Indlæg

Hvad skal jeg sige, når

Ny diagnose Autisme

“Hvad skal jeg sige, når jeg ser,….” hører jo egl. til Brorsons “Op al den ting som Gud har gjort”. Her misbruger jeg den smukke salme i mit eget ærinde:

Hvad skal jeg sige, når

  • det hele er rodet sammen,
  • det er mani, depression og noget psykotisk på én gang,
  • jeg er indlagt igen,
  • jeg synes, det er pinligt at være her igen,
  • angsten for at miste det job jeg ikke engang har fået kontrakt på er overvældende,
  • jeg har følt mig utilstrækkelig og bange i jobbet,
  • tankerne om ikke at slå til har været ved at slå benene væk under mig,
  • jeg har kunnet gå på væggene om natten og leve af vand et par døgn,
  • manglen på søvn sætter kroppen i alarmberedskab af smerte,
  • den ikke-virkelige musik blev alt for høj, så jeg igen måtte gå langs væggene og lytte, om det trods alt ikke var mine aldersstegne naboer, der hørte slutningen på en Jimmie Hendrix-koncert i flere timer,
  • det er stort set umuligt at fortælle nogen, hvordan man virkelig har det, fordi de bliver bange, og ikke ved hvad de så skal gøre eller sige,
  • frygten for at det ender med en pension fylder for meget.

Og hermed fik jeg også fortalt, hvorfor her har været stille noget tid. Det har udviklet sig stille og roligt over et par uger.

808 igen

Hele personalet er så søde og siger, at sådan er bipolar type 1; det er naturligt at stå her med tasken igen efter  to og en halv måned. Jeg synes, det er pinligt. De spørger, om udgang uden følge er tilrådeligt? Det mener jeg nu nok, det er. Men jeg sætter pris på spørgsmålet. De lover mig “uger”…, og det må jeg jo fortælle min chef, hvilket får angst-hormonerne i højeste beredskab igen.

Her er fuldt belagt. De øvrige patienter taler sammen eller strikker i “miljøet”. Jeg er slet ikke i stand til at deltage; det må vente om nogensinde – selskabspapegøje er jeg jo ikke.

,

Indlagt

Det tippede for mig – Hjemme på weekend

Den 3. november 2014 var jeg til møde hos Gitte i DPC (Distriktspsykiatrien), og jeg var forinden forberedt til  fingerspidserne, for der var 25 ting, jeg skulle huske at fortælle hende. Hun indlagde mig pr. “fasttrack” på Psykiatrisk  Afdeling altså hvor man i for vejen er indlagt af en læge, når man ankommer, så papirarbejdet går lettere igennem.

Bi-polar: Er lig to poler. Denne gang depression – altid den evige vandring mellem de to poler. Jeg havde min første depression i 2003, men først i 2014 får jeg tilbuddet om ECT (“Elektrochok”).

Jeg synes, det virker, og jeg synes nu, at jeg har fjernet mig fra afgrundens rand. Ulempen ved elektrochok er tabet af korttidshukommelsen via udvalgte dele af denne. Da jeg i forvejen har problemer med hukommelsen, var jeg ikke sen til at beslutte mig.  Jeg har en lang liste over hukommelsesproblemer (absencer), som jeg har forinden har bragt med til Janne Baatz i DPC, og som hun vil forelægge en overlæge ved navn Kai, som man ikke kan henvise til, hvis man ikke er indlagt. Den 26. vil de holde netværksmøde med Gitte, så det hele kan blive samlet.  Jeg ser frem til dette samlede møde, hvor der så kan henvises til Kai.

Vi er fire samledede på min stue og med fire forskellige diagnoser på min stue: fire forskellige diagnoser og forskellige lidelser. Jeg glæder mig til at sove i min egen seng i nat, for egen (kugle)dyne er nu en gang bedst. Der er nu engang mange gange forskellige lidelser på samme stue og på samme gulv, og vi tager pænt hensyn til hinanden i det samme rum.

Elektrochok (ECT): I gamle dage mente man, at elektrochok medførte hjerneskade, men det det mener man ikke længere. Der er forsket meget i denne behandling, og nu er man ikke længere bange for denne behandling, så nu tilbyder man rask væk behandlingen uden angst for bivirkningerne.

 

 

 

Distriktspsykiatrien

Jeg var i Distriktspsykiatrien (DPC) for 2. gang i mandags den 4. august, og jeg skylder at sige, at det gik meget bedre end 1. gang, men jeg var også meget bedre forberedt på, hvad jeg ville sige, jeg fik korrigeret misforståelserne fra 1. gang, og jeg vidste nu, at der kun var en halv time til rådighed. Det kan kaldes forventningsafstemning.

Jeg sagde til hende, at jeg ville være rigtig rigtig glad, hvis hun ville læse min journal. Hun svarede, at det havde hun nok ikke tid til! De må godt nok være hårdt pressede på ressourcer – det er da vigtigt at kende patienternes journal, hvis man skal planlægge den rette behandling, men sådan ser bevillingsgiverne måske ikke på det?

Næste samtale vil blive med en læge, og det er fint. Jeg har fået lavet en liste med alle mine symptomer beskrevet i relation til mit normale funktionsniveau. Hvis jeg bare går rundt og tager én dag ad gangen, går det sådan set meget godt, men jeg bliver nødt til at beskrive mig selv i forhold til normalen, og hvis jeg gør det, har jeg ganske mange symptomer. Jeg håber meget, det bliver bedre med tiden. Der er to ting, der plager mig meget og det er 1) Jeg kan ikke huske nogen ting og er nødt til at skrive alting ned 2) jeg kan ikke skrive større tekster eller uddrage essenser fra andre tekster, og det har jeg meget brug for at kunne i projektet med kriminalhistorie.dk. Jeg håber virkelig, disse færdigheder kommer igen med tiden, for det er bestemt ikke rart at have en hukommelse som en si. Jeg har læst mig til, at det er normale symptomer, og det er selvfølgelig rart at vide, men jeg synes, det er temmelig ubehageligt.