Indlæg

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

En neurodivergent hjerne og erindringer

En neurodivergent hjerne og erindringer

Det anderledes “styresystem”

En neurodivergent hjerne og erindringer

Der er i samfundet en stigende forståelse for, at man ikke er dum, når man er på autismespektret og har fx Aspergers syndrom. Mange forstår efterhånden, at vores “styresystem” bare er et andet. Vi har fx fået solsikkesnoren, der signalerer, at vi har et usynligt handicap.

Selv ser jeg min autisme som en #superkraft, der gør mig i stand til nogle ting, der kan være vanskelige for andre mennesker. Det omvendte gør sig selvfølgelig også gældende, men det fokuserer jeg ikke på.

Det er en kæmpe lettelse for mig, der gennem hele livet har vidst, at jeg var “anderledes” men ikke har vidst, hvori det anderledes bestod. Som årene går, forstår jeg langsomt min neurodivergente hjerne bedre og bedre. Den har mange karakteristika, der svarer til de flestes, men der er også en del, der er anderledes.

Noget af det “anderledes” er utrolig nyttigt, både når jeg prøver at skrive mig ud af min “sære fortid”, og når jeg ikke er “stemningsneutral”, dvs. er for langt ude af en af de to poler, der kendetegner den bipolare affektive sindslidelse.

Ordforklaringer
  1. Styresystem: Det er al den software, som styrer computerens grundlæggende funktioner. Dvs. styresystemet er ansvarligt for alt, hvad computeren gør, fra vi tænder, til vi slukker. Vi henter fx mails, vi åbner programmer osv. Styresystemet kan fx være Windows eller iOS.
  2. Neurotypisk: en hjerne der er ”normal” og har udviklet sig og fungerer på en måde, hvor den ikke lever op til diagnosekriterierne for f.eks. autisme eller adhd. Ordet neurotypisk er opfundet, så man kan tale om folk uden diagnoser uden at bruge ordet ”normal”
  3. Neurodivergent: en hjerne med atypiske karakteristika og som derfor kan diagnosticeres med f.eks. autisme. Ordet ”divergent” (fra det engelske “diverse”) kan oversættes til ”forskellig” eller ”anderledes” på dansk. Neurodivergent betyder altså at have en anderledes hjerne.

De to sidste ordforklaringer har jeg tyvstjålet hos Specialisterne, der også skriver mere og bedre om ordene.

Den neurodivergente hjernes betydning for erindringerne

Jeg kan beskrive min sære fortid, der jo ligner noget, der er løgn, uden at “være i” den. Det, der måske minder lidt om Askepot eller Ditte Menneskebarn, er ikke for begyndere, men jeg kan skrive om det uden at give mig i følelsernes vold, uden at sidde og mærke, hvad den lille/unge pige måske mærkede dengang for mange år siden.

Jeg har en oplevelse af, at det skyldes det, jeg selv (og psykologen) kalder min “tvedelte hjerne”, der er en utrolig nyttig indretning, når man vil gøre tingene “mindre” ved at genfortælle dem.

Jeg kan beskrive erindringerne og knytte dem til fakta (fx adresser jfr. udtræk fra CPR, navne på skoler, Mødrehjælpens udtalelser, dødsattester osv.) uden at “falde ned i dem”, uden at blive ked af det osv. Jeg tror, at neurotypiske mennesker, der skulle skrive sådanne erindringer, ville genkalde sig oplevelserne på en måde, der gjorde, at de oplevede det hele igen som en slags PTSD, og sansede det samme som den lille/unge pige gjorde dengang.

Det gør jeg ikke. Det skyldes måske, at hun allerede dengang havde en beskyttelsesfaktor, der gjorde, at hun netop ikke sansede alt skidtet. Havde hun sanset på samme måde som neurotypiske mennesker, var hun måske blevet psykotisk eller havde måske udviklet skizofreni? Det kan vi ikke vide.

Alle mennesker har prøvet at skrive en stil om “Hvad har du oplevet i din sommerferie?” Her beskriver de jo også deres erindringer, men jeg tror ikke, de har en oplevelse af, at de nærmest skriver, som var de en anden person end den ferierende. Det gør jeg. Jeg er ikke Ditte Menneskebarn, selvom mine erindringer af og til ligner til forveksling.

Sproget hjælper på vej til afstandtagen

Jeg er helt bevidst om at bruge ord, der hjælper med at tage afstand. For mig at se, er det er en del af den neurodivergente hjernes virkemåde. Neurotypiske mennesker ville måske bruge ord, der bragte dem tilbage i situationerne, det gør jeg bevidst ikke. Jeg skriver ikke “onanere” men “masturbere”. Jeg skriver ikke “stiv pik” men “erigeret lem” osv.

Derfor bliver jeg aldrig en rigtig forfatter, selvom jeg faktisk godt kunne tænke mig at skrive en selvbiografi.

Det ville kræve, at jeg evnede “show it, don’t tell it”, og det gør jeg ikke. Jeg skriver, som var jeg en forsker, der arbejder med data i tabeller eller bare med en form for “kirurgisk skarphed”, uden at jeg ved, om det lykkes.

Jeg har et par ting, der minder lidt om PTSD

  1. Når Aarstiderne leverer svinefars i en rulle, må jeg skynde mig at klemme farsen ud af rullen og skære den i fire mindre stykker. Det er selvfølgelig et fjollet eksempel, men det kan belyse, hvad PTSD kan være for en størrelse: Fortidige hændelser genopleves i nutiden, uden at der overhovedet behøver være en sammenhæng.
  2. Ingen mennesker – end ikke psykologen – har vist hørt mig sige psykopatens navn, for det kan jeg ikke. Støder jeg eksempelvis på det samme navn i en kirkebog eller en folketælling, må jeg bladre hurtigt forbi.
  3. Da jeg i 2003 – uden held – forsøgte at etablere en relation til “min mor” efter 22 års pause, kunne jeg ikke udholde, at hun konstant inddrog ham i vores samtaler.

Den neurodivergente hjerne på psykiatrisk afdeling

I sommeren 2023 oplevede jeg, hvordan min neurodivergente hjerne var en både styrke og ulempe under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Styrken var, at jeg kunne være der uden at “falde ned i det”, uden at tage det helt ind osv. Jeg var ikke selv en del af sygdommen, så jeg kunne fx indse, at jeg havde brug for at tale med min psykolog.

Ulempen var, at når jeg med de 25 neurotypiske pct. dele af min hjerne beskrev symptomerne for de 75 neurodivergente pct. af hjernen, troede personalet, at jeg havde det bedre, end jeg faktisk havde det. For så virkede jeg jo ret “normal” og ikke videre syg, selvom mit tankegods ved Gud var sygeligt.

Strøtanker om social opstigning

En dag talte jeg med min ven om de af mine erindringer, hun havde læst. Jeg spurgte hende, om hun stolede på mig, og det gjorde hun naturligvis, og derefter sagde hun noget interessant: “Vi har vel allesammen hørt om nogle med sådan en sær fortid, men vi har ikke selv kendt en”.

Det har fået mig til at indse hvilken enorm social opstigning, jeg har foretaget, og som jeg kun har mig selv at takke for. Og det gør jeg så.

Der er dog en modifikation: Min fars ungdomskæreste og hendes mand. Der kom jeg pludselig til et sted med helt anderledes kulturelle værdier og normer. Alting var så anderledes og svære at forstå, men jeg ville gerne være en del af det. Her gik de voksne børn på henholdsvis universitetet og Kunstakademiets Arkitektskole, her gik vi om lørdagen ture på Fortunen og i Dyrehaven osv.

Og her fik jeg for første gang i mit liv børstehovedet til en elektrisk tandbørste. Det blev sat op i skabet til højre sammen deres med en lille farvet ring, så jeg kunne genkende mit. Den lille dumme ting gjorde et stort indtryk på mig. Pludselig var jeg en del af en familie, hvor vi alle sammen havde børstehoveder. Det var nærmest en form for inklusion, der var ukendt for mig.

Det var også ukendt at blive puttet som 16-årig. Jeg ville gerne, men jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg skulle håndtere det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Du kan aldrig blive til noget

Du kan aldrig blive til noget

Unge med ADHD og/eller autisme

Du kan aldrig blive til noget

GladTeknik, som jeg laver frivilligt arbejde for, postede forleden dag en lille tankevækkende video på 42 sekunder på deres sociale medier. I videoen fortalte en ung mand ved navn Mathias Stub Jørgensen, at han i folkeskolen havde fået at vide, at han aldrig rigtig ville blive til noget, at han ikke rigtig kunne finde ud af noget, og at han ikke duede til noget.

