Livshistorie

Jeg vover det.

Jeg vover at offentliggøre svaret på den opgave min fantastiske psykolog i Psykiatrifonden har stillet mig: “Skriv din livshistorie med vægt på drømme og ønsker til fremtiden.” Det med fremtiden er ikke lykkedes særlig godt, for jeg synes ikke rigtig, at jeg har nogen drømme. Jeg lever lidt fra dag til anden. Jeg er klar over, at jeg blotter mig selv, og at det er en satsning, men I må tage det, som det er.


Mit liv i korte træk
Fortid:

Jeg blev straks efter fødslen i 1963 afleveret på et børnehjem, hvor jeg var i 2½ år, indtil jeg blev adopteret og kom til Skjern i Vestjylland. Det var som udgangspunkt gode adoptivforældre. Desværre døde min far i 1972, hvor jeg var ni år. Det var et stort tab, idet han var den af de to, jeg var mest knyttet til og elskede højest; det var vist også ham, der pressede på, for at de skulle adoptere, da han var ved at falde for aldersgrænsen (han var 40 og min mor var 28). Den dag i dag kan jeg faktisk stadig føle en eller anden form for savn.

Med hans død ændrede mit liv sig markant.

Vi flytter til Odense

Min mor flyttede sammen med en mand i Odense, men det holdt kun kort, og hun og jeg flyttede til Vollsmose-bydelen i Odense. Via en kontaktannonce traf hun den mand, hun senere giftede sig med og fik barn med. Allerede inden de blev gift, viste det sig, at han var pædofil, hvilket gik ud over mig, fra jeg var 10, til jeg var 16. Det bestod i daglige blottelser og befamlinger. Allerede inden vielsen fortalte jeg det til hende, og der var stor ”opstandelse” i et par dage, og siden blev det aldrig nævnt. Hun fulgte aldrig op på det. Som 40-årig spurgte jeg hende, om hun havde vidst, hvad der foregik, og det bekræftede hun. Jeg spurgte også, hvorfor hun så ikke gjorde noget, og hun svarede, at det kunne hun ikke overskue med to børn. Hele forløbet har jeg brugt mange år og kroner på at bearbejde i psykoterapi, og synes for så vidt, jeg er sluppet rimelig helskindet ud af det.

Jeg flytter hjemmefra

Jeg flyttede hjemmefra i 1980, da jeg var 16 og havde afsluttet 10 klasse. Jeg havde følelsen af, at jeg bare skulle væk derfra (på det tidspunkt Bornholm), jeg vidste, at jeg ville have en uddannelse og jeg vidste, at jeg var kvik nok til det. Jeg pakkede min kuffert og tog natfærgen til København, hvor jeg havde arrangeret med en slags kusine, at jeg kunne leje et værelse hos hende på Nørrebro. Jeg tror nok, det var hende, der skaffede mig et rengøringsjob på deltid i De Gamles By – det kastede tilstrækkeligt af sig til, at jeg kunne leve af det og også kunne spare lidt op.

Til kollegiet og job i Irma

Efter et år på Nørrebro fik jeg et kollegieværelse på Amagerkollegiet i 1981 og startede på Statens Kursus til Studentereksamen, hvor man bliver student på to år. Det var fantastisk at bo på kollegiet. Jeg traf unge, der som hovedregel var ældre end mig selv, men det føltes trygt, og de tog sig lidt af mig, fordi jeg var så ung. Det var ikke det sorgløse studenterliv, som man hører om. Faktisk var det hårdt arbejde at passe både studenterkurset, hvor kravene var store, og et deltidsjob hos Irma; alligevel var det en god tid, og jeg havde endelig fået min frihed. Jeg blev student i 1983, og det var dejligt at kunne sætte det første punktum.

Det næste år 1983/84 bestyrede jeg grøntafdelingen hos Irma på Søborg Hovedgade. De må jo have haft en vældig tiltro til mig, siden de overlod mig eneansvaret for hele afdelingen. Der var gode kolleger, og jeg var glad for at være der. Der skal flyttes en del kartofler for at få sådan en afdeling til at være rentabel, men det lykkedes.

Københavns Universitet

Den 1. september 1984 startede jeg på jura på Københavns Universitet. Det blev jura fordi en kollegiekammerat, der læste jura, havde en fantastisk rolig udstråling, og jeg forestillede mig vel, at jeg så ville få den samme udstråling. Jeg forestillede mig også, at der ville følge en vis mængde anseelse med i købet. Retrospektivt skulle jeg have været cand.polit. i stedet eller et eller andet med IT. Men det blev jura, og det kan også anses som en glimrende ”grunduddannelse”, som man kan bygge videre på. Skulle jeg have fulgt mit hjerte, skulle det have været et eller andet humanistisk – fx sprogfag, måske dansk og tysk, eller historie, men det var de år, hvor alle nyuddannede humanister kom til at gå arbejdsløse i meget lang tid, og det ville jeg ikke risikere.

Jeg blev færdig i januar 1990 efter 5½ hårde år, hvor jeg stadig arbejdede på deltid hos Irma og med meget forberedelse til studiet. Jeg havde mange gode studiekammerater, men det er desværre ikke lykkedes mig at holde nogen af disse relationer vedlige. Hvorfor ved jeg egentlig ikke; måske fordi jeg ikke er så god til det sociale?

Arbejdslivet

Mit første job som kandidat blev i Arbejdsskadestyrelsen, hvor jeg behandlede sager om arbejdsulykker. Der var et godt arbejdsmiljø, men det var også hårdt, for produktionskravene var store. Der var egentlig ikke meget jura i det; det havde været meget mere relevant at være læge eller et eller andet, hvor man kunne alle de latinske gloser og årsagssammenhænge på rygmarven.

Efter 1½ år med ulykkessagerne døde en økonomifuldmægtig i sekretariatet, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge den ledige stilling. Vicedirektøren havde på en eller anden måde ”fået øje på” mig – det er aldrig lykkedes mig at regne ud hvordan, men det blev starten på mange års arbejde indenfor økonomiområdet.

At arbejde med økonomi og økonomistyring i staten – hvor jeg altid har været ansat – er spændende men også krævende. Det er et område, der ofte indbefatter produktionsstatistikker, som skal udarbejdes uden for normal arbejdstid for at blive rigtige – måske har det ændret sig, men sådan var det dengang. Man får masser af indflydelse, og man kommer tæt på de væsentlige beslutninger. Ens arbejde danner grundlag for, hvad der skal ske i årene fremover, så man er vældig ”vigtig”. Jeg har arbejdet virkelig meget; jeg har åndet og levet for mit arbejde og sat alt andet til side. Fx har jeg nærmest aldrig haft tid til at have en kæreste. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at den, der har stillet de største krav, har været mig selv. Jeg tror ikke, mine arbejdsgivere har været så urimelige. Jeg husker kolleger sige ”Så gå dog hjem”, når de selv gik hjem, men der var altid lige et eller andet, jeg lige skulle gøre færdigt.

Set i bakspejlet tror jeg, at store dele af mit arbejdsliv har været båret af manier, hvor man jo har et højt energiniveau, ikke behøver så meget søvn og overkommer det mest utrolige. Jeg tror, diverse arbejdsgivere har levet med down-perioderne, eftersom de til hverdag fik varen leveret så rigeligt.

Jeg har haft mange arbejdspladser med økonomistillinger, og jeg synes selv, at jeg har fyldt dem godt ud. Jeg synes også selv, jeg har været god til at danne netværk, at høre på interessenterne og på den måde få beslutningerne lettere igennem.

Den første depression

Den første depression viste sig i 2003. Jeg husker det meget tydeligt: En november dag gik jeg nede fra Vanløse station efter arbejde (selvfølgelig sent), og pludselig slog det mig: ”Måske er det en depression?” Jeg havde gået mindst 14 dage og haft det meget dårligt, nærmest mistet livslysten, været meget træt og trist, og haft alle de tegn på depression, som vi kender godt i dag. Dengang var det ikke så kendt. Dagen efter gik jeg til lægen, og hun var ikke i tvivl, det var en depression. Hun sendte mig til en privatpraktiserende psykiater, der udskrev antidepressiva, som også hjalp lidt men ikke nok. Jeg blev ved med at være trist. De følgende mange år (indtil 2014) havde jeg diagnosen ”tilbagevendende depressioner”.

Karriereskift

I 2004 kastede jeg mig over at arbejde med implementering af IT-systemer helt konkret tidsregistreringssystemet mTID i Danmarks Statistik for i alt 600 brugere. Den retning fulgte jeg i flere år indtil det udviklede sig i retning af brugersupport både på mTID men også på andre systemer. Et hjertebarn for mig var i Miljøministeriets Personaleadministration fra 2008 – 2012 at stå for bl.a. at gøre tekster webegnede, inden de skulle lægges på styrelsens SharePoint server. Mit sidste rigtige job var i Moderniseringsstyrelsen, hvor jeg primært varetog brugersupport på RejsUd, der er et fællesstatsligt system til bestilling og afregning af rejser og udlæg. Jeg blev afskediget fra Moderniseringsstyrelsen i 2013 pga. sygefravær.

Endelig: Den rigtige diagnose og de første erkendte manier

I juni 2014 blev jeg første gang indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre med en mani. Det fremgår ganske vist af mine journal, at jeg også har været indlagt i 2009, men det kan jeg ikke huske. Jeg kan derimod huske, at jeg henvendte mig derude i januar 2006 efter et selvmordsforsøg, men blev sendt hjem igen. Gudskelov tror jeg, de har ændret praksis. Det var forfærdeligt at blive sendt hjem igen – hvad skal man gøre? Det er i sig selv grænseoverskridende at henvende sig på en psykiatrisk afdeling. Og så bare blive afvist…

Senere på sommeren 2014 blev jeg indlagt med endnu en mani og her blev den rigtige diagnose endelig stillet: Bipolar affektiv sindslidelse. Det var som om, der faldt lidt ro over det hele, da den rigtige diagnose endelig blev stillet. Noget som ”de” kunne tro på, og som jeg selv kunne genkende. Alt hvad jeg siden har læst om den sygdom passer som fod i hose, og den speciallæge jeg har konsulteret i efteråret 2015 konkluderer da også, at det er den rette diagnose, og at jeg formentlig har haft sygdommen siden ungdommen.

2015 blev et år med ind og ud af psykiatrisk afdeling. Jeg har ikke tal på antallet af indlæggelser, men måske er 10 ikke skudt helt ved siden af. De har alle været for depressioner. Jeg mister fuldstændig livslysten, kan ikke se nogen grund til at være i live og det eneste jeg ønsker mig er, at et selvmord kan lykkes. Jeg er langt med at forberede det. Jeg er klar med ”Min sidste vilje”, testamente, liste med telefonnumre og e-mailadresser på dem, der skal inviteres til begravelsen og et afskedsbrev.

2015 blev også et år med rigtig mange ECT-behandlinger, der på mig virker som en mirakelkur. Måske begyndte vi på dem allerede i 2014, men pyt – jeg har fået ca. 50 nu, og det er det, der har haft den største effekt af alt det, der har været prøvet. De har bevilget mig 10 behandlinger ekstra som ”vedligehold” og det er jeg rigtig glad for.

Status:

Status er altså, at jeg er psykisk syg, har været udenfor arbejdsmarkedet siden 2013, har været ude for en kæmpe social deroute, ikke ved hvad jeg skal leve af og ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med alle de timer, jeg plejede at arbejde.

P.t. er jeg i en virksomhedspraktik, som Psykiatrifonden har etableret, og det går godt. Jeg arbejder på, at det kan blive til et fleksjob, men jeg tør næsten ikke tro det, da Psykiatrifonden siger, at det stort set aldrig sker at en praktik ender i et fleksjob.

