Sammenligning af trygheden hos dyrlægen og egen læge
Tanker om to typer praksis
Sammenligning af trygheden hos dyrlægen og egen læge
To katte har på få måneder lært mig noget om, hvad der skaber tryghed i mødet med sundhedsvæsenet: tid, information, kontinuitet og mulighed for at stille spørgsmål. Paradoksalt nok finder jeg det hele hos dyrlægen – mens jeg savner det hos min egen læge.
Teksten til dagens topbillede er “Jeg elsker denne her tunnel lavet af en stor papkasse, hvor jeg lige kan kravle ud”.
Hos dyrlægen
Hos min dyrlæge, Avedøre Dyreklinik, er der tid til en samtale om, hvorfor man kommer.
Er det de almindelige rutinetjek og vaccinationer, bliver dyrlægens observationer skrevet ind i kattens ‘Sundhedsbog’, så både dyrlægen og jeg kan følge status på en række parametre (adfærd, vægt, fodertilstand, muskeltonus, øjne, tænder etc.). Jeg har Sundhedsbogen herhjemme og skal medbringe den ved næste besøg, hvis det er relevant.
Har katten været opereret og derfor selvfølgelig i narkose, er der tid til at dyrlægen fortæller om forløbet, fx om/at det er gået godt, hvad hun (altså dyrlægen) har foretaget sig, hendes vurdering af kattens generelle sundhedstilstand, hvad katten har ment om at være på klinikken etc. Josephine ville hellere have brugt dagen på andre aktiviteter end at blive steriliseret.
Jeg får at vide, hvad jeg skal være opmærksom på i den første tid efter en operation, og hvordan og hvor længe jeg giver de smertestillende dråber, som jeg får med hjem – altså ingen tur på apoteket. Efter sterilisationen var det fx at holde øje med, om der var blodpletter herhjemme, om det barberede stykke på maven blev rødt, da det kunne skyldes en blødning etc.
Jeg får et print af epikrisen, hvor der står stort set det samme, som vi talte om, men det er alligevel trygt at kunne tage det frem igen, for jeg kunne jo have glemt noget.
Både ved de almindelige kontroller og efter operationer er der tid til, at jeg kan stille spørgsmål og få dem besvaret. Der går helt sikkert mere end ti minutter. For mig som ejer er det værdifuldt, da jeg er ansvarlig for et væsen, der ikke selv kan ringe til dyrenes 1813, bestille en tid eller fortælle, at det gør ondt. Katte skjuler smerte, så det er mig, der skal kende og se signalerne.
Måske er jeg bare for fjollet/for hysterisk, men jeg tager altså mit nye ‘job’ seriøst. Jeg har selvfølgelig beklaget mine spørgsmål, men klinikken tager det pænt og siger, at det er bedre at spørge, da det åbner mulighed for at tage ting i opløbet.
- Der var nogle værdier i Jasons blodprøver, der ikke var helt, som de skulle være. Aftalen: det kan være et tilfældighedsfund. Vi tjekker igen efter en måned.
- Josephine vejede 100 gram for lidt (svarende til fem pct. fra idealvægten, som jo er en del). Aftalen: Ugentlige kontrolvejninger herhjemme.
Jeg har oprettet et lille regneark for at følge udviklingen i deres vægt. Den røde streg i grafikken herunder er Josephines, den blå er Jasons. Senest tog hun 20 gram på pr. dag, så der er overhovedet ingen grund til bekymring, hvis den udvikling fortsætter.
Tryk på linket for at få vist en version, der er til at se (åbner i et ny vindue).

Hos egen læge
Lægen har samlet set ti minutter til at se mig. Jeg kan ikke bestille en dobbelttid. Jeg har ingen sikkerhed for, at det er den samme læge som sidst.
På de ti minutter skal jeg forklare aktuel status (altså hvorfor kommer jeg overhovedet), symptomer, hvad der er gået forud, har jeg prøvet det før etc. Hun skal undersøge mig og skrive ind i sit system etc. Eftersom det er tilfældigt, hvilken læge jeg lander hos, er hun selvfølgelig nødt til at skrive alting ned til den næste læge.
Stiller jeg spørgsmål, føler jeg, at jeg forstyrrer og er irriterende. Da jeg senest var der, spurgte jeg til mit dumme knæ, men det var som om, hun ikke fandt det relevant at høre om problemstillingen. Standardsvaret var styrketræning.
Skal jeg evt. have medicin, skal jeg – forståeligt nok – selv på apoteket.
Jeg får ikke et papir med hjem, jeg kan læse op på, hvis jeg bliver i tvivl om noget, selvom det er dokumenteret af flere specialister, at min hukommelse er skadet. Jeg kan heller ikke slå det op i Sundhedsplatformen, da almen praksis ikke er tilsluttet dette system.
Jeg har én gang ringet til 1813. Det gør jeg aldrig mere, blandt andet fordi standardsvaret er “gå til egen læge”. Det kunne de lige så godt have bedt ChatGPT lire af, men det har de måske også. For fremtiden lirer jeg det selv af.
Væk er den tid, jeg voksede op i, hvor familielæge Bendix kom forbi med sin store lægetaske, hver gang jeg havde ondt i halsen eller igen var besvimet uden påviselig grund.
(Teksten fortsætter under billedet).

Konklusion
Jeg er mere tryg hos dyrlægen end hos egen læge, hvilket jo egl. er lidt paradoksalt.
Selvfølgelig er dyreklinikken en privat virksomhed, hvor jeg betaler for at komme, og som skal generere overskud.
Var det muligt, ville jeg foretrække samme model for ‘almen praksis’, der så ikke længere var ‘almen’, hvilket selvfølgelig er et problem, men for mig fungerer det aktuelle system ikke.
Jeg kan ikke bruge det til noget. Måske er jeg ikke alene?
Billedet herunder
Det er søndag, så direktør Jason pakker varerne fra Aarstiderne ud.

Direktør Jason pakker varer ud
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.



Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!