Evaluering af virksomhedspraktikken

Sådan går det i virksomhedspraktikken

Hvis du synes, denne post bliver for “selvfed”, så spring den bare over.

Evaluering af virksomhedspraktikken.

I dag var der en evaluering af min virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp (FKN) mellem Psykiatrifonden (der fungerer som anden aktør for kommunen), chefen og mig. På forhånd var jeg temmelig nervøs og havde det som om, jeg skulle til eksamen. Jeg var ikke så bange for det faglige, men mere for om de nu kunne lide mig mv. Psykiatrifonden gjorde det dog indledningsvist klart, at jeg skulle se det som en støttende samtale. Så jeg prøvede at lægge eksamenspresset af mig.

Konklusionen er: FKN er tilfredse og jeg er tilfreds. Faktisk er jeg fantastisk glad for at være der og synes, det er den fedeste organisation, jeg nogensinde har været i, og jeg har altså været rigtig mange steder.

FKN synes, det rykker hurtigt, og at jeg har nået enormt meget, når man ser på hvor kort tid, jeg egentlig har været der (og jeg er der kun 12 timer om ugen), og den første uge gik med at finde mig nogenlunde tilrette i huset. De synes, mit arbejdstempo er højt, de synes, jeg skaber de rigtige kontakter, at jeg er loyal overfor beslutninger og overfor min chef, at jeg har en god fornemmelse for, hvad jeg selv kan træffe beslutning om og hvad jeg skal spørge min chef om, at jeg er god til at spørge til, hvad der er chefens ambitionsniveau osv. Alt sammen positivt.

Hukommelsesproblemet

Vi drøftede hukommelsesproblemet. Selv synes jeg det går ad h… til. Jeg går og er bange for at spørge om det samme to gange og at sige det samme flere gange. Det sidste kunne chefen bekræfte, jeg gentager mig selv. Han ser det med de positive briller “den samme gode tanke er tænkt to gange”. Jeg kender ham nu så godt, at jeg kan mærke, hvornår jeg gentager mig selv. Jeg er bange for at virke dum, men han er som sagt positiv. Jeg er glad for at være et sted, hvor der er åbenhed om problemet. Jeg ved ikke, hvor meget de andre ved om min sygdom, men det er mit gæt, at de alle ved, jeg er der, fordi jeg er syg, og det er en lettelse.

Det er dejligt at være et sted, hvor alle kender til problemet. Det er ikke noget, vi går og taler om, men bare det at jeg ved, at de ved, er en stor lettelse. Jeg leverer et stykke arbejde, og det har de respekt for. I det hele taget er det vist sådan, at FKN og jeg er et godt match. Jeg prøver at levere så meget, jeg kan inden for den tid, der nu er afsat og det er de tilfredse med. Vi kommer et lille stykke vej hver dag, og det må være succeskriteriet. Jeg er i hvert fald glad for at kunne gå hjem tre dage om ugen og sige “jeg har været på arbejde”.

Øge arbejdstiden?

Vi drøftede mit ønske om at få arbejdstiden op til 15 timer om ugen – jeg har simpelthen lyst til at nå noget mere. Det var Psykiatrifondens erfaring, at den slags skulle ske gradvist med at putte en time på om ugen. Jeg har stor respekt for deres viden og erfaring, så nu gør vi sådan. Selv ville jeg bare lægge de tre timer ekstra på pr. uge i min iver efter at præstere, men det er nok ikke så godt.

Fremtiden

Vi talte også lidt om fremtiden: Kan FKN evt. overveje at oprette et fleksjob til mig? Chefen har bevilling til at ansætte en student. En fleksjobber vil formentlig ikke koste meget mere. Jeg tør ikke tro det. Psykiatrifonden siger, det sker en gang ud af tusind, at en virksomhedspraktik bliver til et fleksjob. Altså tør jeg ikke tro det. Men for pokker hvor kunne det være fedt. Og den viden de har postet i mig ville ikke gå tabt, hvis de ansatte mig. For mig er det selvfølgelig lidt mærkeligt at kunne blive byttet ud med en student, men jeg må se det som et grundvilkår at starte forfra på arbejdsmarkedet.

Samlet set var det et godt møde. Jeg fik bekræftet, at jeg stadig kan noget, og at jeg stadig har en værdi på arbejdsmarkedet. Jeg kan stadig “fitte in” på en arbejdsplads, og jeg kan stadig levere resultater. Og det er vigtigt for mig.