To brugte killinger billigt til salg

To brugte killinger billigt til salg

Jeg køber aldrig mere kattegræs til dem

Det er godt, jeg elsker Jason og Josephine. For ellers havde jeg netop nu haft en annonce liggende med teksten „To lettere brugte killinger billigt til salg“. Jeg købte kattegræs til dem. Fem minutter senere – uden opsyn – havde de flyttet både græs, jord og urtepotte fra køkkenet ind i stuen. Selvfølgelig ud på gulvtæppet.

Jeg køber aldrig mere græs til dem.

Det vil jeg gerne slå fast med det samme.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg dyrker kattegræs til Jason og Josephine. Det foregår naturligvis ude i køkkenet, hvor urtepotten står på et gulv, der er til at gøre rent.

Det er et gennemtænkt system.

Problemet er bare, at jeg åbenbart er den eneste i husstanden, der har forstået systemet.

I dag fik de en ny potte kattegræs. De var meget interesserede, og det var jo dejligt. Det er trods alt hele formålet med at købe det. Det er sundt for maven pga. de ufordøjelige plantefibre.

Så lod jeg dem være alene med det.

I cirka fem minutter.

Da jeg kom tilbage, var kattegræsset ikke længere i køkkenet.

Det var heller ikke længere i urtepotten.

Til gengæld befandt både græs, jord og urtepotte sig inde i stuen. På gulvtæppet. Det må de selvfølgelig ikke!

Det var tydeligvis ikke et synspunkt, der havde vundet tilslutning blandt de øvrige medlemmer af husstanden.

En grundig undersøgelse af gerningsstedet

Jason befandt sig naturligvis i umiddelbar nærhed.

Jeg siger ikke, at han havde noget med sagen at gøre.

Jeg konstaterer blot, at han var på gerningsstedet, at han udviste betydelig interesse for resultatet (især jorden), og at han tilsyneladende fandt hele arrangementet aldeles tilfredsstillende.

Som ansvarlig direktør og sikkerhedschef har han selvfølgelig også pligt til at undersøge den slags hændelser.

Det kan være forklaringen.

Josephine dukkede lidt senere op og foretog sin egen inspektion. Hun var især interesseret i selve græsset.

Dermed har jeg to mis-tænkte, et gerningssted og en film som bevismateriale.

Jeg mangler kun en tilståelse.

(Teksten fortsætter under videoen. Tryk på billedet så vises det i større format).

Det tog fem minutter

Det mest imponerende er næsten effektiviteten.

På ganske få minutter er det lykkedes at:

  • få græsset ud af urtepotten
  • få urtepotten væltet
  • transportere hele arrangementet fra køkkenet ind i stuen
  • fordele jord på gulvtæppet og trægulvet
  • sprede græsstrå strategisk over et større område.

Man må anerkende arbejdsindsatsen.

Jeg ved ikke, om Jason og Josephine arbejder efter en egentlig projektplan, eller om den slags opstår spontant, når to killinger får en idé.

Men resultatet er overbevisende.

Jeg har fået nyt job

Der er i det hele taget sket noget med rengøringsbehovet her i huset, siden Jason og Josephine flyttede ind.

Jeg har fået nyt job som rengøringsassistent.

Det er ulønnet, arbejdstiden er ubestemt, og mine to arbejdsgivere bidrager aktivt til at sikre, at der aldrig opstår mangel på arbejdsopgaver.

Jeg må erkende, at jeg har svært ved at opretholde den rengøringsstandard, der gjaldt, før de flyttede ind.

Der er grus, hår, små stumper pap, græsstrå, legetøj og andre spor efter katteliv stort set overalt. Men killingetiden kommer aldrig tilbage. Pludselig bliver de juniorkatte og måske lidt mindre aktive, så jeg må nyde dem, mens tid er.

Især kattegruset er en sikker leverandør af beskæftigelse. Jason og Josephine har den venlige vane at sparke en passende mængde ud på gulvet, når de bruger bakken.

Derfor er håndstøvsugeren i brug hver eneste dag.

Små fremskridt

Det skal nu ikke alt sammen handle om hærværk, jord på gulvtæppet og mit nye job som rengøringsassistent.

For der sker også små fremskridt.

Et af dem handler netop om håndstøvsugeren.

I begyndelsen var den noget, man skulle løbe langt væk fra og fx gemme sig i reolen bag Personalhistorisk Tidsskrift. Nu sidder de bare og kigger på, mens jeg hver dag fjerner det grus, de så venligt har sørget for at fordele på gulvet.

Det er faktisk et stort fremskridt.

Og så er der intelligenslegetøjet.

Det består af forskellige små rum, låg og skuffer, hvor jeg gemmer godbidder, som kattene så skal finde ud af at få fat i.

I begyndelsen var de ikke imponerende dygtige til det.

Jeg begyndte derfor med at overfylde det lidt. Så kunne de lugte, at der faktisk var noget interessant derinde, og forhåbentlig regne ud, at opgaven bestod i at finde frem til det.

Det har virket.

Jeg ved desværre ikke, hvem af dem der har knækket koden. Måske dem begge.

Men når jeg fylder godbidder i legetøjet om aftenen, kan jeg næste morgen konstatere, at det er tømt.

I nattens mulm og mørke har nogen altså arbejdet.

Det er næsten lidt irriterende, at jeg ikke ved hvem. Jason ville formentlig gerne tage æren som direktør og sikkerhedschef, mens Josephine meget vel kunne være den, der stilfærdigt har løst opgaven, mens resten af husstanden sov.

Vi har også knækket støvsugningskoden

Den almindelige støvsuger er stadig noget andet end håndstøvsugeren. Den larmer meget mere, og især Josephine bryder sig ikke om den.

Men nu har vi faktisk fundet en model, der fungerer ret godt.

Når jeg skal støvsuge stuerne, bærer jeg begge katte, kattebakken, mad og vand ind i soveværelset.

Her åbner jeg den ene dør til klædeskabet. Nederst i skabet er der en dejlig plads med et håndklæde, hvor de godt kan lide at ligge og gemme sig.

Så lukker jeg alle de døre, jeg kan, mellem dem og støvsugeren.

På den måde bliver lyden dæmpet mest muligt, og de har samtidig alt, hvad de skal bruge, plus et trygt sted at trække sig tilbage til.

Og så går det faktisk ret godt.

Når stuerne er færdige, gør vi det omvendt.

Jason og Josephine med diverse tilbehør kommer ud i stuerne, og jeg går videre med støvsugeren i soveværelset, køkkenet og entreen. Igen lukker jeg dørene mellem os, så de hører så lidt som muligt.

Det er blevet vores støvsugningsmodel.

Den kræver ganske vist en del logistik. To katte, en kattebakke, mad og vand skal flyttes fra afdeling A til afdeling B, før rengøringsassistenten kan gå i gang.

Men det virker.

De behøver ikke lære, at en støvsuger er fantastisk. Det er tilstrækkeligt, at de efterhånden lærer, at den larmer et stykke tid, at de har et sikkert sted at være, og at verden bagefter bliver normal igen.

Så vi gør faktisk fremskridt.

De er blevet dygtigere til intelligenslegetøjet. De er blevet fortrolige med håndstøvsugeren. Og den store støvsuger har vi fundet en brugbar løsning på.

Kattegræsset arbejder vi stadig med.

Eller rettere:

Det gør vi ikke.

Det køber jeg aldrig mere.

To brugte killinger billigt til salg

Et kort øjeblik overvejede jeg derfor følgende salgsannonce:

To lettere brugte killinger billigt til salg.

Den ene er stor, rød og har betydelig erfaring med sikkerhedsinspektioner, badeværelser, vaskemaskiner og potteplanter.

Den anden er mindre, men skal ikke undervurderes. Hun har tidligere dokumenteret, at størrelse ikke nødvendigvis er afgørende, når man skal sætte sin storebror på plads.

Begge er neutraliserede, vaccinerede, nuttede og særdeles kreative.

Der medfølger diverse legetøj, intelligensspil og en urtepotte uden indhold.

Kattegræs medfølger ikke.

Det køber jeg nemlig aldrig mere.

Engang var de søde …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *