Indlæg

/i /af

Sagen Naser Khader og så retssikkerheden

Nu bliver jeg blacklistet og “unfriended”…

Men det er der så ikke noget at gøre ved

Syv stærke, seje og modige kvinder er stået frem og har fortalt om de vildt ulækre overgreb, den såkaldte “Præmie-perker” har begået mod dem. Overgrebene er gamle og er først nu afdækket af enormt dygtige journalister hos DR.

Kvinderne kender ikke hinanden og har som følge deraf naturligvis fortalt deres historier uafhængigt af hinanden. Men historierne er forbløffende ens. Der er derfor ingen som helst grund til ikke at tro de syv kvinder, der fx alle har oplevet, hvordan Khader pressede deres ansigter ned i sit skød til et erigeret lem. Fy for helvede siger jeg bare!

Jeg kender noget lignende

Gennem seks år var jeg dagligt udsat for noget lignende. Efter min fars død i 1972 giftede min mor sig i 1974 med en pædofil mand. Vi kalder ham for nemheds skyld psykopaten. Overgrebene stod på fra 1974 frem til 1. august 1980, hvor jeg flyttede som 16-årig. De var således også ældgamle, da jeg begyndte at tale om dem. Til hvem og hvornår husker jeg ikke. Overgrebene fandt ofte sted fem meter fra deres fælles soveværelse, og min mor bekræftede, efter 22 års permanent adskillelse, i 2003, hvor jeg var 40 år, at hun kendte til overgrebene.

Dette er i og for sig fuldkommen ligegyldigt i relation til #MeToo og Naser Khader. Jeg fortæller det udelukkende for at “bevise”, at jeg forstår de syv kvinder til fulde, og at jeg selvfølgelig tror dem. Hvorfor skulle jeg ikke det, og hvorfor skulle de lyve?

Mange andre kvinder stiller sig tvivlende, og tror ikke de syv, eftersom de ikke gik til politiet, da overgrebene fandt sted og har nu startet en grim hetz. De har herved udstillet, at de ikke ved noget som helst om seksuelle overgreb.

Naser Khader har også krav på retssikkerhed

Uanset hvor ulækkert Khader har opført sig, uanset hvor gamle sagerne er, uanset næsten hvilket argument, der kan fremføres, har manden krav på almindelig retssikkerhed og at det er politiet, anklagemyndigheden og domstolene, der behandler sagen – ikke folkedomstolene på Facebook og andre sociale medier. Anklageskriftet skal skrives af anklagemyndigheden og ikke af tilfældige sammensværgelser på internettet.

Her i landet er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, det kaldes også uskyldsformodningen. Den nævnes både i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, den står dog ikke eksplicit i hverken retsplejeloven eller straffeloven. Yderligere fremgår princippet af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) Artikel 6, stk. 2.

Herudover: I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (princippet kaldes: In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en lovparagraf, men der er ingen tvivl om, at den gælder alligevel..

Endelig har man ubetinget krav på en forsvarer.

Jeg holder meget af POV International, men jeg holder ikke af en analyse som Bjarke Larsens. Han dømmer Khader og udstiller ham som en færdig mand i dansk politik – det har han utvivlsomt ret i, at han er, men det er ikke hans opgave at fælde den dom. Lige præcis det hjørne af sagen må Søren Pape og advokatundersøgelsen sørge for.

Uanset hvor meget jeg hadede psykopaten, ville også han have haft krav på uskyldsformodning, In dubio pro reo og en forsvarer, hvis jeg var gået til politiet! Det, der kan ærgre mig, er, at jeg ikke gjorde det, men det er en helt anden sag. Manden døde ensom død for en del år siden, og det gør  slet ikke noget.

Jeg håber at have sat tingene i perspektiv. Det var i hvert fald intentionen.

 

/i /af

#MeToo? Ikke mig

#MeToo? Ikke mig

Svær diskussion

Dette indlæg har jeg længe haft lyst til at skrive, men har ikke vidst om jeg turde, for mine holdninger i #MeToo-diskussionen er afvigende, og det burde de muligvis ikke være med den bagage, jeg selv har: et seks år langt, dagligt seksuelt misbrug i barndommen. De, der har afvigende holdninger, plejer at få på puklen i debatten, men nu er det jo min hjemmeside, så jeg vover øjet.

