Indlæg

, ,

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

De første møder

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.

Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.

Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hvad er det gode ved en depression?

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Lidt om manier

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendiks: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

Læs mere

, ,

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne er i top!

Det første tegn, på at en mani kan være undervejs, er, at der gå kuk i søvnen, og jeg er derfor meget opmærksom på det, der kaldes “søvnhygiejne”. Jeg har lavet et fuldstændig fast skema for, hvornår jeg står op og går i seng, og det overholder jeg alle ugens dage. Jeg skal ikke have en ny mani, så jeg gør hvad jeg kan, for jeg har været indlagt tilstrækkeligt i år.

På hospitalet gav de mig en kugledyne for at forbedre søvnen, og det var fantastisk. Det er som at sove i en kokon, og kan vist bedst sammenlignes med de gamle olmerdunsdyner, som man lagde sig under, og så kunne man ikke røre sig ud ad flækken. Har jeg mon nogle læsere, der kan huske dem?

Mange år med søvnproblemer

Helt tilbage til min kollegietid i 80’erne har jeg haft søvnproblemer, og gennem årene har jeg derfor spist mange indslumringspiller, men det er jo bare ikke en løsning, man skulle kunne sove på naturlig vis.

Jeg har faktisk sovet godt siden den seneste (eller sidste?) indlæggelse. Før i tiden lå jeg vågen mindst en time efter at være gået i seng, nu går der vel 15 minutter, men jeg er altså også på 700 mg Seroquel plus diverse.

Bevilling fra kommunen

Jeg spurgte min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, om de ville give tilskud til en kugledyne, der normalt koster i omegnen af 4.500 kr. Uden yderligere dikkedarer kom der forleden en bevilling på 2.700 kr. – fornemt, og jeg har sagt pænt tak. Det lykkedes at finde en dyne til 2.705 kr., og den kom i går. Den var nedsat, da det var sidste års model. Jeg ville hellere have haft en “rigtig” kugledyne fra firmaet Protac, men de er for dyre.

Nu har jeg så brugt den en nat, og jeg er meget begejstret. Som sagt er det som at sove i en kokon: trygt, godt og varmt. Den består nærmest af en masse velcrolukkede lommer, i hvilke der findes en pose med fire rum, og i hvert rum er der en kugle.  Den samlede vægt er 7 kg. Den er lidt bøvlet at få “arrangeret”, men det kommer nok med øvelsen.

Jeg vil være nærmest lykkelig, hvis der for alvor kan komme styr på min søvn. Jeg har altid været misundelig på de mennesker, der bare lægger sig ned og sover og for hvem, søvn slet ikke er et tema. Måske det også kan blive min virkelighed?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Mani og kommune

Mani og kommune

Mani og kommune

Først mani

Jeg befinder mig atter i en manisk fase, der opstod med et fingerknips nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg har det for så vidt meget godt, men jeg ved, at det er sygeligt. Det er i indeværende f0rløb gået op for mig, at jeg har haft mange flere manier, end jeg hidtil har været klar over, og at en mani er en farlig tilstand at være i.

Jeg sover ikke, jeg spiser ikke og føler mig generelt opstemt og energisk. Jeg vågner fx kl. 03:30 og er fyldt med energi. Forleden dag omsatte jeg det i at stå op og lave morgenkaffe, tjekke Facebook og herefter gå i gang med at sæbe badeværelset af fra gulv til loft. Det er blevet enormt flot. Nu har jeg så gjort hovedrent i hele lejligheden – altså sådan noget med også at vaske karme og paneler ned, alt skinner, og det er længe siden, jeg har haft det så rent i alle rum på én gang – og det er jo i og for sig godt nok, men årsagen er ikke så sund.

Jeg har tænkt på at ringe til Psykiatrisk Center Hvidovre og fortælle dem om situationen, men jeg føler mig ikke parat til (endnu) en indlæggelse. Nu ser jeg lige tiden an et par dage, og så kan det da være, det går i sig selv.

Opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune

I dag har jeg været til opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune i anledning af min sygemelding. Jeg var nervøs for det, fordi mit udgangspunkt et eller andet sted er, at de nok vil mig noget dårligt. Det gik godt til trods for, at min sagsbehandler samtidig er min udskrivningsmentor, hvilket er noget rod, fordi det er en eklatant funktionssammenblanding. Jeg åbnede ballet ved at sige, at mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan gøre det på normale vilkår, og at jeg er bange for arbejdsmarkedet, da mit selvværd ligger et godt stykke under kælderhøjde.

