/14 Kommentarer/i /af

Tak, Gud, for denne lyse morgen

Øverst: Min farfar, min far og jeg selv. Vi ligner hinanden, men vi er ikke blodsbeslægtede.

Restless legs

Jeg er ved at blive vanvittig af mine ben – restless legs huserer igen. På afdelingen gav de mig “Lysantin”, der er et bivirkningspræparat, og det virkede godt de to måneder, men nu er alt ved det gamle. Al medicin har bivirkninger, og det må man jo så leve med, når det ikke er til at undvære medicinen.

I stedet for at ligge og pines er jeg stået op og hører lidt musik: Tak, Gud, for denne lyse morgen, der selvom det er en børnesalme også kan give mening for voksne. Her er god musik med tekster og sang til.

I forbindelse med “Filmen”/”Drejebogen”, der kører ufortrødent videre, har jeg adskillige gange bedt Gud fjerne den fra mit indre blik, men mine bønner er endnu ikke blevet hørt. Måske er det bare for stærke kræfter, Han er oppe imod? Jeg troede Gud var almægtig. Jeg spørger med Pia Sundbøll “Hvorfor lige mig?”

Tilføjelse:

Der er meget godt på YouTube. Ved et tilfælde fandt jeg også Livstræets Krone, der vist er en salme de bruger meget i frikirkerne. Uanset hvor den kommer fra, er det en dejlig salme. Det er glad kristendom, sådan som jeg går ind for det.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Kyndelmisse

Og de sang …

Allerede sidste år skrev jeg om kyndelmisse, så der er ikke så meget nyt – sådan faktuelt. Måske var der bare endnu flere mennesker i går end sidste år. Kirken var fyldt, og folk sang af karsken bælg. Jeg elsker at være i kirken, når vi er mange, og især når vi er mange, der synger sammen. Repertoiret bestod af nedenstående, og det er så skønt, når man kan dem alle sammen:

  • Februar, kulde og korte dage, eller måske hedder den “Derfor bære blus vi med glæde”
  • Lysets engel går med glans
  • Du som har tændt millioner af stjerner
Billedet er af kirke- og kulturmedarbejder Anette B. Bjerregård

Efter gammel tradition spiser man pandekager efter gudstjenesten. Mogens og Irene havde dækket op i det absolut største lokale i menighedshuset – tre meget lange borde – men der måtte bære flere stole og borde ind. Jeg glæder mig altid, når det går så godt.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Begravelse

En borgerlig begravelse

Ellen har beskrevet en smuk begravelse, og det har fået mig til at tænke på den seneste begravelse jeg har været til: min mors i 2006.  Hun døde 1. juledag og blev bisat den 29. december.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed hjem. Vi brugte kun kirken i yderste nødstilfælde fx ved begravelser og andre lejligheder hvor man ikke kunne undslå sig. Da jeg selv begyndte at bruge kirken og være involveret i aktiviteterne derovre, måtte jeg lære alting fra grunden, og det er jeg slet ikke færdig med. Et lille eksempel er, at jeg i lang tid undrede mig over, at salme 439 – Oh du Guds lam – altid var på tavlen; jeg troede, de vældig godt kunne lide den Faktum er, at den hører til nadveren, og så synges den selvfølgelig til hver eneste højmesse.

Jeg blev ringet op 20 minutter efter, at hun var død på Holbæk Sygehus. Tilstede havde været en kusine og hendes mand og så min halvbror. Mig fandt man ikke for godt at “invitere” Jeg tog af sted til Holbæk og gik ned i en kælder under sygehuset, hvor hun lå på en båre.

Vi har aldrig haft et særlig inderligt forhold og der var fx 22 år, hvor vi ikke så hinanden (måske kommer historien en dag). Jeg syntes alligevel, at jeg ville give hende et eller andet med i kisten på den sidste rejse, og det blev min fars “konfirmationssalmebog”, som jeg havde arvet. Det var det mest rigtige at give, da det så var en hilsen både fra ham og mig – også selv om han døde i 1972. Jeg turde ikke selv lægge bogen på hendes bryst, så jeg fik portøren til det. Måske var jeg bange for, at det ville gå som i “Nattevagten” af Ole Bornedal.

Og nu kommer vi så tilbage til det med kirken: Hun havde ønsket sig, at der intet skulle foregå ved bisættelsen, og sådan blev det, for selvfølgelig må man respektere den afdødes ønsker. Intet kirkerum, ingen salmer, intet orgel, ingen præst, ingen blomster, ingen jordpåkastelse for det er jo kun præster, der må kaste jord på – i sandhed en borgerlig begravelse. Og så kan jeg selv tilføje, at det for mig var som at være til “bisættelse” uden en afdød, for hun døde for mig i 1975 , da hun holdt op med at spille den rolle, en mor skal spille. Ved rigtige begravelser og bisættelser spiller kirken en rolle, uanset om man definerer sig selv som troende eller ej, da langt, langt de fleste præster nutildags er dygtige til at møde de efterladte, der hvor de nu en gang er. Nu og dage tror vi da gudskelov på en mild og kærlig Gud som defineret i Det nye Testamente. Ham fra Det gamle Testamente har vi ikke behov for, og han er vist også på vej ud.

Ved denne mærkelige lejlighed – jeg vil ikke kalde det en bisættelse – så jeg for første gang i 26 år hendes tidligere ægtefælle. Det var en underlig situation. De to har i fællesskab ageret på en måde, som er utilstedelig og utilgivelig. Utilgivelig fordi jeg ikke kan tilgive, selv om jeg prøvede i tre år. Jeg opsøgte hende, da jeg kunne se i telefonbogen, at hun var blevet skilt, under dække af slægtsforskning og gamle billeder, så dejlig neutralt, men det gik ikke, selvom jeg forsøgte. Jeg og Pia Sundbøll er blevet enige om, at det må være Guds opgave at tilgive her, for jeg kan ikke, og det kan man ikke pålægge et menneske.

Og så noget neutralt: Lidt gamle billeder fra Heidi Løkkegaard Larsen puslet sammen af mig.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Hvorfor lige mig?

Foredrag ved hospitalspræst Pia Sundbøll

“Hvorfor lige mig?” er det spørgsmål Pia oftest hører i sin hverdag på Hvidovre Hospital, og det er rigtigt at stille til en præst, når fx ens (måske ufødte) barn ikke er levedygtigt eller svangerskabet må afbrydes i 7. måned, fordi barnet lider af Downs Syndrom. På hospitalet er der årligt 7.500 fødsler, så hun har ca. hver anden uge kontakt med forældre, der skal miste eller lige har mistet. Svaret på spørgsmålet er, at hun ikke ved det, og at hun håber, Gud har en god forklaring, når vi engang mødes med ham.

Hun er en dygtig foredragsholder, og hun “opholdt” de ca. 25 tilhørere i næsten 2 timer i “Kvindekredsen” under Hvidovre Kirke. Når hun på menighedsrådsmøderne fortæller om arbejdet på hospitalet, lyttes der også intenst, for det er spændende, og så anderledes end det arbejde kirkens øvrige præster har.

Pia indledte aftenen med at fortælle lidt om sig selv: Ud af præsteslægt. 60 år, uddannet cand.theol fra Århus Universitet som 26-årig og psykoterapeut. Da hun kom til Hvidovre Hospital, var det ni år siden, hun sidst havde fungeret som hospitalspræst, da hun var hospitalspræst i 12 år i Århus, og desuden erfaring fra Diakonissestiftelsen og forskellige palliative afdelinger. Og så siger hun selv “Jeg er god til samtaler”, og det tror jeg på!

Hospitalet har taget virkelig godt imod hende og bruger hende meget. De har lavet et mediestunt med at sætte storskærme op og vise hendes billede og kontaktinformationer og kort at fortælle, hvad man kan bruge en præst til. (I parentes bemærket, er det nærmest umuligt at finde Mette Ladefoged, der er præst på Psykiatrisk Center Hvidovre – de kunne lære noget.)

Nu har hun så været på hospitalet i 2½ år. Jeg er meget tilfreds med, at jeg selv har været med til at ansætte hende.

Hun talte lidt om døden på hospice contra døden på plejehjem: “Hospice er døden på 1. klasse, plejehjem er døden på 5./6. klasse”. Tag den. Jeg foretrækker så hospice!

En præst har ubetinget tavshedspligt selv i tværfaglige fora på hospitalet. Hun fortæller aldrig om en patient, uden at den pågældende har givet sit samtykke. Alle eksemplerne vi hørte her til aften var enten meget gamle eller helt anonymiserede.

Pia tager sig den tid, der skal bruges og er hun ved en hospitalsseng, sidder hun ned ved siden af patienten, da det at være stående skaber afstand.

Det de fleste mennesker taler om på deres dødsleje er, om det gav mening, det de lavede og så selvfølgelig om familien. (Min egen bemærkning hertil: de, der er tilbage, sørger over at miste, den der skal dø, kan sørge over at skulle dø fra nogen.)

Man kan spørge, om det ikke er lidt forældet at have en præst på et hospital, men det er det ikke. Blandt hele personalet, har hun fået en fantastisk modtagelse, og især sygeplejerskerne er gode til at henvise til hende. Og hvem taler hun så med? Ja det er ikke de sædvanlige kirkegængere, det er alle de andre. Og hvad taler de så om: “Jesus, Yang og Jung”, og alle de eksistentielle spørgsmål hvor “Livets mening” selvfølgelig indtager en helt central rolle. Og igen “Hvorfor lige mig?” Det unge par, hvor hun er 7. måneder henne, som skal tage stilling til, om barnet skal leve eller dø, fordi det vil blive født med Downs Syndrom. Beslutningen er helt og holdent deres. Det eneste Pia kan gøre er, at give barnet en velsignelse, bede en bøn og give barnet et navn. En præst må ikke døbe et dødfødt barn, men et navn må de gerne give.

