Indlæg

Hvorfor katte elsker armhuler og kugledyner

To katte, en podcast og et ansvar

Hvorfor katte elsker armhuler og kugledyner

To killinger, en AI-genereret podcast og et spørgsmål om, hvad der egentlig foregår i hovedet på både katte og mennesker. Jason nulstiller sit nervesystem i min armhule, Josephine poserer foran Bibelen – og under al morskaben ligger noget mere alvorligt: Når man vælger at få et dyr, vælger man også ansvaret for hele dets verden.

Endnu en gang har jeg bedt AI-værktøjet Gemini Notebook, der er et Google-produkt, om at lave en samtalepodcast bygget på tre kilder her på hjemmesiden:

Gemini Notebook skrev denne episodebeskrivelse:

“De tre kilder fra Stegemüllers vindue mod verden skildrer dagliglivet med de to livlige katte, Jason og Josephine, hvis opførsel byder på både hverdagskaos og nære stunder. Kattene holder sig ikke tilbage for at udfolde deres legesyge natur, hvilket blandt andet kommer til udtryk i vilde slåskampe på stuegulvet og sjove påfund som at vælte en hel urtepotte med kattegræs ind på stuetæppet.

Udover deres drengestreger viser de også en mere fredsommelig og kærlig side, hvor Jason elsker at putte sig tæt i sin ejers armhule ved sengetid, mens Josephine ynder at posere majestætisk foran boghyldens eksemplar af Bibelen. Ejeren må derfor vænne sig til rollen som ulønnet rengøringsassistent, der dagligt må støvsuge kattegrus og rydde op efter de to firbenede banditter.

Gennem disse humoristiske anekdoter fremhæves et dybt fællesskab og den særlige livsglæde, som følger med at dele tilværelsen med to eventyrlystne killinger.”

Du lytter til den 23 minutter lange podcastepisode her:

Jeg har med fuldt overlæg bedt de to værter forholde sig til kattens neurobiologi, hjernefunktioner, instinkter etc. og i vid udstrækning sammenligne med menneskers ditto, fordi det gør det lettere at forstå, hvad der foregår i kattens hjerne. De leverer fx en meget rammende beskrivelse af, hvorfor Jason bogstaveligt talt savler af lykke, når han ligger i arm ved sengetid: hans nervesystem nulstilles simpelthen efter en lang dag med millioner af sanseindtryk, som hans lille hjerne har skullet håndtere. Det svarer stort set til at trykke på Ctrl Alt Delete på tastaturet.

De to værter gør det godt. De er ekstremt loyale overfor kildematerialet, og de tilføjer ting, jeg faktisk ikke var klar over. Ergo kan man blive meget klogere på, hvad der sker i både katte og mennesker af at lytte til episoden. Prøv bare selv. Der er nogle få faktuelle fejl – fx bor jeg ikke på tredje sal men på første – men det betyder intet for det samlede billede. Det er fascinerende, hvad AI kan. Gad vide, hvor det ender.

Når man ikke skal have kat

Mit feed på Facebook er af logiske årsager oversvømmet af kattereels etc. og det har fået mig til at tænke på, hvornår man ikke skal anskaffe sig en kat:

→ Hvis man ikke “har tid” til at lege med den i minimum 15 minutter pr. dag. Hvad forestiller folk sig? At den skal spise, sove og kigge ud af vinduet? Det kan man ikke byde et dyr, der kaster al sin kærlighed på en. Det er trods alt et meget lille krav fra dens side. Det er ikke nok at kaste en legetøjsmus en gang imellem, når man gider.

→ Hvis man ikke har råd til at få den neutraliseret, vaccineret, faste kontroller hos dyrlægen, forsikring, ordentlig mad etc. Det er bestemt ikke billigt at anskaffe sig en kat. Bare forsikring og VetPlan koster 4.400 kr. (pr. kat pr. år …). Har man ikke råd, må man lade være.

→ Hvis man ikke har nogen til at tage sig af den, når man er væk. Det er en fejlopfattelse, at “en kat klarer sig selv”. Er man en ansvarlig ejer, lader man den ikke være alene i mere end 13 timer. Og man lærer den lige så langsomt, at man kommer igen, når man er gået. I de år, jeg ofte var indlagt, anskaffede jeg mig ikke en kat, for jeg havde ikke nogen, der kunne tage sig af den, når jeg ikke selv kunne. Det er ikke nok for hverken katten eller mig, at der kunne komme en veninde forbi en gang om dagen og tage sig af kattens mest basale fornødenheder (mad, frisk vand og ren bakke).

→ Hvis man tror, den er et stykke legetøj, man kan sætte ud i en papkasse langs vejen, når den bliver større og ikke længere er “sjov”, eller den gør noget, den ikke må. Mht. det sidste er der altid en årsag. Den er fx ikke uden videre klar over, hvilke ting, der er dens, og hvad den må lege med. Hvordan i alverden skulle den fx vide, at ledninger er forbudt område? Når den gør noget, den ikke må, skal man tilbyde et alternativ, hvorved den lærer forskellen på tilladt og forbudt.

Jeg er klar over, at jeg er ekstrem i min omsorg for dem.

Min tanke er bare, at killingetiden aldrig kommer igen. Primo december bliver de juniorer (otte måneder), og de er nu neutraliserede. Samlet set bevirker det ofte, at de måske bliver lidt mere dovne. Altså nyder jeg dem i fulde drag nu, og jeg vil gerne sørge for, at de har et godt liv, for de kan ikke selv.

Jeg sørger for, at etablere alt det nødvendige “udstyr” til dem, for det er trods alt engangsudgifter.

  • Eksempelvis er en klatrevæg ikke et luksusgode. Det er en nødvendighed, for at de kan føle sig trygge og har et sted at trække sig tilbage til, når verden bliver farlig og uforudsigelig (gæster, støvsuger etc.).
  • En drikkefontæne er ikke for sjov. Den modvirker (forhåbentlig) nyreproblemer og urinvejssygdomme senere i livet. Katten synes, vandet fra fontænen smager bedre pga. de aktive kulfiltre, og den synes, det er sjovt at stikke poterne ind i den rindende stråle. Da den levede på savannen, var der ikke uden videre vand til rådighed, hvorfor den fra naturens side meget let dehydreres.

De kan ikke selv vælge

Jeg ved godt, at jeg gør meget ud af Jason og Josephine. Nok mere end de fleste. Men jeg har jo selv valgt at få dem. De har ikke valgt mig, lejligheden, maden, dyrlægen, klatrevæggen eller drikkefontænen. Hele deres verden afhænger af de valg, jeg træffer på deres vegne.

Det er måske i virkeligheden det vigtigste ved at have dyr: man påtager sig ansvaret for et levende væsen, der ikke selv kan sørge for at få et godt liv.

Til gengæld får man noget helt urimeligt stort retur.

  • Man får Josephine på boghylden foran Bibelen.
  • Man får jord på gulvtæppet, kattegrus i hele lejligheden og et bijob som ulønnet rengøringsassistent.
  • Man får to små banditter, der brydes på stuegulvet, undersøger alt og langsomt overtager matriklen.
  • Og man får en lille rød kat, der efter en lang dag kommer ræsende ind i soveværelset, kravler ind i ens armhule, kræver at blive holdt helt tæt ind til kroppen – og tilsyneladende trykker Ctrl Alt Delete på sit lille nervesystem.

Det er egentlig en ganske god handel.

En usædvanligt smuk lille kat

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Fra brydekamp til Bibelen

Fra brydekamp til Bibelen

Josephine kan både slås med sin storebror og pynte på en boghylde

Josephine har mange talenter. Det ene øjeblik ligger hun på gulvet og tager en omgang brydekamp med sin efterhånden temmelig store bror. Det næste sidder hun på boghylden med poterne elegant hængende ud over kanten og Bibelen i baggrunden. Man skal åbenbart kunne både det jordiske og det åndelige, når man er en lille kat.

Jason og Josephine er stadig meget glade for deres brydekampe.

Og selvom Jason efterhånden er blevet en ganske stor dreng, 84 cm. lang fra potespids til halespids, er der ikke meget, der tyder på, at Josephine har tænkt sig at lade sig imponere af den slags detaljer.

I filmen går det endnu en gang løs på stuegulvet.

(Teksten fortsætter under videoen. Dobbeltklik for at få den vist på “storskærm”).

De cirkler om hinanden, der uddeles poter, der brydes, og Josephine ender flere gange på ryggen. Det kan umiddelbart ligne en udsat position, men det er vist mest, hvis man glemmer, at en kat på ryggen pludselig har fire poter til sin rådighed.

Josephine glemmer det i hvert fald ikke.

Hun holder Jason på afstand med både for- og bagpoter og er fuldt ud med i legen. Indimellem holder de en lille pause og ser på hinanden. Og så kan man næsten se spørgsmålet hænge i luften:

Skal vi tage en omgang mere?

Det skal de som regel.

Det fascinerer mig stadig at se, hvordan deres leg både kan se voldsom ud og samtidig være så tydeligt gensidig. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver træt af at betragte dem. De skifter roller, holder pauser og opsøger hinanden igen. Jason er størst, men det betyder bestemt ikke, at han automatisk bestemmer slagets gang.

Josephine har tidligere vist, at størrelse ikke nødvendigvis har betydning.

Det gør hun stadig.

Fra slags-søster til stud.theol.?

Og så er der billederne.

For når Josephine ikke er optaget af at holde Jason beskæftiget på gulvet, kan hun åbenbart også anlægge en noget mere intellektuel stil.

Hun har fundet en plads på boghylden, hvor hun ligger med forpoterne hængende ud over kanten og betragter verden.

Hun er simpelthen så smuk dér.

De store øjne, de fine striber i ansigtet, de enorme killingeører og de to poter ud over hyldekanten. Hun ser på én gang både meget ung og ganske majestætisk ud.

Og placeringen kunne næsten ikke være bedre.

For bag hende står naturligvis Bibelen.

Jeg ved ikke, om Josephine er begyndt på teologiske studier, eller om hun blot har konstateret, at de gamle bind giver en passende værdig baggrund til hendes portrætter.

Jeg hælder mest til det sidste.

Hun ser i hvert fald ud, som om boghylden altid har været beregnet til netop hende.

Og det er måske meget karakteristisk for Josephine: det ene øjeblik ligger hun på ryggen på gulvet og bokser med sin storebror. Kort efter ligger hun elegant mellem bøgerne og ligner en lille dannet dame.

Man skal ikke lade sig narre af det kønne ansigt. Jason ved bedre.

Herunder har du to billeder af Josephine. Er hun ikke bare køn?:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Nogle har racekatte, men jeg har racerkatte

Jasons ritual før natten

Nogle har racekatte, men jeg har racerkatte

Jason har etableret et fast ritual, når arbejdsdagen som direktør, opdagelsesrejsende og inspektør er slut. Så kommer han ræsende gennem soveværelset, indtager min venstre armhule og forlanger at blive omsluttet. Nogle har racekatte. Jeg har åbenbart racerkatte – med et meget stort behov for at blive puttet.

Topbilledet er Direktøren som racerkører. Jason tager motorsport meget alvorligt!

Jason har etableret sin helt personlige kugledyneordning: jeg har kugledynen – og han har mig.

Når jeg går i seng og lige ligger og surfer lidt på nettet med iPadden, kommer han i bogstaveligste forstand ræsende ind i soveværelset, henover dynen og op til mig – og lægger sig i min venstre armhule. Han vælger ikke bare tilfældigvis at lægge sig dér, fordi pladsen er ledig. Han opsøger helt målrettet situationen: Der er mennesket. Der er dynen. Der er armhulen. Af sted!

