MR
MR står i dette tilfælde for menighedsråd og ikke Magnetisk Resonans Skanning.
Jeg har været medlem af MR ved Hvidovre Kirke siden 2008, og det er et arbejde, der optager mig meget. Det mest interessante er faktisk arbejdet i udvalgene, det er der, det sner.
Lige for tiden er jeg dog kun medlem af aktivitetsudvalget, for jeg bliver nødt til at passe på, hvor meget jeg gaber over. Dette udvalg planlægger fire årlige foredrag med mere eller mindre kendte mennesker. Det er helt grundlæggende, at det skal handle om kristendom, for ellers kunne tilhørerne lige så godt gå ned på biblioteket. Vi har gennem en årrække fundet frem til, at det går bedst, hvis sæsonen har et gennemgående tema. Lige i øjeblikket har vi et tema, der strækker sig over tre sæsoner: tro, håb og kærlighed. Vi er i gang med håb, så til næste år kommer kærlighed. Vi er altid ude i god tid, da det så selvfølgelig er lettere at få fat på de gode foredragsholdere. Vi overvejer at skære ned på antallet af foredrag – reducere til tre foredrag pr. sæson, blandt andet fordi vi skal spare 25 pct. af en præstestilling. Vi kan ikke spare på gudstjenesterne eller de øvrige kirkelige handlinger, og så er der kun aktiviteterne tilbage.
Når vi vil spare, er det også fordi, der simpelthen kommer for få mennesker til disse foredrag fx 20, og det er bare ikke nok. Jeg synes ellers, vi laver fin reklame for foredragene fx gennem fyldige omtaler på kirkens ret flotte hjemmeside.
Selve rådsmøderne er egentlig ikke så interessante, selvom det er der, beslutningerne bliver truffet, og nogle af disse beslutninger har stor rækkevidde og store økonomiske konsekvenser. Jeg ville gerne tale om kirkens liv – altså indholdet af gudstjenesterne og de øvrige aktiviteter, hvad er status? hvordan går det? hvad har vi succes med og hvorfor?, hvad kan vi optimere? osv, men det taler vi desværre aldrig om. Derimod kan der blive brugt uanede mængder af tid på fx en ny kopimaskine.
Vi har altid et punkt på dagsordenen, der hedder “Kirkens liv og vækst”, men der er aldrig nogen af MR-medlemmerne, der siger noget under dette punkt. Den eneste, der siger noget, er en af tilhørerne. Det, han siger, er vældig godt og indholdsrigt, men jeg synes, det ville klæde MR-medlemmerne at bidrage. Og jeg burde også selv bidrage!
En af grundene, til at de ikke siger noget, er måske, at de ikke kommer i kirken. Meget ofte er jeg den eneste fra MR, der er til højmesse. Jeg synes ærlig talt, det er for ringe. Hvordan kan man sidde og træffe store vidtrækkende beslutninger, når man ikke ved, hvad der foregår i kirken?
Vi er i gang med at skulle ansætte en ny præst, og det er en interessant opgave, hvor resultatet (forhåbentlig) rækker mange år ud i fremtiden. Det er en meget langvarig proces, og der skal nok nå at gå politik i det. Bodil – der har erfaring med den slags – mener, der vil komme mange ansøgere, fordi Hvidovre ligger så tæt på Københavns centrum, der er tjenestebolig (hvilket ikke er en selvfølge nutildags), og det er et sted med rigtig god kirkegang og god opbakning til de forskellige tiltag.
Nogle mener, at vi bare skal skynde os at ansætte en vikar, vi har og at ansættelsesproceduren skal være en formalitet. Min egen holdning er, at vi skal have den bedste ansøger – vikar eller ej, og at det skal gå ordentligt for sig. Nogle vil skele til køn, fordi vi stort set kun har kvindelige medarbejdere; derfor vil de gerne have en mand. Min holdning er, at det for det første er forbudt at selektere på køn, og for det andet skal vi stadig have den bedste, og er det så tilfældigvis en mand er det OK, men det må ikke være det bærende argument.
Nå.søde Hanne!
Det er måske på tide,at jeg melder mig på din blok.
Det kunne være sjovt at kommme med kommentarer den vej rundt,også,selv om vi ses,og snakker meget sammen allerede.
Skal , gøre mit bedste for at rette mine ” taste fejl”,så du ikke kommer efter mig.
Jeg ser frem til forår hvor vi skal i Kongens have til diverse konserter.
Det glæder jeg mig meget til.
Vi tales ved.
Kram Ingelise.
@ Kære Ingelise
Velkommen til min blog, og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du skriver her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Det er da kun dejligt at kommunikere ad endnu en kanal!
Du skal ikke være bange for det med tastefejlene. Jeg skoser kun anonymt, og kunne aldrig finde på at hænge enkeltpersoner ud til offentligt skue.
Ja det bliver godt med alle koncerterne i Kongens Have. Dem glæder jeg mig også til.
Knus
Hanne