,

Strategi i psykiatri

Inspiration

Min bekendt Søren ovre på Bornholm, som jeg har lavet hjemmeside for, havde i dag et interessant interview med en kvinde, der har har været diagnosticeret bipolar siden 1998.  Efterfølgende udspandt der sig, på hans Facebookprofil, en debat om, hvorfor tingene går så legende let for fx kræftpatienter?

Udredningsgarantien

Fra 1. september 2015 blev udredningsgarantien udvidet til også at dække psykiatrien… Vi takker mange gange. Men det er sådan, at udredningsgaranti ikke lig med behandlingsgaranti. Som psykiatrisk patient kan man nemt blive sendt hjem med invitation til at komme igen om fire måneder. Og i mellemtiden skal man gå nogle lange ture, for de er så gode for så meget.

Behandlingsgarantien

Et andet eksempel: en påske for et par år siden havde jeg det virkelig skidt og tænkte kun dårlige tanker. Jeg både ville dem og var bange for dem. Sikke et dilemma. Det var skærtorsdag. Jeg ringede først til Livslinjen, så til Psykiatrifondens telefonrådgivning og så til præsten. De syntes alle, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg ringede til sidst til Akutmodtagelsen i Glostrup, for det er dyrt i taxa, hvis man bare bliver sendt hjem. Deres svar var, at jeg måtte gå til egen læge tirsdag efter påske, vente på næste aftale i Distriktspsykiatrien og i øvrigt huske på, at de var en akutmodtagelse.

Altså: når man har været indlagt tilpas mange gange, er man ikke længere akut, men derimod “svingdørspatient”. Jeg skulle hilse at sige, at man kan tage livet af  sig vældig mange gange fra skærtorsdag til 1. påskedag om aftenen.

Var jeg nu kommet med en kræftdiagnose, var jeg ikke bare blevet udredt inden 30 dage, jeg var også blevet behandlet.

Strategi i psykiatri

Min stemme fylder selvfølgelig ingenting i dette kæmpestore – sikkert strategiske – puslespil, hvor der er ikke er plads til, eller interesse i, en enkelt patients smålige og letkøbte input. Men: jeg har gentagne gange spurgt Psykiatrifonden, hvad det er, Kræftens Bekæmpelse kan, som vi mangler at kunne i psykiatrien? Kunne jeg hjælpe – helt gratis? Jeg er vant til at tænke politisk.

Kræftens Bekæmpelse er en enorm, dygtig, lobbyistisk, topstyret organisation (jeg kender en, der har arbejdet der) med masser af penge. Fx samlede de i – vistnok – 2016 34 millioner kr.  ind ved den årlige landsindsamling. Bare for at få et størrelsesforhold så samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år 11,4 millioner kr. ind ved deres sogneindsamling (kilde: årsrapporten 2016 på hjemmesiden).

Kræftens Bekæmpelse kan noget, vi ikke kan i psykiatrien. Og hvad er så det?  Hvordan kan vi blive klogere på det? Hvorfor kan de sparke døre ind på et strategisk og politisk niveau, når vi ikke kan?

Jeg har 25 gange forslået Psykiatrifonden en eller anden form for strategisk alliance med bl.a. SIND. Hver gang synes de, at det lyder vældig interessant og lige om lidt, er de klar til at gå i pressen osv. Der er bare lige det, at de ikke rider den dag, de sadler, og så er der lige en, der skal komme fra barsel, og så er de er anden der…. snik snak og visse vasse.  De falder tilbage på Psykiatrialliancen, der er så ukendt, at end ikke min kontaktperson i Distriktspsykiatrien nogenSINDe havde hørt om den. Og se bare på deres hjemmeside hvor snap det går. Senest aktivitet var i 2016.

Hvor længe skal det vare ved? Hvor længe skal vi acceptere, at psykiatrien er udsultet, så man kan blive sendt hjem igen efter et selvmordsforsøg med forslag om at finde en ny psykiater, et nyt job og så en tredje ting, jeg ikke kan huske? Det kan da ikke være sandt – eller kan det? Er psykiske sygdomme virkelig fortsat så underprioriterede overfor de somatiske?

Jeg bliver så vred!

2 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Der er nok mange områder, som i stilhed lider under, at (folketings)stemmetunge områder (som fx kræft) opprioriteres. Det er nok meget politisk og i mindre grad styret af fornuft og reelle behov.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Det er jeg helt i med dig i!

      Omvendt er alle også enige om, at “psykiatrien er udsultet”, så hvorfor sker der ikke noget? Når man spørger, er svaret ofte “alle kender nogen, der har haft kræft” Og når man så ser på disse tal: “Ifølge Statens Institut for Folkesundhed vil ca. 20% af den danske befolkning i løbet af et år have problemer med mental sundhed. Det svarer til 700.000-800.000 voksne danskere (”Folkesundhedsrapporten Danmark”, 2007, Statens Institut for Folkesundhed).” Så er det altså hver femte, og der er vel nogen, der kender dem? 🙂

      Tallene er hentet hos Psykiatrifonden jfr.: http://www.psykiatrifonden.dk/viden/fakta.aspx uagtet jeg ikke bryder mig om den floffy formulering “problemer med mental sundhed”. Et er at “have problemer med”, et andet er at være hundesyg! Det dækker jo hvad som helst. Men studerer man linket nærmere, er der tal, der så at sige taler for sig selv.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *