,

Tab jeg aldrig kommer over

Tab jeg aldrig kommer over

Måske skal jeg bare acceptere det?

Tab jeg aldrig kommer over

Billedet foroven: Min farmor Karen Stegemüller, f. Sørensen, min tante Kirsten Stegemüller, min farfar Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller og yderst til højre sidder min far Jørgen Stegemüller. Jeg vil tro, han er omkring seks år, så billedet må være fra ca. 1928. Jeg beklager vandmærket, der delvist ødelægger billedet, men det er desværre nødvendigt.

På søndag den 21. november er det 49 år siden, min far døde på Kolding Sygehus efter en fejlslagen transplantation af hovedpulsåren og “chocknyre”. Hvordan det hænger sammen, er jeg ikke helt klar over. Det er måske unaturligt stadig at savne/sørge efter så mange år, og jeg har da også gjort alt for at komme over det, men jeg synes ikke at “rykke”. Nu har jeg besluttet at henføre tabet til et tab, jeg aldrig kommer over i stedet for at gå og slå mig selv oveni hovedet over ikke at “komme videre”.

Jeg tænker ofte på Johannes Møllehave, der i “På myrens fodsti” skrev “der er ikke noget galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted”. Det passer fint her.

Værdifællesskabet

Vi havde hinanden i 6½ år, og selvom det er kort tid set over en livsbane, plantede han alligevel grundlæggende værdier i mig. Det var værdier som ordentlighed, traditioner og næstekærlighed. Dem tog jeg med mig og stod fast på, alt imens min mor i sit ægteskab med psykopaten bevægede sig væk fra dem. Jo mere hun bevægede sig væk, jo mere stod jeg fast og jo mere hadede hun værdierne og dermed mig. Det er faktisk logik for perlehøns. Hun stod som 37-årig enke uden uddannelse og uden job med et barn, hun aldrig havde ønsket sig. Det har heller ikke været let.

Havde han overlevet operationen, havde mit liv set anderledes ud; han havde beskyttet mig og måske havde jeg overtaget hans stilling på fabrikken. De følgende seks års fornedrelser havde i hvert fald været ikke-eksisterende og psykopaten måtte have fundet andre at lade sine tilbøjeligheder gå ud over.

For flere år siden sagde psykologen, som så ofte før og efter, noget klogt: Det var frygteligt for mig at miste ham, men hvordan har det været for ham at vide, han skulle dø fra mig?

Jeg gik på kirkegården og ikke i skole

Brande Østre kirkegård ligger/lå lige op ad Dalgasskolen (vi er i Vestjylland ihukommende hedens opdyrkere). Efter hans død og begravelse gik jeg i en periode ikke i skole men på kirkegården og sad på gravstedet. Det kan jeg faktisk huske lidt af, selvom det er så mange år siden. Det siger noget om, at traumet har været stort.

I en eller anden anledning var jeg i Brande engang i 90’erne og gik hen på kirkegården for at se, om gravstedet stadig fandtes. Det gjorde det, men det var misligholdt, for der var ikke betalt i mange år. Hjemkommen førte jeg en lang korrespondance med Ribe Stift for at få det nedlagt, da jeg ikke selv havde råd til en genopretning på det tidspunkt. Misligholdelsen hang ikke sammen med vores værdier om ordentlighed. Jeg kunne ganske enkelt ikke leve med, at det så sådan ud. Så var det bedre at fjerne det. Efter mange breve frem og tilbage med dokumentation for, at det faktisk var min fars gravsted, fik jeg lov at få det nedlagt. Jeg tror, jeg brugte adoptionssagen som bevis.

Noget om forskellige begravelser

Begravelsen fandt sted fra Brande Kirke den 26. november 1972. Det var pastor Otte, der stod for det. Jeg sad i venstre side af kirkeskibet i en stopfyldt kirke. Der var “sanghæfter” (eller hvad de hedder) og en af salmerne var “Nu falmer skoven”. Jeg synger den aldrig uden at tænke på den dag.

Diskrepansen til min mors udsyngning fra Højby Kapel mellem jul og nytår 2006 er enorm. Der var intet af det, der hører til en bisættelse. Der manglede al ordentlighed og alle traditioner. Der var ingen præst, der var ingen salmer, der var kun lige med nød og næppe en afdød.

Sengeambulancen

Det er helt skørt, men jeg mindes klart, at vi kørte de 48 km. mellem Give og Kolding bagefter en sengeambulance som nedenstående. Den var sort og jeg var bange.

 

Tab jeg aldrig kommer over

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *