Tag Archive for: Aspergers syndrom

,

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Reumatolog Karen Lisbeth Faarvang i Kgs. Lyngby

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Jeg er ganske udmærket klar over, at jeg ikke har gigt, og det er jo typisk det, reumatologer tager sig af, men jeg fik varmt anbefalet speciallæge i reumatologi Karen Lisbeth Faarvang af en, der kendte en, der havde fået god og professionel hjælp til en frossen skulder der. Altså gik jeg til lægen og fik en henvisning – og det er jeg glad for!

Karen Lisbeth Faarvang er anerkendt vidt og bredt med priser, akkrediteringer og tillidsposter. Det kan man læse om på hjemmesiden. Og hun kender Per Nyvold, som jeg var hos på privathospitalet Gildhøj. Altså følte jeg mig i trygge hænder. Det er vigtigt for mig.

En second opinion

Jeg ønskede mig en second opinion, fordi smerterne går og kommer. Der kan være dage, hvor jeg ikke behøver tage smertestillende, og der kan være nætter, hvor jeg stadig vandrer grædende rundt med vilde smerter. Men samlet set er det da bestemt blevet bedre, bortset fra at jeg stadig har konstant fandens ondt i 1. og 2. finger på højre hånd. Når jeg kommer ud i kulden bliver det værre. Når jeg bærer rygsækken med varer, bliver det også værre.

Hun stillede mange gode spørgsmål, bad mig lave forskellige tests og bevægelser, og hun lavede en enormt grundig ultralydsscanning, hvor hun (og jeg efter instruktion) blandt andet kunne se, at supraspinatus, som er en lille muskel, var “væk”. Mens hun skrev, sad jeg og tænkte lidt over det, så jeg spurgte, hvordan en muskel kan forsvinde? Det kan den selvfølgelig heller ikke. Den kan briste og altså gå i to stykker, og derfor var den ikke at se, hvor den burde være.

Diagnosen var ret klar “Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken”. Så der er ikke noget at sige til, at det har gjort – og ind imellem stadig gør – fandens ondt. Det positive er, at hendes vurdering er, at begge dele er ved at gå i sig selv. Jeg skal ringe, hvis det bliver værre, inden vi ses næste gang den 29. februar.

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Hun viste mig nogle lette øvelser, som jeg skal lave nogle gange om dagen. En af dem kaldte hun for “Edderkop”, og hun viste den to gange. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad de hånd- og fingerbevægelser havde med en edderkop at gøre, så det var jeg nødt til at spørge om for at begribe, hvad øvelsen gik ud på. Eller kan jeg jo ikke lave den rigtigt herhjemme.

Ergo stillede hun sig op ad døren, lavede bevægelsen og sang et par strofer af “Lille Peter Edderkop for mig”. Vi lo begge højt, men jeg var nødt til at sige noget, jeg ellers meget sjældent siger efterhånden, fordi det kan lyde for hårdt: “Jeg er ikke blevet dum af at blive syg”.

Jeg havde min solsikkesnor på, og da hun spurgte, om jeg fejlede andre ting, sagde jeg selvfølgelig, at jeg havde Aspergers syndrom og bipolar affektiv sindslidelse. Begge dele er ret ligegyldige for en frossen skulder og en diskusprolaps, men nu spurgte hun jo, og så var jeg selvfølgelig ærlig. Jeg har faktisk papir på, at jeg ikke er dum, så jeg orker ikke helt at blive anset som sådan. Og det kan da også være, jeg bare er for følsom?

Ikke at forstå den slags er bare et meget godt billede på, hvordan det kan være at have autisme. Mange af os sanser mindre og er meget konkrete. Fx forstår jeg aldrig vittigheder, emojis, “sjove” billeder mv., folk viser på Facebook. Og tit sidder jeg virkelig og spørger mig selv “Hvorfor er det mon sjovt?”. Jeg prøver virkelig, men det lykkes ikke.

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Resultatet af SPQ-spørgeskemaet

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Når der kun skal mere end 70 point til, og jeg får næsten det dobbelte, nemlig 133, må man sige, at jeg virkelig er en klassisk Systemizer. “Delresultat: Opmærksomhed – detalje” med 8 ud af 8 er ingen overraskelse. Det taler for sig selv.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Den korte beskrivelse af et menneske med en klassisk Systemizer-profil er:

Personer med en klassisk Systemizer profil får 70+ point

At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Jeg vover at dele mine resultater her, fordi de virkelig er sjove – fordi jeg stoler på mine læsere, og fordi det, man kan læse, selvfølgelig er generisk; det viser altså ikke mine konkrete og personlige svar. Du kan selv tage testen ved at klikke på “Test dig selv” på sidens menu.