Det kan siges kort

Jeg er mest af alle enig med juraprofessor Eva Smith, der præsenteredes sådan i januar 2018 i forbindelse med en udgave af “Stille før optagelse”, der var en udsendelsesrække på Radio24syv:

“Eva Smith er bekymret for retssikkerheden, fordi kvinder i #metoo-bevægelsen kan få mænd fjernet fra deres post alene ved at anklage dem udenom den normale retsprocedure. Hun frygter, at #metoo vil skabe en parallellovgivning, ved hjælp af en anarkistisk folkedomstol, og at lovgivningen, i øjeblikket, på mange måder står magtesløs over for den kulturelle udvikling. Efter Eva Smiths opfattelse er det mere personlig moral, der skal til, og ikke mere lovgivning.” Udsendelsen kan muligvis stadig høres her.

I det mere hurtigtkørende og populistiske “Aftenshowet” på DR1 den 11. januar i år blev udsendelsen forberedt således:

“Er konsekvenserne for MeToo-sager blevet for voldsomme?

Debatten om MeToo er for alvor blusset op igen, og det har haft vidtrækkende konsekvenser for flere involverede. Det gælder eksempelvis Jes Dorph-Petersen, som efter anklager om sager, der er henholdsvis 18 og 20 år gamle, er blevet fjernet fra skærmen af TV 2. Eva Smith, der er jurist og professor emerita ved Københavns Universitet, mener, at sanktionerne over for de anklagede i krænkelsessagerne er kommet ud af proportioner – blandt andet fordi det er svært at forsvare sig mod anklager, som ligger flere år tilbage.”

Lidt mere uddybende

Det handler om retssikkerhed, og den har både mænd og kvinder krav på, uanset hvad pokker, de foretager sig. Det er absurd at anklage mænd (for det er jo det køn, der ikke kan holde poterne for sig selv) for handlinger, der ligger 10, 15, 20 år tilbage, som de måske ikke engang kan huske, og hvor de derfor ikke har en chance for at forsvare sig. Vi skal ikke have folkedomstole, der styres af et pøbelvælde.

I nogle sager har det været fremme, at de var berusede, og derfor ikke kan huske noget. Det argument køber jeg til gengæld ikke. Beruselse diskulperer ikke. Hvis det gjorde, kunne man jo bare drikke sig stangstiv, opføre sig som en idiot og så bagefter sige, man ikke kunne huske noget pga. beruselsen, hvorefter man ville blive frikendt for alle anklager. Nixen bixen.

POV International, har taget emnet op

Det er godt, vi har POV International, for de forstår at tage emner op, der trænger til uddybende forklaring og en “venden og drejen” i flere omgange. Lige nu lader de Karen Bro, der er journalist og tidligere chefredaktør, komme til orde og præsentere dybdegående interviews med en bred vifte af ledere fra medieverdenen. Alle interviews er foretaget i foråret 2021 og er forberedt i et samarbejde med forskningsafdelingen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Højskolens elever er fremtidens praktikanter, og alle undersøgelser viser, at praktikanterne er den gruppe, der er mest udsat for de krænkelser, der aldrig burde finde sted. Er man nederst i hierarkiet, men vil gerne fremad og opad, er man mere udsat, hvilket selvfølgelig er helt uacceptabelt.

Skulle det virkelig være sjovt?

Senest læste jeg Karen Bros interview fra 15. januar 2021 med Mette Østergaard, der er chefredaktør på Berlingske. Blandt andet kan man læse:

“– Har du et helt konkret eksempel?

“Ja, når hæve-sænke-bordet skal rejses, bliver der sagt: ‘så er der fællesrejsning’.”

“Det opfatter jeg som ret plat morfar-humor, men nogen vil simpelthen opleve det som krænkende og ubehageligt og ikke passende for at være på en arbejdsplads.”

– Hvad gør man så? Går du så ud og siger: ‘Så er det slut med ‘fællesrejsning’?

“Så siger jeg:’ okay, nu bliver det vist lidt for plat’.””

Tænk jeg synes overhovedet ikke, det er sjovt. Jeg opfatter det som både krænkende, upassende for en arbejdsplads og som indeholdende sexistiske overtoner. Nuvel jeg har heller ikke ret meget humor og må springe de fleste morsomheder over på Facebook, for jeg forstår ikke, hvorfor det er skulle være sjovt, men det hører til at have Asperger. Vi er imidlertid tilbage ved Eva Smiths udtalelse om personlig moral. Det er umoralsk at føre sig frem med den slags tåbelige bemærkninger, og man bør afholde sig fra det på en arbejdsplads. Kan man lide at fyre sådanne af, må det henlægges til privaten. Ligefrem strafbart er det nu næppe. Det er bare idiotisk ud over alle grænser, og jeg gad ikke arbejde et sted, hvor det var niveauet.