Han havde derfor gået den tunge vej gennem jobcenteret, nærmere bestemt fleksjobteamet, der havde bekræftet folkeskolens forudsigelser ved at dømme ham til, at han aldrig ville komme til at arbejde mere end 10-12 timer pr. uge.

Det blev Mathias selvfølgelig enormt ked af, for alle normale mennesker vil gerne bidrage til samfundet. Når man bidrager, indgår man i et fællesskab, Der er jo en grund til, at det hedder samfund; man er sammen om noget. Det er rart at have kolleger, det er rart at have nogle at spise frokost med og at sige ”god weekend” til osv.

Nu er Mathias ansat 32 timer om ugen hos GladTeknik, fordi virksomhedens leder og HR-manageren ved, hvordan man tilpasser arbejdspladsen til medarbejderen og ikke omvendt. I videoen ser man en utrolig charmerende og glad ung mand, der er rigtig stolt af sig selv. Og det forstår jeg godt. Han har været her hos mig for at hente min stationære PC. Og det er ikke kun i videoen, han ser glad ud.

Man skal have en diagnose

Når jeg går tur, hører jeg podcasts. Forleden hørte jeg en i serien “Hjernekassen på P1”, der bestyreres af Peter Lund Madsen. Det var muligvis  “ADHD” fra 15. august 2023, men der er flere, der kan komme i spil, hvis du selv vil lede.

De talte om det forhold, at der i dag er en nærmest eksplosiv vækst i antallet af unge med diagnoser herunder ADHD og autisme. Peter Lund Madsen sagde en helt central sætning, som jeg husker: “Vi har indrettet et samfund, hvor man skal have en diagnose for at få hjælp.”

Jeg har ikke børn, så følgende er fra min forestillingsverden: Som forælder ved man ikke, hvad man stiller op, når barnet fx ikke vil gå i skole. Man blamer sig selv og spørger sig selv, hvad man har gjort forkert. Når man ikke finder svaret, søger man hjælp i det sundhedsfaglige system. Man venter de gennemsnitligt 63 uger på en udredning og bliver glad, når/hvis psykiateren udstikker en diagnose, for så er der en forklaring på, at ens barn opfører sig “mærkeligt” og i hvert fald anderledes end de andre børn.

Jeg kender det fra mig selv – men man havde ikke opfundet diagnoserne

Du kan aldrig blive til noget

Jeg kan levende sætte mig ind i Mathias’ historie, for jeg troede også selv, at jeg ikke kunne blive til noget, og at jeg ikke duede til noget. Det var ganske vist ikke folkeskolen, der udtalte sig sådan. Det var stedet, jeg boede.

Jeg havde (og har fortsat ikke) de kompetencer, de havde, og det, jeg kunne, havde til gengæld til ingen værdi. Men jeg var god nok til at vaske vinduer og bil en gang ugentligt osv. Der er lidt Askepot over det.

De havde kreative evner, de kunne spille musik, tegne, male osv., mens jeg ikke kunne tegne en tændstikmand. Min “mors” halvbror nærmest tvang mig til at spille på sav, men jeg fik ikke en tone ud af den. Min “mor” døbte mig “tonedøv”, for ikke en gang melodicaen, kunne jeg spille andet end falsk på.

Fra femte klasse og frem etablerede jeg et nært og indgående forhold til fysikbøger, som jeg fik gratis af psykopatens halvbroder, der vist stjal dem på det trykkeri, hvor han arbejdede (Th. Laursen i Tønder), og molekylebyggesæt, hvor man kunne bygge atomer med de forskellige molekyler. De var flotte, farvestrålende og lidt lækkert udførte.

Du kan aldrig blive til noget

Erhvervsvalget

Jeg troede, man skulle have deres kompetencer, for at blive til noget. Ergo troede jeg også, at jeg aldrig kunne blive til noget. Det var hårdt. I niende klasse sad jeg med den tykke bog med titlen “Hvad kan jeg blive” og bladrede. Det nærmeste, jeg kunne komme, var skibskok. I dag kan jeg kun grine af det og tænke, at jeg nok var blev en temmelig ringe skibskok, eftersom jeg mangler det overblik, der kræves, når mange retter skal være færdige på samme tid. Det kan jeg dårligt i mit eget lille køkken, selvom jeg faktisk er ret god til at lave mad.