Mine hovedresultater ses i denne tabel, men vil du læse begrundelsen for de forskellige delresultater, skal du klikke på linket. Du kan ikke klikke på billedet.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Du nævnte noget om Asperger

En overgang kom jeg i Akutteamet på Psykiatrisk Center Glostrup. Jeg havde kontakt til en sindssyg dygtig farmaceut og en ditto overlæge, der arbejdede tæt sammen. Kontakten varede ca. 1 – 1½ år begyndende i sommeren 2018. Jeg skrev en artikel til POV, som stadig (januar 2024) ligger der. Artiklen drejer sig om bivirkninger af medicinen og om samarbejdet mellem os tre.

Jeg sendte dem fx ugentlige Excelfiler med registrering af bivirkninger, obstipation, restless legs syndrome, søvn, antal skridt osv. Så havde vi noget konkret at tale ud fra, men det er nok ikke så ofte, de oplever den slags.

I starten syntes de måske, det var lidt fjollet, men mit klare indtryk er, at efterhånden som der kom flere og flere data, blev rapporterne mere og mere valide, interessante og givende for vores samtaler. Og regnearkene var gode til at fortælle om ændringerne i medicinen, også betød ændringer i bivirkningerne. Jeg var så bange for at ændre på medicinen, fordi jeg havde været i den neutrale fase i 18 måneder. På den anden side, kunne jeg ikke udholde bivirkningerne længere.

Men der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at Kasper sagde: “Du nævnte noget om Asperger”. Herregud jeg havde jo serveret en stor del for ham vha. Excelfilerne. Han skulle få mistanken.

I sommeren 2018 skrev jeg dette:

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig siden 2003, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det.

Jeg har ikke altid følt mig mødt

Det har af og til været vanskeligt at få diverse behandlere i psykiatrien til at forstå, at jeg for det første vidste, hvad jeg talte om, eftersom jeg havde øvet mig siden 2003, og at jeg for det andet anså det som en form for menneskeret at vide, hvad der foregår i hovedet på mig. Hjernen er trods alt forholdsvis vigtig …

Flere har virkelig sagt om en udredning for Aspergers syndrom: “Hvad vil du med det?”. Det viser en grundlæggende og manglende forståelse for, hvordan det er at være patient. Det kan være vældig svært at svare på, hvad man vil med det, når man endnu ikke har prøvet det. Derfor blev mit svar til de uforstående ofte bare: “Jeg vil bare gerne vide det!”

Psykologen havde i ca. 3 – 4 år sagt “Du har nok nogle Asperger-træk”, og nærmere må hun ikke komme, da hun ikke er specialpsykolog – dvs. hun hverken må eller kan udstikke diagnoser. Og det er da et fint system, vi har, selvom jeg ofte har undret mig over de vandtætte skotter mellem psykiatri og psykologi. Det betyder fx, at jeg som patient selv skal bære informationer frem og tilbage mellem de to enheder/systemer. Okay jeg kan godt, men hvad med dem, der ikke kan?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Vidunderlige Valomand

Vidunderlige Valomand

Hjerne som en computer

Vidunderlige Valomand

Den seneste tid har flere nævnt “Valomanden”, og jeg blev opmærksom på, at jeg aldrig havde set den oprindelige DR-Dokumentar fra september 2001. Den rørende 58 minutter lange udsendelse kan ses kvit og frit på Bonanza.

I programinformationen skriver Danmarks Radio:

Portræt af autisten Martin Gunnarsen. Som treårig var han besat af benzinmærker. Som femårig vidste han alt om broer, og da han var otte, var hans værelse fyldt med Valosæbepakker. I dag er han 46 år gammel og samler stadig. Han har en hjerne som en computer, en enorm omgangskreds og en svaghed for smukke lyshårede piger. Kalendere, togplaner eller telefonbøger bruger han aldrig. Han har det hele i hovedet. Åndssvag lød eksperternes dom dengang i 1960. I dag ved vi, at Martin er autist. DR-Dokumentar fortæller hans forunderlige historie.

Man kan kun holde af ham og af de mennesker, han omgiver sig med. En vigtig brik i spillet er hans omsorgsfulde mor. Hun fortæller fx om, at han som lille er indlagt på Dronning Louises Børnehospital i 17 forfærdelige døgn. Efter en uge får hun allernådigst lov at besøge ham og se ham gennem en glasrude. Hun siger blandt andet: “Der sad han og kiggede på sine hænder og så ud som en, der havde opgivet det hele”. Åh herregud … den slags kan jeg slet ikke tåle, uden at tårerne står i kø. Hospitalet diagnosticerede ham som “åndssvag”.

