Tag Archive for: Mani

, ,

Hos psykologen

Hos psykologen

Jeg sætter overliggeren for højt

Jeg startede dagen hos psykologen i Psykiatrifonden. Hun er simpelthen dygtig, og jeg får meget ud af sessionerne hos hende.

Jeg optager – af hensyn til hukommelsen – alle vigtige møder, og dagens lydfil har jeg allerede hørt; det bekræftede mig bare i, hvor godt det var.

Vi startede med at tale om den kommende virksomhedspraktik, som jeg glæder mig meget til, men som jeg også er meget nervøs for. Hun skar det ud i pap for mig: Jeg sætter overliggeren for højt.

Jeg vil gøre mig uundværlig

Min stille ambition er at gøre mig så uundværlig, at Folkekirkens Nødhjælp (FKN) ser sig nødsaget til at oprette et fleksjob til mig, når praktikken er ovre. Med det ambitionsniveau kan det kun gå galt, for det er simpelthen så sjældent, Psykiatrifonden oplever, at det går sådan. Det er en utopi.

Jeg er fx bange for, at jeg ikke kan huske, hvordan man laver en projektplan, som er trin et i processen. Hun siger, at jeg godt kan huske det, men at det ikke vil gå så stærkt, som det plejede. Jeg er vant til at kunne jonglere lynhurtigt med opgaverne, og jeg er som menneske meget ambitiøs. Det kan jeg nok ikke mere, og jeg er nødt til at opbygge noget tålmodighed med mig selv. Bare tænk på hvordan det er at komme tilbage efter en god lang sommerferie; det kan være rigtig svært at komme i gang igen efter de 3 – 4 uger, hvordan er det så ikke at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter flere års fravær?

Jeg er bange for ikke at kunne leve op til kravene, men realiteten er, at det ikke er Folkekirkens Nødhjælp, der stiller de største krav; det er mig selv.

Hos psykologen er meldingen: det vil ikke være sundt

Angående det med at være uundværlig: Jeg kunne måske godt gøre mig uundværlig, men det vil være usundt for mig, for så er jeg tilbage i det gamle spor, hvor jeg kører på randen af en mani, og det skal jeg slet ikke i nærheden af. Jeg har kun været indlagt to gange med mani, som først blev diagnosticeret i sommeren 2014, hvor jeg fik min nuværende diagnose “bipolar affektiv sindslidelse”, men jeg har gået og tænkt meget over, at store dele af mit arbejdsliv har været præget af u-erkendte manier. Hvis jeg har været opslugt af en opgave, er jeg aldrig gået hjem, før den var løst, uanset om det hastede eller ej; jeg er også stædig, så jeg kæmper til sidste blodsdråbe. Jeg har sat mig selv fuldstændig til side i mange år og kun arbejdet på min karriere. Og hvad har jeg egentlig fået ud af det?

Det realistiske ambitionsniveau

Ambitionsniveauet bør i stedet være at leve op til følgende med skånehensynene, som er hentet fra den praktikaftale, der er indgået mellem FKN og Psykiatrifonden på vegne af jobcenteret:

“Hanne B. Stegemüller har behov for strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback på opgaveløsning. Der bør ikke være deadlines, men en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov og hjælp til kun at arbejde inden for de fastsatte rammer, hvad angår timetal og opgaver. Hun har brug for en rolig arbejdsplads.”

Hvis jeg kan leve op til det, er det jo en succes, og ingen forventer mere, men jeg synes jo ikke, det er ret meget, og jeg synes næsten, det er beskrevet som om, de forventer, at jeg er blevet dum af at blive syg, og det (be-)nægter jeg.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Pendling

Pendling

Bi-polar: To poler

Jeg har det som om, jeg er på en evig pendling mellem de to poler: Mani og depression. Selv de neutrale faser mellem de to poler opleves som en pendling mellem dem. Det er et mareridt konstant at skulle være opmærksom på, hvornår det er almindelig tristesse, hvornår det er depression, hvornår det er almindelig foretagsomhed og energi, og hvornår det er en mani.

Jeg slægtsforsker og har gjort det siden 2003. Der er virkelig meget af min slægtsforskning, der er blevet til i de sene nattetimer – har det så alt sammen været maniske faser eller har det bare været ægte interesse for denne fantasiske hobby?

Det startede i 2003 – for 12 år siden

2003 var året, hvor jeg havde den første depression. I november måned gik jeg en aften hjem nede fra Vanløse station, og pludselig slog tanken ned i mig “er dette en depression?”. Jeg gik til lægen dagen efter, og hun var ikke i tvivl.

Det var en depression, og siden har jeg haft 100 af dem. De centrerer sig alle om det samme: den manglende lyst til livet. Jeg “bliver sort inde i hovedet” som er mit eget udtryk for den proces, der går i gang, når jeg ikke ønsker at leve mere. Alt ses i sorte nuancer, alt er negativt, alle mennesker er imbecile osv.

Et selvmordsforsøg

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig i 2006 – helt præcis den 3. januar – efter en jul alene, hvor jeg var så slidt indvendigt, at jeg ikke kunne holde ud at høre musen klikke. Jeg tog en overdosis af piller, men det virkede ikke. Vores familierådgiver i Udenrigsministeriet, hvor jeg var ansat på det tidspunkt, tog med mig på Psykiatrisk Skadestue i Hvidovre næste dag, men vi blev sendt hjem igen med tre beskeder:

  1. Find en ny psykiater
  2. Find et andet arbejde og
  3. Det kan jeg ikke huske.

Hver gang jeg er taget derud efter det, har jeg været bange for at blive sendt hjem igen, så jeg henvender mig kun, hvis jeg mener, de vil invitere mig indenfor. Jeg tror nu nok, de har ændret praksis siden, for jeg er aldrig blevet sendt hjem igen siden, heller ikke selvom udtrykket var mindre markant.