Erhvervsvalget var skræmmende. Jeg var klar over, at det var vigtigt, men jeg manglede nogen at rådføre mig med. Eftersom jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student, besluttede jeg, at jeg ville være student. Så var jeg da blevet til noget.

Jeg flyttede til København og skrubbede gulve i De Gamles By det første år – og derefter begyndte jeg på Statens Kursus til Studentereksamen, som jeg kom ud fra i 1983 med et pænt gennemsnit.

Men jeg manglede jo sådan set stadig en diagnose, for eftersom man dårligt havde opfundet barndommen, havde man selvfølgelig heller ikke opfundet diagnoserne. I hvert fald ikke på Sydfyn og da slet ikke på Bornholm.

Foråret 2019 og Psykiater Pia Bohn Christiansen

Jeg ventede lige knapt et år på at komme i udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen. Jeg var 54 år, og altså det, man kalder “sendiagnosticeret”, da jeg endelig fik diagnosen.

Det skulle være hende, eftersom hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Hun kan kende forskel på en sygelig mani og en naturlig særinteresse. Og det er svært. Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, at det er svært.

Selv var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Jeg havde vidst det i 11 år. Da jeg endelig kom til hende, manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Og da udredningen var afsluttet, fortalte hun mig, at hun havde vidst det fra dag et. Noget af det, der havde givet hende en fornemmelse, var, at jeg mødte frem med samlige lægeerklæringer og udtalelser fra Gud og hver mand, der havde ment noget om mig siden 2014, hvor jeg blev syg for alvor, i kronologisk orden og som side 1 havde jeg selvfølgelig lavet en indholdsfortegnelse. Det havde hun ikke oplevet tidligere.

Jeg blev så glad, da jeg fik diagnosen, for endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været. Det var en blåstempling af at være sær, hvilket jeg for længst selv havde omdøbt til at være noget særligt.

Nu bruger jeg mine evner til blandt andet at opdage de fleste detaljer på GladTekniks hjemmeside, som direktøren har givet mig ansvaret for. Og det går egl. ret godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT gør verden normal igen

ECT gør verden normal igen

Søvn og ECT modvirker begyndende mani

ECT gør verden normal igen

Torsdag var jeg til samtale hos min kontaktperson i psykiatrien. Hun tilbød medicin, sikkert fordi hun skulle, selvom hun kendte svaret på forhånd. “Nej tak”, jeg skal ikke have mere af deres kemi. Parkinsonismen er det værste, jeg har prøvet. Og derudover virker ECT stort set med det samme, mens diverse stemningsstabiliserende medicin har en latenstid på 6-8 uger.

Mange mennesker er glade for medicin og den hjælper dem, og den hjalp også mig i mange år. Men pludselig kammede det over: Jeg rystede, så jeg ikke kunne ramme tasterne på tastaturet, jeg faldt uden at kunne rejse mig og lå på gulvet i 8-12 timer, jeg kunne ikke se, jeg kunne ikke styre min blære osv. Sidstnævnte betød, at jeg hver morgen vågnede op i en våd seng. Kunne du tænke dig at prøve det?

Det er fx interessant, at professor Poul Videbech, der er den her i landet, der ved mest om ECT, skriver følgende:

Patientønske
Endelig foretrækker mange patienter, der tidligere har fået ECT-behandling, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression, fordi de har erfaring med, at den virker så hurtigt.

Poul Videbech skriver primært om ECTs virkning på depressioner. Min erfaring er dog, at det også virker mod (begyndende) manier.

I Distriktspsykiatrien fik jeg tre sovepiller, og det var vidunderligt pludselig at kunne sove igen. Søvn har en mirakuløs virkning. Hjernen kører en række “vaskeprogrammer”, når man sover. Jeg er ikke helt klar over, hvad det er, der sker, men jeg ved, at det er vigtigt for mit funktionsniveau. Jeg var blevet så træt, at jeg ikke kunne sove, og det gjorde ondt i alle knogler, led, muskler og sener. Sådan får jeg det dog altid, når jeg har sovet for lidt, uanset om det bare er “almindeligt” eller der er tegn på begyndende mani.

