Hvorfor er psykiatri og psykologi adskilt?
Der kunne spares en del!
Indholdsfortegnelse
Hvorfor er psykiatri og psykologi adskilt?
Lad det være sagt straks: Jeg er ikke ude på at spare. Jeg er bare ude på at bruge pengene bedre og på at brænde min sociale indignation af.
I TV Avisen i morges kl. 7:00 blev det oplyst, at Region Hovedstadens Psykiatri i 2022 havde brugt 71 mio. kr. på vagter/mennesker, der skulle være med til at forebygge, at tvang skulle blive en løsning og at sikre, at alle patienter har det sikkert og trygt, mens de er på afsnittet. Det er naturligvis et ædelt formål.
Her er der et korps, der vist kaldes “forebyggelseskonsulenter” eller sådan noget. På 808 har de heldigvis ikke noget at give sig til; lidt som alle de andre, der leder efter en ledig patient. Hvor meget egentligt uddannet personale kunne vi få for de penge?
Højt sat får en offentligt ansat, erfaren psykolog vel ca. 500.000 kr. (Det er nemt at regne med). Altså kunne vi have fået minimum 142 unge “Sofie’er” for de 71 mio. kr. Behovet for vagter ville selvfølgelig ikke forsvinde som dug for solen, men gad vide hvor meget behovet kunne reduceres, hvis man pudsede nogle Sofie’er på de mest udsatte/de dårligste?
C og jeg røg en af dagens utallige smøger, mens vi talte om det fuldkommen absurde i, at det er kropumuligt at skaffe en psykolog på dette kæmpe psykiatriske center (PC Glostrup på Brøndbyøstervej). C har fået tilbuddet om psykolog, og det er dejligt for ham. Jeg mis-under ham ikke; jeg under ham det godt.
Jeg klarede mig selv, og jeg har en skarp og dygtig psykolog at vende retur til, som tilfældigvis også orker at hjælpe med en henvisning i samarbejde med min egen læge – helt uberørt af min menneskehånd. Men jeg måtte selv finde ud af det, da jeg gav op her. Der var faktisk en medarbejder, der sagde til mig “Det er fantastisk, at vi i det hele taget har en psykolog her nu. I lang tid havde vi ingen”. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle med den information. Jeg fik jo hverken flere eller færre samtaler af den grund.
Men hvad med alle dem, der ikke har en at vende tilbage til, og som ikke kan få et tilbud, fordi den stedlige psykolog har meget travlt? Hvad med alle dem på kontanthjælp med et rådighedsbeløb på fx 2.200 kr.? Hvad med alle dem på en førtidspension, der ikke er suppleret af en arbejdsmarkedspension på grund af en mangeårig opsparing fra arbejdsmarkedet. De unge over 30, der aldrig har været på arbejdsmarkedet? De kan ikke betale en privatpraktiserende psykolog! Og kan de betale, siger ingen, at problemerne er løst på de 12 gange, der dækkes af en henvisning. Ikke alle praktiserende læger er lige dygtige til at opdage de yderligere henvisningsårsager.
Og hvad hvis de kan betale, men ikke evner at finde en god og erfaren med kort ventetid? Hvad med dem? Hvor længe skal de optage en dyr hospitalsseng?
Der er altså et eller andet, der er helt skævt.
Tænk hvis Region Hovedstadens Psykiatri kunne fremtrylle nogle psykologer?
Hvad er det, der gør, at vi anser psykiatri og psykologi som to inkommensurable størrelser? Hvorfor hænger tingene ikke sammen? Skal vi virkelig rive psykiatrien ned og begynde forfra for at skabe den nødvendige sammenhæng? Det overvejede jeg engang sammen med en medarbejder ansat i psykiatrien.
Decideret psykisk sygdom kan selvfølgelig ikke helbredes ved hjælp af en psykolog – en psykopat er og bliver vel en psykopat(?) – men jeg har endnu aldrig mødt en medpatient, der ikke også rummede problemstillinger, som en psykolog kunne afhjælpe.
Jeg har selv adskillige gange oplevet, at den egentlige sygdom blev lettere ved psykologens hjælp. Da jeg for flere år siden var “nærpsykotisk” eller “psykosenær”, lyttede hun til mine tanker og turde se billederne fra mit indre skærmbillede sammen med mig. Det var modus operandi, død, begravelse, de få gæster og salmerne osv. Depressionen blev lettere, da den fik lov at tale. Der er helbredelse bare i at sætte ord på.
- Hvor meget ville den gennemsnitlige liggetid falde, hvis man “investerede” i psykologer?
- Hvad ville besparelsen udgøre i mio. kr.?
- Hvor store udgifter til medicin – og håndteringen af den – kunne spares?
- Hvor meget ville den gennemsnitlige psykiatribrugers gennemsnitlige levetid øges? (Lige nu dør vi gennemsnitligt 10 – 15 år før andre)
- Hvor mange selvmord kunne forebygges? Her i landet har vi ca. 600 selvmord årligt. Tallet har ligget ret fast i årevis. Man ved, at halvdelen af de mennesker, der vælger selv at slutte livet, har en psykiatrisk diagnose. Men selvfølgelig ved man ikke, om der var kausalitet – og man kan jo ikke spørge. Det er for sent.
Der er meget, man skal selv. Hvad med de, der ikke kan?
C havde fra sin søster tilfældigvis hørt lidt om et skrivekursus for psykiatribrugere, og vil spørge hende til detaljerne.
Han skriver også – og han gør det virkelig godt – måske er vi i målgruppen? Måske er det noget, der stadig findes, eller er det det to år gamle projektforløb på Digevej på Amager (“Rewritalize”)? Hvor henvender man sig? Hvorfor skal vi selv finde ud af det ved et tilfælde? Hvorfor bliver det ikke sagt højt, når vi er to, svarende til lige knapt 20 pct. af patienterne på dette afsnit, der elsker ord? Hvorfor ligger der ikke en flyer om det? Evt. til højre for menukortet fra den clearede pizzamand.
Er det fordi, hverken han eller jeg passer til automatskuffens “løsninger”? Hvis svaret er “ja”, hvor går vi så hen? Hvad med dem, der ikke tilfældigvis har en søster, der har set et billede af Tordenskjold?
C havde også spurgt om at få en samtale med socialrådgiveren. Svar “Jeg sender lige en mail til xyz”. Xyz må vel så bruge al sin tid på at besvare mails og i svarene skrive “Jeg tager mig kun af akutte henvendelser”. Det kunne vel egl. laves som et autosvar?
Det var det, jeg ventede 14 dage på at få at vide og at jeg i øvrigt skulle henvende mig i Distriktspsykiatrien. Det gjorde jeg, men jeg tror, min kontaktperson har ferie (og det er hun i sin gode ret til). Da jeg ikke orkede at vente længere på ingenting, bryggede jeg selv en skrivelse sammen til kommunen, da jeg endelig fandt ud af hvilken afdeling, jeg skulle henvende mig i.
C og jeg klarer os nok – om end ikke andet kan vi vel hjælpe hinanden? Han har søsteren og jeg kan §§. Men hvad med dem, der går rundt i deres egen boble? Har socialrådgiveren mon tid til dem? Skal de også selv finde ud af det? Har kontaktpersonerne tid til at støtte dem?
Som man siger inden for økonomisk teori: “Det vender den tunge ende nedad”. Alle de problemstillinger, jeg har berørt her “vender den tunge ende nedad”.
Har man ikke en akademisk uddannelse, tabes man? Eller samles man mon netop op af automatskuffens løsninger? Er svaret “ja”, er det selvfølgelig godt! Det mener jeg virkelig, og så er de gode for nogle.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Traditionelt har psykiatri og psykologi været adskilt på den måde, at psykiatrien – og dermed lægerne – tog sig af de egentlige sindssygdomme, som kunne behandles med medicin og psykologien – psykologerne- beskæftigede sig med udvikling og kriser i menneskers liv, som havde mest gavn af samtale.
Disse traditioner har der de senere år været et stort opbrud i, psykiatrien har fået flere og flere nye arbejdsområder, bla stofmisbrug, men også mennesker med diagnoser, som vi normalt ikke så. Det kræver jo så en del omstilling og ny viden og dermed også specialpsykolog er, som er psykologer, der specialiserer sig specielt med sigte på psykiatrien. Præcis, lige som læger, der gør det samme.
Og så er jeg mildt sagt ærgerlig over, at du giver et både negativt og forkert billede af forebyggelsesinstruktørerne i Region Hovedstadens Psykiatri. Jeg kan sagtens forstå, at det kan se sådan ud, derfra hvor du er, men billedet er helt, helt skævt.
Forebyggelsesinstruktører er sosu assistenter, sygeplejersker eller pædagoger som har taget nogle kurser, som samlet giver en overbygningsuddannelse på deres fag. De er eksperter i konflikthåndtering, deeskalation, uddannelse af personale, minimering af brug af tvang osv og på mit center har vi sådan en i hver vagt – altså til deling. De går rundt mellem afdelingerne eller tilkaldes ved behov og vi, personalet, bruger dem til at rådføre os og sparre med i forhold til at forhindre konfliktsituationer i at eskalere. Kommer det til en tvangssituation, hvor fastholdelse eller bæltefiksering er nødvendig er de ofte ledere på den situation og sikrer at tvangen altid udføres i overensstemmelse med psykiatriloven og mindstemiddelprincippet.
Vi er særdeles glade for vores forebyggelsesinstruktører på den lukkede, intensive afdeling, hvor jeg arbejder – vi har et af de rigtig tunge optageområdet i København med mange stofpsykoser og hjemløse, ofte af udenlandsk herkomst, som kommer med en massiv og tung dyne af sociale, psykiske og misbrugsproblemer. Dette til trods har vi i de halvandet år, jeg har arbejdet der, kun haft 2-3 bæltefikseringer og et ikke særlig mange fastholdelser eller vold mod personale og medpatienter.
Forebyggelsesinstruktørerne er med til at forandre og præge psykiatrien i en positiv retning, men jeg kan godt se, at sidder man på åben afdeling, hvor der ikke sker så meget af den slags, så kan det være svært at se behovet. Men jeg ønsker mig ihvertfald ikke tilbage til den tid, som jeg iøvrigt er gammel nok til at have oplevet, hvor man spændte bælterne ved det mindste lille pip, eller så snart patienten kom ind ad døren på en forventet fornemmelse af farlighed.
@ Henriette
1) Jeg er naturligvis helt klar over at udviklingen mod, at – i hvert fald nogle psykiatriske afdelinger – også må tage sig af mennesker med dobbeltdiagnoser, og jeg kan sagtens forestille mig, at det har har krævet en del omstilling.
Men at tingene har været dekoblede og udsat for en tåbelig adskillelse betyder jo ikke, at vi ikke kan begynde at koble psykiatri og psykologi sammen af de årsager, jeg beskriver. At noget var en fejl, betyder ikke, at vi ikke bør prøve at rette den – heller ikke selvom det virker meget, meget vanskeligt.
2) Jeg kan jo kun beskrive den virkelighed jeg kender, som er åbne afsnit. Det er fint, at lønnen til de medarbejdere er godt givet ud andre steder. Jeg kender kun til 808, og her er de i hvert fald overflødige.
Fra hjemmesiden omkring rewritalize: Har du lyst til at deltage i en workshop?
Hvis du er interesseret i at deltage, kan du skrive til os på info@ckms.dk
Du er også velkommen til at komme forbi CKMS på Hans Bogbinders Allé 3, 2. tv, 2300 København S
https://ckms.dk/skrivegruppe/
Håber det kan lede dig på vej
Bh Heidi
@ Heidi
Tak for din kommentar, der – af spamhensyn – lige skulle godkendes, idet du (vist) ikke har kommenteret her før.
Det ser vældig interessant ud. Jeg kigger på hjemmesiden.
Kære Hanne
Er du begyndt at ryge igen?
@ Anja
Velkommen til. Da det er din første kommentar, skulle den lige godkendes; herefter vil du stryge lige igennem.
Ja, jeg er vist nærmest aldrig holdt op.
Det har også undret mig mere end en gang.
To gange er jeg stødt på hjælpere med en fod i hver lejr, og jeg kan kun sige, at det var en fordel. Der var dels tale om en psykolog, der også var uddannet læge, og derfor kunne udskrive medicin som han ville, den kombination kan nok noget ift. et stort antal patienter. Jeg har senest haft en psykiater med en meget psykolog-agtig tilgang til problemerne. Det havde bestemt også sine kvaliteteter.
Men du har ret i, at det er så ganske tilfældigt, hvad man støder på “i systemet”. Der er sikkert mange gode tiltag derude, som ikke ret mange kender til, og det er jo både synd og skam.
Grundene til, at det normalt er så opdelt, er jo nok – som du er inde på – denne sondren mellem “sygdom” og så det “at have ondt i livet”. Jeg tror heller ikke, at det gavner nogen med så skarpe skillelinjer. Det er nok også historisk betinget, som med flere andre uhensigtsmæssigheder i sundhedssystemet. Desuden er der jo elefanten i rummet, som jeg sandelig også selv har mødt: Hvis man ikke har den autoriserede virkelighedsopfattelse, hvor meget kan man så blive taget med på råd? Der er vi dog trods alt kommet et stykke vej, hvor man ikke længere bare spærrer alle os “tossede” inde og lader os passe os selv. Men man skal selvfølgelig ikke lukke øjnene for, at meget af psykiateres og psykologers arbejdsområde er svært, tungt stof, som der skal megen forskning og indlevelsesevne til at sætte sig ind i.
PS: Jeg er klar over, at jeg er en anelse politisk ukorrekt, men jeg håber på tilgivelse snarere end at bede om tilladelse.
@ Henny
Med 701 godkendte kommentarer vil du til enhver tid få min både tilladelse og tilgivelse!
I psykiatrien bruger man ofte det, der kaldes “specialpsykologer” og som jeg har forstået det (men det er med alle forbehold), så er der tale om psykologer med en psykiatrisk overbygning (ja, det er altså ikke dem selv, der har en overbygning 🙂 ), der gør, at de kan stille psykiatriske diagnoser rettelse: De har ikke ordinationsret. Senest oplevede jeg en sådan i Glostrup og hun var virkelig både dygtig og sød. Jeg kunne rigtig godt lide hende. Hun turde stille de “frække” spørgsmål og turde høre svarene. Det var i sig selv lindrende.
Ja, det er altså ved at være min oplevelse, da jeg er sådan en f****** besværlig patient, at passer man ikke til automatløsningerne, der trækkes op af øverste skuffe, kan man falde mellem op til flere stole. Så er det man får at vide, at man “skyder alt ned”. Jeg håber, at løsningerne fra netop den skuffe er gode for nogle af mine medpatienter – og måske var de også tidligere gode for mig, når jeg var syg, syg. Nu er jeg kun syg.
Tænk hvis skrivekurset stadig findes … Det hed muligvis “Rewritalize”. C spørger sin søster, når han ser hende, og hun har set et billede af Tordenskjold.
Ja, ja da. Både psykologer og psykiatere arbejder med tungt stof – og lige nu er der en eklatant mangel på begge grupper (psykiatrien har lavstatus blandt læger), men det er jo det, de faktisk elsker og er vildt dygtige til. Deres arbejdsbetingelser er bare alt for dårlige.
C og jeg synes begge, det er lidt svært at navigere i “systemet”, uagtet selvsamme “system” virkelig vil os det godt. Personligt føler jeg denne gang, jeg falder helt ved siden af, men som jeg skrev i går, er det måske i virkeligheden et ret positivt tegn.