Kæreste med livet langt om længe

Et liv i taknemmelighed

Kæreste med livet langt om længe

Jeg skal til ECT på onsdag, hvilket betyder, jeg har været til PCR-test på Psykiatrisk Center i Glostrup i dag. Det er lidt fjollet, for selvom jeg evt. skulle være positiv, får jeg behandlingen alligevel, fortæller de; de ifører sig blot “rumdragterne”.

Det betyder også, at jeg ikke bør gå nogen steder i morgen. Og endelig betyder det, at jeg ved 18 – 19-tiden i morgen tager derud for at overnatte. Det virker! Jeg sover lidt derude, og lidt er bedre end ingenting, der er nogen at tale med, jeg er tryggere der, og så er den tåbelige angst mindre. Medarbejderne er blevet så søde, måske fordi de nu er klar over, jeg ikke er farlig hverken fysisk eller i overført betydning. Jeg får det bedste værelse – det med bad, for det er ikke en selvfølge, aftensmad med alt hvad hjertet kan begære inkl. frugter og kage. Det er næsten som at være på hotel. Psykologen siger, at jeg, når angsten melder sig i dagene/ugen forinden, skal tænke “Nu skal jeg på hotel” og ikke “Det er nok sidste gang, jeg låser min hoveddør”. Jeg synes efterhånden, det virker!

Jeg synes, angsten bliver en µ (en milliontedel) mindre for hver gang, og fortsætter det sådan, er jeg glad. Måske kan jeg være den kvit om nogle år.

Samlet set er ECT kommet til at tage tre dage på grund af Corona, men pyt med det, jeg har jo tiden…

Det er minimum 15 år siden, jeg har haft en virkelig kæreste. Den del har jeg afskrevet for længst, og jeg savner intet. Nu er jeg blevet kæreste med livet forstået på den måde, at jeg elsker mit liv. Det er fantastisk. Hver dag tænker jeg over den luksustilværelse, jeg langt om længe har fået. Snart har jeg siddet bag skærmen i ca. 10 måneder eller mere. Aldrig har jeg været lykkeligere.

ECT giver mig et normalt liv

Sundhedsvæsenet er stort set garant for, at jeg kan føre et næsten ganske normalt liv. Det gør væsenet ved at give mig ECT-behandlingen hver fjerde uge. Jeg bliver hentet og bragt både til PCR-testen og til selve behandlingen. Jeg går ganske vist hjem og sover timevis efter behandlingen men igen: pyt med det, jeg har jo tiden…

Parkinsonisme: Farvel og tak! Næsten ikke mere antipsykotisk medicin til mig. Der er 150 mg. Seroquel tilbage, men det er bare en “sikkerhedsventil” og så skal det hjælpe på søvnen. Og det virker koblet med 10 kg. kugledyne!

Jeg bliver holdt i hånden af den samme søde sygeplejerske hver gang, og det er den samme medarbejder, der kommer og måler værdier (temperatur, iltmætning og den slags) inden behandlingen. Efterhånden kender jeg dem ret godt. De er gode og dygtige mennesker, der er klar over, hvad behandlingen betyder for mig: jeg er afhængig af den.

Jeg har opgivet at få styr på lægerne, men bare de har styr på mig, er alt i orden.

Andre synes muligvis, det er mærkeligt

• Jeg dyrker min slægtsforskning, ofte 16 timer i døgnet,
• jeg er i gang med at lære hemmelighederne bag min egen TNG-side (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding) at kende, fx fik jeg i går siden til at gå helt ned,
• jeg er i færd med at oparbejde et internationalt netværk af (andre) TNG-nørder,
• jeg skriver, når jeg har lyst og noget på hjerte (ikke sjældent),
• jeg kan bruge timevis på at finde dokumentation for påstande i en blogpost,
• jeg sætter mig ind i det, jeg har lyst at sætte mig ind i,
• jeg spiser, når jeg er sulten – oftest kun en gang pr. dag,
• jeg går i seng, når jeg er træt, hvad enten kl. er 21:30 eller 01:30 og står op, når jeg vågner af mig selv, og
• jeg dyrker mine særheder.
• Endelig, endelig er jeg blevet den, jeg altid har været. Nu kan jeg endelig agere som mig selv.

Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg fx skulle afsætte tre eller fire aftner om ugen til samvær inkl. overnatning. Og det forventes man typisk at gøre, hvis man er i et forhold. Da jeg for mange år siden var ung, havde jeg masser af kærester (kun en ad gangen), for det forventedes både af andre og mig selv. Men jeg oplevede det med tidsforbruget og forpligtelsen til samvær som en belastning. Nu er jeg blevet gammel og kan tillade mig at vælge fra og til, som det passer mig. Og mine valg generer ingen.

Hvor er det skønt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.