Pendling

Bi-polar: To poler. Jeg har det som om, jeg er på en evig pendling mellem de to poler: Mani og depression. Selv de neutrale faser mellem de to poler opleves som en pendling mellem dem. Det er et mareridt konstant at skulle være opmærksom på, hvornår det er almindelig tristesse, og hvornår det er depression og hvornår det er almindelig foretagsomhed og energi, og hvornår det er en mani. Jeg slægtsforsker og har gjort det siden 2003. Der er virkelig meget af min slægtsforskning, der er blevet til i de sene nattetimer – har det så alt sammen været maniske faser eller har det bare været ægte interesse for denne fantasiske hobby?

2003 var samtidig året, hvor jeg havde den første depression. I november måned gik jeg en aften hjem nede fra Vanløse station, og pludselig slog tanken mig “er dette en depression?”. Jeg gik til lægen dagen efter, og hun var ikke i tvivl. Det var en depression, og siden har jeg haft 100 af dem. De centrerer alle om det samme: den manglende lyst til livet. Jeg “bliver sort inde i hovedet” som er mit eget udtryk for den proces, der går i gang, når jeg ikke ønsker at leve mere. Alt ses i sorte nuancer, alt er negativt, alle mennesker er imbecile osv. Jeg har et selvmordsforsøg bag mig i 2006 – helt præcis den 3. januar – efter en jul alene, hvor jeg var så slidt indvendigt, at jeg ikke kunne holde ud at høre musen klikke. Jeg tog en overdosis af piller, men det virkede ikke. Vores familierådgiver i Udenrigsministeriet tog med mig på Psykiatrisk Center Hvidovre, Psykiatrisk Skadestue, men vi blev sendt hjem igen med tre beskeder 1) Find en ny psykiater, 2) Find et andet arbejde og 3) Det kan jeg ikke huske.

Hver gang jeg har taget derud efter det, har jeg været bange for at blive sendt hjem igen, så jeg henvender mig kun, hvis jeg mener, de vil invitere mig indenfor. Jeg tror nu nok, de har ændret praksis siden, for jeg er aldrig blevet sendt hjem igen siden, heller ikke selvom udtrykket var mindre markant.

Jeg kan ikke huske, hvornår manierne kom til, men det var formentlig 2008 eller 2009. I hvert fald begyndte jeg på et tidspunkt at tage Zyprexa, som er et middel mod manier. På det tidspunkt blev diagnosen ændret fra “Tilbagevendende depressioner” til “Bipolar lidelse”.

I de depressive faser har jeg det forfærdeligt, og har kun lyst til at dø. Jeg går hele tiden og spørger mig selv “Er det nu?, Er det nu?”, og skal jeg gøre det i køkkenet eller i badeværelset? Jeg har siden 2006 udtænkt mere effektive metoder til at tage livet af mig selv. Hvis der kommer en næste gang, skal det nok lykkes.

I de maniske faser har jeg det i og for sig godt og er fuld af energi og foretagsomhed.

I de depressive faser er min tanke, at jeg har været syg i 12 år, og at nu orker jeg det ikke mere. Jeg kan ikke blive ved at finde kræfterne til at kæmpe. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke handler i stedet for bare at snakke. Mit svar er, at jeg er en kryster og en kujon. Bag dette ligger selvfølgelig det lillebitte håb, jeg klynger mig til, nemlig at det kan blive bedre, at der et eller andet sted er en mulighed for, at der ligger noget omkring hjørnet, som kan gøre mit liv bedre. Som alle andre vil jeg også gerne have et bedre liv! Apropos at kæmpe og ikke at orke det mere, så har jeg kæmpet siden 1972, hvor min elskede far døde, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg ved ikke længere, hvor jeg skal finde kræfterne.

Jeg tror, det vil være et skridt i den rigtige retning at få tilkendt et fleksjob. Jeg kan ikke længere arbejde på normale vilkår, men jeg føler, at jeg vil kunne slå til i et fleksjob, og det vil jeg virkelig gerne. Det vil blive en stor omstilling at skulle “nøjes med” et fleksjob, for mit arbejde har altid betydet meget for mig. Bodil og jeg skal til møde i kommunen på onsdag den 15. Vi skal gennemgå de 15 siders Worddokument = “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, der handler om alle mulige sider af mit liv. Skemaet skal forelægges rehabiliteringsteamet på et eller andet tidspunkt i løbet af efteråret. Det bliver et ret vigtigt møde, men jeg føler, at vi er godt forberedt.

Sagsbehandleren vil af Bodil få at vide, at hun henviser til forkerte lovgrundlag, fordi den hjemmel, hun henviser til, er forældet. Bodil og jeg er sikkert ikke de nemmeste klienter at have med at gøre, en socialrådgiver og en cand.jur., men det der kommer fra sagsbehandleren skal altså være korrekt. Jeg skriver på et lille dokument, der bare hedder fejl, og når al denne sagsbehandling er slut, offentliggør jeg fejllisten på bloggen. Hvis man træffer afgørelser på basis af forældede bestemmelser, er afgørelsen en nullitet – altså ugyldig.

En veninde af mig siger at jeg er “blevet min sygdom”. Hun har jo nok ret, jeg kan bare ikke ændre på det. Jeg ville gerne ændre på det, men ved ikke hvordan jeg skal gøre det.

13 replies
  1. Inge
    Inge says:

    Jeg håber vedligeholdelses behandlingerne kan hjælpe dig til en mere stabil og rolig hverdag, og på sigt gøre at du kan finde dig selv..

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Inge

      Jeg håber inderligt på vedligeholdelsesbehandlingerne, for som det seneste år er gået, kan det jo ikke blive ved. Jeg vil så gerne finde mig selv.

      Svar
  2. Pia
    Pia says:

    Godt at du blev tilkendt vedligeholdelsesprogrammet, når det er det du ønsker. Jeg håber du har nydt din weekend hjemme.
    Her er der heller ingen hvide linier at se på din blog. Alt ser fint ud.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Jeg håber virkelig på vedligeholdelsesprogrammet og at det kan holde mig fra flere indlæggelser på PCH. Jeg tror, det er vejen frem.

      Det var dejligt at være hjemme ved mine egne ting.

      Det virker som om, jeg er den eneste, der ser det kæmpestore whitespace. Jeg ah prøvet at skrive til firmaet bag themet, og de kunne ikke finde en løsning, så jeg må nok bare leve med det.

      Svar
  3. Lone Rasmussen
    Lone Rasmussen says:

    Kære Hanne Du er stadigvæk en del af mit tankespind, hvor jeg dog (ber) for at der en plads til dig, hvorfor skal der dog ikke være det.
    Selv har lidt tankemylder pt. Skal til en tilbagevendende begivenhed Maribo Jazzfestival med et par gode veninder, men første gang alkohol !!
    Vi har holdt en pause på,nogle år men nu skal prøves igen . Det er næste weekend og jeg glæder mig og i morgen skal vi detailplanlægge
    Alle gode ønsker for dig kjære Hanne fra Lone

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Lone

      Jeg håber også, der på en eller anden måde vil være en plads til mig derude. Jeg tror, at det at få et job i sig selv vil gøre, at jeg får det bedre. Jeg har brug for, at der er nogen der har brug for mig. Jeg identificerer mig meget med mit arbejde, så det at være uden arbejde et indentitetstab for mig.

      Det lyder rigtig hyggeligt med festivalen i Maribo. Spændende hvordan det vil gå med alkoholen.

      Svar
  4. Kaja Ludvigsen
    Kaja Ludvigsen says:

    Hej Hanne, det gør mig så ondt for dig. Jeg håber, du får det fleksjob, du ønsker dig.
    Personligt kæmper jeg for at beholde livet, men er ikke ukendt med det modsatte.
    Hav det godt, hilsen Kaja

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kaja

      Jeg håber også og inderligt på fleksjobbet. Det skal jobbet bare på jobbet for mig” Hvis det lykkes for mig, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre!

      Jeg forstår “kæmper jeg for at beholde livet” og det er hårdt sådant. Sådant kan det ikke blive ved, jeg håber, du bliver ved sådan.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kaja

      Tak skal du have. Jeg ønsker mig inderligt fleksjobbet, for det det er der, jeg føler, jeg kan slå til. Hvis jeg får det ikke tilkendt, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

      Svar
  5. Eric
    Eric says:

    Uha, jeg er glad for, at jeg ikke er sagsbehandler. Alle har krav på behandling efter loven, men jeg har en fornemmelse af, at lovgivningen laves om i tide og utide, så man snarere skal være jurist end sagsbehandler for at følge med. Det er ulykkeligt for såvel sagsbehandler som klient.

    Når jeg læser dine beskrivelser af, hvordan du har det, fyldes jeg af afmagt. Det er helt uden for min erfarings “skala,” og jeg kan ikke bidrage med andet end medfølelse og undren over, at nogen skal lide sådan pga. et emotionelt pendul.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja det må være forfærdeligt at være sagsbehandler! Lovgivningen ændres konstant, og det må være fuldstændig umuligt at følge med. Jeg misunder ikke Marianne Kisby Jensen. Kombinationen af mig og Bodil er sikkert ikke let at have med at gøre.

      “Afmagt” er vist et godt ord, og jeg ville ønske, jeg havde det anderledes! Der er megen smerte knyttet til min stilstand, og jeg ville ønske, det var anderledes. Måtte det ændre sig langs ad vejen…

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *