Tag Archive for: Bipolar affektiv sindslidelse

/1 Kommentar/i /af

Slægtsforskning med DNA

Slægtsforskning med DNA

Jeg hoppede på vognen

Slægtsforskning med DNA

Endelig, efter at have ventet otte uger, er mit DNA-resultat fra MyHeritage kommet. Nu ved jeg, at jeg er 70,4 pct. skandinav. Det er nu ikke nogen overraskelse. Jeg kender den biologiske slægt nogenlunde godt bagud i tid fra den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har kigget lidt på resultaterne og forsøgt at læse om alle de – for mig – nye begreber. Det mest overraskende er sådan set, at alle resultaterne er under 1,0 pct. på parametren “Fælles DNA” lige bortset fra en person ved navn Philip, der er min nulevende halvsøsters nulevende søn.

Et venligt menneske i gruppen “Slægtsforskning med DNA” oplyste, at så lavt et fælles DNA typisk peger på noget med fælles aner født tilbage fra starten af 1700-tallet, men dog også kan være med fælles aner født helt op i 1800-tallet.

Uinteressant

Indtil videre er det hele altså ganske uinteressant. Det spændende kunne være, om der på et tidspunkt dukker en nulevende fætter/kusine op, der måske kunne bidrage med et billede af min biologiske far og måske hans forældre. På min biologiske mors side har jeg masser af billeder, som hun var så sød at dele med mig. Det vil sige, at det “kun” er min fars side, der er et mysterium.

Jeg fortalte min fars ungdomskæreste på 97 år, at jeg havde indsendt en DNA-test. Hun spurgte helt fornuftigt: “Hvad vil du opnå?” Det eneste, jeg kunne svare, var det med lidt billeder af min biologiske far og måske hans forældre.

DNA er en metode, der kun er interessant, hvis “de andre” også har ladet sig teste. Eller er der jo ikke noget “at matche” op i mod. Heldigvis har jeg kun spildt ca. 350 kr. på projektet.

Rottegiften…

Jeg har i årevis ment, at min biologiske far havde et selvmordsforsøg via indtagelse af rottegift bag sig. Men eftersom jeg som så mange andre var en idiot i starten af min slægtsforskning (næsten 20 år siden) og ikke fik skrevet kilder på alt, en typisk begynderfejl, har jeg tænkt over, om det var noget, jeg havde “digtet”, om det fx var noget min biologiske mor havde fortalt eller hvor Søren, det stammede fra.

Jeg satte mig af andre årsager til at læse adoptionssagen med lup – og det med rottegiften var selvfølgelig ikke noget, der var faldet ned fra himlen. Det er faktisk noteret af et sygehus i juli 1962:

Diagnose: Depressio mentis: Sindsnedtrykthed. Suicidalforsøg
Oplysning gives fra hjemmet, at pt. har indtaget rottegift i suicidalt øjemed.

Oplysningen er interessant af flere årsager, og en af dem er selvfølgelig, at min psykiske sygdom, bipolar affektiv sindslidelse, er genetisk betinget, og jeg kan altså muligvis have en disposition, der kommer fra ham. Det stemmer fint med, at min biologiske mors søster ikke mente, der var nogen dispositioner på hendes side.

/1 Kommentar/i /af

Kort stabiliserende indlæggelse

Kort stabiliserende indlæggelse

Hjemme igen efter eget ønske

Kort stabiliserende indlæggelse

Jeg er hjemme igen “for good” efter eget ønske.

En fremragende sygeplejerske tilbød mig ellers i aftes, at jeg kunne prøve at tage hjem efter stuegang, sove hjemme og komme tilbage i morgen mhp. evaluering sammen med personale og læge. I dag har jeg det bare så godt, at jeg ikke ser nogen grund til så meget frem og tilbage. Tankerne kører mere i selvsving dér efter stabilisering end herhjemme, fordi jeg dér ikke har noget at beskæftige mig med andet end Facebook. Da for meget frem og tilbage er en halvdyr affære, skrev hun endda ind, at de kunne stille en Flekstrafik til rådighed. Det er fornemt! Det er simpelthen psykiatrien, når den er bedst. Det er flot!

Den fremragende sygeplejerske var 68 år, men elskede sit job, og derfor gik hun ikke på pension. Hun var virkelig sød og dygtig. Det var en stor fornøjelse at tale med hende. Fx sagde hun “Du er altid velkommen” og “Du skal ikke gå alene og have det sådan med de tanker; så skal du ringe eller komme”. Det siger de jo nok til alle, men alligevel følte jeg mig “udvalgt”, og det var dejligt.

Hun interesserede sig også for slægtsforskning, men var ikke gået i gang, da hun ikke havde tiden. Hun havde været i et menighedsråd i 22 år. Alt i alt havde vi meget at tale om – også om mange ting, der ikke havde med sygdom/psykiatri at gøre. Det fik mig til at sige til hende: “Når jeg sidder og taler med dig, kommer jeg til at føle mig helt normal”. Herefter brugte hun lang tid på at overbevise mig om, at jeg er normal, selvom jeg ikke er som de fleste. Det tror jeg nu ikke helt på. Kritisk må man vel gerne være?

Jeg har ofte været kritisk

Jeg har ofte været kritisk overfor afdeling 70 Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup. Jeg står naturligvis ved, hvad jeg tidligere har skrevet, men der er altså sket noget: De er blevet meget sødere og de er blevet mere lydhøre. Jeg talte med nogle medpatienter om det, og det var ikke mig, der bragte emnet op. De var helt enige. Der er altså sket et eller andet, og vi sad ikke bare og ville være “åndssvage”.

Kl. 03:00 i nat talte jeg om en af mine favoritter om det, og hun fortalte, at de havde fået ny oversygeplejerske. Hun var glad over at høre, hvad jeg havde at sige, men syntes på den anden side, at jeg skulle lægge mig til at sove, og det havde hun jo ret i. Og det gjorde jeg så.

Forsvundne arvinger

Den omtalte sygeplejerske fortalte om “Forsvundne arvinger” på en måde, der gav mig lyst til at se dem, så nu er jeg begyndt og har set fire udsendelser. Det er fremragende udsendelser, som jeg ellers – uden at have set et eneste afsnit – havde dømt for populistiske til mig. Der er selvfølgelig det, at man 25 gange får at vide, at man skal starte i kirkebogen, når man ønsker at vide, hvad forældrene hedder. Har man slægtsforsket i 20 år, er man altså klar over det. Det er “lissom” trin et. Har man aldrig prøvet det før, er det naturligvis nyt.

Jo men jeg skal da have gang i jordemoderprotokollerne. Dem har jeg aldrig dyrket, men nu kan jeg se, hvad de kan bringe og adskillige af dem ligger på nettet allerede.

Produceren (eller hvad det nu hedder) i “Forsvundne arvinger” er et dejligt menneske; hun er dygtig til at stille spørgsmål og dygtig til at fortælle den lille bid, der gør, at andre fortæller mere. Jeg har set fire episoder, og jeg har i hvert af dem smilet ad den måde, hun stiller sine spørgsmål. Sådanne interviews vil jeg også gerne kunne lave. Jeg vil gøre mig umage.

På onsdag skal jeg endnu en gang se min fars ungdomskæreste. Jeg glæder mig. Da jeg ringede og lavede aftalen, sagde hun, at hun behøvede “et pust udefra”. Hvis jeg kan levere det, vil jeg gerne det. Når man er 97, er jeg sikker på, hver dag tæller.

En “kriseplan”

Jeg kan sagtens se idéen i at lave en kriseplan. Jeg har bare lavet sådanne mindst fem gange, og på en eller anden måde virker de bare ikke for mig. Men jeg accepterer selvfølgelig at det er en del af behandlingen, og at en sådan må man have, før man slipper ud. Jeg spiller altså med på sangen. Jeg gør det, de forventer, men jeg tror ikke helt på konceptet.

For mig hjælper det ikke at tænde røgelsespinde eller at danse rundt til høj musik…, jeg vil langt hellere tale med en ven, for jeg behøver ord.

Måske kan jeg få en PSI-kontrakt igen?

PSI står for PatientStyret Indlæggelse, og det er et genialt koncept, hvor man uden de store formalia kan “indlægge sig selv” så at sige. Den tidligere kontrakt kunne ikke fornys, idet jeg ikke havde brugt den i over et år. Logistikken er forståelig nok. Har de for mange kontrakter “i sving” er risikoen, for at der ikke er plads, for stor, når der kun er én PSI-plads på Brøndbyøstervej, hvilket også er lidt vanvittigt, når optageområdet er så stort, som det er.

Men nu har jeg jo været indlagt, så nu er behovet der (måske) igen. I hvert fald mente en læge, at jeg skulle drøfte det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, så det vil jeg gøre på tirsdag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i /af

Er et sikkert sted

Er et sikkert sted

De dårlige tanker fyldte for meget

Er et sikkert sted

Jeg havde en lang og god samtale med min dygtige kontaktperson fra Distriktspsykiatrien i går. Hun syntes, jeg skulle tage til Glostrup (altså Psykiatrisk Center Glostrup) og lade mig indlægge. Det afviste jeg, fordi jeg ikke kunne overskue at skulle i bad og så den potentielle ventetid på tre timer i det arkitekttegnede venteværelse, hvor man bare sidder og frygter at blive sendt hjem igen. Jeg hader det sted, for jeg har været her alt for ofte. Og så har man spildt 500 kr. på taxaer.

Efter at have lagt røret, eller hvad det hedder nu om dage, og tænkt mig lidt om med følgende ræsonnementer: “Hvis jeg ikke vil følge hendes råd, hvad skal jeg så med hende?” og “Hun har ca. 26 års erfaring i psykiatrien og otte års erfaring med mig, så hun ved da ganske godt, hvad hun taler om”, hoppede jeg i badet og i en taxa.

Ventetiden var ikke nær så lang som frygtet, jeg fik lov at vente i et af deres undersøgelsesværelser og blev undersøgt/udspurgt af en utrolig sød og grundig yngre læge, der havde en form for mentor med sig. De var virkelig søde begge to og stillede dybdegående og relevante spørgsmål, som jeg forsøgte at svare på, alt imens tårerne piskede ud. For f***** da.

Det var intet problem at komme gennem “nåleøjet”. Der var ikke nogen tvivl. Ergo er jeg nu et sikkert sted, og det er nok meget godt. Det skal ikke vare for længe, for jeg er jo ikke syg, men man kan blive syg af at have det sådan alt for længe.

Når hjernen har for travlt

Der er tanker om minder, der skal holdes væk, og det prøver jeg virkelig på, da de ikke vil mig noget godt. Begivenhederne er oldgamle, jeg har for længst fjernet mig fra “White trash” og givet dem baghjul.

Min kontaktperson foreslog noget “meta-kognitivt-et-eller-andet”, men sagde samtidig, at man skal øve sig for at få det til at lykkes. Det kan fx gå ud på, at man siger til sig selv, at et eller andet givent tankegods må man kun beskæftige sig med mellem 17 og 18.

Jeg prøvede virkelig at følge også dette råd og læse nogle kirkebøger i stedet, hvilket normalt gør mig glad, fordi jeg elsker logikken i søgeprocessen og er nogenlunde god til det, men hjernen havde alt for travlt. Helt generelt prøver jeg virkelig at gøre det, diverse fagpersoner råder mig til.

50 pct. af kapaciteten fulgte kirkebøgerne, 25 pct. beskæftigede sig ganske af sig selv med minderne og de resterende 25 pct. var optaget af de dårlige tanker. Der blev alt for mange spor. Og det er ikke godt. Jeg kunne ikke holde tingene adskilte, det hele blev rodet sammen, og jeg kunne ikke helt holde fast i tvivlen.

Jeg er ikke klar over, hvordan andre mennesker har det, men jeg kan ikke altid styre hjernen; den følger sine egne negative spor, når jeg ikke har det godt. Har jeg det godt, er det selvfølgelig rart nok med lidt overskydende kapacitet.

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen, men de øvrige patienter har det for dårligt til at føre en fornuftig samtale, så det dur ikke. Det virker som om, flertallet er her pga. en dobbeltdiagnose (dvs. psykisk sygdom af en eller ande art samtidig med et misbrug af enten alkohol (de fleste) eller stoffer).

Samtidig er tankerne for tunge til at blive delt med andre end dem, der får penge for at lytte. Dem kan man ikke dele med hvem som helst. Problemet er bare, at jeg så cementerer ensomheden. Det er lidt af en ond cirkel.

En positiv ting

Der er én positiv ting: min erfaring siger mig, at det går over. Jeg er jo en erfaren psykiatribruger.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Gode mennesker i psykiatrien

Gode mennesker i psykiatrien

Glad for kontaktpersonen

Gode mennesker i psykiatrien

Det er svært at tale imod en overlæge i psykiatrien, så jeg er utrolig glad for kontaktpersonen, der lytter, og som forstår, at det er enormt opslidende, at jeg føler, som jeg føler. Det er opslidende, at tankerne om, at verden ikke ville være et fattigere sted uden mig, pludselig dukker op igen. Hvor går man hen, når tankerne om den asiatiske kødøkse, der hænger til pynt ude i køkkenet, pludselig ses som en (nød-)løsning?

Et menneske, som vil tage dialogen, uanset der også er gamle ting rodet ind i det hele. Når det hele er noget rod, når psykiatrien pludselig også skal tage sig af noget så “træls” som følelser. For det ved jeg godt: der er tale om gamle ting, der bliver rodet ind i nutiden. Reaktionen bliver inadækvat!

Et menneske, som kan skaffe en ekstra tid i en sikkert fuldt optaget kalender og som vil ringe til mig igen på onsdag, fordi jeg pludselig ikke bare er “SR1”, der står for “Selvmordsrisiko 1”, hvor “1” er det mindste. Et menneske, som forstår, at jeg grundlæggende ikke har følt mig respekteret og som tør gå ind i dialogen, selvom jeg synes, det er enormt svært, fordi jeg er bange for, at hun føler, jeg beder hende være illoyal overfor en kollega. Det er jo ikke sådan, det er. Jeg beder hende ikke være illoyal, og det forstår hun på alle måder. Jeg beder hende bare lytte – og det gør hun.

Hun sørger for, at jeg får en ny og mere fremkommelig læge, der er interesseret i dialog. Den del er på plads. Jeg skal aldrig se den anden mere. Det fylder så pokkers meget, fordi det også handler om noget andet/gammelt. Det handler om gennem mange år ikke at være blevet respekteret. Hvis man nu bare kunne frasortere alt det, der ikke handler om psykiatri og så se på, hvad der var til rest, ville alt være godt. Sådan er den menneskelige psyke bare ikke. Jeg har bøjet nakken tilstrækkeligt, og det er jeg færdig med. Jeg er færdig med mig-ikke-respekteret. Jeg er helt grundlæggende ikke blevet dum af at blive syg. Jeg bliver bare rasende over ikke at føle mig hørt.

Kun få skriver til klinikchefen

Jeg er klar over, at det er de færreste psykiatribrugere, der skriver til klinikchefen, når de føler, deres grænser overskrides. Men det har jeg altså gjort i nogle få situationer, hvor jeg ikke har kunnet finde andre handlemuligheder. Klinikchefen er den øverste/fineste på et psykiatrisk center. En sådan er sikkert ikke så vant til at høre fra deres brugere. De har altså bare hørt fra mig. Jeg er klar over, at jeg er besværlig og insisterende og at det måske er det, der gør, at der et eller andet andet sted i min journal står, at jeg er “en dame med bestemte meninger”.

Kontaktpersonen tilbød at lede efter det i Sundhedsplatformen, men det synes jeg altså ikke, hun skal bruge sin kostbare tid på. Jeg undrer mig bare over, hvor det dog kommer fra. Det er vel næppe faldet ned fra himlen? Eller er det – når vi nu aldrig har set hinanden før? Jeg kunne forstå det, hvis vi nu havde set hinanden fx fem gange før.

Fokus på facts

Det går over, det tager bare sin tid. Når der er (mindst) 1.544 andre ting rodet ind i det, er det klart, det tager sin tid. Min kontaktperson er dejligt faktuel; det er jeg virkelig vild med, så hun skriver blandt andet i sine notater fra i dag:

Patienten har bedt om en tid før planlagt.
Har været meget påvirket efter lægesamtale i sidste uge. Nævner flere eksempler på, hvad der har berørt hende men har grundlæggende ikke følt sig respekteret.
Vi drøfter situationen og patientens reaktion. Kobler med tidligere oplevelser.
Er grædende under samtalen. Giver udtryk for selvmordstanker.
Vi aftaler opringning onsdag og ny tid i næste uge.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.