,

ECT og Hokus pokus

Angsten for ECT

Det fylder meget for mig med angsten for ECT, så jeg måtte tage det op med psykologen endnu engang. Normalt er det sådan, at har jeg forstået et eller andet, behøver vi ikke tale om det igen. Så er det, som det er. Jeg er “hjernestyret” og behøver ikke flere guidelines, når jeg først har forstået det.

Og jo – jeg har forstået, at jeg nu endelig har fået et liv, jeg er umådeligt bange for at miste, og derfor er jeg bange for ikke at vågne op af narkosen hver tredje mandag. Regulær dødsangst efter så mange år med regulære dødsønsker. Det ved man da, hvad er. Jeg går og tænker, at jeg håber at få 30 år endnu delvist på det offentliges regning. Flinke folk – og selvfølgelig delvist på min pensionskasses regning. Jeg bliver sikkert fattig som en kirkerotte, når jeg bliver folkepensionist om 11 år, men dels sparer jeg op til det, dels er der ingen, der siger, jeg lever så længe. Det går nok endda. Jeg håber bare at overleve så længe.

Professor og overlæge Poul Videbech

Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning er ledet af professor og overlæge Poul Videbech. I sin forskning har Videbech fokus på særligt de svære depressioner. Ved hjælp af MR-scanninger samt neuropsykiatriske og psykologiske metoder forsker han i, hvordan behandlingsformerne mod depressioner kan individualiseres og forbedres.

Poul Videbech har skrevet meget om ECT, og han er formentlig den person i Danmark, der ved mest om behandlingen. Især denne artikel er vigtig at læse, hvis du vil vide noget om ECT.

Og så til “hokus pokus”

PsykologDet første billede af Jørgen Stegemüller og Hanne B. Stegemülleren har altid respekteret, at jeg fx ikke var til tegne-/maleterapi, uanset hun også er uddannet noget, der hedder “kunstterapeut” (jeg ved ikke helt, hvad det går ud på). Jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Det har hun respekteret. Hun har siden februar 2015 respekteret, at jeg er lidt sær, men har været med på at opbygge en tillidsfuld relation alligevel. Hun har altid respekteret, at jeg bare er en “tænketype”.

At hun har respekteret mig gør også, at jeg respekterer hende! Den slags er som hovedregel gensidigt. Efter seks år er jeg klar til at lytte:

Det er lidt “hokus pokus” men jeg vil printe det bedste billede ud af min far inden næste ECT. Jeg vil lægge billedet på mit bryst, inden jeg sover ind, mens sygeplejersken holder mig i hånden. Han var den eneste voksne, der forstod den, jeg var/er.

Skulle det forfærdelige indtræffe, at jeg ikke vågner op igen, mødes jeg måske med ham igen, der hvor han nu end er, og det vil jeg gerne.

Er der mere efter dette?

Nej selvfølgelig er der ikke mere efter dette. Det tror jeg såmænd ikke helt. Vi spises sikkert bare op af ormene, men jeg finder alligevel en form for trøst i tanken om, at vi skal mødes med nogen, vi havde kær. Jeg vil gerne mødes med min far. Derfor tager jeg et billede med af ham. Jeg har mange billeder af ham, men jeg tager det bedste, hvor jeg ser ham som voksent menneske. Billedet af den mand jeg husker.

At det ikke bare er slut, og at der er et eller andet efter det jordiske liv, kan jeg godt lide. Selvom jeg definerer mig som kristen, tror jeg ikke på noget så fjollet som et himmerige med englebasser mv.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *