Krigen er ingen sportskamp

Krigen er ingen sportskamp

Jeg “holder ikke med” nogen af parterne

Krigen er ingen sportskamp

Jeg er så ked af den forfærdelige krig i Israel/Palæstina. Jeg havde besluttet ikke at deltage i nogen former for “debat” på Facebook (og det løfte holder jeg), men på min egen side, mit eget domæne, har jeg ret til at skrive, hvad fanden der passer mig. Og nu passer det mig altså …

Hver aften og morgen græder mit hjerte over de brutale hændelser i både Israel og Palæstina, således som de udlægges i TV Avisen. Og kamphandlingerne eksisterer også, selvom jeg ikke tænder for mit TV.

Ingen af parterne har noget at sige den anden part på. Begge parter udfører ubegribelige handlinger, der går ud over uskyldige mennesker, og som er en overtrædelse af det absurde regelsæt, der kaldes “krigens love”. Tænk at vi har regler for, hvordan vi må slå hinanden ihjel. Når jeg en dag får tid og mod, vil jeg sætte mig ind i, hvad “krigens love” går ud på.

Det eneste, jeg ved, er, at overtræder man “krigens love”, gør man sig skyldig i en krigsforbrydelse, og man er ikke et hak bedre end ham ovre østpå , der begynder med “P”. Og så ved jeg, at man ikke må lade ildkampene gå ud over civile. Men det sker i rigt mål. Stridende parter i enhver krig er tindrende ligeglade med regelsæt, når hadet til den anden part ligger i ens DNA og blodbaner. Som værende ikke-involveret i nogen krige er det vanskeligt at forstå, hvordan et had kan blive så stort.

“Øje for øje og tand for tand-princippet” hører til i middelalderen.

Krigen er ingen sportskamp

Der er meget “øje for øje og tand for tand” i den aktuelle krig, og det er et middelalderlig princip. Et helt igennem tænkt eksempel: “Eftersom du slog min faster ihjel, skærer jeg halsen over på din baby, der lige nu sidder i en barnestol og venter på far og mor.”

  • Får man det bedre af det? Nej.
  • Vækkes faster til live? Nej.
  • Har babyen noget med det at gøre? Nej.

Onsdag den 11. oktober kl. 7:15 viste DR1 30 minutters “Krigens døgn special: Hamas og Israel i krig”. Det var et sobert og neutralt program anført af Kim Bildsøe Lassen, hvor man kunne få lidt forklaring på strategi og taktik fra begge parter. Det blev indledt med udsagn om, at det ikke var politik, og at man ikke tog parti for nogen af parterne. Programmet kan stadig streames. Det opfordrer jeg hermed til.

Jeg holder ikke med nogen, for dette er ingen sportskamp, hvor nogen må vinde, for at andre kan tabe. Her er kun tabere og uskyldige mennesker på begge sider.

Tvangsflytning: Venlighed eller levende bombeskjolde?

1,1 million mennesker er nu af israelsk militær blevet opfordret til at bevæge sig sydpå forbi en flod inden for de kommende 24 timer. Det kan anses som en form for venlighed. Det tyder på en snarlig landoffensiv.

Hamas opfordrer folk til at blive, hvor de er. Det kan være, Hamas forventer, at når der er fyldt med civile, vil den israelske hær ikke rykke ind. Man kan sige, at Hamas på den måde anser 1,1 million mennesker for at være en form for levende bombeskjolde.

Hvor skal de mennesker dog tage hen? Det er fuldkommen umuligt at flytte 1,1, million mennesker på under 24 timer, og der er ikke plads til dem syd for floden. Befolkningstætheden er allerede den tætteste i verden.

FN opfordrer Israels hær til at trække sit ultimatum tilbage.

Konsekvenserne af den fulde blokade

En morgen havde TV Avisen inviteret Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp i studiet for at fortælle om blokadens konsekvenser. Birgitte Qvist-Sørensen var som altid klar i spyttet: Når der ikke er strøm og generatorerne ikke længere kan køre, kan maden ikke køles ned. Der er varmt i Israel og Palæstina, så maden fordærves. Og man kan dø af at spise fordærvet mad. Hendes vurdering var, at fødevareforsyningen vil være opbrugt i løbet af maksimalt 14 dage. Er det så meningen, at folk skal dø af sult?

Generatorerne kan køre lidt endnu, men det er kun et spørgsmål om tid. Når der ikke er mere strøm på hospitalerne, er der ikke mere dialyse til de ca. 1.000 nyresyge, og de ca. 50 for tidligt fødte børn i kuvøser har ingen fremtid.

Vandforsyningen er afbrudt, og elektriciteten er som beskrevet også afbrudt. Det er kun et spørgsmål om tid …

Dette er en humanitær katastrofe og langt de fleste ofre er civile. Der er behov for, at nødhjælpsorganisationerne etablerer nødhjælpskorridorer. Der er behov for noget, der ligner det, vi danskere kender som “De hvide busser”. Indtil videre bliver det ved snakken. Kære FN m.fl. hvornår sker der noget?

Krigen er ingen sportskamp


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

9 Svar
  1. Ida M.
    Ida M. siger:

    Hej Hanne

    Du har da lige forklaret krig ( ved at lave en opsummering ) så selv min hjerne kan forstå det.
    Men var det ikke ” hvide kampvogne” ? Man misforstår det hele hvis man skriver ” hvide busser “.

    Tak for din blog i øvrigt.

    Hilsen Ida

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ida

      Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg forstår ikke helt dit spørgsmål.

      Og velbekomme dig!

      Svar
      • Ida M.
        Ida M. siger:

        Var ikke klar over at der var et begreb der hed ” hvide busser” troede du mente sneleoparderne, som kørte i hvide tanks. To forskellige ting, fra forskellige tidsperioder, har jeg lige fået opklaret og så giver din tekst mening.

        Svar
  2. Lars Balle Andersen
    Lars Balle Andersen siger:

    En fin gennemgang, du vil helt sikkert have glæde af at læse krigens love, der jo er et forsøg på at skabe bare lidt orden i det forfærdelige, krig er.

    Ligeledes parternes mål er væsentlige.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Lars

      Tak skal du have.

      Lige p.t. synes jeg, verden på alle måder er af lave. Kan det snart blive værre? Begge parter har langsigtede mål, jeg kan forstå, men det betyder jo ikke, at de har ret til at slå hinanden lige nu.

      Svar
  3. Glennie Vita Jensen
    Glennie Vita Jensen siger:

    Nej, krig kan ikke sammenlignes med sport. Men selv om det er enkelt og fuldstændig indlysende, at sympatien samler sig hos de civile ofre på begge sider i både konflikten/ krigen i Mellemøsten og den mellem Rusland og Ukraine, så kan man jo godt have en mening om, hvilken af parterne der grundlæggende har startet miseren.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Glennie

      Af og til har jeg også en mening om, hvem der begyndte (men jeg holder den for mig selv), men når jeg så ser den næste TV Avis, skifter jeg mening. Derfor må jeg hellere tie stille.

      Jeg så TVA Live kl. 12:00 og var rystet over at høre Puk Damsgaard fortælle, at det er bekræftet, at israelsk militær har bombet civile på vej sydpå. Og jeg var ked af at se interviewet med en ung israelsk soldat, der så ud som om han glædede sig ved tanken om den forestående landoffensiv. Altså: han så ud til at glæde sig til begivenheden … Men det kan selvfølgelig være, jeg tolker for meget.

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] var enige om alt, fx at det ikke er en sportskamp, hvor der er en vinder og en taber. Begge parter er tabere, og de største tabere er de civile […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *