Noget der virker
Indholdsfortegnelse
Jeg går og filosoferer over, om jeg har noget der virker
Hukommelse
Noget der virker.
Min hjerne virker i hvert fald ikke, som den skal. Fx kan jeg ikke genkende folk endsige huske deres navne. Jeg kan ikke finde vej, fordi jeg ikke kan visualisere det for mig. Fx aner jeg ikke, hvordan jeg skal finde ind til byen på cykel. Jo, jeg kan huske den første 1½ km., men så er det også slut. Jamen jeg har jo kørt den vej hver dag i syv år, nemlig i al den tid jeg har boet her på Torvet.
Forleden skulle jeg planlægge vejen til Psykiatrifonden på Hejrevej i Nordvest, hvor jeg jo har været masser af gange. Jeg kunne huske, at jeg skulle med S-toget til Nørrebro Station. Men hvad derefter? Det hjalp ikke at kigge på et kort. Gudskelov “kom det til mig” langt hen på dagen, og det var jeg meget lettet over.
Der er også adskillige andre ting fra mit liv (lange forløb, hvornår var jeg ansat hvor mv.), jeg ikke kan huske, og det, parret med følelsen af ikke at kunne noget som helst længere, er meget ubehagelig. Jeg var inde og tale med Gitte i Distriktspsykiatrien i går, og hun mindede mig om mit ønske om en henvisning til Hukommelsesklinikken. Paradoksalt nok havde jeg glemt alt om dette ønske. Jeg har været lidt på Hukommelsesklinikkens hjemmeside, og det ser relevant ud, omend de fokuserer meget på demens. Uden at ville gruble unødigt kan jeg dog ikke lade være med at tænke på en artikel, jeg har læst af professor Poul Videbech om, at man lettere udvikler demens, hvis man har haft mange depressioner eller har udviklet bipolar affektiv sindslidelse.
Kan det evt skyldes de utrolig mange ECT-behandlinger?
Programmer er ikke noget der virker?
Mit backupprogram til bloggen – BackupBuddy – virker heller ikke. Programmet kører endeligt igennem, men når jeg så tjekker, om det er gået godt ved at kigge ind i status, står alting til “empty”. Øv – den slags skal bare virke. Jeg mistænker lidt Windows 10, da jeg ikke kan se, hvad det ellers skulle være. Jeg kan ikke huske, at jeg skulle have lavet andre ændringer. Jeg har nu prøvet at skrive til firmaet i håb om, at de vil hjælpe. Det bør de, da det er et købeprogram.
Jeg synes, der er adskillige programmer, jeg ikke kan få til at virke eller bare ikke kan finde igen. Jeg har svært ved at finde mine dokumenter, der pludselig er spredt for alle vinde, så jeg nu har mistet overblikket over års historik. Igen: Jeg mistænker Windows 10, selv om det selvfølgelig er svært at forestille sig at et nyt styresystem skulle bytte rundt på ens dokumenter. En af de nærmeste dage bliver jeg nødt til at sætte mig ned og rydde op i alt det rod.
Andagt for Claus Bjerregaard
I aften skal jeg til en lille andagt i kirken for vores provst Claus Bjerregaard og bagefter er der samling i menighedshuset med en bid brød og øl/vand. Jeg synes, det er fint at menighedsrådets formand har sat sig i spidsen for den proces, der skal i gang nu. Vi skal jo blandt andet have lavet et stillingsopslag og have gang i ansættelsesproceduren.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Noget fungerer nu. Evnen til at skrive om, hvad der ikke fungerer. Pokker ta’ Windows 10.
@ Jørgen
Tak 🙂
Lige de første to dage syntes jeg, at Windows 10 fungerede fint, men jo mere jeg skal finde mine dokumenter, programmer mv. jo mere rodet, synes jeg, det hele er blevet. Jeg kan altså ikke forestille mig, at jeg har haft et sådant rod på min computer eftersom jeg er ordensmenneske med stort O.