Selvom der er en hel masse, der lige nu er kaotisk, har jeg det faktisk bedre, end jeg har haft det de seneste 2½ år. Jeg synes, jeg får den rigtige behandling i form af medicin og ECT, og jeg synes, jeg har fået den rigtige og optimale støtte til at håndtere sygdommen. Jeg håber på at kunne forblive i denne neutrale fase – altså mellem mani og depression. Det største helbredsproblem lige nu er min meget dårlige hukommelse. Som eksempel kan jeg nævne, at hele andet halvår af 2014 og 2015 stort set er væk = et stort sort hul. Jeg får fin hjælp til disse problemer, men jeg synes ikke rigtig, det virker på en arbejdsplads.

Fremtid:

Opgaven bag dette dokument er egentlig primært at beskrive drømme og ønsker for fremtiden. Det er rigtig svært, da jeg synes, jeg lever fra dag til anden og ikke kan forestille mig en fremtid. Som udgangspunkt synes jeg ikke, jeg har nogen drømme eller ønsker.

  • Skal jeg alligevel prøve, er min største drøm selvfølgelig at få et arbejde, et sted hvor jeg kan lide at være, og hvor jeg kan gøre nytte og fyldest. Jeg har affundet mig med, at jeg aldrig kommer aldrig tilbage til det ordinære arbejdsmarked, så drømmen er et fleksjob på 15 – 18 timer om ugen. Det har været en proces i sig selv at nå til denne erkendelse, da det ikke er noget tilfælde, at dette dokument primært handler om mit arbejdsliv. Jeg har næsten ikke lavet andet end at arbejde.
  • Jeg håber på en afklaring af, hvad jeg skal lave i al den tid, jeg ikke skal arbejde. Slægtsforskning og kriminalhistorie har optaget min fritid i 10 år, men af en eller anden grund forekommer det ikke længere interessant. Måske hænger det sammen med det med ensomheden jfr. nedenfor. Slægtsforskning handler nu om dage om at sidde hjemme bag skærmen med de rigtige websider. Før i tiden kom man da i det mindste på arkivet og traf andre slægtsforskere.
  • Et andet ønske er at kunne forblive i rummet mellem mani og depression altså i den neutrale fase. Jeg har sat mig et centralt mål for 2016, og det er at undgå indlæggelser. Bliver det nødvendigt, skal jeg selvfølgelig ind, men mit personlige mål er at undgå det. Jeg synes, jeg har været indlagt tilstrækkeligt mange gange. Jeg vil gerne vedblive at have det så godt, som jeg har lige nu.
  • Jeg vil gerne prøve at arbejde med ensomheden, men det bliver en udfordring, da jeg ikke har ret mange sociale kompetencer. Min psykolog siger godt nok, at det slet ikke er så galt endda – at jeg faktisk er god til at knytte relationer. Det er bare lettere at sidde hjemme bag skærmen end at begå sig blandt andre mennesker. Når andre tager initiativet, hopper jeg med på det, men det er en kæmpe hurdle selv at skulle tage et initiativ.
  • I forlængelse heraf tænker jeg på, om jeg gerne vil have et andet menneske ind i mit liv – og det vil jeg måske gerne, hvis jeg ellers kan finde ud af det, og hvis jeg tør. Faktisk har jeg truffet en dejlig kvinde, som jeg godt kunne forestille mig at have en nærmere relation til, men: Vi har truffet hinanden på psykiatrisk afdeling, og vi fejler det samme. Jeg tænker på, om det er sundt med to bipolare i det samme forhold.
  • Et stort ønske er at komme af med den uvished, der har præget min tilværelse de seneste 2½ år. Alting er uvist: Hvad skal jeg leve af, hvad skal jeg lave, kan jeg blive i min elskede lejlighed osv.

Ovenstående drømme og ønsker er ikke særligt vidtrækkende, men sådan ser det ud for nærværende. Jeg burde måske drømme om mere, men jeg har ikke fantasi til mere.

 

 

Loading comments...