Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden
De første møder
Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden
Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.
Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.
11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen
Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.
Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.
Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.
Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.
Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.
Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).
I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.
Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.
12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis
Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.
Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.
Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.
Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.
Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.
Hvad er det gode ved en depression?
Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.
Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.
Lidt om manier
Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:
- Spiser ikke
- Speeded indeni
- Søvn
- Talepres