Jeg kan ikke huske, hvornår manierne kom til, men det var formentlig 2008 eller 2009. I hvert fald begyndte jeg på et tidspunkt at tage Zyprexa, som er et middel mod manier. På det tidspunkt blev diagnosen ændret fra “Tilbagevendende depressioner” til “Bipolar lidelse”.

Sådan er de depressive faser

I de depressive faser har jeg det forfærdeligt, og har kun lyst til at dø. Jeg går hele tiden og spørger mig selv “Er det nu?, Er det nu?”, og skal jeg gøre det i køkkenet eller i badeværelset? Jeg har siden 2006 udtænkt mere og mere effektive metoder til at tage livet af mig selv. Hvis der kommer en næste gang, skal det nok lykkes.

Min tanke er, at jeg har været syg i 12 år, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg kan ikke blive ved at finde kræfterne til at kæmpe. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke handler i stedet for bare at snakke. Mit svar er, at jeg er en kryster og en kujon.

Bag dette ligger selvfølgelig det lillebitte håb, jeg klynger mig til, nemlig at det kan blive bedre, at der et eller andet sted er en mulighed for, at der ligger noget omkring hjørnet, som kan gøre mit liv bedre. Som alle andre vil jeg også gerne have et bedre liv!

Apropos at kæmpe og ikke at orke det mere, så har jeg kæmpet siden 1972, hvor min elskede far døde, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg ved ikke længere, hvor jeg skal finde kræfterne.

I de maniske faser

I de maniske faser har jeg det i og for sig godt og er fuld af energi og foretagsomhed.

Jeg håber på et fleksjob

Jeg tror, det vil være et skridt i den rigtige retning at få tilkendt et fleksjob. Jeg kan ikke længere arbejde på normale vilkår, men jeg føler, at jeg vil kunne slå til i et fleksjob, og det vil jeg virkelig gerne. Det vil blive en stor omstilling at skulle “nøjes med” et fleksjob, for mit arbejde har altid betydet meget for mig.

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune på onsdag den 15. Vi skal gennemgå 15 siders Worddokument = “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, der handler om alle mulige sider af mit liv. Skemaet skal forelægges rehabiliteringsteamet på et eller andet tidspunkt i løbet af efteråret. Det bliver et ret vigtigt møde, men jeg føler, at vi er godt forberedt.

Du er blevet din sygdom

En veninde af mig siger, jeg er “blevet min sygdom”. Hun har muligvis ret, jeg kan bare ikke ændre på det. Jeg ville gerne ændre på det, men ved ikke, hvordan jeg skal gøre det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

De første møder

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.

Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.

Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hvad er det gode ved en depression?

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Lidt om manier

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendiks: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

Læs mere

, ,

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne er i top!

Det første tegn, på at en mani kan være undervejs, er, at der gå kuk i søvnen, og jeg er derfor meget opmærksom på det, der kaldes “søvnhygiejne”. Jeg har lavet et fuldstændig fast skema for, hvornår jeg står op og går i seng, og det overholder jeg alle ugens dage. Jeg skal ikke have en ny mani, så jeg gør hvad jeg kan, for jeg har været indlagt tilstrækkeligt i år.

På hospitalet gav de mig en kugledyne for at forbedre søvnen, og det var fantastisk. Det er som at sove i en kokon, og kan vist bedst sammenlignes med de gamle olmerdunsdyner, som man lagde sig under, og så kunne man ikke røre sig ud ad flækken. Har jeg mon nogle læsere, der kan huske dem?

Mange år med søvnproblemer

Helt tilbage til min kollegietid i 80’erne har jeg haft søvnproblemer, og gennem årene har jeg derfor spist mange indslumringspiller, men det er jo bare ikke en løsning, man skulle kunne sove på naturlig vis.

Jeg har faktisk sovet godt siden den seneste (eller sidste?) indlæggelse. Før i tiden lå jeg vågen mindst en time efter at være gået i seng, nu går der vel 15 minutter, men jeg er altså også på 700 mg Seroquel plus diverse.

Bevilling fra kommunen

Jeg spurgte min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, om de ville give tilskud til en kugledyne, der normalt koster i omegnen af 4.500 kr. Uden yderligere dikkedarer kom der forleden en bevilling på 2.700 kr. – fornemt, og jeg har sagt pænt tak. Det lykkedes at finde en dyne til 2.705 kr., og den kom i går. Den var nedsat, da det var sidste års model. Jeg ville hellere have haft en “rigtig” kugledyne fra firmaet Protac, men de er for dyre.

Nu har jeg så brugt den en nat, og jeg er meget begejstret. Som sagt er det som at sove i en kokon: trygt, godt og varmt. Den består nærmest af en masse velcrolukkede lommer, i hvilke der findes en pose med fire rum, og i hvert rum er der en kugle.  Den samlede vægt er 7 kg. Den er lidt bøvlet at få “arrangeret”, men det kommer nok med øvelsen.

Jeg vil være nærmest lykkelig, hvis der for alvor kan komme styr på min søvn. Jeg har altid været misundelig på de mennesker, der bare lægger sig ned og sover og for hvem, søvn slet ikke er et tema. Måske det også kan blive min virkelighed?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.