I går var jeg til ECT

Min verden er atter blevet normal, og det er jeg meget glad for.

På den ene side: Det andet var bekymrende. Jeg har ikke tid til en ny indlæggelse; jeg skal jo til Tyskland.

På den anden side: Det er vanskeligt at forklare, men der er også noget trist over det. Der er jo noget dejligt over at have “superkræfter”, at kunne arbejde døgnet rundt, at kunne gå 8.000 skridt dagligt, ikke at bruge tiden på normaliteter så som madlavning og personlig hygiejne, at anskaffe forskellige nye ting osv. Jeg er fx nået virkelig langt med mine tyske aner i den kunstigt opstemte periode.

Det er lidt som at falde ned fra en klippe. Man stod på toppen med “superkræfter”, og man er faldet ned i normaliteten, hvor hverdagens gøremål nærmer sig, vasketøjet må ordnes, og det gennemsnitlige antal skridt kun er 7.052 🙂 Nu er man bare ligesom alle de andre. Det er da kedeligt.

Engang var jeg angst for ECT

Jeg havde en længere periode, hvor jeg – helt ubegrundet – var angst for ikke at vågne op af narkosen igen. Ubegrundet fordi det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at folk ikke er vågnet op igen efter ECT.

Og hos Poul Videbech kan man læse, at behandlingen er brugt siden 20’erne men selvfølgelig er udviklet på de 100 år, der er gået. Men sådan er angst. Det er bare irrationelt. Man kan ikke sige til folk “Der er da ingen grund til at være bange.” Sådan fungerer det ganske enkelt ikke.

Psykologen hjalp mig igennem det, så nu siger jeg til mig selv:

  1. Jeg er ikke på vej til skafottet
  2. Det er gode mennesker, der ikke vil mig noget ondt
  3. Jeg har selv valgt behandlingsformen

Efter jeg er begyndt at have ovenstående tre fokuspunkter i hovedet op til behandlingen, fylder behandlingen ikke hele hjernen ugen op til behandlingen. Nu tænker jeg faktisk ikke på det. Det eneste er, at jeg skal huske kun at stille vækkeuret 1 time før, Flextrafik henter mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

ECT gør verden normal igen

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
.

/9 Kommentarer/i , , /af , ,

Psykiatrien passer godt på mig

Psykiatrien passer godt på mig

Mani under opsejling?

Psykiatrien passer godt på mig

Jeg har det helt fantastisk, jeg har aldrig haft det så godt, og det er ikke i sig selv bekymrende. Det må man godt, også selv om man har bipolar affektiv sindslidelse. Men hvor går grænsen?

Men det har kørt lidt for hurtigt de seneste uger, måske ca. seks uger eller deromkring. Jeg er så optaget af alle mine projekter – fx min tyske slægt – at jeg “ikke har tid” til almindeligheder såsom at spise, børste tænder, tisse osv. I øvrigt er jeg ikke sulten. Jeg sover kun meget lidt, og når jeg vågner midt om natten, kan jeg ikke falde i søvn igen. Jeg ligger bare og tænker på alt det spændende, jeg kunne lave, hvis jeg stod op, og det gør jeg så.

Jeg har måske også haft et lidt unødvendigt stort pengeforbrug. Ikke på nogen måde alarmerende, og jeg er ikke ved at gå fra hus og hjem, og jeg har styr på det, men alligevel er det en tanke værd.

Jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Jeg har haft den samme kontaktperson i ti år, så hun kender både advarselstegnene og mig vældig godt. Og hun tør sige sin mening. Det er der behov for.

Da vi senest sås, talte vi antal timer med søvn. Da jeg sagde 3-4, blev hun bekymret. Vi aftalte opringning en uge efter, hvor jeg på mirakuløs vis havde fået det til at stige til 5. Man kan jo ikke tvinge sig til at sove. Hun var stadig ikke tilfreds og blev nødt til at nævne det for lægen, der måske ville foreslå et møde.

Hun har ringet i dag og ringer igen i på tirsdag. De holder øje med mig. Jeg kommer til at tænke på “Holder øje med dig”, som Søs Fenger sang i 1989.

Lægen foreslog, at vi for en periode ændrer intervallerne for vedligeholdelses-ECT fra hver 5. uge til hver 3. uge. Hun havde sagt til ham, at det ville jeg nok ikke. Men det ville jeg, og jeg sagde ja til tilbuddet med det samme, for dette skal under ingen omstændigheder udvikle sig. Vi talte om det telefonisk. Hun sagde, at det var hun glad for. Jeg sagde på min side tak for hjælpen.

Vi ved alle, at ECT er vejen frem for mig. Det er det, der holder mig kørende og “stemningsneutral”, som det så fint hedder, hvilket egl. bare betyder, at jeg er i “midtersporet”, hvor jeg skal være.

ECT-afdelingen har allerede ringet her til morgen, og vi har aftalt de nye datoer. Der er styr på det. Det kører.

Ergo: psykiatrien passer godt på mig, og der er ansat topprofessionelle mennesker, der gør det, de skal og lidt til. Vi skal for enhver pris undgå en ny fullblown mani. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt, og i øvrigt har jeg ikke tid til en indlæggelse, for jeg skal til Tyskland i august og gå i mine aners fodspor.

De svære balancer

Når man har det fantastisk, går man ikke til lægen

Ingen normale mennesker går til læge, eller beder om en ekstra samtale med kontaktpersonen eller en lægesamtale, når de har det fantastisk, og der er fremdrift i alle projekterne. Hvad skal man så med fagpersonerne?

Du går da heller ikke til din egen læge for at bede hende kigge på dit ben, når du selv kan se, det ikke er brækket. For mig er det det samme.

Jeg skjuler ikke bevidst noget for nogen, og jeg lyver aldrig; det kunne jeg aldrig finde på, da det er imod mine værdier, som jeg går højt op i, men efter den omtalte telefonsamtale gik jeg de lovbefalede skridt og blev opmærksom på de yderligere advarselstegn. Jeg havde bare ikke anset det som “farligt”, men den samlede sum af omstændigheder er ikke helt god.

Det er godt, at der er en dygtig psykiatri, der holder øje med mig og hjælper med at holde balancen. Og her ser man værdien af det relationelle og et kendskab bygget op gennem flere år. En “fremmed” ville ikke på nogen måde kunne gennemskue det. Og når jeg heller ikke selv kan, har vi balladen.

De naturlige særinteresser

En mani er sygelig, men de eller den særinteresse, der følger med Aspergers syndrom, er fuldkommen naturlig og ikke alarmerende. Det er helt naturligt, at man er ekstremt optaget af sin særinteresse. Det er naturligt, at man specialiserer sig inden for et lille område og bliver god til det. Jeg ved ikke, hvor grænsen går.

Da jeg skulle udredes, ventede jeg faktisk et år på Pia Bohn Christiansen, der har forstand på begge diagnoser, da det forudsætter specialuddannelse at holde symptomerne ude fra hinanden, at skelne skæg fra snot så at sige.

De svære læger

Min kontaktperson syntes, jeg skulle tale med lægen. Det ville jeg ikke.

For det første fordi, jeg ikke så nogen grund til det. For det andet fordi jeg aldrig har mødt vedkommende før. Og jeg krænger ikke min sjæl ud til hvem som helst. Jeg skal kende folk, alternativt får de den velpudsede facade. Jeg har været i gamet længe nok til at kende koderne og vide, hvad jeg skal sige. Hun tilbød at gå med, og så var det i orden. Men nu klarede vi det telefonisk, så jeg slap for at møde en fremmed.

Forholdene i psykiatrien er sådan, at man i Distriktspsykiatrien typisk kun ser sin læge en enkelt gang, så er vedkommende videre til noget andet. Det er vældig problematisk for mig, for jeg skal først finde ud af, hvem folk er. Det er ikke fordi, jeg vil skjule noget for nogen, men jeg er bange for, at hvis jeg er mig selv og ærlig, vil de tænke, at jeg er mærkelig. Og hvem har lyst til det?

En undtagelse er den ældre overlæge i Distriktspsykiatrien, som for mange år siden gennemskuede hukommelsestabet og døbte det “absencer”, fordi perioder på op til 14 dage var pist væk. Det kunne ingen andre se. Hun gik desværre på pension.

Psykiatrien passer godt på mig

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.