Forældrene troede ikke på dommen, for de mente, at Martin manglede flere træk, som i hvert fald nogle åndssvage har. De mente, at nogle åndssvage er opsøgende, mens de vidste, at Martin helst gik sine egne veje i sin egen verden og havde sine egne lukkede systemer. 

De tog ham blandt andet til en “klog mand” i Tyskland, der gjorde et eller andet med nogle stemmegafler, som han placerede forskellige steder uden på hovedet. Ingen blev klogere af det.

Hjemvendt finder de endelig Himmelev Børnehjem, hvor forstander Sofie Madsen med det samme ser, at “han er da vist en af vore”, da hun har set Martins fascination af vinduer og vindueshasper. På ingen tid lærer Martin, der da er 10 år, at læse, stave og skrive – og naturligvis geometri. Som moderen siger med en pegende bevægelse mod hjerneskallen: “Han havde jo altså noget herinde; det skulle bare kaldes frem.”

Ud af en tangent: egne erindringer

Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på dengang jeg som barn (før 1973), gik rundt og besvimede. Helt umotiveret faldt jeg bare om midt i leg eller noget andet. Det var, mens min far levede, så mine forældre handlede på det og tog mig til specialister – formentlig neurologer – i både Randers og Viborg. En overgang troede man, jeg havde epilepsi, men det havde heldigvis intet på sig. Da man aldrig fandt en årsag, skulle jeg bare “vokse mig fra det”. Og det virkede da også. Dengang skulle børn vokse sig fra det meste.

Af og til har jeg overvejet om besvimelserne havde med Aspergers syndrom at gøre? Gad vide om det var det, man i dag ville kalde nedsmeltninger? Det er selvfølgelig ligegyldigt nu så mange år efter, men tanken taler om tiden.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Det handler om rammer

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraftJeg kender Mathias E. Nielsen. Han er en ung mand på 31 år. Han er direktør for – og stifter af – virksomheden GladTeknik A/S her i Hvidovre. De reparerer alle former for elektronik (computere, telefoner, tablets, DJ-udstyr, robotarme osv.)

Virksomheden er i vild vækst og fik fx årets Børsens Gazelle-pris i 2023.

Med Google har jeg fundet følgende om Gazellerne:

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år.

Du kan høre Mathias i afsnit tre her. Mathias fortæller til Det Centrale Handicapråd, hvordan man kan indrette arbejdspladsen, så et handicap kan blive en styrke frem for en svaghed. Hør også historien om en medarbejder, der gik fra at sidde i kælderen til at have et job, og find ud af, hvad et pingvinrum er, og hvorfor det kan være en fordel at kigge ind i væggen.

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Udover at være direktør for – og stifter af – GladTeknik har Mathias Aspergers syndrom (det har jeg også  selv) og ADD. For ti år siden gik han og overvejede, om han mon kunne få et arbejde, når han havde disse diagnoser. Han løste problemet ved i 2018 at starte sin egen virksomhed fra et kollegieværelse.

Om et øjeblik beskæftiger virksomheden 50 årsværk og har åbnet yderligere tre indleveringssteder i region Syddanmark (Vejle, Kolding og Esbjerg). 87 pct. af medarbejderne har en eller flere diagnoser. Virksomheden repræsenterer sammenlagt mere end 70 diagnoser. De fleste har Aspergers syndrom eller en anden diagnose på autismespektret.

Når børn på syv år bekymrer sig om arbejdslivet

For kort tid siden havde GladTeknik besøg af en pige på syv eller otte år. Hun gik og tænkte over, om hun mon kunne få et arbejde, når hun blev stor, når hun havde en diagnose på autismespektret.

  • Historien gjorde mig egl. lidt ked af det, for når man er syv år, skal man gå ud at lege med sine venner og ikke bekymre sig om voksenlivet og arbejdslivet.
  • Til den gode side hørte helt sikkert, at pigen var glad for at besøge GladTeknik, hvor hun kunne høre om, at så mange mennesker på en arbejdsplads havde en diagnose.
  • Ved besøgets slutning sagde hun til sin mor “Det er jo bare fordi, jeg har så stort et vokabularium …” Dum pga. en diagnose? Nej vel.

Aspergers syndrom

I ICD-10 (jeg kan ikke finde ud af, om vi har implementeret ICD-11 eller ej) beskrives Aspergers syndrom (F84.5) sådan:

Her ses ikke forstyrret sprogudvikling, men afvigende socialt samspil og indsnævret stereotyp adfærd eller usædvanlige og intense særinteresser. Tilstanden er tilbøjelig til at fortsætte ind i voksenalderen, hvor der kan optræde psykotiske episoder. Aspergers syndrom er eksempelvis demonstreret af hovedpersonen i filmen “Rainman“. Forekomsten er ca. 8 pr. 10.000 danskere.

Kilde: “De psykiatriske diagnoser”, Psykiatrifondens forlag 2010

Mathias har – med udgangspunkt i egne erfaringer – indset, hvor vigtige rammerne er, for at et handicap kan blive en superkraft. Det er ofte så lidt, der skal til.

  • Bliver man fx nemt distraheret af noget visuelt, får man en arbejdsplads, hvor man kan sidde med ansigtet vendt mod væggen.
  • Er det svært at koncentrere sig, når der er meget støj, sættes akustikplader op.
  • Får man det nemt for varmt i lange bukser, når 50 computere står og udvikler varme i det samme lokale, kan man møde i shorts og badesandaler.
  • Osv.

Det er så lidt, der skal til, for at mennesker med en diagnose kan udfolde deres virkelige superkræfter på arbejdsmarkedet. Medarbejdere med fx Aspergers syndrom er ekstremt gode medarbejdere, der er optagede af altid at gøre “det rigtige” (citat af Christina Sommer).

Det betyder hos GladTeknik, at reparationerne er nærmest “sublime” for “perfekt” er ikke godt nok. Kunden vil altid få et ærligt svar på problemerne med enheden. Kan den repareres, får de en enhed retur, der fungerer, som var den ny.

I Mathias’ egen fortælling indgår altid eksemplet, hvor han har skilt en computer ad og lagt de 200 skruer i sirlig orden. Han bliver kaldt til en anden opgave i virksomheden og vender først tilbage en time senere. Han havde ingen problemer med at huske, hvor hver eneste af de 200 skruer skulle sidde. Der opdagede han for første gang, at han kunne noget, de færreste kan. Og der begyndte han at overveje, om ikke denne superkraft kunne udnyttes.

Er det et handicap?

Jeg ser mit handicap som en superkraftPodcastserien, som jeg linker til ovenfor, har den overordnede titel “Er det et handicap?” Svaret er “nej”, hvis man fx indretter arbejdspladsen efter medarbejderen og ikke forsøger at indrette medarbejderen efter arbejdspladsen.

Ligesom Mathias har jeg valgt at se mit handicap som en #superkraft.

Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg blev temmelig gammel, før jeg fandt min niche/superkraft, som jeg nu udnytter hos nogle, der er glade for min evne til at se (næsten) alle detaljer i en tekst.

Det minder mig altid om Ole Lund Kirkegaard, der allerede i 1975 (i bogen “Gummi Tarzan”) skrev: “Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er.”

Verden har udviklet sig, siden jeg var barn

Jeg er født i 1963 og dengang i forhistorisk tid havde man slet ikke det fokus udredning af børn, som man har i dag.

Jeg blev 55 år, før jeg endelig fandt en psykiater, Pia Bohn Christiansen, der kunne udrede mig. Jeg ville have en, der både havde forstand på bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at det er utrolig vanskeligt – med mindre man er højt specialiseret – at skelne en sygelig mani fra en naturlig særinteresse. Hun var slet ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Og alle tests pegede klart i den retning. Især på Systemizer-testen scorede jeg meget, meget højt – næsten maksimalt. Det var ingen overraskelse for nogen af os.

Det var foråret 2019, jeg kom til Pia Bohn Christiansen. Jeg havde læst al den litteratur, jeg overhovedet kunne opdrive om Aspergers syndrom siden 2003, hvor jeg havde hørt Torkild Sonne, der da stiftede den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne. Ergo havde jeg “øvet mig” i 16 år.

Set fra mit synspunkt skulle jeg “bare” finde en, der ville skrive under; så da hun kom med resultatet, var jeg ikke overrasket. Jeg blev derimod glad. Alt det, jeg vidste og havde læst mig til, passede på en prik på mig.

Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

  • Selvfølgelig har jeg haft den psykiske udviklingsforstyrrelse, som Aspergers syndrom jo er, hele mit liv. Der er bare ikke nogen, der har vidst det, for da jeg var barn, havde man jo dårligt opfundet barndommen og da slet ikke diagnoserne.
  • Mit liv i folkeskolen havde været betydeligt nemmere, hvis man havde kendt diagnosen og taget bare lidt hensyn til den. I stedet blev jeg den gammelkloge særling og hjælpelæreren, der altid faldt udenfor.
  • På den baggrund overvejer jeg, om inklusion altid er en god idé?
  • Mathias’ fortælling er samtidig en fortælling om, hvad det kan betyde for et menneske, at der tages hensyn til diagnosen. Det taler for de mange tidlige diagnoser, vi ser i dag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.