovedstadens dygtigste farmaceut og ditto psykiater. Sidstnævnte var den, der engang lukkede låget på sin PC, kiggede op og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Der er mange sætninger, jeg ikke kan glemme.
  • tab af hukommelsen for perioder på op til 14 dage,
  • og megen tvivl om hvorvidt jeg ville livet.

Beskyttende faktorer?

  • Hvilken betydning havde min delvist vanvittige opvækst med dagligt seksuelt misbrug og fornedrelser gennem seks år?
    • Det er bevist, at den psykiske sårbarhed øges af svære vilkår under opvæksten.
  • Var jeg blevet syg, hvis min far ikke var død, da jeg var otte år?
  • Havde forløbet været kortere, hvis jeg havde haft kattene?
    • Det er mange år siden, min kontaktperson beskrev, at der er evidens for, at et kæledyr medfører stabilisering.

Tjah, det findes der ikke svar på, men tilsammen kunne disse faktorer måske have trukket i den anden retning?

Nu er det helt ligegyldigt, men det er da en overvejelse værd.

Den gode historie skal også fortælles

Næste skridt er at finde et forum/en platform, hvor jeg kan fortælle den positive historie fra psykiatrien.

Jeg har en stemme, og jeg har en historie, men jeg ved ikke, hvor jeg kan få lov at fortælle den.

Medierne har fokus på de kritisable historier, og sådan skal det nok også være. Men det bevirker, at ingen hører om de femstjernede forløb, uagtet det er dem, der er flest af. De formidles bare ikke.

Jeg har rakt ud til professor Poul Videbech, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), og spurgt, om han kan og/eller vil hjælpe mig.

Jeg er spændt på hans svar.

Indlagt igen i fire uger

Indlagt igen i fire uger

Jeg har “svigtet” i en måned

Indlagt igen i fire uger

Der er pludselig gået en måned, siden jeg blev indlagt. Der har været masser at skrive om, men jeg har ikke haft kræfterne til at få det gjort. Lige nu er jeg på “hjemmebesøg” og nyder at sidde ved et rigtigt tastatur, så nu famler jeg mig frem til et indlæg, der sikkert ikke hænger sammen for andre end mig selv! Diagnosen er “let til moderat depression med psykotiske træk”. Jeg hælder mest til moderat og psykotiske træk. Det føles nemlig ikke “let”.

Arbejdsmarkedet

I samråd med mit jobcenter i Hvidovre Kommune og min fagforening har jeg opsagt min stilling, da det er bedst sådan. Jeg magtede ikke jobbet på de givne betingelser. Der er selvfølgelig stor sorg knyttet til endelig at måtte forlade det arbejdsmarked, der lugter lidt af fugl til fordel for fx at stable rugbrød i Netto – altså at lægge det gamle øverst og det nyeste nederst. Jeg trøster mig med, at jeg måske ad åre kan blive chef for mælken eller lignende. Pludselig kunne jeg bare ikke mere, og  jeg kunne ikke klare at stå op med en stor ildsprudlende kugle i maven hver morgen. De dårlige tanker kom til at dominere, og det går slet ikke i min verden.

Jeg var til møde i jobcenteret for et par uger siden, og det gik rigtig godt. Min sagsbehandler, som jeg kender ret godt, var sød og forstående. Vi skal finde et nyt fleksjob; det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg skal ikke hjem og trisse rundt på fuld tid, så bliver jeg da først skør. På vej ind til mødet mødte jeg min fleksjobrådgiver, som jeg også kender rigtig godt. Han var meget overrasket, da han hørte, at det var gået galt med det gamle job. Jeg nævnte det med rugbrødet for ham, hvortil han svarede, at så blev det let at finde noget nyt, da de har en aftale med Dansk Supermarked. Nu må vi se. Jeg skal i hvert fald bare ikke sidde i kasse, men jeg har erfaring med detailhandlen fra min ungdom. Jeg fik lov at bestemme næste møde i jobcenteret, hvor de begge deltager, og valgte den 2. september kl. 10:00.