Det var dog frygteligt ubehageligt for dig, Hanne, men mon ikke den voldsomme mængde af ECT-behandlinger i hurtig rækkefølge er årsagen? Nu kommer du ind i en gænge med lidt længere afstand mellem behandlingerne, så får hjernen dog lidt bedre tid til at restituere sig.
Jeg håber virkelig du snart får styr på alle dine dokumenter igen.
Min gamle far på 90 har netop bestilt opgraderingen til Windows 10!
Jeg er ikke sikker på, at det er en god ide, at skifte fra Windows 7, da det efterhånden kniber lidt for ham, at have styr på sin pc, men det er jo hans valg. Jeg ved bare, hvem der kommer til at slås med alle hans kommende ‘problemer’: Mig, som ellers er en glad Macbruger 😉
Nå, jeg krydser fingre for, at det kommer til at fungere, for jeg har hørt at version 10 er bedre end Windows 8 🙂
Pøj, pøj, Hanne.
@ Benedicte
Jeg hælder også mest til at give ECT skylden, og der er jo da også en fin tidsmæssig sammenhæng. Jeg har indtil videre fået 33 ECT-behandlinger og fortsætter med en behandling om måneden.
Det er da modigt af din far at bestille Windows 10, for det ser jo noget anderledes ud end Windows 7. Det skal du nok få noget “fornøjelse” af 🙂
Jeg tror, det er i dag, jeg går i gang med at få styr på mine dokumenter.
Jeg håber også for dig at du snart går lysere tider i møde og at de kan hjælpe dig på hukommelsesklinikken.
Det er ikke rigtigt at vi ikke bruger hele hjernen, det er en misforståelse, som er svær at udrydde. Men du har formentlig svært ved at lave forbindelser mellem de forskellige områder og deraf den manglende fornemmelse af at have styr på det.
@ Lene
Tak for dine gode ønsker! Det hele må snart vende, ellers holder jeg det ikke ud. Jeg synes, alting er op ad bakke for tiden.
Det lyder interessant det du skriver om, at vi faktisk bruger hele hjernen. Det vidste jeg heller ikke. Der er så meget, jeg ikke kan huske, selv ting der ellers plejede at sidde på rygraden, og som jeg ikke engang skulle tænke over, fx hvordan forskellig software virker.
Puha, det må være skrækkeligt at opleve. Mange gode tanker til dig.
@ Kisser
Mange tak skal du have! Jeg håber, at jeg snart kan gå lidt lysere tider i møde.
Jeg gætter også på elektrochokene, men ved det selvfølgelig ikke – kan kun være enig i, at det må være yderst skræmmende at opleve.
@ Ellen
Du har ret, det er skræmmende. Blandt de lærde er der uenighed om hvor vidt ECT spiller ind på hukommelsen. Selv er jeg efterhånden ikke i tvivl. Men hvad gør jeg så? Jeg kan jo ikke rigtig leve uden, når jeg nu gerne vil holde mig i den neutrale zone mellem de to poler.
Skræmmende. Windows 10 kan i hvert fald ikke være grunden til, at du ikke kan huske vejen. Er det ikke snarere de elektrochok, der ødelægger noget af hukommelsens “indholdsfortegnelse”? – Ja, hvad ved jeg …
@ Eric
Du har ret: man kan ikke give Windows 10 skylden for hukommelsesproblemerne! Jeg tror også selv, at det skyldes de mange – 33 ialt – ECT-behandlinger; dem kan jeg jo bare ikke rigtig leve uden, hvis/når jeg skal prøve at få et ordentligt liv mellem de to poler.
Kære Hanne
Det er da noget værre noget med dig og din hukommelse. Jeg håber virkelig for dig, at du snart må få det bedre.
Jeg har prøvet at tjekke hvor mine dokumenter er gemt, og de er hvor de plejer at være når jeg går ind i Stifinder.
