Løvsaven der kom tilbage
Indholdsfortegnelse
Efterdønningerne af telefonterroren
Jeg skrev tidligere om telefonterroren, der nu gudskelov synes at være hørt op. Mit system er ikke gearet til den slags lige p.t. Hun (kusinen) sagde bare sådan nogle mærkelige ting, som sætter tanker i gang hos mig blandt andet om en løvsav.
Tjenestemandspensionen
Psykopaten var jo (over-)lærer, og kusinen fortæller, at han blev afskediget med tjenestemandspension, fordi jeg i en stil skrev sandheden om nogle af de de seksuelle overgreb gennem seks år. Efter fyringen måtte han nøjes med at save i træ med sin elskede løvsav. Han og min mor producerede træsprællemænd i store mængder. De havde et firma, de kaldte ‘Trewa’ for tre gange Wagnholt, deres efternavn, underforstået at så var jeg ekskluderet fra det gode selskab. Det gjorde mig nu ikke noget, jeg hedder hellere Stegemüller – men det gør mig noget, at løvsaven dukker op igen. Jeg troede, jeg for bestandigt var forbi det punkt.
Kusinen husker bedre, end jeg gør, eller også ræsonnerer hun bare bedre. Alt dette ligger tilbage til perioden 1974 – 1980. Jeg burde selv have tænkt over det med tjenestemandspensionen. Psykopaten har haft en fed forretning af misbruget, og det var mig, der betalte prisen. Den pris der altid vil være for høj.
Stilen
I stilen fra skolen (hvilken skole? der er tre at vælge mellem: Vollsmose, Hårby, Aakirkeby) skulle jeg åbenbart have skrevet om det med tvangen til at kalde psykopaten for ‘far’ og om hans cerutlugtende åbentstående morgenkåbe. Jeg husker ikke stilen, men resten husker jeg ganske udmærket. Kusinen kalder det nedladende for ‘psykisk incest’. Jeg har korrigeret og fortalt, at der var tale om daglige fysiske overgreb. Hun kalder det lige så nedladende for ‘erindringsforskydninger’. Jeg ved ganske udmærket, hvad jeg har oplevet, og jeg husker udmærket den forbandede brun-orange morgenkåbe og hans ‘dikkeværk’. Jeg lider ikke af erindringsforskydninger! Det er sikkert få, der vil forstå mig, når jeg skriver tingene, som de var, men jeg gør det ikke desto mindre.
Det sorte lig
Engang i oktober 2018 fik jeg en mail fra en af psykopatens slægtninge om, at han var død ca. syv år før. Vedkommende skrev også, at psykopaten muligvis var død som en ret ensom mand, idet ingen ville tage sig af hverken begravelse eller bo. Jeg mener at huske, at jeg havde en samtale med den pågældende slægtning og i den forbindelse kom det på tale, at liget var sort, da det blev fundet, og det er vel ikke unaturligt, når det har ligget et godt stykke tid? Jeg videregav oplysningen om farven til kusinen, men det skulle jeg aldrig have gjort, for det kunne hun fabulere længe over.
Telefonsamtalen
Kusinen kom ind på den telefonsamtale, der blev den sidste mellem min mor og mig i 22 år. Jeg husker den som den samtale, hvor jeg fortalte om, hvad der var foregået gennem seks år. Kusinen mener, at de ‘slog hånden af mig’ fordi jeg ‘var til damer’, hvor hun så end måtte have sin viden om den samtale fra. Kusinen mente, min mor ikke vidste noget om noget.
Jow min mor vidste ganske udmærket alt om alting, for jeg fortalte det allerede, inden hun giftede sig med psykopaten. Der var stor opstandelse i to dage, hvorefter hun aldrig nogensinde fulgte op på det. Hun spurgte aldrig, om det var ‘gået over’ eller lignende. Da jeg traf hende igen i 2003 efter de 22 år uden kontakt, spurgte jeg hende direkte, om hun havde vidst, hvad der foregik. Det bekræftede hun. Jeg spurgte herefter, hvorfor hun så ikke gjorde noget. Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn.
Indhentet af fortiden?
Nej jeg er ikke indhentet af fortiden, men det chokerer mig, at underlige detaljer gør så stort et indtryk, at det er som at være der selv. Gudskelov har telefonen ikke ringet i dag.
PS: Så ringede den netop, og hjertet hamrer. Jeg tænder for ‘Debatten’ på DR2, måske får det pulsen på plads igen?
Traumerne forsvinder nok ikke. Jeg har heldigvis ikke nogen, der kan måle sig med dine, men dog nogen. Det eneste, der kan ændre sig er hyppigheden, med hvilken man genopliver rædslerne, og så – det er det vigtigste – hvordan man tager det, når man tvinges til at gennemleve det igen.
Din “kusine” lyder til at have det rigtig skidt. Det må også være en stadig pine sådan at stå på mål for den gren af familien, psykopaten, der helt klart var galt afmarcheret. Men det at se forholdene i øjnene er hendes problem, ikke dit.
Jeg synes knageme, han var heldig, at han fik sin pension og kunne svinge sin løvsav i egen virksomhed. Han kunne ligeså godt have samlet klemmer eller syet postsække.
“Forstyr ikke” virker forhåbentlig i forhold til din kusines opringninger? Hvis du er den mindste smule usikker på det, ville jeg simpelthen slukke telefonen. Der er simpelthen ingen grund til, at hun skal få dig bare den mindste smule ned med nakken.
@ Henny
Du har ret i, at de ikke forsvinder. Jeg kan bare slet ikke lide måden, hvorpå jeg oplever det igen. Jeg tænkte, at jeg var “beyond that point” (måske ikke helt rigtigt stavet). Det er gudskelov mange år siden, jeg har været ‘her’ sidst.
‘Samlet klemmer eller syet postsække’ – du har så evigt ret. Tiden var bare en anden, selvom jeg trods alt ikke er en oldsag. Dengang var det ikke noget, man talte om. Dengang kunne familier let gå under radaren. Det var før Ankestyrelsen udsendte vejledninger om, hvad man skulle stille op med nomadefamilier.
Jeg var så naiv at tro, at det var gået over (opringningerne), at jeg slog ‘forstyr ikke’ fra. Men så ringede hun alligevel og lagde samlet set fem minutters… telefonbesked. Det er de første beskeder, der er lagt. Jeg har hørt dem og gemt dem. Bliver det ved kontakter jeg politiet, for dette går ikke.