Jeg er et politisk menneske

Mette Frederiksen har ret: Vi har levet i den bedste tid

(Hvis følgende forekommer rodet, har du ret. Men sådan er det så. Mine tanker går i mange retninger i dag, og tingene hænger på en eller anden måde sammen – i hvert fald i mit hoved).

Jeg tror, det var kort efter Putins fuldskala invasion af Ukraine den 24. februar 2022, Mette Frederiksen sagde “Vi har levet i den bedste tid af alle”. Hermed mente hun, at siden murens fald i 1989, har vi levet i en fredelig verden. Men det sluttede i februar 2022, og det har hun ret i.

Freden er forbi.

Israel og USA har angrebet diktaturet i Iran

I morges kl. 7:00 angreb Israel og USA Iran, og jeg frygter, hvad det kan udvikle sig til. Kan det blive et nyt Afghanistan eller et nyt Irak? Hvor mange amerikanske soldater skal vende døde hjem?

Jeg har taget mit gode gamle “Gyldendals Store verdensatlas” frem, for jeg har ikke helt styr på den mellemøstlige geografi. Det, jeg kan se, er, at Israel har skullet sende sine missiler tværs henover Irak for at ramme målene i Iran, og at der vist er 3-4.000 kilometer.

Israelerne har gennemført et afskyeligt folkedrab i Gaza siden 7. oktober 2023, så de er ikke bare “mine venner”. Men jeg har flere gange rejst i Israel og mødt de dejligste mennesker og spist den skønneste mad. De har taget imod mig, som var jeg en af deres egne. Det har selvfølgelig været mærkværdigt, at når jeg har siddet på en café med en ung kvinde, lå hendes maskingevær på den tredie stol …

Jeg har blandt andet besøgt Yad Vashem i Jerusalem, Israels officielle mindesmærke for ofrene for Holocaust. Hvis der findes mennesker, der besøger Yad Vashem og ikke er berørte, vil jeg mene, at de ikke er mennesker. Selv var jeg flere gange grædefærdig.

Iran har siden 1979 – hvor shahen faldt – ment, at Israel er deres største fjende.

Og nej – på samme måde som jeg ikke synes, at Nicolás Maduro var en helt fed fyr, så synes jeg heller ikke, at præstestyret i Iran er nogle fine folk. Det iranske styre er et af de mest afskyelige og brutale regimer i denne verden, men jeg tvivler på, at en israelsk/amerikansk intervention er den rigtige måde at løse problemet og give det iranske folk et værdigt og demokratisk liv.

Shahens families tilbagevenden?

I løbet af februar har jeg lyttet til serien Tyran | Ayatollah Khomeini på DR Lyd, der handler om Persiens (det gl. ord for Iran) og shahens fald og Ayatollah Khomeinis brutale magtovertagelse i 1979. Det er fremragende radio. Næste episode kommer den 5. marts. Det er historien om et rædsomt regime, der rutinemæssigt hænger sine modstandere fra kraner på byens centrale pladser med 30 minutters mellemrum.

Det er tankevækkende, at de mennesker, der i løbet af januar og februar 2026 med livet som indsats er gået på gaderne i Teheran, gerne vil have shahens søn som ny konge i Iran. Det virker som om, alt er bedre end præstestyret, og det kan man på en måde godt forstå.

På DR1 så jeg tidligt på eftermiddagen en ung kvinde med MAGA-kasket her i København skamrose Israel og USA for deres mod, for de herboende unge iranere ser meget gerne shahens søn overtage magten. Iranere i Iran ser formentlig anderledes på det.

Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det

Jeg kender mennesker, der siger til mig “Jamen jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det”, når jeg siger til dem, at jeg er meget bekymret for situationen i Mellemøsten. Og så gider de i øvrigt ikke tale mere om det, hvorpå de passer deres dagligdags sysler. Og det har de selvfølgelig ret i, men jeg mener, at det er en forkert tilgang.

Efter min opfattelse må man forholde sig til hele den politiske arena både nationalt og internationalt. At sige “jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det” er for nemt. Der er selvfølgelig dage, hvor jeg også bare bladrer i mine kirkebøger, men som hovedregel er jeg engageret. Jeg er et politisk menneske.

Jeg har heldigvis en veninde, der var frisk på et møde via Google Meet (så man kan se hinanden), som også er interesseret i politik. Vi tog et langt møde, og det var rigtig dejligt at udveksle tanker og bekymringer. Vi kom rundt om, at både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen er kloge og tilbageholdende mennesker, der begge har sagt, at de ikke vil sige noget om, hvor dette kan ende. Troels Lund Poulsen var derimod begejstret for den amerikanske intervention.

Men selvfølgelig skal man ikke være blind for, at denne internationale krise lander lige ned i den danske valgkamp.

Afslutningsvist og ganske rodet

• Jeg er vild med Peter Viggo Jakobsen, der kalder en skovl for en skovl. Han kan forklare pacifister som mig, hvad krig går ud på.
• Jeg er glad for, at det er Mette Frederiksen, der er statsminister p.t. Ingen andre end hun kunne have ført Danmark gennem de kriser, vi står i og har stået i. Havde det været en fra en af fløjene … åh nej det er ikke til at tænke på.
• Jeg er begejstret for den franske præsident Emmanuel Macron, der allerede nu taler om nødvendigheden af at deeskalere konflikten. Han har jo ret.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.