Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Ny reformpakke der skal øge “arbejdsudbuddet”

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Sent fredag indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne endnu en såkaldt “reformpakke” der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft ~ blandt andet skal virksomhederne have lettere adgang til at hente udenlandsk arbejdskraft. Det er det store dyr i åbenbaringen lige i øjeblikket.

Når jeg antager, regeringen ikke bryder sig om uddannelse, skyldes det to forhold:

1. Udflytning af uddannelser betyder i realiteten, at man nedlægger uddannelsespladser og
2. Markant reduktion af dimittendsatsen

Ad 1: om udflytningen af uddannelser

• Syv uddannelser skal lukkes, og 745 studiepladser forsvinder fra Aarhus (Kilde: Lokalavisen Aarhus har talt med rektor på Aarhus Universitet),
• 1.273 færre studiepladser i Storkøbenhavn hvert år og 130-200 millioner kr. i tabte indtægter til Københavns Universitet (Kilde: solidaritet.dk der har talt med rektoratet på Københavns Universitet),
• Akademikerbladet viser otte punkter fra uddannelsesaftalen, der er problematiske,
• og sådan kunne jeg blive ved.

Danmark er et lille land, der må basere sig på viden, og derfor har vi højt kvalificerede forskere på internationalt niveau, som kan gøre sig gældende i debatten. Mange af dem, sikkert hovedparten, er uddannede i de store byer, og det mener regeringen er et problem. Den har derfor den 25. juni 2021 indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne, som kaldes “Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.

Realiteten er, at det bestemt ikke betyder flere uddannelsesmuligheder men derimod færre, som kilderne ovenfor viser. Når der bliver færre pladser på uddannelserne i de store byer, og man fortsat vurderer studieegnethed på baggrund af karaktergennemsnittet fra gymnasiet/studenterkursus/HF, betyder det også, at det bliver sværere at komme ind. Altså: man have et højere gennemsnit. Det medfører atter, at karakterræset på ungdomsuddannelserne øges til hidtil uanede højder. Det er ellers højt nok i forvejen.

Radikale Venstre var i det mindste ikke med i denne aftale, og det klæder dem. Fra gammel tid og fra partiets opståen, hvor det var husmændenes parti, har man satset på uddannelse, og det startede netop med husmænd og folkehøjskoler.

Både min morfar, som var fattig husmand på heden, og hans far var på højskole. Jeg har fundet beviser for, at de frekventerede Rødding Folkehøjskole, som vist nok var den første, der blev oprettet. Jeg ved ikke, hvad de lærte i Rødding, men det er ikke svært at se, at det var banebrydende, at fattige bønder, der var gået ud af landsbyskolen, kunne forøge deres viden. Min morfars egentlige skolegang var meget begrænset, for i hele sommerhalvåret gik han kun i skole om lørdagen. Pasningen af de 54 hektarer med en hel del køer kom i første række.

“Udflytningsplanen”, der også kunne kaldes “Afviklingsplanen”, er vanvittig. Uddannelsesinstitutionerne har fået pistolen for panden: “Flyt ud eller luk”, som er blevet til “Flyt ud og luk”, som eksemplet med Aarhus Universitet viser. Hvad er idéen i at flytte medicinstudiet til Køge, når vi har et velfungerende sådant i København? Hvad er idéen i at oprette en dyrlægeuddannelse i Foulum, som går ud over Landbohøjskolen? Det giver ingen mening. Tror man eksempelvis, det er gratis at bygge nye laboratorier? Flytter forskere og teknisk administrativt personale uden videre med? Næh det gør de nok ikke, hvis de er etablerede med bolig, børn, skoler, fritidshjem osv., altså må den enkelte institution begynde forfra med rekruttering og oplæring af egnede medarbejdere.

Regeringen vil ikke bare få de unge til at uddanne sig i de mindre byer. Den ser også gerne, at de, efter færdiggjorte studier, bliver boende i de mindre byer. Imidlertid viser forskning, at det ikke sker. Et andet interessant punkt i den forskning er, at 65  pct. af de unge hjemmeboende under 30 år har mindre end 30 kilometer til et universitet. Er det et problem at flytte sig 30 km. for at tage en uddannelse?

Og hvad er egentlig problemet i, de unge søger til de store byer med et etableret studiemiljø? Af og til peges på, at det er for svært at finde en billig bollig. Jamen så byg da nogle flere kollegier i stedet for at smadre uddannelserne.

Ad 2: om reduktionen af dimittendsatsen

Reformpakken barberer 31,2 pct. af dimittendsatsen, der går fra 13.836 kr. til 9.514 kr. før skat. Det lille regneeksempel herunder viser, at en dimittend vil have 7.482 kr. udbetalt efter skat. Ikke engang i Foulum kan man leve og betale husleje for det beløb.

Nuværende dimittendsats:	13.836
Barberet dimittendsats:	9.514
Månedligt fradrag (50.000 årligt er meget normalt):	4.167
Skattepligtigt beløb:	5.347
Skat 38 pct. (38 pct. er meget normalt):	2.032
Udbetalt efter skat:	7.482

• Herudover halverer aftalen perioden, man kan modtage dimittendsatsen fra to til et år og
• aftalen øger fribeløbet, der må tjenes ved siden af SU, så de studerende “motiveres” til at finde studiejobs, der kan give lidt erhvervserfaring. Regeringen og aftalepartierne er tydeligvis ikke klar over, at det er et fuldtidsarbejde at studere. Hvis man skal arbejde (endnu mere) ved siden af studierne, vil det for mange betyde, at karaktergennemsnittet falder. Det øger bestemt ikke chancen for job efter endt uddannelse.

Der ligger en mærkelig logik bag disse tiltag, som Radikale Venstre er med i, nemlig at dimittenderne nok ikke gider arbejde, og derfor må samfundet finde måder at straffe dem, så de får fingeren ud.

Jeg tror simpelthen ikke på, at man tager en lang uddannelse og ikke herefter har et stort ønske om at komme i gang med at bruge den så hurtigt som muligt. Aftalen viser mærkeligt nok ikke tal for, hvor stort problemet med dimittendledighed er, og jeg kan ikke finde noget hos Danmarks Statistik, men Dansk Industri har lavet en masse interessante tal, der blandt andet viser, at blandt de samfundsvidenskabelige kandidater er 80 pct. i arbejde efter et år. Det er selvfølgelig et problem, at en femtedel er ledige i mere end et år – men det kunne jo meget let skyldes, at arbejdsgiverne ikke er begejstrede for medarbejdere uden erfaring.

Da jeg selv blev færdig i januar 1990, var der stor ledighed blandt jurister. Jeg var desperat og søgte alt, for lejekontrakten med kollegiet ville løbe ud, så jeg skulle have et job, så jeg kunne betale en “normal” husleje, hvis jeg altså kunne finde en lejlighed at betale for. Jeg søgte fx også på Grønland. Jeg havde et pænt gennemsnit og mange relevante studiejobs med både forskning og administration, men til samtale kom jeg ikke. Jeg organiserede mig i “Foreningen af arbejdsløse djøffere” og var med til at søsætte et projekt sammen firmaet Manpower, der skulle få især jurister i arbejde. Det gav “forbindelser”, og ad bagvejen lykkedes det langt om længe at finde det første job som kandidat. Men de otte måneders usikkerhed om fremtiden var slet ikke rare.

Nogle vil måske indvende, at jeg kunne have gjort rent, slagtet grise, plukket jordbær eller lignende i stedet for at søge relevante jobs. Det ville jeg ikke have problemer med. Men hvilken arbejdsgiver ville være så dum at at ansætte en medarbejder, han vidste ville springe fra, så snart der viste sig et job, der svarede til min uddannelse? Det koster penge at ansætte nye medarbejdere: oplæring og introduktion går fra en erfaren medarbejders produktion. Selvom det er 32 år siden, føler jeg mig overbevist om, at arbejdsgiverne (forståeligt nok) ikke har ændret deres tænkning på dette område. Hvad skulle dog få dem til det?

Samlet set får jeg fornemmelsen af, at regeringen ikke bryder sig om uddannelse.