Indlæg

Helt fantastisk

Medicingennemgang

Jeg er vildt imponeret!

Farmaceuten kom igen i dag, og havde tid til at snakke. Jeg vil så gerne have hjælp til bivirkningerne. Restless legs og mundtørheden er ved at tage livet af mig indimellem. Men det er et tveægget sværd, for hvad sker der, når jeg hele tiden har sagt til alle, at der sørme ikke skulle pilles ved min medicin, og vi så alligevel gør det? I går var jeg meget bekymret.

Jeg fortalte farmaceuten om mine bekymringer, som hun forstod og anerkendte. Vi blev enige om, at den største synder i relation til bivirkningerne, er Seroquel, som jeg nu har spist i fire år i en ret stor mængde. Den skal jeg trappes ud af, og vi gør det lige så stille – bare reduktion med 25 mg pr uge. Det vil tage et stykke tid, når udgangspunktet er 600 mg. 🙂

De første

Glostrup er det første sted, der gerne vil tale bivirkninger og drøfte medicinen indgående. Jeg har da troet, at dem måtte jeg bare leve med. Psykiatrien i Danmark er meget kemisk, og jeg brokker mig ikke over det, for medicinen er livsnødvendig for mig, men dette her viser mig, at man skal følge op og tale om det. Det er der ingen andre, der har gjort; jeg har aldrig tidligere talt med en farmaceut! Heller ikke selvom jeg tager meget medicin. Og det er altså ikke, fordi jeg har glemt det.

Udover de nævnte ting, lider jeg også af krinisk forstoppelse. Hun siger, at også her er Seroquel synderen. Det kunne også være dejligt at slippe for det; det kunne være dejligt ikke at føle mig fed.

Jeg spiser kun sund mad, aldrig skodmad, aldrig en købepizza, aldrig chips, aldrig slik eller noget af al den slags, og alligevel taber jeg mig ikke. Også her er det Seroquel, der er synderen.

Tilbud om forløb

Hun tilbyder et forløb, hvor vi har kontakt fx en gang om ugen, og det kan bare være pr telefon. Idéen er, at vi følger op på det, og holder øje med hvad der sker, når vi nedsætter mængden af Seroquel, som er både synder, hjælper og “bekymringsgiver”.

Det første, der skal ske, er nye blodprøver, så vi har et præcist niveau at arbejde ud fra “Hvad snakker vi om?” Det føler jeg mig tryg ved.

Lige nu venter jeg på en læge, så jeg kan komme hjem til mig selv og min egen kugledyne!

,

De går til stålet

De går til stålet

Grundighed

De går til stålet

I formiddag kom der en farmaceut (super kompetente Christina Skovsende Eriksen) og talte med mig næsten en time. Hun ville gerne høre om medicinen og især om bivirkningerne, som jeg efterhånden har en del af. Hun tog RLS (Restless Legs Syndrome) meget seriøst, ligesom hun tog mundtørheden seriøst, især da jeg fortalte om en tandlægeregning på mere end 100.000 kr.

Herefter en god samtale med en læge, der taler om at ændre på medicinen. Jeg sagde til ham, at det er jeg bange for, idet det tog 2½ år at finde den rette balance, og idet jeg har været stabil i halvandet år på de nuværende præparater og doser. Det forstod han heldigvis godt.

RLS (Restless Legs Syndrome)

Det må jo konstateres, at det, der hidtil er gjort, ikke har hjulpet. Faktisk er det bare blevet værre med de forbandede ben, som jeg tror kan sammenlignes med en fødsel: en allesteds nærværende smerte. Jeg har opdaget, at det kan hjælpe at spise noget, så af og til laver jeg varm mad midt om natten. Et anfald varer typisk to til tre timer, og det er et helvede.

Når det ikke har virket, må vi jo gøre noget andet. God plan!

Godt tilfreds

Jeg er sørme glad for, at de tager disse ting så seriøst. Det har jeg ikke tidligere været ude for. Jeg trækker alle mine tidligere negative udtalelser om Psykiatrisk Center Glostrup tilbage!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Dagbog fra psykiatrisk

Sådan føles en mani

Dagbog fra psykiatrisk

Det er ufattelig kedeligt at være indlagt, derfor får du “Dagbog fra psykiatrisk”. Jeg befinder mig på Psykiatrisk Center Glostrup igen, og der er ikke andre steder, jeg kan være.