En far indledte en samtale med at sige: “Hvis der nu er noget om det med Gud …” I de svære øjeblikke i livet er det naturligt at begynde at tænke på, om der nu er noget mere, og spurgte “Hvorfor lige vores barn?”. En anden fortalte, at nu havde hun troligt bedt sit fadervor hver aften gennem hele livet, og nu kunne hun så konstatere, at “det virkede ikke”, og ingen kan tage den fornemmelse fra hende. Gud har et forklarelsesproblem! Her skal præsten bevise sit værd.

Overordnet kan man i denne sammenhæng måske dele menneskene i to lejre: Den ene for de heldige, for hvem alting bare går godt, og som ikke engang tænker på det. Så er der de andre, som vi kan kalde “de ramte”, hvor alting mislykkes, og de altså havner på hospitalet med en uhelbredelig sygdom. Engang ville nogen måske sige, at det var Guds straf, på samme måde som nogen i 80’erne sagde, at AIDS var Guds straf til bøsserne. Sådan er Gudsbilledet gudskelov ikke længere (måske bortset fra de Tidehvervske). Nu tror vi heldigvis på en nytestamentlig mild og kærlig Gud.

Vi har stor indflydelse på vores liv og helbred: Følg de seks kostråd, madpyramiden, tag en god uddannelse og opfør dig ordentligt. Når vi følger disse opskrifter, så burde alting gå godt, men hvorfor får nogen så fx uhelbredelig kræft? Eller hvad med ham der får lungekræft men aldrig har rørt tobak? Pointen er, at selv om vi har stor indflydelse, bestemmer vi ikke selv, om vi skal dø. Jesus siger “Solskin og regn falder på både onde og gode. Højene, søerne og sletterne taler til menneskets sjæl om Skaberens kærlighed. Det er Gud, der får knoppen til at blomstre, blomsten til at bære frugt, og det er ham, der sørger for vort daglige behov” – vist nok Matt 10,29. Ansvaret for døden er Guds og ingen andres.

Mennesker, der begår selvmord, har i udpræget grad taget bestemmelsen selv. Den efterladte har haft magt – i hvert fald noget magt – men ikke det hele, og her kan præsten komme i spil. Det kan være en stor lettelse for den efterladte at tale med et menneske, der ikke har haft nogen andel i det, måske er der en mangeårig skyld, der nager.

I Århus lå en 2-årig dreng på intensiv, og der skulle slukkes for respiratoren. Moderen sagde: “Det er min skyld”. Det der gik forud var, at hun havde hentet ham i vuggestuen, og da de kom hjem, satte hun sig og så hun feriebilleder med en veninde. Imens løb den lille dreng rundt og kom ud til kældertrappen, som han styrtede ned af. De havde købt sådan et “hegn”, som man sætter op foran trapper, men de havde ikke fået den monteret. Og nu sagde hun altså “Det er min skyld” og Pia gav hende ret. Realiteten er, at hun kun ved at have tjek på ham 24/7 kunne beskytte ham mod alle farer, og det kan ingen mennesker leve op til/med. Pia hjælper med at anerkende en vis mængde skyld, men ikke det hele, resten er Guds, og det kan han godt stå på mål for (min formulering). Og som skrevet tidligere så er der kun at sige om al det meningsløse, at vi håber, Han til sin tid har en rigtig god forklaring, og at Han må bestræbe sig på at gøre det bedre!

Preben Kok, der er hospitalspræst i Vejle, har skrevet en rigtig god bog, der hedder “Skæld ud på Gud” (jeg har faktisk læst den), og det er i orden at være vred på Gud. Pia spørger til tider folk, om de har prøvet at skælde Gud ud, men svaret er, at det tør de ikke, for de er bange for at den gammeltestamentlige straffende Gud pludselig farer op som trold af en æske. Måske skulle flere turde prøve det? Preben Kok skriver i hvert fald, at det virker.

Måske kan vi nogen gange finde meningen i det meningsløse? Pia fortalte om en situation fra hendes første embede i Rødekro, hvor et ungt par var ude at køre. Fyren var 18 og havde lige fået kørekort, pigen var 16. De kørte ind i et træ. Hun var dræbt på stedet, han fik et par overfladiske skrammer. Forældrenes reaktion var, at nu ikke kunne leve, så var deres eget liv tomt og meningsløst. Gennem flere samtaler kom de frem til, at de ikke havde foretrukket, at hun slet ikke havde levet, selv om det at hun havde levet, nu påførte dem så stor sorg og så stor smerte. Gaven var de 16 år, de trods alt havde fået sammen.

Det blev en lang post, jeg håber, du har holdt ud til en samtale om at turde håndtere håbløshed, angst og sorg – og her har præsten så noget at byde på.

Tak for en spændende aften.