Han putter sig helt ind til kroppen, han vil have min arm omkring sig og ligger derefter og spinder meget højt og længe – så højt at jeg må skrue op for en evt. TV-udsendelse. Og han er så glad, at han ligefrem savler af lykke. Det er helt vildt. Det har jeg ikke oplevet med nogle af mine øvrige katte.

Kattes tilknytningskrav

Ritualet er et meget stærkt udtryk for tryghed og social tilknytning, som katte – og især killinger – er så afhængige af. Opnår de det ikke, kan de blive stressede og udvikle uheldig adfærd – fx kradse vedvarende i tapetet, undlade at bruge bakken, slikke sig næsten til blods bestemte steder på kroppen etc.

Armhulen er et fremragende sted for en kat: varm, lidt mørk, afgrænset på flere sider og fyldt med menneskets duft. Jeg lægger armen ret fast omkring ham, hvorved han bliver omsluttet endnu tættere. Han elsker det og bliver liggende.

Det passer fantastisk godt til Jason, sådan som han nu engang er: den store nysgerrige opdagelsesrejsende, der undersøger badeværelser, håndvaske, vaskemaskiner og resten af sit territorium – men når arbejdsdagen er slut, skal direktøren simpelthen puttes.

Og det varer mindst en time! Det er ikke bare: Jeg kom lige forbi og sagde hej. Det er et regulært krav om en længerevarende meget tæt kontakt.

Noget om kugledyner til mennesker

Protac skriver:

Protac Kugledynen® er den originale sansestimulerende dyne med store kugler, som stimulerer muskel-led-sansen og berøringssansen gennem dybe og dynamiske tryk og giver en omsluttende fornemmelse af hele kroppen.

Jason vil åbenbart også gerne have stimuleret sin muskel-led-sans og sove bedre … Han har vist ellers hverken angst eller uro, men alligevel 🙂

Når han (endelig) er færdig med at ligge i arm, kravler han meget gerne ind under min kugledyne, der vejer ti kilo, og lægger sig op ad mine ben. Kigger jeg ind til ham, er han nærmest lidt fladtrykt – men det fremgår tydeligt af både øjne og kropssprog, at han er glad og tilfreds. Og var han ikke det, kunne han jo bare gå sin vej. Jeg holder ikke på ham; han er der af egen fri vilje.

En klatrevæg

Jeg har i dag fået min handyman til at etablere en klatrevæg til dem, og jeg ser frem til, at de vil inspicere den.

Nu kan de via tre forskellige reposer gå op på alle hylder i bogreolen og helt op på dens “låg” oppe under loftet til den ene side. Til den anden side kan de nu også entre den øverste af de to hylder over skrivebordet.

Jeg er så spændt på, hvornår de tager arrangementet i brug. De bestemmer, men jeg ville gerne have indflydelse.

Katte har et stort behov for at have overblik over deres territorie og være “in control” fra et højt sted. Her er de er sikret mod fjender (støvsugere, gæster osv.), de kan holde øje med byttedyr og i et hjem søger varmen opad, så der kan de sidde eller ligge varmt og trygt.

(Edit – jubii de har nu begge taget klatrevæggen i brug og har metodisk afprøvet alle mulighederne. Det bliver spændende at følge udviklingen).

Billedet herunder

Josephine i sit første hjem på Fyn før hun kom til mig 31. juli. Madskålen er næsten større end hende – så lille kan man være.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

To brugte killinger billigt til salg

To brugte killinger billigt til salg

Jeg køber aldrig mere kattegræs til dem

Det er godt, jeg elsker Jason og Josephine. For ellers havde jeg netop nu haft en annonce liggende med teksten „To lettere brugte killinger billigt til salg“. Jeg købte kattegræs til dem. Fem minutter senere – uden opsyn – havde de flyttet både græs, jord og urtepotte fra køkkenet ind i stuen. Selvfølgelig ud på gulvtæppet.

Jeg køber aldrig mere græs til dem.

