En del af familien

Familierne var vævet ind i hinanden

Jeg glæder mig utrolig meget til at se psykologen på onsdag den 8. juni, men sådan er det selvfølgelig altid. Dagsordenen har fokus på begrebet “familie”, fordi jeg har talt med en af min fars ungdomskærestes sønner, som jeg kender udmærket (altså for ca. 40 år siden), der blandt andet sagde:

1. “Jamen du var da en del af familien, så det var helt naturligt” og
2. “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Begge ting er nye for mig, for da jeg kom hos Hanne og hendes mand Vagn i starten af 80’erne, opfattede jeg slet ikke de ting og spurgte heller ikke til dem. Det burde jeg muligvis have gjort; på den anden side set var jeg kun 16 år og havde fokus på helt andre ting, så det er måske meget naturligt? Det er først nu, jeg forstår det.

Det sjove (eller hvad man nu skal kalde det) er, at alt det, de i den familie finder naturligt, var fuldkommen ukendt for mig, og er det fortsat. Jeg er altså lidt bagud på point.

Nu vil jeg gøre mest muligt

Udfordringen er nu at genoptage forbindelsen på den bedst mulige måde og jeg vil gøre mest muligt. Det er bare gået op for mig, at jeg ikke ved, hvordan “man gør”. Jeg har nul erfaring med det, for der, hvor jeg voksede op, mener jeg ikke, man havde fokus på det, jeg vil kalde “klassiske værdier”. Altså en eller anden form for ordentlighed.

Ret skal være ret: det kan selvfølgelig også være, jeg bare har glemt det, da det:

1. er en menneskealder siden, og
2. min hukommelse ikke er ret god.

Et lille dumt eksempel er: jeg ringede til Hanne og sagde “God pinse”, fordi jeg tror, man gør sådan, men jeg ved det ikke. For andre lyder det muligvis tåbeligt, men for mig er det en udfordring – og jeg skal nok løse den.

Det minder mig om, at jeg skal videre med bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Måske er der nogle “tricks” i den. Problemet er lidt, at den er amerikansk, og i USA er der sikkert andre “regler”.

Spændende at møde et menneske, der har kendt min far

Hanne og min far havde mødtes ved, at de begge var til et foredrag under krigen. Der sad nogle unge mænd bag Hanne og hendes veninde, og de sad og smed noget i hovedet på dem, for de ville have kontakt. På et eller andet tidspunkt vendte de unge kvinder sig selvfølgelig om. Og sådan begyndte det.

Hun husker selvfølgelig en masse andre ting om ham, end jeg gør. Og det er spændende. I min erindring var han snobbet. Det fejede hun af bordet; hun synes, “han var meget normal”. Sandheden er formentlig et sted midt i mellem.

Hun forstod ikke, hvor han dog havde mødt “min mor” – og jeg forstår det heller ikke. Men af adoptionssagen fremgår det retfærdigvis, at de er meget lykkelige sammen og det da især, da jeg kommer til i 1966.

Modificerede skrøner om tante Kis og onkel Sigvard

Min fars søster hed Kirsten men blev kaldt “Kis” og min onkel hed Sigvard. De var skønne mennesker; de var begge ret specielle – og derfor elskede jeg dem. Det var Hanne og jeg helt enige om, og vi kunne begge se dem for os i samtalens løb.

Der er skrøner om dem begge:

• Om Kirsten: Hun kunne ikke amme sine to børn, for så ville de få aske i øjnene. Kirsten havde nemlig altid cerutten hængende i den ene mundvig og øjet lukket for ikke at få røgen i øjet. Hanne kunne modificere skrønen, og jeg tror mere på hende end på skrønen. Hun fortalte, at både Sigvards søster – Bodil, der fødte først – og Kirsten var bange for at få ødelagt deres barm. Og det var derfor, de ikke ammede børnene. Det lyder også mere sandsynligt.
• Om Sigvard: Jeg mener ganske bestemt at have fået fortalt, at han skulle have skraldeposen med ud, da han skulle på arbejde på Århus Kommunehospital. Og da han var noget distræt, stillede han mappen ved skraldestativet og fortsatte med skraldeposen i Århus Sporveje. Jeg har nu i stedet fået fortalt noget langt mere sandsynligt, nemlig at det var i Gentofte, han stillede mappen og fortsatte med skraldeposen. Der forlyder dog ikke noget om, hvornår han opdagede fejltagelsen. Men distræt var han altså.