Ludder og alfons i den nære slægt

Ludder og alfons i den nære slægt

Fattigdom i generationer

Ludder og alfons i den nære slægt

Lad det være sagt straks: Jeg kunne på ingen måde selv have fundet alt det spændende i denne historie, for jeg glemmer at bruge de mange søgemuligheder, der findes nu til dags, og jeg er slet ikke kreativ nok.

Som et led i oprydningen har jeg taget fat på min adoptiv-mormors slægt. De har altid været fattige mennesker, meeen dette overrasker mig temmelig meget. Gad nok vide om min mormor vidste, at hendes moster var rodet ind i alt det følgende? Det hun da have vidst, men den slags taler man selvfølgelig ikke om.

Jeg nåede til Larsine Karoline NIELSEN og brugte timevis på ikke at finde ret meget. Jeg var på forhånd klar over, at hun var født i 1869 i Sahl Sogn, Houlbjerg Herred, Viborg Amt. Faderen er ikke kendt, så hun kaldes uægte. Jeg vidste, at hun var konfirmeret i Højby Kirke i Ods Herred i september 1883. Jeg vidste, at hun af og til boede i Vesselsgade på Nørrebro. Og så var det slut med det.

Jeg brugte lang tid på at lede efter vielser med to mænd, der begge hed Louis. Jeg fandt kun den ene af dem og undrede mig. Den anden viste sig at være hendes alfons, så det er jo naturligt nok, at de ikke blev viet, men det var jeg jo ikke klar over.

På MyHeritage var der ubekræftede forlydender om, at hun var gift med en Louis, der som erhverv havde “Alfons, garderobebetjent og opvarter”. Der var som sædvanligt ingen kildeangivelser, så jeg troede ikke på det. Men det viste sig altså at være sandt.

Eftersom jeg gik fuldkommen i stå, lavede jeg i går et opslag i Danske Slægtsforskeres forum, og så væltede det ind her til formiddag. De mennesker er simpelthen så dygtige og kreative. Jeg har tjekket alt, jeg har sat kilder på alt og TNG-siden er opdateret med alle de fantastiske informationer om, at min oldemors søster (altså min mormors moster) på et tidspunk ernærede sig som ludder i København. En ulykke kommer sjældent alene, så her er resten af hendes historie. Det er det, vi som slægtsforskere holder så meget af, men som kan være svært at lave: “Kød på slægten”.

Ludder som 23-årig

Da hun i 1892 er 23 år, opføres hun i Politiets Registerblade som “Off. Fruentimmer og Rengøringskone” i Trinitatis Sogn.

Et offentligt fruentimmer var en prostitueret. Med lov af 10. april 1874 fik politiet mulighed for at registrere dem som offentlige fruentimmere. Loven blev ophævet i 1906. Kilden til disse informationer findes hos Stadsarkivet her.

Pengene har vel været små, og hun har måske spredt benene mindst muligt, så hun er et af de mennesker, der måtte bo i de såkaldte “Tørrelejligheder”, hvor man boede gratis i seks måneder, mens lejligheden tørrede. Der kunne man sikkert tale om skimmelsvamp!

Herunder er hendes adresser listet, således som de er fundet i Politiets Registerblade:

01-05-1892, Lille Brøndstræde 7, stuen
01-11-1892, Lille Brøndstræde 9, 1. sal
01-05-1893, Lille Brøndstræde 13
01-11-1893, Frameldt
01-05-1894, Lille Brøndstræde 13, 1. sal
01-11-1894, Vognmagergade 13, stuen
01-11-1896, Fra Adelgade 39, 1., til Prinsensgade (Indre By) 15, 1. sal
01-05-1897, Frameldt
25-03-1898, Frameldt til Højby, Ellingegaard, hos Proprietær Holm
01-11-1898, Borgergade 33, 2. sal
01-05-1899, Vognmagergade 13, 3. sal
01-11-1900, Vognmagergade 27, 1. sal
01-11-1901, Adelgade 66, 1. sal, Forhuset
01-05-1902, Didrik Badskærs Gang 4, stuen
01-05-1904, Store Brøndstræde 5, 1. sal
Frameldt

Ufrivilligt i avisen i 1907 for slagsmål

Ludder og alfons i den nære slægtAldersangivelserne 42 år og 32 år passer ingen steder, i dette der er “Ludderjournalistik” i bogstaveligste forstand. Ham, der omtales som “Agent” er Luis Rudolph JØRGENSEN, hvor ordet “Alfons” er mere dækkende. Det er voldsomt, at han bider to fingre af hende.

Om ordet “handelskone” kun dækker, at hun falbyder forskellige varer på torve og i gader, eller om det også dækker, at hun handler med sex, kan man ikke vide.

Kilde: Folkets Avis – København fra den 30. marts 1907:

Blodig Kamp i Baggesensgade.
En Kvinde i Kamp med sin Elsker og hans Rival.

I Baggesensgade Nr. 20 har her i Nat været et vældigt Slagsmaal som forstyrrede hele Kvarterets Nattero. Paa Kvisten i Ejendommen bor en 42-aarig Handelskone, Larsine Caroline Nielsen, der lever sammen med en 32-aarig “Agent” Louis Jørgensen. Da Agenten i Nat kl. 1½ kom hjem, fandt han imidlertid en fremmed Mand i Værelset, og her opstod nu en rasende Kamp mellem de to Mandfolk. De brækkede Stolene itu og sloges med Stumperne saa Blodet flød i Strømme. Konen gik imellem dem og tærskede ogsaa løs paa dem. Hun fik imidlertid drøje Knubs, og tilsidst, da hun greb Agenten i Struben, bed han to Fingre af hendes Haand.

I det Samme ramte Modstanderen ham i Panden, saa her fremkom et dybt Saar, og Kampen holdt nu op.

Politiet, der var bleven hentet af Husbeboerne, fandt de tre i en ___ Forfatning og førte dem paa Kommunehospitalet, hvor Saarene blev syet sammen. Efter et ___ Pusterum ___ de tre imidlertid til Hægterne igen, og de blev herpaa i Ambulancevogn ført til Detentionslokalet. De var nemlig saa tilsølede af Blod, at Droskekusken ikke vilde køre med dem.

Oplysninger om de to * Louis

I 1914 gifter hun sig med Louis Erhard OLSEN og så synes tingene at falde til ro. Han er barber og ved sin død som 64-årig i maj 1939, er han forfremmet til “Barbermester”. I begravelsesprotokollen står der ganske vist “Bademester”, men det er næppe sandt. Han er ikke straffet, han er ikke rodet ind i slagsmål mv. – i hvert fald blev det ikke opdaget. Formentlig helt almindelig småborgerlig ligesom dig og mig …

Med “Agenten”, alfonsen, eller hvad vi nu skal kalde ham, ser det noget anderledes ud. Luis Rudolph JØRGENSEN anholdes i maj 1896 for vold og legemsbeskadigelse. Han er da 24 år gammel.

Ludder og alfons i den nære slægt

I 1906 arbejder både han og Larsine som “Lejetjener”. Og det er ham, der deltager i slagsmålet i 1907 i Baggesensgade og bider to fingre af hende. Da han dør på Sankt Hans i Roskilde i april 1920, beskrives han som “Tjener”. Det kunne være spændende at finde ud af, hvorfor han dør på Sankt Hans, men jeg kan simpelthen ikke finde rundt i dødsattesterne, så det må hvile.

Larsine Karolines egen død

Larsine Karoline dør i juli 1942 som 73-årig i hjemmet i Vesselsgade nr. 10 på Nørrebro af “Hjertelammelse”. Hver gang jeg ser det ord, tænker jeg altid, om det ikke er gældende for enhver, der dør? Det er vel definitionen på at afgå ved døden?

Min mormor Mary CHRISTENSEN er på det tidspunkt 32 år, har allerede fået to uægte børn med to forskellige mænd. Min “mor” er kommet til i maj 1935, og mormor er blevet gift med morfar i 1933. Det kan simpelthen ikke passe, at min mormor ikke har kendt historien om Larsine Karoline. Var der dog bare nogen, man kunne spørge …

Det kan de trods alt ikke klare i Danske Slægtsforskeres forum 🙂


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

2 Svar
  1. Mia Dahl Gerdrup
    Mia Dahl Gerdrup siger:

    Det er altid sjovere at finde de “skæve” personer i slægtsforskningen, der er meget mere stof at finde frem til.
    Jeg fandt ud af, at min farmors søster havde siddet i Christianshavns kvindefængsel for fødsel i dølgsmål. Og derfor har jeg et foto af hende fra fangeprotokollen. Jeg har aldrig hørt det omtalt i familien, men muligvis vidste min farmor det, men valgte at tie stille.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Ja, det har du helt ret i. Indtil videre har jeg vist kun haft “pæne mennesker” (bortset fra min biologiske far), så jeg var ikke klar over, hvor meget der er at finde. Jeg har lært virkelig meget af denne historie.

      Der er sikkert meget, familierne tier stille med. Og jeg kan da også sagtens forstå, at det med en ludder i familien ikke er noget, man sådan ligefrem skilter med. Men min mormor altså have vidst det.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *