1. møde med Marie Østergaard Knudsen

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

I går var jeg til det første møde med forfatten til den bog, jeg læser for tiden “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”. Hendes navn er Marie Østergaard Knudsen, og jeg gik simpelthen så glad derfra.

(Grundet kognitive vanskeligheder er jeg er længe om at komme gennem en bog, da jeg ikke kan bevare koncentrationen meget mere end 20 minutter ad gangen, med mindre jeg selv frembringer noget eller ser “Forsvundne arvinger”).

Man kan sige, jeg “fik ros af læreren”. Hun kunne nemlig godt lide min idé om at ville skrive om min oldefar, der kommer til Brede Klædefabrik en skyet dag i marts 1890. Hun mente, at jeg allerede er langt i at indkredse, hvad jeg gerne vil, og at jeg har en historie.

Hun fik mig til at at glæde mig til skriveglæden i stedet for at tænke, at nu har jeg sat mig for endnu en arbejdsopgave, jeg vil involvere mig i. Det skal ikke blive en arbejdsopgave, det skal blive dejlige dage, hvor jeg forsvinder i ord og fantasi.

Det, hun kan, er at strukturere og at skære til.

Det, vi talte om, har jeg jo sådan set allerede læst, sat streger ved og taget noter til, men det er noget helt andet at sidde overfor et behageligt menneske og tale om mine idéer og så få hendes værktøjer koblet på. Jeg optog samtalen og har allerede hørt den tre gange, for den er enormt inspirerende. Nu tror jeg, jeg endelig har fanget, hvad hjemmeopgaven til næste gang er.

Jeg skal skrive fire forskellige såkaldte “scener”, hvor de involverede parter har dialog med hinanden, og hvor oldefar også har sin egen indre dialog. Hvad tænker han mon? Hvordan har det været at fortælle sin (ikke så) gamle mor, at han har tænkt sig at forlade hende og søge lykken nordpå?

Fra fakta til følelser

Jeg har gået og tænkt, at jeg sikkert ikke kan skrive noget som helst, fordi jeg drukner i fakta, og fordi jeg ikke er særlig god til “det med følelser”. Og fantasi bygger på følelser. Når man har Aspergers syndrom, sanser man ikke så meget; så er man mere til data i tabeller og detaljer. At føle er at sanse.

Jeg synes ikke, jeg har nogen fantasi. Det skød hun en hvid pind igennem baseret på det, vi talte om, og de 200 ord, jeg havde sendt på forhånd. Jeg havde overset, at der også her er tale om en læreproces. Jeg rakte jo heller ikke bare hænderne ud og så landede der en cand.jur, en sagsbehandler, en budgetbisse, en webmaster eller en slægtsforsker. Det har alt sammen krævet øvelse. Jeg kravlede såmænd kun lige over dumpegrænsen med 6 og 7 på 1. årsprøve. Jeg var en af dem, der virkelig skulle lære at studere.

Hun spurgte ret tidligt, om jeg vil skrive fakta eller fiktion? Jeg svarede “begge dele”. Og det kan man godt; så bliver det en “fortælling baseret på virkelige hændelser”.

Jeg vil føle mig på sikker grund og tryg, hvis jeg tager afsæt i de data, jeg har. Og det jeg ikke ved noget om, må jeg prøve at digte. Jeg ved virkelig ikke, hvad de fik til aften, da han besluttede sig for at fortælle sin mor, at han havde overvejet at søge lykken her nordpå. Og ja, jeg vil blive udfordret, men det drejer sig om at finde skrive- og fortælleglæden og at sætte mig selv fri til det.

Der er selvfølgelig allerede skrevet meget om Brede Klædefabrik, men der hvor jeg tror, jeg kan bidrage med noget, er at skrive en historie, der fortæller om virkelige menneskers liv på fabrikken. Man kan hente bogen “Brede Klædefabrik” – udgivet af Erhvervsarkivets Forskningsfond i 2004 – på Danskernes Historie Online – Danske Slægtsforskeres Bidlliotek.

Ikke mindst Jeppe Tønsberg, mangeårig leder og arkivar på Byhistorisk Samling i Lyngby Tårbæk Kommune, har skrevet de værker om Brede Klædefabrik, man skal kende, hvis man vil vide noget om fabrikken.

Jeg traf ham tilbage i 2005. Egentlig havde jeg besluttet mig for at ringe til ham og spørge, om vi kunne lave en form for samarbejde. Desværre er han afgået ved døden – kun 71 år gammel – i juni 2021. Men flere af hans bøger lever i min reol.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.