Indlæg

Sagen Naser Khader og så retssikkerheden

Nu bliver jeg blacklistet og “unfriended”…

Men det er der så ikke noget at gøre ved

Syv stærke, seje og modige kvinder er stået frem og har fortalt om de vildt ulækre overgreb, den såkaldte “Præmie-perker” har begået mod dem. Overgrebene er gamle og er først nu afdækket af enormt dygtige journalister hos DR.

Kvinderne kender ikke hinanden og har som følge deraf naturligvis fortalt deres historier uafhængigt af hinanden. Men historierne er forbløffende ens. Der er derfor ingen som helst grund til ikke at tro de syv kvinder, der fx alle har oplevet, hvordan Khader pressede deres ansigter ned i sit skød til et erigeret lem. Fy for helvede siger jeg bare!

Jeg kender noget lignende

Gennem seks år var jeg dagligt udsat for noget lignende. Efter min fars død i 1972 giftede min mor sig i 1974 med en pædofil mand. Vi kalder ham for nemheds skyld psykopaten. Overgrebene stod på fra 1974 frem til 1. august 1980, hvor jeg flyttede som 16-årig. De var således også ældgamle, da jeg begyndte at tale om dem. Til hvem og hvornår husker jeg ikke. Overgrebene fandt ofte sted fem meter fra deres fælles soveværelse, og min mor bekræftede, efter 22 års permanent adskillelse, i 2003, hvor jeg var 40 år, at hun kendte til overgrebene.

Dette er i og for sig fuldkommen ligegyldigt i relation til #MeToo og Naser Khader. Jeg fortæller det udelukkende for at “bevise”, at jeg forstår de syv kvinder til fulde, og at jeg selvfølgelig tror dem. Hvorfor skulle jeg ikke det, og hvorfor skulle de lyve?

Mange andre kvinder stiller sig tvivlende, og tror ikke de syv, eftersom de ikke gik til politiet, da overgrebene fandt sted og har nu startet en grim hetz. De har herved udstillet, at de ikke ved noget som helst om seksuelle overgreb.

Naser Khader har også krav på retssikkerhed

Uanset hvor ulækkert Khader har opført sig, uanset hvor gamle sagerne er, uanset næsten hvilket argument, der kan fremføres, har manden krav på almindelig retssikkerhed og at det er politiet, anklagemyndigheden og domstolene, der behandler sagen – ikke folkedomstolene på Facebook og andre sociale medier. Anklageskriftet skal skrives af anklagemyndigheden og ikke af tilfældige sammensværgelser på internettet.

Her i landet er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, det kaldes også uskyldsformodningen. Den nævnes både i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, den står dog ikke eksplicit i hverken retsplejeloven eller straffeloven. Yderligere fremgår princippet af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) Artikel 6, stk. 2.

Herudover: I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (princippet kaldes: In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en lovparagraf, men der er ingen tvivl om, at den gælder alligevel..

Endelig har man ubetinget krav på en forsvarer.

Jeg holder meget af POV International, men jeg holder ikke af en analyse som Bjarke Larsens. Han dømmer Khader og udstiller ham som en færdig mand i dansk politik – det har han utvivlsomt ret i, at han er, men det er ikke hans opgave at fælde den dom. Lige præcis det hjørne af sagen må Søren Pape og advokatundersøgelsen sørge for.

Uanset hvor meget jeg hadede psykopaten, ville også han have haft krav på uskyldsformodning, In dubio pro reo og en forsvarer, hvis jeg var gået til politiet! Det, der kan ærgre mig, er, at jeg ikke gjorde det, men det er en helt anden sag. Manden døde ensom død for en del år siden, og det gør  slet ikke noget.

Jeg håber at have sat tingene i perspektiv. Det var i hvert fald intentionen.

 

,

Vidnebeviset

Min retsfølelse er krænket

Der er mange mennesker, der finder deres retsfølelse krænket, når en forarmet roma sidder med det lille brune papkrus foran Irma, når unge hærger et kvarter uden straks at blive stillet for en dommer og idømt flere måneders/års ubetinget fængsel, eller når kontanthjælpsmodtageren tjener en (sort) skilling ved siden af for at kunne forsørge de fire unger.

Min retsfølelse blev imidlertid krænket i aftes ved en DR Dokumentar, der afslørede samarbejdet mellem anklagemyndigheden og undercoveragenter fra politiet i danmarkshistoriens største hashsag fra Christiania.

Vidnebeviset

Prismærket med 472,00 kr. (i 1986!) sidder stadig bag på “Vidnebeviset – En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”, der er Eva Smiths doktordisputats fra 1986.  Jeg var til hendes forsvar, og jeg læste bogen, som var den en krimi; den er virkelig velskrevet. Jeg har kun gemt to bøger fra studietiden: den ene er denne, og den anden er “Ret og retfærdighed” af Alf Ross, som er en glimrende indledning til retsfilosofien. Dem med ejendomsret, konkursret og den slags er ikke gemt. Jeg følte ingen veneration ved dem.

I mellemtiden er Eva Smith blevet professor, doktor jur. emerita – men hun er stadig lige skarp og kompetent, og det så man i gårsdagens udsendelse. Hun var klippet ind mange steder, og hun gjorde det fremragende. Hun var tydeligvis rystet, og hun formulerede det med den rette balance mellem at være chokeret og forarget. Sådan gør en emerita!

Hun fortalte, at anklagemyndigheden skal forholde sig objektivt til det materiale, der fremlægges for domstolene. Det skal forstås sådan, at de også skal medtage oplysninger, der peger den anden vej, altså peger på at den anklagede ikke er skyldig. I Danmark hylder vi tanken om, at hellere må ti skyldige gå fri, end  èn uskyldig dømmes. Hun rejser rundt i verden og fortæller om de ædle principper i dansk retspleje og procesret.

Udsendelsen dokumenterede imidlertid et klistret spindelvæv mellem anklagerne og (politi-)vidnerne, hvor anklagerne bad vidnerne forklare bestemte hændelser, der faldt i deres (anklagernes) smag, gav dem skemaer med hændelser, der måske slet ikke havde fundet sted osv.

Forsvarerne var ikke på forhånd orienteret om materialerne, de fik dem overbragt i selve retslokalet, men de undrede sig over vidnernes fantastiske hukommelse. Dele af materialet, der kom til forsvarernes kendskab, havde fået visket passager ud, som ikke passede i anklagernes kram. Kun ved et tilfælde på den første retsdag blev det afsløret, hvor tæt en sammenhæng, der var mellem vidnerne og anklagerne. De skriver lange mails til hinanden med smileyer, de spiser måske sammen i kantinen, de bor under samme tag mv. Vidnerne sagde ikke det, de huskede, men det anklagerne havde “klædt dem på” til.

Hvad foregår der i dansk retspleje?

DR Dokumentar

Det er fjernsyn, når det er bedst. Den slags får vi nok ikke lov at se, når Venstre og DF har fået privatiseret/nedlagt Danmarks Radio hen til Danflix med såkaldt Public Service. Jeg kan være bange for, at de ikke vil synes, det er public, for public skal nok være fordummende.

Det er rigtig svært for mig at se en sådan udsendelse med de mange klip frem og tilbage, men jeg er forarget over det, jeg så og fangede.