3 kvinder med 14 børn
Indholdsfortegnelse
Dagens store samtaleemne
På magisk vis lykkedes det TV Avisen 18:30 at slippe uden om de landsdækkende demonstrationer med titlen “Beskyt syrerne i Danmark – Syrien er ikke sikkert”; men så blev der mere plads til det planlagte udrejsecenter på Langeland, som ministeren heller ikke ret gerne vil være nabo til, og dagens tophistorie: Tre danske kvinder og deres i alt 14 børn skal hentes til Danmark fra de kurdiske fangelejre i Syrien efter en massiv indsats fra støttepartierne.
Men nu har piben fået et anden lyd.
I går meldte regeringen nemlig ud, at 14 børn og 3 kvinder vil blive hentet hjem fra fangelejrene i Syrien.
En beslutning, der har fået særligt Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige til at kalde det løftebrud fra regeringens side, fordi regeringen tidligere har holdt fast i, at mødrene til børnene ikke skulle hjem til Danmark.
Til et pressemøde 2. marts i år, sagde statsministeren blandt andet:
– Undskyld, men engang imellem lyder spørgsmålene omkring IS som om, det er mennesker, der har været på ferie. Altså det er folk, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, Kalifatet, måske har været involveret i væbnet modstand mod den demokratiske verden – herunder Danmark. De har vendt Danmark ryggen. Og de har intet at gøre i Danmark mere.
Nu skal mor med
I lang tid har debatten drejet sig om, hvorvidt det ville være forsvarligt at lade de traumatiserede børn komme til Danmark uden deres mor. Er det mon i overensstemmelse med fx FN’s Børnekonvention at skille børn fra deres mor? Det har mange anført, det ikke er. Der er vist en artikel i konventionen om familiens ukrænkelighed – men jeg har ikke kunnet finde den. Det hedder nok noget andet på konventionssproget.
Det vil traumatisere børnene yderligere at adskille dem fra deres mor, derfor må hun med, er argumentet.
Der er bare det, at hun naturligvis skal straffes efter straffelovens terrorparagraf, som kan give adskillige års ubetinget fængsel, se næste afsnit, og så bliver de altså alligevel adskilt, og den eneste mulighed for samkvem eksisterer, når børnene kommer på fængselsbesøg, hvilket sikkert heller ikke er sundt for en lille sjæl.
4. maj i år blev en norsk kvinde, der havde tilsluttet sig ISIS, hentet til Norge til et sygt barn, og idømt 3½ års fængsel efter norsk ret. Altså er der retspraksis for fængselsstraf i et af de lande, vi med rimelighed kan sammenligne os med.
Hvad kan kvinderne dømmes for?
Statsministeren m.fl. siger konstant “De har vendt Danmark ryggen”. Straffeloven indeholder ikke den vending, så jeg måtte selv finde ud af, hvad det er, der er strafbart. Professor Jørn Vestergaard redegør i Berlingske Tidende den 23. marts i år for, hvad de kan straffes for – gerningsindholdet:
Den relevante bestemmelse er straffelovens § 114 e:
§ 114 e. Med fængsel indtil 6 år straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger.
De centrale ord er “fremmer virksomheden”, og der skal ikke ret meget til, før det er opfyldt. Jørn Vestergaard udtaler blandt andet, at: “Selvom de aldrig har kæmpet for Islamisk Stat, deltaget i træning, haft våben i hånden eller formelt har tilsluttet sig Islamisk Stat – så kan alene det, at de har levet sammen med en IS-kriger, lavet mad til ham og passet børn, være tilstrækkeligt til en dom for terrorisme.”
Der skal meget »lidt« medvirken til at få en dom for terrorisme.
Som det fremgår af § 114 e er straframmerne markante – indtil seks år og i værre tilfælde 10 år. Er der tale om særligt skærpende omstændigheder, kan der idømmes fængsel helt op til 16 år.
Groteske sager
Selvfølgelig skal børnene til Danmark; de er danske statsborgere. Et argument fra debatten, jeg ikke bryder mig ret meget om, er, at børnene bliver farligere for os selv, hvis vi ikke tager dem her til landet, inden deres PTSD – og vist nok andre psykiatriske lidelser – udvikles yderligere. Så først tænker vi på os selv, og når det passer i vores kram, tilgodeser vi børnene. Det er da grotesk.
Kvinderne er også danske statsborgere, som vi ikke kan afvise ved den danske grænse, uagtet vi morderligt gerne ville. At det har skullet granskes af en undersøgelseskommission i 1½ måned kan undre. Det er da også grotesk.