Det vil jeg gerne slå fast med det samme.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg dyrker kattegræs til Jason og Josephine. Det foregår naturligvis ude i køkkenet, hvor urtepotten står på et gulv, der er til at gøre rent.

Det er et gennemtænkt system.

Problemet er bare, at jeg åbenbart er den eneste i husstanden, der har forstået systemet.

I dag fik de en ny potte kattegræs. De var meget interesserede, og det var jo dejligt. Det er trods alt hele formålet med at købe det. Det er sundt for maven pga. de ufordøjelige plantefibre.

Så lod jeg dem være alene med det.

I cirka fem minutter.

Da jeg kom tilbage, var kattegræsset ikke længere i køkkenet.

Det var heller ikke længere i urtepotten.

Til gengæld befandt både græs, jord og urtepotte sig inde i stuen. På gulvtæppet. Det må de selvfølgelig ikke!

Det var tydeligvis ikke et synspunkt, der havde vundet tilslutning blandt de øvrige medlemmer af husstanden.

En grundig undersøgelse af gerningsstedet

Jason befandt sig naturligvis i umiddelbar nærhed.

Jeg siger ikke, at han havde noget med sagen at gøre.

Jeg konstaterer blot, at han var på gerningsstedet, at han udviste betydelig interesse for resultatet (især jorden), og at han tilsyneladende fandt hele arrangementet aldeles tilfredsstillende.

Som ansvarlig direktør og sikkerhedschef har han selvfølgelig også pligt til at undersøge den slags hændelser.

Det kan være forklaringen.

Josephine dukkede lidt senere op og foretog sin egen inspektion. Hun var især interesseret i selve græsset.

Dermed har jeg to mis-tænkte, et gerningssted og en film som bevismateriale.

Jeg mangler kun en tilståelse.

(Teksten fortsætter under videoen. Tryk på billedet så vises det i større format).

Det tog fem minutter

Det mest imponerende er næsten effektiviteten.

På ganske få minutter er det lykkedes at:

  • få græsset ud af urtepotten
  • få urtepotten væltet
  • transportere hele arrangementet fra køkkenet ind i stuen
  • fordele jord på gulvtæppet og trægulvet
  • sprede græsstrå strategisk over et større område.

Man må anerkende arbejdsindsatsen.

Jeg ved ikke, om Jason og Josephine arbejder efter en egentlig projektplan, eller om den slags opstår spontant, når to killinger får en idé.

Men resultatet er overbevisende.

Jeg har fået nyt job

Der er i det hele taget sket noget med rengøringsbehovet her i huset, siden Jason og Josephine flyttede ind.

Jeg har fået nyt job som rengøringsassistent.

Det er ulønnet, arbejdstiden er ubestemt, og mine to arbejdsgivere bidrager aktivt til at sikre, at der aldrig opstår mangel på arbejdsopgaver.

Jeg må erkende, at jeg har svært ved at opretholde den rengøringsstandard, der gjaldt, før de flyttede ind.

Der er grus, hår, små stumper pap, græsstrå, legetøj og andre spor efter katteliv stort set overalt. Men killingetiden kommer aldrig tilbage. Pludselig bliver de juniorkatte og måske lidt mindre aktive, så jeg må nyde dem, mens tid er.

Især kattegruset er en sikker leverandør af beskæftigelse. Jason og Josephine har den venlige vane at sparke en passende mængde ud på gulvet, når de bruger bakken.

Derfor er håndstøvsugeren i brug hver eneste dag.

Scenen herunder viser, at de lige har fået helt frisk grus af en ny type. Det skal bliver man selvfølgelig nødt til at undersøge grundigt (og ikke andet i denne omgang).

(Teksten fortsætter under videoen. Tryk på billedet så vises det i større format).

Små fremskridt

Det skal nu ikke alt sammen handle om hærværk, jord på gulvtæppet og mit nye job som rengøringsassistent.

For der sker også små fremskridt.

Et af dem handler netop om håndstøvsugeren.

I begyndelsen var den noget, man skulle løbe langt væk fra og fx gemme sig i reolen bag Personalhistorisk Tidsskrift. Nu sidder de bare og kigger på, mens jeg hver dag fjerner det grus, de så venligt har sørget for at fordele på gulvet.

Det er faktisk et stort fremskridt.

Og så er der intelligenslegetøjet.

Det består af forskellige små rum, låg og skuffer, hvor jeg gemmer godbidder, som kattene så skal finde ud af at få fat i.

I begyndelsen var de ikke imponerende dygtige til det.

Jeg begyndte derfor med at overfylde det lidt. Så kunne de lugte, at der faktisk var noget interessant derinde, og forhåbentlig regne ud, at opgaven bestod i at finde frem til det.

Det har virket.

Jeg ved desværre ikke, hvem af dem der har knækket koden. Måske dem begge.

Men når jeg fylder godbidder i legetøjet om aftenen, kan jeg næste morgen konstatere, at det er tømt.

I nattens mulm og mørke har nogen altså arbejdet.

Det er næsten lidt irriterende, at jeg ikke ved hvem. Jason ville formentlig gerne tage æren som direktør og sikkerhedschef, mens Josephine meget vel kunne være den, der stilfærdigt har løst opgaven, mens resten af husstanden sov.

Vi har også knækket støvsugningskoden

Den almindelige støvsuger er stadig noget andet end håndstøvsugeren. Den larmer meget mere, og især Josephine bryder sig ikke om den.

Men nu har vi faktisk fundet en model, der fungerer ret godt.

Når jeg skal støvsuge stuerne, bærer jeg begge katte, kattebakken, mad og vand ind i soveværelset.

Her åbner jeg den ene dør til klædeskabet. Nederst i skabet er der en dejlig plads med et håndklæde, hvor de godt kan lide at ligge og gemme sig.

Så lukker jeg alle de døre, jeg kan, mellem dem og støvsugeren.

På den måde bliver lyden dæmpet mest muligt, og de har samtidig alt, hvad de skal bruge, plus et trygt sted at trække sig tilbage til.

Og så går det faktisk ret godt.

Når stuerne er færdige, gør vi det omvendt.

Jason og Josephine med diverse tilbehør kommer ud i stuerne, og jeg går videre med støvsugeren i soveværelset, køkkenet og entreen. Igen lukker jeg dørene mellem os, så de hører så lidt som muligt.

Det er blevet vores støvsugningsmodel.

Den kræver ganske vist en del logistik. To katte, en kattebakke, mad og vand skal flyttes fra afdeling A til afdeling B, før rengøringsassistenten kan gå i gang.

Men det virker.

De behøver ikke lære, at en støvsuger er fantastisk. Det er tilstrækkeligt, at de efterhånden lærer, at den larmer et stykke tid, at de har et sikkert sted at være, og at verden bagefter bliver normal igen.

Så vi gør faktisk fremskridt.

De er blevet dygtigere til intelligenslegetøjet. De er blevet fortrolige med håndstøvsugeren. Og den store støvsuger har vi fundet en brugbar løsning på.

Kattegræsset arbejder vi stadig med.

Eller rettere:

Det gør vi ikke.

Det køber jeg aldrig mere.

To brugte killinger billigt til salg

Et kort øjeblik overvejede jeg derfor følgende salgsannonce:

To lettere brugte killinger billigt til salg.

Den ene er stor, rød og har betydelig erfaring med sikkerhedsinspektioner, badeværelser, vaskemaskiner og potteplanter.

Den anden er mindre, men skal ikke undervurderes. Hun har tidligere dokumenteret, at størrelse ikke nødvendigvis er afgørende, når man skal sætte sin storebror på plads.

Begge er neutraliserede, vaccinerede, nuttede og særdeles kreative.

Der medfølger diverse legetøj, intelligensspil og en urtepotte uden indhold.

Kattegræs medfølger ikke.

Det køber jeg nemlig aldrig mere.

Engang var de søde …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.