Mani og kommune
Indholdsfortegnelse
Mani og kommune
Først mani
Jeg befinder mig atter i en manisk fase, der opstod med et fingerknips nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg har det for så vidt meget godt, men jeg ved, at det er sygeligt. Det er i indeværende f0rløb gået op for mig, at jeg har haft mange flere manier, end jeg hidtil har været klar over, og at en mani er en farlig tilstand at være i.
Jeg sover ikke, jeg spiser ikke og føler mig generelt opstemt og energisk. Jeg vågner fx kl. 03:30 og er fyldt med energi. Forleden dag omsatte jeg det i at stå op og lave morgenkaffe, tjekke Facebook og herefter gå i gang med at sæbe badeværelset af fra gulv til loft. Det er blevet enormt flot. Nu har jeg så gjort hovedrent i hele lejligheden – altså sådan noget med også at vaske karme og paneler ned, alt skinner, og det er længe siden, jeg har haft det så rent i alle rum på én gang – og det er jo i og for sig godt nok, men årsagen er ikke så sund.
Jeg har tænkt på at ringe til Psykiatrisk Center Hvidovre og fortælle dem om situationen, men jeg føler mig ikke parat til (endnu) en indlæggelse. Nu ser jeg lige tiden an et par dage, og så kan det da være, det går i sig selv.
Opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune
I dag har jeg været til opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune i anledning af min sygemelding. Jeg var nervøs for det, fordi mit udgangspunkt et eller andet sted er, at de nok vil mig noget dårligt. Det gik godt til trods for, at min sagsbehandler samtidig er min udskrivningsmentor, hvilket er noget rod, fordi det er en eklatant funktionssammenblanding. Jeg åbnede ballet ved at sige, at mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan gøre det på normale vilkår, og at jeg er bange for arbejdsmarkedet, da mit selvværd ligger et godt stykke under kælderhøjde.
Min drøm er, at det hele kan munde ud i et fleksjob. Jeg har langsomt, men sikkert, indset, at min karriere nok er slut, og at jeg ikke længere kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Det er en bitter pille at sluge, når karrieremålene altid har været en væsentlig drivkraft i livet.
Jeg prøver at vende det positivt og tror, jeg kan få et godt liv med et fleksjob:
- jeg kan få passende udfordringer,
- jeg kommer ud i blandt mennesker enten hver dag eller flere gange om ugen,
- jeg vil kunne trække mig tilbage i mit hjem, og beskæftige mig med det, der optager mig allermest og som gør mig glad,
- lønnen vil være almindelig overenskomstmæssig løn, og
- arbejdsgiver vil få refusion fra kommunen svarende til dagpengeniveauet, så jeg ligger ingen til last.
Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes
Sagsbehandleren har indhentet statusattest fra min egen læge, og jeg fik en kopi med hjem. Jeg er meget glad for det, min læge har skrevet: “Sygdommen medfører fuld uarbejdsdygtighed” og “Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes”.
Det er da rene ord for pengene, også selv om det er atter en bitter pille at sluge.
Næste skridt er, at jeg skal deltage i et 8 eller 13 ugers forløb hos Contra, hvor det skal vurderes, hvad og hvor meget jeg kan. Jeg håber, de er professionelle, og at det ikke er beskæftigelsesterapi, for det gider jeg ikke. Som udgangspunkt er jeg positiv og spændt på, hvad det er for noget – og jeg håber på, jeg ikke bliver skuffet.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
@ Rasmine
Ja jeg har bare en god læge, og jeg sendte hende også en lille mail med et stort tak.
Du har ret, det er da underligt, det havde jeg slet ikke selv tænkt på; jeg tror, jeg tager tingene lidt som de kommer. Jeg tror heller ikke rigtig, der er nogen valgmuligheder.
Beskæftigelsesterapi har jeg lige præcis ikke brug for. Min lejlighed skinner fra ende til anden 🙂
Som Eric siger, bare lige mani nok til at få skrubbet hele hytten, og så med 3dobbelt salmiak, det var måske ikke det værste … Men selvfølgelig er det ingen joke, hvis du fx får impulser i retning af “uansvarlig” økonomi. Det kan man jo komme til at lide under i mange år efter. Og det siger noget i retning af, at din bipolære lidelse i hvert fald ikke er under kontrol, og det kan da i hvert fald gøres bedre med den medicin, man nu har til rådighed. Det måtte være en topprioritet at få dig tilknyttet en psykiater, der kan få dig på den rette dosis medicin, opretholde kontrol gennem samtaler, samt regulere efter behov, som et absolut minimum. Sådan en person skulle også gerne kunne tage fat på hovedstolen af problemer og gå til den med kognitiv terapi, sådan at medicinen bliver en støtte og kun det. Efter min mening burde dette starte før nogle af de andre foranstaltninger går i gang. I mine øjne kan det aldrig være et mål i sig selv at få et job. Målet må være, at du får det godt med dig selv, kan fungere på dine egne betingelser og føler, at du har styr på sagerne. Derefter kunne man evt. begynde at se på, om det ville være muligt og ønskeligt med en eller anden form for beskæftigelse. Som du ved, er jeg ikke helt uhildet i mine synspunkter, men sådan er de, ikke desto mindre! 🙂
Når jeg læser om dit skinnende badeværelse, ville jeg ønske, at jeg havde lidt selektiv mani bare sådan engang imellem. 🙂 Flere kasketter er altid noget rod, sagsbehandler-isser eller ej, men ellers skal jeg ikke kloge mig – jeg ønsker dig bare det bedste.
@ Eric
Tak – ja jeg må jo prøve at få det bedste ud af situationen, og her aldrig været så skinnende før. Hele hytten har fået med vand og sæbe iblandet 3 spiseskefulde tredobbelt salmiakspiritus, og så ellers på med gummihandskerne. Det skal nok gå alt sammen, håber jeg da.