  • Kroppen er udmattet
  • Kroppen gør ondt af mangel på søvn
  • Jeg har ingen søvnsignaler
  • Hjernen kører på fulde omdrejninger
  • På den måde kan man ikke finde hvile heller ikke på en Oxapax
  • Jeg får fem idéer i minuttet, men lige nu kan jeg ikke engang følge op på dem
  • Hjemme har jeg lange lister med alt det, jeg gerne vil udrette
  • Opgaver, der kan tidsfæstes, er lagt ind i kalenderen, så de ikke bliver glemt. Alt det geniale skal ikke gå i glemmebogen
  • Jeg har levet af vand et par døgn, og det skjuler fornemmelsen af sult
  • I dag har jeg tvunget mig til at spise et æble og et halvt bæger humus
  • Til aften lykkedes det at spise to kartofler og en kotelet. Det er stort.
  • Da jeg var hjemme i omkring halvanden time, fik jeg pakket varerne fra Aarstiderne ud, skrevet et blogindlæg og løst et par problemer på supportsiden, pakket tasken med tandbørste, diverse opladere, powerbank og noget tøj
  • Produktiviteten er høj

Når man lister det på denne måde, er det jo soleklart, at dette er en mani, men hvis man tager det hver for sig, er det jo ikke sygeligt.

Jeg har taget Litium i årevis. Tallene skal ligge mellem 0,6 og 0,8 mmol, men mit er lige nu o,36, så jeg er gået fra to tabletter til tre. Gad hvor længe det er om at få effekt. Det hele har således en naturlig forklaring.

Jeg håber meget snart at være klar igen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

På batterier?

På batterier

Godt at være kendt

På batterier?

I går blev det for meget med de batterier – eller måske for lidt.

Jeg har kørt for fuld skrue i mere end en uge. Jeg kiggede ikke på mit actioncard, som jeg har lavet sammen med “min Mona” på 808, for jeg vidste jo godt, hvad der stod. Men hvem henvender sig til et hospital, når man har det fantastisk og er fuld af gode idéer og energi?

Jeg har virkelig udrettet utrolige ting om natten, jeg har hygget mig med det og lært en masse.

Trods alt ringede jeg til Hvidovre og fik en snak med en af dem, jeg kender, og som er så sød. Efter få minutters snak sagde hun, at hun ville kontakte Psykiatrisk Center Glostrup, og derefter ringe tilbage til mig. Som sagt så gjort, og nu er jeg så der, bortset fra at jeg lige er hjemme at pakke mine varer fra Aarstiderne ud og hente lidt fornødenheder.

De roser mig for god sygdomsindsigt. Det er jo dejligt, og jeg er glad for, at de vil have mig. Det andet var vist ikke så godt. Da jeg gik rundt nede i Kvickly i går, følte jeg, at jeg svævede. Det blev jeg forskrækket over. De har spurgt mig, om jeg var klar over, at jeg ikke svævede i virkeligheden. Det er jeg fuldt ud klar over, for jeg er ikke psykotisk. Jeg kender jo alt dette til hudløshed.

Det er min 10. indlæggelse. Det er, på trods af den gode sygdomsindsigt, en lille smule svært ikke at se det som et nederlag, når jeg har gået og ment/skrevet/sagt, at den 9. var den sidste. Og jeg håber, dette bliver kortvarigt, da jeg meget gerne skal på arbejde på onsdag, inden vi skal holde tre ugers sommerferie.

Jeg har tidligere talt grimt om Glostrup. Det trækker jeg hermed tilbage – eller også er der bare sket en mentalitetsændring eller en personaleudskiftning. De er virkelig søde!

Der er Litium i batterier

Selvom distriktspsykiatrien lige har sørget for blodprøver, tages de igen. Foreløbig ser det ud til, at Serum-Litium er for lavt. Nye prøver 14:30 i dag for at være helt præcis med 12-timers reglen. Hvis det er for lavt, har det hele en naturlig årsag. Alle andre tal er fine.

Fra Sundhed.dk

  • 54 år; kvinde.
  • Henvendelsesårsag: Patienten møder med henblik på: Mani.
  • Pt er hurtigkørende, angiver at få f.eks 5 ideer pr minut og har gang i dem alle.
  • Har mange gøremål. F eks at programmere om natten. føler sig inspireret og genial. er i godt humør.
  • Pt har erkendelse af at være i manisk tilstand
  • Søvnforstyrrelser. pt har angiveligt ikke sovet 48 timer og har heller ikke spist.
  • Medicinadministration: der er medicinsvigt over et par dage

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.