Det var ikke noget nemt tidspunkt, at du fik opgraderet på, for du kunne dit gamle system på fingrene, og Windows 10 fungerer jo ikke på samme måde, jeg må også sidde og lede efter tingene. Jeg brugt lang tid i dag på at finde og ændre mit baggrundsbillede, og ikke mindst gemme det, så jeg kunne ændre det, jeg havde, for det passede ikke mere til skærmen. alle børnebørnene havde nemlig mistet deres ben. Heldigvis lykkedes det efter mange forsøg.
God fornøjelse i aften.
@ Kære Kirsten
Jeg håber også på snart at få det bedre, for disse her op- og nedture er ikke til at vedblive at holde ud. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gribe og gøre i.
Det var måske nok et temmelig dumt tidspunkt, jeg opgraderede på. Det burde jeg have tænkt over på forhånd. I morgen vil jeg ordne mine dokumenter, så jeg kan finde dem igen. Lige nu ligger de både under One Drive og under Download Cache, og der har jeg ved Gud ikke anbragt dem. Der er mange nye ting at lære i Windows 10, og det er for så vidt også vældig fint. Det der er så irriterende er, at den struktur jeg havde i forvejen er smadret, og det er så medvirkende til følelsen af ikke at kunne noget mere.
Tak det var en smuk aften.
Jeg kan godt sætte mig ind i, hvor ubehageligt det er med de hukommelseshuller. Jeg traf for nylig en gammel ven fra seminarietiden, og vi fandt ud af, at vi begge havde hukommelseshuller. Jeg har været under medicinsk behandling for depression og generaliseret angst i mange år, plus at jeg har et forbrug af benzodiazepiner, som jeg kan skyde skylden på. Det har min veninde ikke. Vi tillod os at konkludere, ud fra vores meget lille statistiske grundlag, at det nok er normalt for folk i vores alder at have hukommelseshuller. Der kan jo også være væsentlige grunde til, at der er nogle ting, man ikke husker. Måske er der ubehagelige minder, som man fortrænger for at komme videre.
Du har lige været gennem en ganske rå mængde ECT, og noget af grunden til, at det virker på din bipolære lidelse, må jo være, at det rydder ud i nogle hjerneceller. Men mennesker bruger normalt under 10% af deres hjerneceller, og derfor kan vi tåle at miste ganske mange. Der skal bare foretages en “rewiring” oppe i knolden. Dvs. synapserne skal finde nogle andre celler at sende informationen til, og på den måde vil din hukommelse kunne komme til at fungere relativt normalt igen.
Mht. til at finde vej, så skriver du, at du ikke får noget ud af at kigge på et kort. Sådan har jeg altid haft det! 😉 Men har du prøvet at kigge på Google Maps, når du fx sidder i et tog eller en bus? Så kan du se, hvor du er og den lille blå prik, der er dig, bevæger sig i samme retning som det transportmiddel, du nu sidder i. Det fik et lys til at gå op for mig i forbindelse med kort. Så kan man jo også slå luftfotografi til og på den måde måske genkende landemærker, som man alligevel husker. Bare et forslag til en kompenserende strategi, mens din hukommelse reparerer sig selv.
@ Henny
Jeg tror, det er rigtigt, at mange depressioner og megen antidepressiv medicin kan være en medvirkende årsag til mine hukommelsesproblemer. Den primære årsag er nu nok ECT, som jeg så ikke kan leve uden, så jeg må prøve at øve mig mere på de kompenserende strategier. Problemet med disse strategier er bare, at man ikke på forhånd ved, hvad man vil glemme, før man har glemt det. Jeg kan jo ikke gå og skrive alting ned.
Jeg har fået alt i alt 33 gange ECT indtil videre; og jeg har lovning på forebyggende ECT med en behandling pr. måned. Det betyder måske, at hjernecellerne aldrig når at finde de andre celler, du skriver om? Jeg håber, de kan hjælpe mig på hukommelsesklinikken. Jeg troede, at jeg af mig selv kunne blive god til de kompenserende strategier, men det ser ikke helt sådan ud.
Jeg vil da bestemt prøve dit råd om Google Maps. Det lyder smart.