Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves

Vi straffede på legemet indtil 1866

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves

Vi reagerer med mavefornemmelser, når legemsstraffe nævnes – men glemmer, at de var en del af dansk ret helt frem til 1866. Denne artikel handler ikke om at relativere ondskab, men om at insistere på historisk hukommelse i en debat, der hurtigt bliver moralsk panik.

Den 1. februar skrev BT … om, at tre personer fra Hizb ut-Tahrir udtalte sig om legemsstraffe og anerkendte dem.

Der stod endvidere:

Hvis kniven bare er skarp nok, mærker man sikkert ikke meget til at miste en enkelt hånd …

“I islam er formålet ikke at torturere en person, men den offentlige ydmygelse, fordi hor bliver betragtet som noget forfærdeligt. Det er noget, der afspejler islams værdier. Islam går ind for, at man bevarer anstændighed og dydighed i samfundet (…) Det er den her ydmygelse, der er i fokus” siger han og fortsætter:

“I forbindelse med håndsafhugningen er der også krav til, at instrumentet skal være skarpt, det skal ske hurtigt, man skal hurtigt stoppe blødningen. Det handler ikke om at udsætte den her person for smerte, når man eksekverer straffen”.

Det er selvfølgelig alt sammen helt forfærdeligt. Jeg skrev:

“Det var der jo også hjemmel til i Danmark, indtil vi fik den første egentlige straffelov i 1866. Først da straffede vi vha. frihedsberøvelse frem for på legemet. Vi skal ikke være så hellige.”

Så blev jeg udsat for noget, der ligner en “shit storm”.

Den første person skrev “Vi er lykkeligvis kommet videre”, hvortil jeg svarede “Det har du ret i, og det skete lykkeligvis i 1866”.

Den næste person skrev: “Så hvad var formålet med den kommentar hvor du trak vor fjerne fortid ind i den nuværende tilstand, hvor der arbejdes på at skrue tiden tilbage … Og endda tilføjede et ” Vi skal ikke være så hellige.”. Hertil svarede jeg: “Som skrevet har vi selv haft hjemmel til legemsstraffe”.

Den næste person skrev: “Så.. Vi skal ikke være så hellige.?” hvortil jeg svarede “Netop”. Samme person tilføjede. “Men det kan da ikke fungere som undskyldning for de der nu forsøger at skrue tiden tilbage …”. Hertil svarede jeg “Jeg undskylder ingen. Som nævnt oplyser jeg (for tredie gang) udelukkende, at vi selv har haft hjemmel til legemsstraffe”.

Endnu en person skrev: “og hvad så? Vi har også engang tæsket vores børn, halshugget kritikere, holdt slaver og brændt kvinder på bålet. Hvor vil du hen med din kommentar?”. Jeg svarede “Hold nu op. Jeg oplyser bare om fakta.”

De følgende to kommentarer orkede jeg ikke at svare på: “nej. Du bagatelliserer ondskab”. “For snart 200 år siden – her har vi heldigvis udviklet os videre …”.

Jeg gider ikke gå ind i en sådan debat. Folk er ganske enkelt for dumme.

Danske Lov

Jeg ved ganske udmærket, hvad jeg vil med min oprindelige kommentar – jeg bagatelliserer ikke ondskab; jeg fortæller, at vi også selv indtil 1866 havde hjemmel til legemsstraffe. Længere er den ikke. Først da havde vi været gennem det, der kaldes “De store fængselsbyggeår”.

Man skal forestille sig et samfund midt i 1800-tallet, der gik gennem store reformer for at implementere frihedsstraffen, der afløste legemsstraffene. Det har været et enormt arbejde at opføre de første to store fængsler Horsens Tugthus (klar 1853) og Vridsløselille (klar 1859), der skulle stå klar den første april 1866. Fangerne skulle forbedres gennem isolation og hårdt arbejde. Isolationen ses tydeligst ved den stjerneformede udformning af Vridsløselille.

Hjemlen til legemsstraffene findes i Danske Lov og tidligere. Vi skal ikke sidde på den høje hest overfor Islam, og følgende rædsel kan vi slet ikke forestille os i dag. Stig Juul “Lov og ret i Danmark” 2. omarbejdede udgave fra 1969 skriver side 88: “Allerede i 1537 dømte saaledes en Dom afsagt af Kongens Retterting under Paaberaabelse af “Kejserretten” en Kvinde til at puttes i en Sæk og druknes, fordi hun havde været sin Mand utro.”

Idéen bag straffebestemmelserne i Dansk Lov var afskrækkelse, som vi i dag kalder generalprævention. Når folk så de frygtelige straffe, der overgik gerningspersoner, skulle de selv blive bange og derefter undlade at begå de samme forbrydelser.

Billedet herunder (og topbilledet) er hentet fra bogen “Lov og ret i Danmark” side 90 og forestiller Kagen på Nytorv i København. I baggrunden ses rådhuset.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Vi må ikke brænde hinandens hellige skrifter

Vi må ikke brænde hinandens hellige skrifter

Den såkaldte “koranlov” er vedtaget

Godt vi ikke må brænde hinandens hellige skrifter

Folketinget har i dag vedtaget en ændring til straffelovens  § 110. Ændringen medfører forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Set fra mit synspunkt er det en glimrende lovændring, fordi det er noget svineri at besudle hinandens hellige skrifter.

Hvordan ville kristne/danskere reagere, hvis muslimer behandlede Bibelen lige så svinsk som stifteren af fx Stram Kurs har behandlet Koranen?

Og rent praktisk: Hvorfor skal danske skatteydere ofre millioner af kroner på at samme partistifter skal have politibeskyttelse, når han sviner en anden trosretning til? Ville han have mod og mandshjerte til at gøre det samme uden politiets tilstedeværelse, for så er det da bare at gå i gang? Jeg tror, jeg kender svaret.

Nogle mener, at det er en helt forfærdelig indskrænkning af ytringsfriheden. Det har jeg svært ved at se, eftersom grundlovens § 77 lyder som følger, og at der således altid siden juni 1849 har været grænser for ytringsfrihed. Det er der intet nyt i. At vi har ytringsfrihed er ikke det samme, som at vi har ytringspligt:

§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Normalt afholder jeg mig fra sådanne debatter

Sædvanligvis debatterer jeg ikke hverken jura eller fx krigen i Israel på Facebook, da det typisk er ørkesløst. Jeg fandt alligevel den spidse pen frem, da en person skrev, at han ikke håbede, at domstolene ville følge lovgivningen og jævnførte det til, at der ikke var dømt i sager efter bestemmelserne om, at man ikke må brænde flaget af. (Så må det vel også være en knægtelse af ytringsfriheden?)

Det eneste, det kan dreje sig om, er, at der ikke har været rejst sager efter bestemmelsen. Jeg håber så sandelig ikke, at domstolene beslutter sig for ikke at følge lovgivningen. Det ville krænke min retsfølelse noget så gevaldigt. Sikke en glidebane – hvor kunne det ikke ende? Det kunne få meget alvorlige konsekvenser, der ikke er en retsstat værdige.

Selvfølgelig er det en balancegang

Jeg er naturligvis ikke blind for, at der er tale om en balancegang. På den ene side hensynet til ytringsfriheden og så på den anden side kravet om, at vi opfører os ordentligt og holder os inden for lovgivningens rammer. Og selvfølgelig er det svært at træffe en beslutning, men så er det jo heldigt, at vi lever i (og med) et repræsentativt demokrati, hvor vi har “ansat” 179 kvinder og mænd til at holde balancen.

De laver en masse, jeg slet ikke er enig i, men der findes bare ikke en bedre model. Det er den mindst ringe. Og her har de for en gangs skyld ramt skiven.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Der var engang en retsstat

Der var engang en retsstat

Eva Smith ved, hvad hun taler om

Der var engang en retsstat

Hun er 78 år nu og kan kalde sig “professor emerita”. Mange af os kender hende måske bedst fra de små klip på YouTube, hvor hun siger: “En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om”, og det har hun fuldstændig ret i. Det har været befriende med en professor, der ikke var bange for at fortælle, hvor hun stod politisk.

Hun har haft overvejet at følge resten af Hækkerup-familien ind på Christiansborg, men besluttede sig for ikke at gøre det: “Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.” Det sidste er man ofte tvunget til, når man skal følge partidisciplinen.

Der er et meget spændende interview med hende fra oktober 2020 i i Universitetsavisen her. Hun uddyber mange af sine helt grundlæggende synspunkter; derfor er interviewet værd at læse.

Hvad jeg ikke var klar over

Jeg har fulgt hende fra sidelinjen i mere end 31 år, idet jeg havde hende som forelæser i straffeproces engang i forhistorisk tid og følgelig også var til hendes defensorat i 1990. Efterfølgende læste jeg hendes afhandling “Vidnebeviset”, som var den en krimi – og det er en af de ganske få studiebøger, jeg har gemt. Den anden er Alf Ross’ “Om ret og retfærdighed”.

Til formiddag fandt jeg flere klip med hende på YouTube. Der ligger blandt andet et på 22 minutter, om den film, hun lavede for 11 år siden, der netop havde titlen “Der var engang en retsstat”. Hvis du synes strafferetspleje og retsstat på hverdagsdansk er interessant, bør du se klippet. Jeg var ikke klar over, hun også havde lavet film.

Hun fortæller om det værdipolitiske skred, der er sket, hvor fru Justitias vægtskåle ikke længere hænger lige overfor hinanden, men hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen vejer stadigt tungere på bekostning af retssikkerheden i retsstaten. Et banalt eksempel er, at i visse områder af byen er der hjemmel til en dobbelt så lang straf for den samme forbrydelse begået i et andet område. Jamen hvad er det dog for noget? Det er netop “retsstatens afvikling” og ikke “retsstatens udvikling”.

Straf er hævn

Hun siger det vældig klart: “Straf er hævn”, og det er der sådan set ikke noget galt i, så længe vi overholder proportionalitetsprincippet, der fx medfører, at simpelt butikstyveri ikke straffes med flere års fængsel eller afhugning af den tyvagtige hånd, som i visse lande. Vi straffer blandt andet for at afholde andre fra at begå den samme forbrydelse – ren afskrækkelse, og som hovedregel virker det jo godt, idet de fleste af os holder os på dydens smalle sti.

I en af de mange små film, jeg har siddet og set, kommer hun ind på, at vi har valgt fængsel som det (trods alt) mest humane, men at der også er problemer med det, for i fængslet lærer man alle unoderne af de medindsatte. Hvordan kan man forestille sig, at man “resocialiserer” (jeg er ikke klar over, om det stadig er et mål, men det var højt besunget, da jeg læste) ved at holde folk væk fra det samfund, de skal lære at opføre sig ordentligt og anstændigt i?

Afhængig af forbrydelsens karakter kunne man overveje at bruge fodlænken meget mere. Fordelen ved fodlænken er, at den dømte bevarer sit arbejde og sin samfundsmæssige og familiemæssige tilknytning. Der er fx betingelser om otte timers arbejde, tilladelse til en times indkøb efter arbejde, men aftnerne skal tilbringes hjemme. Der er ikke tilladelse til at gå nogen steder.

Hun kommer ind på de såkaldte konfliktråd, der kan bruges, når gerningspersonen på forhånd har erkendt sig skyldig. Offer og gerningsperson mødes, taler sammen og når til enighed, og efter konfliktrådet kan gerningspersonen forlade lokalet som en fri person.

Gadevold

Gennem et års tid arbejdede jeg, mens jeg læste, for en forsker på Juridisk Fakultet på et projekt om gadevold. Vi gennemgik (kodede) hundredvis af straffesager på fem politistationer i det storkøbenhavnske område. Således har jeg tilbragt mange timer i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde. Efterfølgende skulle kodeskemaerne tastes ind på en form for PC. Det var dengang med 5¼” disketter for overhovedet at få liv i dyret. Backup var en by i Rusland og Internettet var knap nok opfundet. Ak ja…

Hendes hypotese var, at når vi hører ordet “Gadevold”, forestiller vi os, at der hver gang er tale om at fuldstændig uskyldige mennesker angribes på åben gade af en gerningsperson, de ikke kender på forhånd. Hun ville undersøge og dokumentere i hvilket omfang, det var sandt.

Vi havde ikke kodet ret mange sager, før det stod klart, at det politiet kalder Gadevold ofte(st) dækker over personer, der har “hangs” på hinanden af en eller anden grund eller ligefrem er i familie. Ukendte var de i hvert fald ikke.

Det var vist i 1986 eller 1987, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, i hvor stor en andel af sagerne offer og gerningsmand kendte hinanden, men andelen var ganske enorm. Det var virkelig sjældent, der var tale om fuldstændig manglende, forudgående kendskab og dermed om det, mange forestiller sig, når de hører ordet “Gadevold”.

/i , /af ,

3 kvinder med 14 børn

3 kvinder med 14 børn

Dagens store samtaleemne

På magisk vis lykkedes det TV Avisen 18:30 at slippe uden om de landsdækkende demonstrationer med titlen “Beskyt syrerne i Danmark – Syrien er ikke sikkert”; men så blev der mere plads til det planlagte udrejsecenter på Langeland, som ministeren heller ikke ret gerne vil være nabo til, og dagens tophistorie: Tre danske kvinder og deres i alt 14 børn skal hentes til Danmark fra de kurdiske fangelejre i Syrien efter en massiv indsats fra støttepartierne.

dr.dk skriver blandt andet:

Men nu har piben fået et anden lyd.

I går meldte regeringen nemlig ud, at 14 børn og 3 kvinder vil blive hentet hjem fra fangelejrene i Syrien.

En beslutning, der har fået særligt Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige til at kalde det løftebrud fra regeringens side, fordi regeringen tidligere har holdt fast i, at mødrene til børnene ikke skulle hjem til Danmark.

Til et pressemøde 2. marts i år, sagde statsministeren blandt andet:

– Undskyld, men engang imellem lyder spørgsmålene omkring IS som om, det er mennesker, der har været på ferie. Altså det er folk, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, Kalifatet, måske har været involveret i væbnet modstand mod den demokratiske verden – herunder Danmark. De har vendt Danmark ryggen. Og de har intet at gøre i Danmark mere.

Nu skal mor med

I lang tid har debatten drejet sig om, hvorvidt det ville være forsvarligt at lade de traumatiserede børn komme til Danmark uden deres mor. Er det mon i overensstemmelse med fx FN’s Børnekonvention at skille børn fra deres mor? Det har mange anført, det ikke er. Der er vist en artikel i konventionen om familiens ukrænkelighed – men jeg har ikke kunnet finde den. Det hedder nok noget andet på konventionssproget.

Det vil traumatisere børnene yderligere at adskille dem fra deres mor, derfor må hun med, er argumentet.

Der er bare det, at hun naturligvis skal straffes efter straffelovens terrorparagraf, som kan give adskillige års ubetinget fængsel, se næste afsnit, og så bliver de altså alligevel adskilt, og den eneste mulighed for samkvem eksisterer, når børnene kommer på fængselsbesøg, hvilket sikkert heller ikke er sundt for en lille sjæl.

4. maj i år blev en norsk kvinde, der havde tilsluttet sig ISIS, hentet til Norge til et sygt barn, og idømt 3½ års fængsel efter norsk ret. Altså er der retspraksis for fængselsstraf i et af de lande, vi med rimelighed kan sammenligne os med.

Hvad kan kvinderne dømmes for?

Statsministeren m.fl. siger konstant “De har vendt Danmark ryggen”. Straffeloven indeholder ikke den vending, så jeg måtte selv finde ud af, hvad det er, der er strafbart. Professor Jørn Vestergaard redegør i Berlingske Tidende den 23. marts i år for, hvad de kan straffes for – gerningsindholdet:

Den relevante bestemmelse er straffelovens § 114 e:

§ 114 e. Med fængsel indtil 6 år straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger.

De centrale ord er “fremmer virksomheden”, og der skal ikke ret meget til, før det er opfyldt. Jørn Vestergaard udtaler blandt andet, at: “Selvom de aldrig har kæmpet for Islamisk Stat, deltaget i træning, haft våben i hånden eller formelt har tilsluttet sig Islamisk Stat – så kan alene det, at de har levet sammen med en IS-kriger, lavet mad til ham og passet børn, være tilstrækkeligt til en dom for terrorisme.”

Der skal meget »lidt« medvirken til at få en dom for terrorisme.

Som det fremgår af § 114 e er straframmerne markante – indtil seks år og i værre tilfælde 10 år. Er der tale om særligt skærpende omstændigheder, kan der idømmes fængsel helt op til 16 år.

Groteske sager

Selvfølgelig skal børnene til Danmark; de er danske statsborgere. Et argument fra debatten, jeg ikke bryder mig ret meget om, er, at børnene bliver farligere for os selv, hvis vi ikke tager dem her til landet, inden deres PTSD – og vist nok andre psykiatriske lidelser – udvikles yderligere. Så først tænker vi på os selv, og når det passer i vores kram, tilgodeser vi børnene. Det er da grotesk.

Kvinderne er også danske statsborgere, som vi ikke kan afvise ved den danske grænse, uagtet vi morderligt gerne ville. At det har skullet granskes af en undersøgelseskommission i 1½ måned kan undre. Det er da også grotesk.