Hjemme igen 2
Jeg er hjemme igen 2
Goddag til mit dejlige hjem – det er rart at være hjemme igen, selv om det selvfølgelig føles lidt tomt, når jeg har vænnet mig til at have mennesker omkring mig 24 timer i døgnet. Af og til tænker jeg på, om jeg skal bo på en anden måde fx i en art bofællesskab, men jeg er bange for, at jeg svinger for meget til det. De andre kan ikke være tjent med mine svingninger, så jeg må nok blive, hvor jeg er!
Bodil og jeg skal til møde med den kommunale sagsbehandler på onsdag, og det skal vi lige have tjek på.
På torsdag skal jeg til møde med min psykolog Anette Friis i Psykiatrifonden.
Jeg har også lovet at skrive en artikel om “The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG)” til et slægtsforskerblad, så der er sådan set nok at tage fat på – jeg skal bare have vendt hjernen rigtigt, så jeg kan komme rigtigt fra start. Efter hver indlæggelse er det som om, jeg skal starte forfra.
Vi har fået lavet konkrete aftaler om vedligeholdelses-ECT, der skal være hver 4. uge første gang den 7. august. Jeg skal møde op dagen før kl. 16:00 og så faste fra midnat. Det tænker jeg faktisk, jeg godt kunne administrere selv, men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Godt så. Nu krydser jeg så fingre for, at vedligeholdelses-ECT’en kan hjælpe til, at du holder balancen 🙂
@ Fruen i Midten
Jeg krydser også fingre, men det plejer jo at virke godt på mig. Jeg har været indlagt nok nu: seks gange siden juni 2014 🙁
Når jeg har følt mig lidt for alene, så har jeg tænkt på, hvor røvirriterende andre mennesker kan være, og så går det lidt igen … Nej, alvorlig talt, hvis du overvejer at finde et bofællesskab af en art, skal det da ved den søde grød være et, der dækker dine behov, bl.a. skal det kunne rumme dine svingninger. Jeg håber, din vedligeholdelses-ECT kan hjælpe dig finde equilibrium, hvad det så end er for en størrelse. Jeg har, som flere andre af dine kommentatorer, en fordom mod ECT, bl.a. ville jeg nødig selv lægge krop og sind til, men man kunne jo blive nødt til det, hvis intet andet hjalp.
@ Henny
Det er egl. ikke fordi jeg føler mig alene, men mere fordi, jeg gerne vil bygge noget sammen med andre mennesker. Og du har ret, det skal være et fællesskab, der dækker mit behov – hvis det da findes.
Jeg har prøvet så meget forskelligt medicin mod depressionerne, og det hjælper ikke en klap. Jeg havner hver gang i det sorte hul. Det der hjælper bedst er ECT, og det virker hurtigt i modsætning til ny medicin, hvor man skal vente 6 – 8 uger på at se effekten. Derudover er der den komplikation, når man er bipolar, at man ikke rigtig kan tåle antidepressiv medicin, fordi det kan udløse en mani – man sidder altså i saksen. For mig er ECT det der til dato har virket bedst.
Jeg har faktisk tænkt det samme for dig….at det kunne give dig stabilitet og livsmening at bo i en form for støttet fællesskab…
Bedste tanket
Charlotte
@ Charlotte
Velkommen til min blog og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da det (vist nok) er første gang, du kommenterer her (jeg synes nu ellers jeg husker dig, så måske driller teknikken).
Min lyst til at bo i en eller anden form for bofællesskab er stor, men jeg er som nævnt bange for, at jeg svinger for meget. Jeg tror ikke, det skulle være i et fællesskab for udelukkende psykisk syge, det vil jeg bare blive dårligere af. Hvis det var for folk, der var “normale”, ville jeg kunne profitere af det.