Stjernebehandling i psykiatrien

Retur til 808

Det er som deja vu og som nederlag på en og samme gang. Jeg troede, det var slut med det med psykiatrien, og siger også til mig selv, at det “måske bare er noget pjat”. Det har været sådan før, men er jo blevet godt igen, og hvorfor skulle det nu ikke blive det igen? Det er der ingen logiske årsager til.

Jeg har ind imellem 10 minutter, hvor jeg ser fremad; resten er sort i sort. I de 10 minutter tænker jeg, at det bare er spil for galleriet. Resten af tiden føles det ægte nok. Og de tager nu nok heller ikke fejl. De er specialister og kan deres kram. Jeg har aldrig mødt nogen i psykiatrien, der ikke er pokkers (eller noget andet, der starter med “p”) dygtige.

Jeg kender ikke katalysatorerne, men i går eftermiddag blev det bare for farligt at være hjemme efter noget tid at være gået ned ad bakke. Jeg ringede til Akutmodtagelsen i Glostrup og fik at vide, at jeg var velkommen. Der er fordele ved at være “svingdørpatient”; det pænere udtryk er at være “kendt”.

Talte længe med en utrolig sød og kompetent læge, der virkelig var god til sit job – og det sagde jeg faktisk til hende. Det er muligvis ikke comme il faut, men nu er jeg jo ikke som de andre.

De var alle utrolig søde. En kom sågar med en “krammebamse”, efter jeg tilfældigvis havde nævnt for hende, at jeg så gerne vil have en kat, men at det ikke er en mulighed trods lægeerklæringer. Så tudede jeg igen. Generelt kan jeg ikke åbne munden uden at tude. Det vælter ud.

I formiddag fik jeg hele 52 minutter med en specialpsykolog, der kunne se det fornuftige i mit forslag om en overflytning til 808, der heldigvis havde en plads. Så nu er jeg her – igen. Det er trygt, og vi kender jo hinanden ret godt …

Jeg er ikke nem at hjælpe

ECT, som er det, der har haft størst effekt, og som jeg er varm fortaler for, tør jeg ikke. Jeg har en overvældende angst for ikke at vågne op igen. Og det gælder også, selvom jeg ganske udmærket er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at en patient ikke er vågnet op igen efter ECT. Men sådan er angst: det er irrationelt.

På 808 har de en enormt dygtig ergoterapeut, der måske kan hjælpe med den angst, så jeg kan blive klar til ECT igen, da det simpelthen er det bedste for mig. Jeg har fået mere end 100 behandlinger, så jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg er også rædselsslagen for afprøvning af en suppegryde fyldt med medicin, da det var det, der udløste parkinsonismen. Jeg var jo nærmest invalid tilsidst. Det står for mig som det værste; så hellere gennemleve en depression (mere). 

ECT virker med det samme. Skal man afprøve præparat x, y og z, går der typisk 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt. Men jeg har ikke 6 – 8 uger. Så er det sagt.

Hvor længe?

Jeg har spurgt til varigheden af indlæggelsen. Trods det, at det er svært at spå – især om fremtiden – taler de om uger … Så nu ved du, hvor du har mig lidt endnu.

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.