Min drøm er, at det hele kan munde ud i et fleksjob. Jeg har langsomt, men sikkert, indset, at min karriere nok er slut, og at jeg ikke længere kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Det er en bitter pille at sluge, når karrieremålene altid har været en væsentlig drivkraft i livet.

Jeg prøver at vende det positivt og tror, jeg kan få et godt liv med et fleksjob:

  • jeg kan få passende udfordringer,
  • jeg kommer ud i blandt mennesker enten hver dag eller flere gange om ugen,
  • jeg vil kunne trække mig tilbage i mit hjem, og beskæftige mig med det, der optager mig allermest og som gør mig glad,
  • lønnen vil være almindelig overenskomstmæssig løn, og
  • arbejdsgiver vil få refusion fra kommunen svarende til dagpengeniveauet, så jeg ligger ingen til last.

Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes

Sagsbehandleren har indhentet statusattest fra min egen læge, og jeg fik en kopi med hjem. Jeg er meget glad for det, min læge har skrevet: “Sygdommen medfører fuld uarbejdsdygtighed” og “Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes”.

Det er da rene ord for pengene, også selv om det er atter en bitter pille at sluge.

Næste skridt er, at jeg skal deltage i et 8 eller 13 ugers forløb hos Contra, hvor det skal vurderes, hvad og hvor meget jeg kan. Jeg håber, de er professionelle, og at det ikke er beskæftigelsesterapi, for det gider jeg ikke. Som udgangspunkt er jeg positiv og spændt på, hvad det er for noget – og jeg håber på, jeg ikke bliver skuffet.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Jeg er i en manisk fase

Jeg er i en manisk fase

Jeg er i en manisk fase

Jeg har prøvet det en gang før og det er pokkers ubehageligt. Kendetegnene for mig er, at jeg bliver fuldstændig speeded indeni, som om der er en “motor”, der kører på højtryk, jeg får indkøbstrang, jeg sover ikke om natten og synes, at jeg kan klare det hele alligevel, jeg lader være med at gå i seng, for der er hele tiden noget, jeg lige skal og vil, og hvis jeg går i seng, ligger jeg bare og tænker på alt det, jeg kunne foretage mig, hvis jeg stod op, og jeg har ingen appetit overhovedet. Når jeg er manisk kan jeg skrive indlæg her på bloggen døgnet rundt, for jeg har hele tiden noget at fortælle. Til “hverdag” kan der sagtens gå en uge uden at jeg har noget at fortælle. Jeg kan slægtsforske og sætte hjemmesider op i døgndrift, og jeg føler mig overhovedet ikke træt i hovedet, det er kun kroppen, der er forfærdeligt træt.

Jeg er glad for, at jeg fik stoppet min indkøbstrang, at jeg fik slået rationalet til og spurgt her på bloggen, om jeg havde brug for en ny solid state disk. Og det overbeviste Overleveren og Eric mig om, at jeg ikke havde, så jeg annullerede min bestilling. Sidst jeg var i en manisk fase købte jeg to computere på en måned, de var godt nok billige, men alligevel er det ikke noget sundhedstegn. Jeg kendte engang en, der købte dyre antikviteter, når hun var manisk – så er mine computerudskejelser alligevel lidt mere til at have med at gøre, og man kan sige, at pengene går til et godt formål 🙂

Heldigvis har jeg en rigtig god psykiater, som jeg havde tid hos i dag. Jeg fortalte ham, hvordan jeg har det, og vi blev enige om, at jeg skal prøve seroquel for at se om de kan hjælpe. Det håber jeg virkelig, bare jeg kan komme til at sove fx fem timer pr. nat er meget reddet. Jeg vil jo gerne performe godt på arbejdet, men det er svært, når man ikke sover om natten. Jeg skal til psykiateren igen på tirsdag, og det er rart, at han følger så tæt op på mig.

Jeg er træt af at være syg! Jeg vil bare være normal og ligesom de fleste – men jeg må nok slå mig til tåls med, at det er jeg ikke. Jeg har vist i nogle år, at jeg har en bipolar affektiv sindslidelse (det man i gamle dage kaldet maniodepressiv) og sædvanligvis lever jeg jo fint og helt almindeligt med det, manien skal bare ikke komme i udbrud, for det kan jeg ikke tåle.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.