At være hjemme

De vil gerne udskrive mig på torsdag, så jeg skal øve mig i at være hjemme. Det, synes jeg, er hundesvært og jeg føler mig slet ikke “udskrivningsparat”. På den anden side lige mens jeg sidder og skriver dette, går det egentlig fint nok. Jeg tror, det er de store skift, der er svære. Jeg plejer bare at føle mig klar og vide ganske nøjagtigt, hvornår jeg har fået nok af 808 (for denne gang).

Den første gang jeg var hjemme, var jeg her fire timer, og det var alt for længe. Skudt vildt over målet. Herefter en gang med en time og 10 minutter. I går omkring en time eller halvanden plus den tid det tog at gå til frisøren og op at købe et nyt ur. I dag er aftalen, at jeg bliver hjemme, så længe det føles rart – senest til kl. 17:00. Jeg konstaterer, at der ikke er kommet nye skud på mine kunstige planter i mit fravær.

Det er ensomheden, der lurer bag gardinerne. Efter at have været sammen med 12 andre mennesker på relativt lidt plads i så lang tid, er mine egne 78 m² enorme og enormt stille. Her er ingen, der går rastløse rundt i sko, der knirker, her er ingen, jeg kan tæve i Bezzerwisser eller Scrabble – her er den store tomhed. Det eneste, der høres lige nu, er lyden fra vaskemaskinen.

Personalet har 500 forslag til ting, jeg kan foretage mig efter udskrivelsen, og jeg ved, det er velment og kærligt, det er bare som om, det ikke rigtig bider på. Jeg tager imod pjecer, brochurer og links og forslag og siger “mange tak” for det alt sammen vel vidende, at jeg nok aldrig får kigget på det. Måske er jeg bare Rasmus Modsat?

Baglæns tale

Jeg skrev på et tidspunkt, at der ingenting foregik på et afsnit i løbet af en dag. Jeg tager mine ord i mig igen! Noget af det bedste er morgengymnastikken, som jeg konsekvent har deltaget i hver dag, og så er der ballstick-massagen, som er et fantastiske tilbud, hvis personalet har tid. Jeg har aldrig prøvet det før, men det er så skønt, og for mig flytter det fokus fra de billeder, jeg ser for mit indre blik, til kroppen. Efter massagen har jeg kun lyst til at ligge under min kugledyne og hvile.

Jeg har haft mange samtaler med min fantastiske kontaktperson, der virkelig har empati og forståelse. Hun forstår selvfølgelig ikke helt mine billeder, da hun ikke kan se dem, men hun giver udtryk for, at hun forstår, at det må være meget ubehageligt. Det er nok for mig.

En anden mulighed er selv at prøve at være aktiv: puslespil (jeg er bare så dårlig til det det) og andre spil (Bezzerwisser og Scrabble er dejligt). Men alt dette kræver selvfølgelig, at man har det rimeligt. Selv har jeg brugt det til at bortlede tankerne fra billederne.

Hvad er billederne?

Den psykotiske del går ud på, at jeg ser nogle billeder for mit indre blik. Det er polaroidfotos fra 70’erne og derfor lidt gulnede. De har den karakteristiske lille hvide kant omkring sig på alle fire ledder. Formatet er det, der vist hed 9*9 . Motivet er mig selv hængende i en løkke fra et træ med tungen ud af halsen. De vises fra forskellige vinkler, og der zoomes ind og ud, men det er stillbilleder. Jeg ser dem konstant, og det er hårdt. Der er ikke mere at gøre ad medicinsk vej, da jeg allerede ligger ret højt i det relevante præparat. Der er ikke andet at gøre end at vente på, at det går over. Belastningen fra jobbet blev bygget op over fire måneder, og derfor vil det også tage tid inden de psykotiske symptomer forsvinder. Tålmodighed lønner sig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Lang god snak med Melita Svraka

Lang god snak med Melita Svraka

Hvor lang tid tager det så?

Lang god snak med Melita Svraka

Jeg havde en lang god snak med overlægen i går. Jo mere jeg lærer hende at kende, jo bedre kan jeg lide hende. Det vil så sige, at jeg efterhånden kan lide hende rigtig godt. Hun har en hukommelse som en elefant, hun husker fx altid, at jeg er adopteret, hun tager sig den tid, der skal til, og hun er knivskarp. Hun kæmper for sin patienter, og hun har den holdning, at når patienterne udskrives, skal de have det godt. Det er vist lidt et særsyn.

Baggrunden for indlæggelsen

Hun spurgte indgående til baggrunden for indlæggelsen, også selvom hun selvfølgelig har kunnet læse det i journalen. Hun ville vist høre det fra hestens egen mund. Hun spurgte lige så indgående til tanker og symptomer. Tanker vil jeg ikke komme ind på i det offentlige rum, men jeg har som noget nyt fået angstsymptomer. De spørger mig, om jeg har klinisk angst. Det har jeg ikke og har aldrig haft. Men jeg har en stor solgul kugle nede i maven, der gør pokkers ondt. Det er et angstsymptom. Jeg forestiller mig, at den er som en Pacman, der spiser Oxapaxerne hurtigere, end jeg kan absorbere dem.

Jeg kan kontrollere kuglen ved hjælp af dybe vejrtrækninger, men det tager mange timer at opnå denne kontrol, måske fem eller seks timer. Jeg ryster indeni, og det er også et angstsymptom. Og så er der selvfølgelig alle de klassiske depressionssymptomer, hvor man føler sig dum, umulig, ubrugelig osv.

De beholder mig, så længe det er nødvendigt

De beholder mig. Tre måske fire uger evt. lidt længere. Det tager tid at blive lappet sammen!

En weekend er lang på en afdeling, så jeg glæder mig sådan, til jeg får besøg i dag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Hvad skal jeg sige, når

Hvad skal jeg sige

“Hvad skal jeg sige, når jeg ser”

hører til Brorsons “Op al den ting som Gud har gjort”. Her misbruger jeg den smukke salme i mit eget ærinde:

Hvad skal jeg sige, når

  • det hele er rodet sammen,
  • det er mani, depression og noget psykotisk på én gang,
  • jeg er indlagt igen,
  • jeg synes, det er pinligt at være her igen,
  • angsten for at miste det job jeg ikke engang har fået kontrakt på er overvældende,
  • jeg har følt mig utilstrækkelig og bange i jobbet,
  • tankerne om ikke at slå til har været ved at slå benene væk under mig,
  • jeg har kunnet gå på væggene om natten og leve af vand et par døgn,
  • manglen på søvn sætter kroppen i alarmberedskab af smerte,
  • den ikke-virkelige musik blev alt for høj, så jeg igen måtte gå langs væggene og lytte, om det trods alt ikke var mine aldersstegne naboer, der hørte slutningen på en Jimmie Hendrix-koncert i flere timer,
  • det er stort set umuligt at fortælle nogen, hvordan man virkelig har det, fordi de bliver bange, og ikke ved hvad de så skal gøre eller sige,
  • frygten for at det ender med en pension fylder for meget.

Og hermed fik jeg også fortalt, hvorfor her har været stille noget tid. Det har udviklet sig stille og roligt over et par uger.

På afdeling 808 igen – endnu en gang

Hele personalet er så søde og siger, at sådan er bipolar type 1; det er naturligt at stå her med tasken igen efter to og en halv måned. Jeg synes, det er pinligt. De spørger, om udgang uden følge er tilrådeligt? Det mener jeg nu nok, det er. Men jeg sætter pris på spørgsmålet. De lover mig “uger”…, og det må jeg jo fortælle min chef, hvilket får angst-hormonerne i højeste beredskab igen.

Her er fuldt belagt. De øvrige patienter taler sammen eller strikker i “miljøet”. Jeg er slet ikke i stand til at deltage; det må vente om nogensinde – selskabspapegøje er jeg jo ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.