,

Angst for ECT 1

Angst for ECT 1

Pludseligt opstået angst

Angst for ECT 1

Jeg har været til ECT i dag, og jeg er dybt taknemmelig for behandlingstilbuddet – og dets effekt. Ikke mere “parkinsonisme” til mig tak. Og kan jeg slippe for flere depressioner og manier, vil jeg også være taknemmelig.

De seneste to gange er der bare indtruffet noget mærkeligt:

  • Resten af dagen er jeg helt flad og sover flere timer om eftermiddagen, når jeg kommer hjem, og kan stadig fint falde i søvn om aftenen.
  • Jeg er bange i de (milli-)sekunder, der går, inden bedøvelsen virker. Jeg er bange for at mærke strømmen til hjernen, selvom jeg ikke ved, hvordan det vil føles. Det er en helt irrationel angst.

Jeg har talt med dem om trætheden, og der siger de, at det er naturligt, eftersom kroppen er i en voldsom anspændelse, de få minutter (2- 2½) behandlingen varer. Jeg synes bare ikke, jeg husker det fra tidligere, men det har de selvfølgelig ret i, og de har forstand på den slags.

Nåh men pyt jeg kan sove resten af dagen og natten; det betyder ikke noget. Nu ved jeg bare, jeg ikke skal lave andre aftaler hver tredje mandag.

Det er værre med angsten. Jeg forstår ikke, hvor den kommer fra her efter minimum 70 behandlinger. Jeg plejer at lægge mig roligt på lejet, lade dem gøre, hvad de nu skal på hver sin side af mig, trække vejret dybt i masken, og vente på de fantastiske millisekunder, hvor jeg svæver væk.

Nu må sygeplejersken Ann Jeanet holde mig i hånden, til jeg sover, og hun er så sød at gøre det. Det er en stor hjælp.

I mens jeg ventede på, at det blev min tur, man skal møde ca. en time før mhp. helbredscheck, fortalte jeg dem om min frygt, og de skaffede noget beroligende, som jeg ikke lige kan huske navnet på, men som også hjalp lidt. Det er bare begrænset, hvad de kan give, når behandlingen skal virke.

“Forstukne årer”

Åh for pokker hvor gjorde det ondt, da de skulle lægge droppet i dag. De har snart så stukket på min venstre håndryg, at det hele er groet sammen, og de ikke kan stikke. Jeg bander normalt ikke, men jeg kom alligevel til det; men undskyldte mig med at det gjorde pokkers ondt.

God nat!

Mine personlige erfaringer med ECT.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

4 Svar
  1. Mie
    Mie siger:

    Har hørt at en del patienter med skizofreni elsker sekunderne inden bedøvelsen får fuld virkning, for der mærker de ikke deres sygdom… det er så omvendt med dig. Jeg forstår dog godt dine tanker
    Hilsen en, der ville foretrække ect fremfor medikamenter

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mie

      Hej Mie – velkommen og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her på siden. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg elsker sådan set også (milli-)sekunderne, inden bedøvelsen virker, for der føler jeg, jeg svæver væk, og det er helt fantastisk. Og sådan har jeg altid haft det. Men selve den mere grundlæggende angst er ny, og jeg begriber ikke, hvor den kommer fra. Men Ann Jeanet holder mig holder i hånden og så går det. Jeg ved ikke helt, hvad det er jeg pludselig er bange for.

      Vi er fælles om at foretrække ECT fremfor medikamenterne, som jeg til sidst slet ikke kunne tåle men fik parkinsonisme af. Det er ikke for at pive og klage, men det var altså frygteligt.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.